Dragernes kriger

"Alle siger, at vi er overnaturlige uhyre. Alle tror, at vi er overnaturlige uhyre. Vi er ikke overnaturlige og vi er ikke uhyre." Siden ulykken sidste jul har Daris kun haft et ønske: at komme væk. Det ønske får han opfyldt, da han møder Kaida, der er blevet dødeligt forgiftet. I starten er deres navne grunden til, at de bliver venner. Daris har altid ment, at hans navn ikke passer til ham. Der tager han grueligt fejl. Mysteriet om hans navn er, det første af mange mysterier, der bliver opklaret, da Kaida og Daris havner i en verden, hvor navne siger en masse om en person. Magikere, syv grundelementer, seksten riger, gifte, vrede mennesker, vrede drager og endnu vredere ledere er noget af det, de støder ind i i den nye verden, som er på randen til krig.

9Likes
10Kommentarer
491Visninger

1. Uddrag

Kaida

 

  Jeg lagde ikke mærke til, hvor jeg var på vej hen. Mine fødder bevægede sig af sig selv, og pludselig stod jeg der, hvor Daris, drengen og jeg skulle sove næste nat.

  Jeg havde lidt forventet, at de ville være her. Det kan godt være, at Alvie havde sagt noget om, at de ikke ville være her, når jeg kom tilbage.

  Jeg rystede svagt på hovedet. Jeg hørte det sikkert ikke, fordi de ting, hun havde sagt inden, fyldte for meget i mit hoved.

  Og for at være ærlig gjorde de det også, da jeg stod og stirrede ind i resterne af et gammelt bål. Hvordan var det endt sådan? Jeg var væk i to uger, og de var allerede røget i flæsket på hinanden.

  Bare jeg aldrig havde forladt Kulovinia. Så var det måske aldrig sket.

  Jeg knyttede mine hænder så hårdt, at mine knoer blev ligblege. Jeg skar tænder ved tanken om, hvor meget jeg kunne have ændret.

  ”Kaida?” En stemme brød muren af tanker, og ledte mit fokus over på den unge kvinde, der stod få meter fra mig.

  ”Hej mor.” Jeg lod kort mit blik hvile på hende, inde jeg lod det lande på de svage gløder igen. Mit forhold til min mor var aldrig noget at råbe hurra for. Jeg havde det med altid at skuffe hende.

  ”Leder du efter dine venner?” Jeg nikkede, men uden af se hende i øjnene. Det kunne jeg ikke få mig selv til. ”Jeg så dem følges med en magiker ned til det område, der bliver brugt som øvested for magikere.” Jeg så op, da hun nævnte ordet ’magiker’. Hvad ville en magiker med dem?

  ”Hvor er øvestedet?” Hun løftede armen og pegede i retning af udgangen. Jeg rynkede kort på brynene. Hvordan skulle jeg dog komme derhen uden at fare fuldstændig vild?

  ”Hvis du ikke kan finde derhen, så følg energiudslippet. Stedet er omkranset af en magisk boble, så magikere ikke kommer til at springe nødvendige ressourcer i luften.” Hendes stemme havde en mærkelig klang, jeg ikke kunne placere.           Noget i retningen af sorg, mistillid og skuffelse, men jeg var ikke sikker.

  ”Tak.” Jeg gav hende et nervøst smil, før jeg løb gennem den gamle bjerggrotte.

  Jeg for hurtigt vild mellem alle bålene og sovepladserne. Det var som et ocean af måtter, tæpper og glødende bål. Derfor droppede jeg hurtigt at finde vej kun ved hjælp af mine øjne.

  Jeg lukkede øjnene og koncentrerede mig om en ting: den magiske del af mig.

  Heden begyndte langsomt at fylde min krop, men ikke på en ubehagelig måde. Varmen omsluttede mig på en venlig måde. Jeg kunne mærke alle de små gløder, der var spredt i hele grotten. Jeg hørte få gisp, da et par af gløderne blev til små flammer. Jeg lod flammerne dø ud, men gløderne lod jeg blive.

  Jeg fjernede mit fokus fra ilden, og ledte det over på magiske udladninger. Alle de velkendte mennesker omkring mig, lyste svagt op. Men det var ikke det, jeg ledte efter.

  Mine sanser landede på en lille kuppel, der omkransede et lille område i udkanten af indgangen.

  Jeg åbnede mine øjne, og kunne med det samme se forskel. Mit syn var blevet mere rødligt, og alle de magiske energiudladninger lyste op som farverige fakler i et rødt mørke.

  Mine fødder satte i gang, og kort efter trådte jeg igennem det magiske skjold. Mit syn blev menneskeligt igen, lige da jeg trådte inden for skjoldets areal.

