Allerede død

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 dec. 2014
  • Opdateret: 20 dec. 2014
  • Status: Igang
En novelle om det at vente på at dø. Lige ud lyder det, men det er det såmen også. Hvor meget betyder døden, hvis man efterhånden er vant til det? Hvordan kan man dø og stadig være tilfreds, hvis man egentlig har været død hele livet? Starten på en novelle, som jeg løbende vil lave videre på.

1Likes
0Kommentarer
236Visninger
AA

2. Fortrød

Nogle snakkede for at snakke. Jeg snakkede, hvis jeg havde noget interessant at sige. Derfor snakkede jeg ikke. Men en ekspedient. Der var ikke nogen som en erfaren ekspedient, der kunne snakke. For nogen var det måske dejligt, men for mig er hvert et ord en pinsel. Som en kniv, der skar gennem mig. Og hun ville ikke stoppe. "Kvittering med?" 
Håbløsheden havde sat sine klør i mit hoved.  Hendes øjne var som to farlige rovdyr, der kunne gå til angreb når som helst.

Jeg fik ikke kvitteringen med. Men det var fint, for en kvittering var et bevis for endnu flere penge mistet. Penge havde jeg ikke mange af, men nok til at leve. Og det var vel også bare det jeg skulle. I det mørke rum, jeg befandt mig i, var der kun en stol og et ur. Dagen jeg vidste jeg skulle dø på, skulle blive en festdag. En dag, hvor jeg fejrede at denne pinsel var slut. 

Endnu engang genfandt jeg pladsen på stolen, og sad nu og kiggede ind i uret. Det vanvittige ur. Tiden gik, og lige lidt lavede jeg på alle tidspunkter af dagen. Klokken var fem minutter over tre. Der var lyst udenfor, men det kunne jeg ikke se. Halv fire. Kvart over fem. Seks. Jeg skulle spise nu. Men det gjorde jeg ikke. Halv ni. Halv elleve. to. Langsomt faldt mine øjne i, mens jeg sad på den hårde stol. Det var ikke tit, at jeg drømte, inklusiv denne nat. Heldigvis. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...