The New Star

Sally Gomez er Selena Gomez lillesøster, man kan roligt sige at de ikke har det særlig godt sammen. Selena er den person som stræber efter berømmelsen og penge ligsom deres mor, derimod er Sally helt anderledes hun er fuldkommen ligeglad med berømmelse og penge, det eneste hun vil er at være en helt normal pige som kan gøre hvad hun vil. Men hvad sker der når Selena optager hende i mens hun synger og viser det til hendes mor, som viser det til Scooter Braun som hurtigt for lavet en aftale med Justins Bieber. Hvad går aftalen ud på? Sally hader Justin, men bliver det lavet om når de skal synge en duet? Hvad med Selena og Justin er de sammen eller ikke? Find ud af det i The New Star

66Likes
82Kommentarer
6876Visninger
AA

20. Kapitel 19

Tårerne løb ned af mine kinder, det gjorde stadig helvedes ondt i mine ben efter han havde skåret i dem, og der var helt sikkert ved at gå infektion i det, så hvis ikke Justin snart kom, kunne jeg lige så godt vinke farvel til det liv, jeg ellers havde kært. Ret tragisk alligevel, at dø af infektion i et sår. Eller flere sår var det nok nærmere.

Jeg var stadig bundet til sengen, rebene nev, og jeg havde en forfærdelig trang til at skrige. Sådan, virkelig forfærdelig. Men hvad ville det nytte? Vi var i en hytte, midt ude i ingenting. Jeg satte nok mine forventninger for høje, da jeg regnede med at Justin ville finde mig..

Han finder mig nok aldrig.

BANG.

Jeg skreg.

Nu, var jeg bange. Hvad end der havde forårsaget den høje lyd, regnede jeg ikke med, at det ville være til min nytte.

Der var nogle ovenpå. Der var fodtrin. Flere forskellige. Jeg ved ikke om det kun er mig, men jeg kan kende forskel på fodtrin, og der er helt sikkert flere fodtrin end Hr. klams.

De begyndte at mumle, men gulvene og dørren der op til var for tygge til, at jeg kunne høre, hvad de sagde.

BANG.

Mit hjerte sprang et slag over, og jeg kiggede ihærdigt over imod døren, i håb - og skræk - om at den ville blive åbnet i få sekunder.

BANG.

Mit hjerte stoppede.

"Justin, please, vær nu sød og sig det er dig!" sagde jeg, men det kom kun ud som en hvisken, da min stemme var blevet slidt på mit skrigeri og beklagelser.

Kort efter var der hurtige og ivrige skridt, de var lette, alt for lette til at kunne være Hr. klams, de virkede bekendte. Det måtte være Justin. Men Justin kunne ikke se mig sådan her! Hvad ville han ikke tænke? Jeg var nøgen og bundet. Tankerne fik mig til at græde endnu mere, og det var også der jeg hørte døren blive åbnet, og han kom frem.

"Du fandt mig Justin." sagde jeg, med tårer i øjnene, så han ellers blev sløret. Hans skikkelse kom nærmere. "Selvfølgelig." svarede han, og jeg hulkede og lod tårerne trille. Jeg skulle ikke dø, ikke i dag.

Han bandt mine ben og arme op, og vendte sig om, jeg tog den lasede dyne omkring mig, som ellers var faldet på gulvet, eller lagt der ned. Det sidste jeg ønskede lige nu, var at endnu flere mennesker, skulle se min mishanlede nøgne krop. Ambulance folkene kom gående imod os, den ene snakkede med Justin, imens den anden - en dame i 30'erne - kom over til mig, og kørte en hånd ned af mit ansigt.

"Det hele skal nok gå søde, du er i gode hænder." sagde hun, og jeg nikkede taknemmeligt, og lod nogle flere tårer strømme ned af mine kinder.

"Dine sår er blevet renset, og der vil ikke komme nogle infektion, det var kun lige i tide, og hvis vi var kommet minutter senere, havde det været for sent. Din voldtægtmand, Hr. Harrison, brugte ikke beskyttelse, men vi har allerede fjernet barnet, under din mors krav, da du er under 18." forklarede ambulance damen, som jeg fandt ud af, hed Glorie. Jeg nikkede, og kiggede ned på mine hænder. Jeg var stadig flov over, at have ladet mig narre af ham. Hans navn var Ian Harrison, og han var en 71-årig eftersøgt voldtægts- og drabsmand. Der var én god ting der kom ud af det her rod, og det var, at han ikke kommer til at voldtage eller dræbe flere piger på min alder.

Jeg skulle i retten i morgen, og jeg var villig til at vidne imod ham, det svin skulle fandme ikke komme på fri fod igen, og jeg var villig til, at give alle detaljer hvis nødvendigt. Men en ting var sikkert, det svin skulle ned med nakken i morgen!

Justin havde ikke forladt min side siden han fandt mig. Han var i ambulancen på vejen til hospitalet, og han har været her imens, de har gjort deres arbejde, og gjort mig rask nok til at komme ud igen. De ville også sætte mig op med en terapeut, hvilket jeg var en del imod, da jeg lider af en form for fobi for disse hjernevridere. Men den ville forhåbentlig gå over, Glorie sagde selv, at hun var en flink dame hende min hjernevrider, så jeg stolede på hendes ord.

"Kan jeg så gå nu?" spurgte jeg, og sendte hende et smil, imens jeg dinglede videre med mine ben. Jeg var mest glad for, at de havde fanget ham, og at jeg ikke skulle gå og være bange for ham, se det ville være, at leve i helvedet.

"Ja, så snart du er blevet udskrevet, skulle du være klar til at gå!" sagde hun, efter hun hurtigt havde skimmet sine papirer, for og se, om der var noget der skulle gøres. "Super!" sagde jeg, og hoppede ned fra hospitals sengen. En uge i det her værelse, var en uge i kedsomhed, så jeg var glad for, at jeg endelig skulle komme ud af det.

"Så lad os gå, Justin." sagde jeg, og smilte til ham, han smilte til mig, et smil fyldt med lykke. Hvilket jeg ikke forstod, men det var også lige meget. Vi skulle til at gå ud af hospitalsstue 192 - jep, jeg havde lært mit stue nummer - da Glorie kiggede på mig med et svagt bekymret blik, og sagde: "Sally," jeg kiggede på hende, og lagde hovedet på skrå. "Ja?" spurgte jeg. Hun smilte til mig, og lagde en hånd på min skulder.

"Pas nu godt på dig selv, Sally." sagde hun så, og jeg smilte stort til hende, og nikkede. "Det skal jeg nok, Glorie." Hun sendte endnu et smil, og lod så sin arm falde.

Justin og jeg gik eller ud på gangen, og væk fra de hvide vægge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...