  Jeg lod hurtigt min øjne skanne det lille område. Det var cirkelformet, men her bestod de få møbler af træ. Der var to møbler: en bænk og en kasse. Bænken var til de ventende elever, og kassen var til magikerens læringmaterialer.

   I midten af cirklen sad Daris og magikeren og snakkede. Ud fra det jeg kunne høre, var det en test til at finde ud af, hvilket dyr Daris var.

  På bænken sad den lille dreng og så på dem. Jeg besluttede mig, at sætte mig ved siden af ham.

  ”Hej,” jeg kunne ikke beslutte mig for, hvad jeg skulle sige, så hej var det mest tiltalende.

  ”Hej. Er du hende, der bar mig hele vejen her til?” jeg hævede det ene øjenbryn af ham. En dreng, der sprang ’hvad er dit navn?’-spørgsmålet over? Sært.

  ”Ja, det er mig. Mit navn er Kaida,” da jeg sagde mit navn, var det eneste jeg ønskede, at han ikke vidste hvad det betød. Men det gjorde han.

  ”Det betyder drage, ikke?” Jeg så olmt ned på ham. Jeg kunne bare ikke lade vær. Hvorfor skulle alle også vide, hvad mit navn betød?

  ”Jo, det gør det dreng jeg ikke aner hvad hedder, men som stiller alt for mange spørgsmål.” Hans varme latter fyldte ikke bare mine ører, men også mit hoved. Den drengs latter lød som tusind engles glade latter.

  ”Mit navn er Actaeon.” Hans stemme var varm og glad, men alligevel løb dig mig koldt ned af ryggen.

  ”Actaeon betyder jæger,” konkluderede jeg. Jeg sank en klump ved tanken om, hvad hans forældre havde i tankerne, da de døbte ham Actaeon.

  ”Ja, hvorfor?” Hans ansigt lyste med sådan en varme, at det gjorde helt ondt at lyve. Så jeg valgte, at fordreje sandheden i stedet.

  ”Ikke for noget. Jeg kan bare ikke lide jægere.” Jeg så ned på ham, for at se hans reaktion. Hans ansigt lignede et stort spørgsmålstegn.

  ”Hvorfor? De fanger jo mad.” Jeg nikkede for at vise, at jeg var enig.

  ”Men dyrene har også et liv, og det fortjener de at leve. Ligesom vi gør,” i mit stille sind kørte en sætning, jeg var tæt på at sige højt. Det gælder alle dyr.

  ”Det skal jeg tænke på, næste gang jeg er på jagt.” Et lille smil bredte sig på mine læber. Den dreng var simpelthen for sød.

  ”Tak. Hvordan går det med dem?” spurgte jeg, for at skifte samtale emne. Og fordi jeg gerne ville vide, hvordan fjolset klarede sig.

  ”Ikke så godt. Ham manden sagde, at spørgsmålene og øvelserne skulle vise Daris, hvilket dyr der slumrer i hans indre.” Jeg nikkede, og min hjerne kørte automatisk tilbage til dengang, jeg skulle have fundet mit indre dyr.

  Jeg endte med at sætte ild til det magiske akademi, så det var lige ved at brande til grunde.

  ”Har Daris gjort nogen fremskridt?” Jeg skævede en enkelt gang til Actaeon, inden jeg lod mit blik hvile på Daris og magikeren.

  ”Det tror jeg ikke.” Han rystede langsomt på hovedet, før han blev helt stille. Mine øjenbryn trykkede sig sammen, så mit ansigt blev til en undrende grimmasse. Det kunne da ikke passe, at Daris var det samme som mig?

  Jeg lagde mit hoved i mine hænder, og lod mine albuer hvile på mine lår. Han kunne umuligt være samme dyr som mig. Det ville jeg kunne føle.

  Jeg begyndte langsomt at glide ind i mit eget lille tomrum af uendelige spørgsmål. Det var først, da jeg hørte et brag og knitrende ild, at jeg vente tilbage til virkeligheden.

  Actaeon var sprunget op fra bænken, og magikeren prøvede febrilsk at slukke de friske flammer, der lystigt åd kassen og hans ting. Daris sad stadig på stengulvet og stirrede på den knitrende ild.

  Hvis jeg ikke gjorde noget, ville magikerens ting være væk i løbet af kort tid.

  Jeg rejste mig hurtigt op, og lukkede min øjne. Jeg lod varmen omsvøbe mig, og energien strømme igennem mig.

