Volden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2014
  • Opdateret: 19 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Alle tre står tæt op ad hinanden, men ingen af dem tør tage det sidste skridt ind i varmen. De hører dråber af vand, der falder ned fra loftet og rammer vandpølen melodisk. Bunkeren er fugtig og vammel, som at træde ind i en regnskov. Den gennemtrængende stank af urin fylder deres næsebor og skær i halsen," Hvis du var en lille pige, og din moder var bange for stort set alting omkring dig, og folk i byen opfattede hende som den underlige, ville du så trodse din moder, og gøre det, som hun frygtede mest? Det vil Anna.

0Likes
0Kommentarer
126Visninger

1. Volden

 

 

    I udkanten af Brønshøj, i et dunkelt kvarter, bor Anna og hendes moder. De kan næsten se over til Utterslev mose, men det er sjældent moderen viser sig i det område. Anna forstår ikke altid sin moder. Om morgenen vågner hun og laver æg og franskbrød til Anna, mens hun nynner den vise, som Annas far altid sang til hende. Men mens hun er i skole, gennemgår Moderen noget underligt. Når Anna kommer hjem sidder Moderens hår strittende i alle retninger, som hvis hun havde revet i det i frustration, og sommetider ligger der skår fra ødelagte potter i den lille etværelseslejlighed. Anna, som kun er ti, kan ikke sætte sig ind i, hvordan Moderen har det. Og hun tvivler på, at Moderen selv er klar over det til tider. Men hun ved mest af alt , hvad de andre synes om hendes moder, ”Troldkvinde” og ”Overtroisk” er bare nogle af de ord, Anna har hørt gennem årerne, når folk troede hun ikke hørte dem. Men hun skubber ofte ordene til side. Anna ved hvordan hendes moder er i forhold til mange af de andre damer i byen, og hun ved, det er, fordi de er bange for hende.

    Grundet hendes moder, går Anna selv til og fra skole. Det generer hende ikke, for hun har gjort det så mange gange, at det bare er blevet til en rutine. Hun kan vejen med lukkede øjne. Ud gennem den store port og over græsengen, forbi bageren og ned mod Vandtårnet. Krydse en af Voldåens mange broer, og følge den store vej til rundkørslen, hvor skolen ligger død som en kakerlak. Det var ikke en lang tur, men Anna nød den hver gang.

    Denne dag er hun på vej hjem fra skole.

Hun går gennem skoven og væk fra den store vej. Da hun sætter sit første skridt på broen over Voldåen, ser hun straks de to drenge fra hende skole. Casper og Carl. De hænger ud ved et egetræ for foden af broen, ligesom de plejer. De har begge to lyst hår, der er sat på præcis samme måde, og deres hud er lys og fin.

Som sædvanlig dukker Anna hovedet, når hun nærmer sig dem. Men i dag sker alt ikke som det plejer. De lader hende ikke bare gå forbi, mens de forestiller at de ikke kender hende. Carl, den ene af tvillingerne, siger noget uforståeligt til hende, og hun stopper op og kigger.

    Hendes hjerte banker hårdt, og hun må indrømme over for sig selv, at hun altid har været lidt bange for dem. Måske mest af alt, fordi hun intet ved om brødrene.

    ”Kan du se den bog, der ligger nede i åen?” spørger Carl.

    Anna nikker.

    Den flyder i kanten, og er klistret ind i algerne, der ligger på toppen af vandet.

    Hendes moder advarer hende altid imod Voldåen.

    Hvis hun falder i, er der ingen vej op.

    Åen er bundløs.

 

    Casper afbryder: ”Det er min bog. Den røg derned, da jeg gik over broen.

    Tør du tage den op?”

    Det var en udfordring.

    Anna har aldrig brudt sig om, at blive set som en kujon. Hun ved, at Moderen ikke vil bryde sig om det, men hun kan ikke lade dem tro, at hun ikke tør hente en sølle bog fra den bundløse å.

 

    Da Anna kommer hjem, er Moderen helt ved siden af sig selv. Hun er så rasende at alt blodet løber op til hendes hoved, og hendes tynde, krogede fingre er bøjet helt unaturligt. Lejligheden roder, og der ligger flere tarotkort på bordene, end der nogensinde har gjort før. Moderen hiver barnet ind på sit værelse.

    ”Vi har aftalt, at du skal komme direkte hjem! Kan du give mig en forklaring, inden jeg låser denne dør til i morgen tidlig?!” brøler Moderen, uden at give sig selv tid til at trække vejret, hvilket giver hendes hoved endnu mere farve, selvom man ikke skulle tro, det er muligt..

    Men hvad kan Anna sige? Hun kan ikke fortælle, at hun har mødt nogle drenge og derefter har forladt stien, som hun er blevet forbudt, og er gået ned til kanten af Voldåen. Moderen ville gå i panik.

    Anna vælger derfor ikke at sige noget, og Moderen sender hende i seng uden aftensmad. Men denne gang havde Anna vundet.

