As long as I remember you

Resume: Det er nu ved at være en måned siden, at Jessie forlod Liam.Alle er stadig i chok over den dårlige nyhed. Nytårs nattens strabadser sidder, som klæbet fast til Jessie's hjerne. Ikke noget hun er totalt glad for. Billederne fra da han kyssede de andre piger, kører som en film for hende. Hun er stadig i chok, som alle andre. Ingen havde troet, at det deres forhold ville ende. Og endda ikke på denne måde. Zayn og Perrie lever stadigvæk på sygehuset ved deres søn, som stadig ligger i kuvøse, efter uheldet. Liam er trist, og savner Jessie. Hans datter får han at se mange gange om ugen, når han nu ikke drikker sig fuld eller arbejder med drengene. Jessie savner skam også Liam, og deres forhold, Men det gik bare ikke!. Mon det nogensinde kommer til det igen? Vil de nogensinde finde sammen igen, blive et par, og have en lykkelig familie? Vil Liam stoppe med at ryge i slagsmål og ud i andre dumme problemer? Omkommer han nogensinde efter forholdet med Jessie endte? *Læs part 1 først!*

36Likes
87Kommentarer
34456Visninger
AA

31. Chapter 22

 

10. Juli (En uge senere)

Jessie's P.O.V

Min familie er stadig ikke helt på toppen. Min far og søster, Kylie, er stadig de eneste man kan komme i kontakt med. Men Max er dog begyndt, at åbne øjnene nogle gange, dog kun i få minutter. Min mor er den eneste der ikke trækker vejret selv. Hun ligner et spøgelse. Og jeg er så inderligt bange for at miste hende!

Min far og Kylie er begyndt, at gå selv. Min far mener, at han har set min mor åbne øjnene. Jeg ved ikke helt om jeg tror på det. 

Jeg er her stadig dag og nat. Harry er rejst tilbage til drengene, som befinder sig i San Francisco. 

Liam nægter at tage hjem. Han har heldigvis kun gået glip af en koncert, den nåde Harry heldigvis hjem til. Det var i går, i San Diego.

"Kaffe?", spørger min far og aer min hånd. "Jeg skal nok hente det. Skal du have en kop med?",siger jeg, lavt. Min far nikker og sætter sig på syge sengen. "Kylie, skal du have noget med?", spørger jeg, med et skævt smil. "En cola, og tag en cola med til Max og kaffe med til mor også,hvis de nu vågner", svarer Kylie. 

Min far sukker og rejser sig, for at sætte sig ved Kylie. "Kylie skat, mor er meget syg. Hun vågner nok desværre ikke foreløbig, hendes krop er meget udmattet og hun har brug for hjælp, til at trække vejret", siger min far, stille og roligt. Han krammer sig om Kylie.

Jeg betragter dem kort. Derefter går jeg ud på gangen, hvor Justin sidder med min mormor. 

"Mormor, hej! Hvornår er du kommet?", spørger jeg og finder et smil frem, og krammer hende. "Hej, min kære! Kom for lidt siden", svarer hun, med en skrøbelig stemme. 

Det gør mig så ondt! Min mormor må have det så dårligt. Min morfar er heller ikke helt rask, han har lunge betændelse, og lægger hjemme i sengen. Så det med mine forældre og søskende, gør det ikke ligefrem bedre. 

"Hvor er Liam og Bels?", spørger jeg Justin om. Justin og jeg har ikke så meget, som kysset de sidste par dage. Jeg nægter bare, at elske. Hvis man kan sige det sådan. Jeg har kun min opmærksomhed på min familie og skønne datter. Ja, Justin er også en del af min familie. Han er min forlovede, men jeg kan ikke bære, at elske flere lige nu

Jeg har nok at se til, min hjerne kan ikke rumme mere. Jeg sover kun få timer hver nat, og det foregår på en stol, ved min Max's eller min mors seng. Jeg føler, at jeg har pligt til, at passe på dem. Det burde være mig og ikke min lillebror der lå der. Det burde heller ikke være min mor der lå der. Hun fortjener det virkelig ikke, det er der ingen der gør. 

"Jessie? Hallo! De er nede i kantinen", Justin afbryder mig i mine tanker. "Åh, okay", svarer jeg, forvirret. Jeg går ned af gangen. Men en tager pludselig fat i mit håndled. Jeg vender mig om og møder Justins blik. "Jaer?", spørger jeg, irriteret. Han sukker, "Skat, vi må snakke sammen", siger han og trækker mig med ind i på et toilet. 

"Jessie, vi snakker knap nok sammen mere", starter han ud. "Jeg har nok, at se til. Mine forældre, søskende, og Bella er altså vigtigere for mig lige nu", svarer jeg og ser ned i gulvet. "Jeg forstår dig godt. Men derfor kan du godt snakke til mig. Vi er forlovet!", siger han, hårdt. "Jeg ved ikke om vi er det rette par, hvis du skal være sådan", mumler han, men jeg kan sagtens hører det.

Jeg ser med store øjne på han. "Det burde du har tænkt på, før du friede til mig. Du kunne jo ha' ventet", svarer jeg, meget hårdt. "Jeg kunne ikke vente. Du var en anden den gang!", siger han, og tager min hånd. Jeg lader ham tage den. "Hvis du elsker mig så højt, Justin. Så burde du kunne forstå mig! Jeg har det så hårdt", tårerne begynder, at rende ned ad mine kinder. 

Han fjerner min tårer. "Jeg elsker dig af hele mit hjerte, skat. Det ved du også godt", hvisker han. Jeg nikker. Han kysser mig og jeg lader ham gøre det. "Justin, måske er vi ikke det rigtige par, det kan du have ret i", snøfter jeg og fjerner mine tårer. 

Han træder et skridt tilbage og ryster på hovedet. "Jessie, vent! Giv os en chance!", svarer han og lægger hans hænder om mig. "Du ændre hurtigt mening", mumler jeg mod hans hud. Jeg trækker mig fra ham. "Justin jeg kan ikke, ikke lige nu. Jeg synes, at vores bryllup skal udsættes", jeg tager min forlovelses ring af og giver ham den.

Jeg går ud fra toilettet og styrter grædende ned i kantinen, til Liam og Bella.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...