Et lidt for tidligt juleeventyr

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 dec. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
"Da jeg vågnede, var det vinter. Amor havde ramt mig med inspirationens pil, for mit eventyr stod nu så klart for mit blik som de mange julelys i byen foran mig. Jeg havde altid haft en stor indlevelsesevne, men denne gang var det så virkeligt, at det skræmte mig." - Om en forfatter, der i sin paniske søgen efter inspiration til et juleeventyr midt om foråret, opsøges af en lille mand med rød hue og pludselig finder sig selv midt i sit eget eventyr.

1Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

4. Skønne julesange

Dér i rummet lige foran mig stod mit skrivebord ved vinduet med hvirvlende snefnug – dækket af papirer nøjagtig som jeg havde forladt det. Ligesom bjældeklangen brusede fra mine højtalere på reolen. ”Vi måtte jo hellere gøre det mageligt for dig”, forklarede Hopsa. Jeg snusede ind og ventede på den velkendte dunst af halvgammelt kaffe og papir, men blev i stedet ramt af en skarp lugt af sprit samtidig med, at skrivebordsstolen drejede rundt og afslørede endnu en rødhuet mand på sædet. Nissen på stolen rakte en kop mjød frem mod mig og sagde med en grødet stemme: ”Nåh ssså der har vi jo hr. forfatter, sschååål!”. Hopsa sendte ham et strengt blik og nissen tumlede forbi os mod døren. Jeg kunne sværge på, jeg hørte ham synge ”sløjt fra træets grimme top stråler juleglansen…”. Hopsa sukkede: ”ja, det var så vores skrivenisse” og jeg kiggede spørgende på ham, hvilket fik ham til at gengive den lange svada, som han tidligere havde serveret, men denne gang gav det mere mening: ”Os nisser følger julesangene, som I følger loven, og hvert år fra den 1. december skal vores skrivenisse skrive en bog med alle julesangene i, og det er dermed hans opgave, at kopiere den forrige og rette til, der hvor det er nødvendigt. Dette har han præcist 24 dage til, og når han er færdig, tager julemanden af sted”. Hopsa skævede til sit armbåndsur; ”han burde snart være tilbage, han er ude for at hente alle gaverne, før børnene når at åbne dem. Julemanden opdagede heldigvis i sidste øjeblik, at noget var helt galt, da ingen af børnene havde stillet småkager og mælk frem… Ser du, det er hårdt at skrive så mange sange på så kort tid og sidste år lavede skrivenissen en forfærdelig fejl”. Hopsa snuppede en lærredsindbundet bog fra reolen, med påskriften 2013, bladrede op på en side og læste ”Nu’ det jul igen og nu’ det jul igen og påsken varer li’ til julen”. ”Nej det er ikke sandt” sagde jeg, Hopsa så eftertænksom ud ”Ja det glemte han at tilføje bagefter, så kunne julen måske have været reddet… Men i hvert fald vågnede vi alle efter påsken og begyndte på juleforberedelserne, fordi sangen siger det. Og én fejl har ført flere med sig. Skrivenissen nåede kun at sove få måneder, før han igen skulle i gang med at skrive bog 2014, og må have været forfærdeligt træt.” Hopsa fandt den nyeste bog og læste igen: ”På loftet sidder nissen med sin julemjød, så god og sød, han hikker og han drikker og han er så glad, for julemjød det er hans bedste…”. ”HVAD?!” udbrød jeg ”Nej mad”, korrigerede Hopsa ”men herfra gik det helt galt for skrivenissen, der begyndte at fylde sig med mjød”. Hopsa holdt en kunstpause og fortsatte: ” Selveste julemanden bad mig udtrykkeligt om at redde julen og intet mindre”, smilede Hopsa stolt og fortsatte: ”Da jeg så dig gennem vinduet, vidste jeg, du var den rette. Forstår du, vi er nødt til at have et menneske til at rette fejlene, for vi nisser kan ikke længere huske de originale sange. Hvert år følger vi nemlig de nye julesange.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...