 

    Næste dag, da hun er på vej hjem fra skole, er drengene der igen. De stopper hende endnu en gang, og begynder at tale til hende.

    ”Caspers bog blev ødelagt af svømmeturen. Så nu må han skaffe en ny...” begynder Carl.

    ”Og det var jo trods alt din skyld.” siger Casper.

    ”Hvis du havde hentet den noget før...”

    ”Så ville jeg stadig have min bog.”

    Deres pointe går klart og tydeligt ind hos Anna.

    ”Hvad vil I have?” spørger hun, og frygten i hendes stemme ville kun kunne tydes af én eneste person.

    Hendes moder.

    De smiler begge skævt.

    ”Ved du godt, hvad der gemmer sig i disse skråninger?” spørger Casper.

    Det ved hun godt.

    Der er indbygget ammunitionsdepoter flere steder ned langs Voldåen. Bunkerne er gamle, men der går stadig mange historier om dem i byen. Endnu en ting, som hendes moder ikke kan lide. Faktisk, så er der ikke andet, som hun har den samme frygt overfor.

    Anna nikker. ”Det er Volden

    Hendes hænder ryster, da hun siger dette.

    Casper og Carl kigger anerkendende på hinanden.

    ”Præcis,” Hun bryder sig ikke om måden det bliver sagt på.

 

    De står foran den åbne bunker. Jerndøren ind til ammunitionsdepotet er alt for tung og massiv til, at man selv ville kunne åbne den. Ifølge Casper og Carl har døren aldrig været lukket.

    De træder alle et skridt ned i den mørke bunker på samme tid. Lyset er bag dem, og de kigger ind i et rum så mørkt som en ravns fjer.

    Alle tre står tæt op ad hinanden, men ingen af dem tør tage det sidste skridt ind i varmen. De hører dråber af vand, der falder ned fra loftet og rammer vandpølen melodisk. Bunkeren er fugtig og vammel, som at træde ind i en regnskov. Den gennemtrængende stank af urin fylder deres næsebor og skær i halsen.

    De hører en lyd.

    Først er den meget fjern, men den kommer tættere på dem.

    Den fortsætter.

    Det er lyden af skridt.

    Nu kan det ikke gå for hurtigt.

    De spæner alle skrækslagende ud af bunkeren, og hen til det store egetræ. Skridtene runger stadig i Annas ører, og adrenalinen pumper i hendes årer, samt spørgsmålene, der farer rundt i hendes hoved.

 

    Den følgende nat, kan Anna ikke falde i søvn. Hun føler det, som om nogen holder øje med hende, og hun får ikke lukket et øje den nat. På et tidspunkt kan hun ikke længere skelne mellem drømmeverdenen og den utænkelige virkelighed.

    Pludselig begynder de høje skrig og latteren.

    Hun ved med det samme, at skrigene kommer nede fra Volden.

    Næste morgen er hun stadig ikke sikker på, om det var en drøm.

 

    Da hun går hjem fra skole, er Casper og Carl ikke til at se. Hun stopper op ved egetræet, mens en ubehagelig fornemmelse spreder sig i hendes krop.

    Hun kan ikke huske nogen gang, hvor de ikke har været der, når hun har været på vej hjem fra skole, hvilket får en ond knude til at vokse sig i hendes mave.

    Hun kigger sig omkring i det frodige landskab, der altid har set så yndigt ud, men nu mere ligner et ondskabsfuldt væsen, der rummer på hemmeligheder ingen før har kendt til.

    Hårene rejser sig i nakken på hende, da hun får øje på deres skoletasker nogle meter væk.

    Foran bunkeren.

    Ammunitionsdepotet med den åbne dør.

    Hun ved, hvad hun må gøre.

 

    Den selvsamme fornemmelse som første gang, hun trådte ind i bunkeren, møder hende igen.

    Selvom bunkeren ikke har forandret sig, føles alt anderledes. Selv lugten virker fra en anden dimension.

    Anna træder ind.

    To skridt ind i det hemmelighedsfulde rum.

    Et til.

    Gåsehuden breder sig på Annas spinkle krop.

    Hun råber ind i mørket, men der kommer intet svar. ”Hallo?” Aldrig før har Anna følt sig så alene.

    Der høres ikke en lyd.

    Selv dråberne, der var faldet mod det iskolde gulv er forsvundet.

    Også de har forladt hende.

    Der er stille.

    For stille.

    Anna kan ikke røre en muskel. Hun står stiv som et bræt, limet fast til det kolde gulv.

    Noget stikker til Annas fod.

    Langsomt samler hun det op.

    Det er aflangt. Og buer for enderne. Som en...

    Hun lader straks knoglen falde til jorden, og det

    giver genlyd i hele bunkeren.

    Så stor er den vel ikke?

    Casper og Carl måtte være ved at dø af skræk.

    Der lyder en høj knirkende lyd bag hende, efterfulgt af et øredøvende brag.

    Nogen har lukket døren.

    Alt er mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...