  Jeg løftede mine arme og holdt dem i luften. Jeg fokuserede alt min energi på den lille, men stærke brand. Jeg forestillede mig en stor hånd, der lukkede sig om flammerne, så de døde ud. Jeg hørte flammernes knitren blive svagere og svagere, indtil lyden helt forsvandt.

  Jeg åbnede mine øjne, og tog mig til hovedet. Jeg følte mig svimmel, og verden var sløret.

  ”Hvad skete der?” Det var Actaeons stemme, der brød den tykke barriere af støj fra mit brusende blod.

  ”Hun fik ilden til at slukke kun ved hjælp af viljestyrke.” Magikerens stemme var fyldt med ærefrygt. Jeg var bare glad for, at der var mange dyr, der kunne besidde elementet ild.

  ”Hvad gjorde hun?” Daris lød som en skræmt mus. Hans stemme var skinger, og der var en følelse, der havde lagt sig over den. Den følelse var frygt.

  ”Elementhviskere, der kan kontrollere sine evner på et af de højeste niveauer, kan få deres element til at gøre hvad som helst. Det første skridt hen af den vej er, når elementhviskeren lærer et standse en mindre katastrofe,” at han brugte ordet ’elementhvisker’, glædede mig på samme tid, som det gjorde mig trist. For jeg var ikke en elementhvisker.

  Jeg var en elementtæmmer.

  Jeg satte mig fortumlet ned på træbænken. Mit syn var langsomt begyndt at blive klarere, men jeg havde stadig svært ved at se. Jeg kunne se en skikkelse nærme sig. Da den kom tættere på, så jeg, at det var Daris. De ansigtstræk jeg kunne se, viste at han var bekymret og bange.

  Men hvem ville ikke være det, hvis man fandt ud af, at ens følgesvends element var ild?

  ”Er det giften, der gør det så svært?” Hans stemme havde et svagt strejf af frygt, men han var god til at skjule det. Jeg nikkede som svar, fordi jeg ikke havde kræfter til at åbne min mund.

  ”Læg dig lidt. Det vil være godt for dig.” Jeg rystede på hovedet. Jeg ville ikke sove. Jeg ville se, hvordan han fandt sit dyr, og hvad det var.

  ”Drengen har ret, Kaida. Du burde virkelig hvile dig.” En ny stemme blandede sig i samtalen. Det var ikke magikerens eller Actaeons, men alligevel genkendte jeg den.

  Det var Alvies.

  Jeg så mig til venstre, hvor den gamle ugle stod. Hendes ametyst øjne hvilede på mig på en måde, der fik mig til at krympe mig.

  ”Hvad laver du her?” min stemme lød som om, den var ved at blive slebet med sandpapir. Det var også sådan, min hals havde det.

  ”Jeg sagde jo, at jeg ville holde øje med dig.” Hendes stemme var stadig medlidende ligesom før. Men den her gang, var der kommet en svag klang af beslutsomhed over den.

  ”Alvie, du burde virkelig ikke være her. Vi er alt for tæt på åbningen.” Magikeren trådte frem, for at få hendes opmærksomhed. Og det fik han.

  ”Der er fredeligt der ude lige nu. Der sker ikke noget.” Alvie så op på magikeren, og han nikkede. Modstræbende, men han vidste, at hun havde ret. Det havde hun altid.

  ”Men nu tilbage til, hvorfor jeg egentlig er her. Hvordan har du det Kaida?” Jeg så op på det gamle ansigt, og så ikke andet end venlighed. Hun vidste godt, hvordan jeg havde det psykisk, men ikke fysisk.

  ”Mit syn er blevet normalt igen, men ellers ret rædsomt.” Den sidste del var dedikeret til mine psykiske smerter.

  Giften var det rene barnemad i forhold til, hvordan jeg havde det inden i. Det var forfærdeligt. Hvorfor kunne de ikke bare enes? Hvorfor skulle jeg altid være mellemleddet, der holdt de modstridende parter sammen?

  ”Jeg er som lynet, der har mistet sine kræfter, og nu kun eksistere for, at holde sammen på de andre,” mine øjne begyndte at svide, og vandet skylede op i dem. Jeg lukkede øjnene for at holde tårende tilbage og håbede på, at der var en, der ville tage ordet.

  Det var Daris, der først åbnede munden.

  ”Lynet, der holder sammen på de andre? Hvad betyder det?” stakkels dreng. Han lød så forvirret, havde så mange spørgsmål, og havde mistet sin familie. Hvorfor trak jeg ham med ind i det her?

  ”Hun mener elementet lyn, som holder sammen på de fire andre elementer, ild, jord, vind og vand.” Jeg fokuserede på deres stemmer, så følelserne ikke fik mig i knæ.

  Den værste af dem var skyldfølelsen. Det var som om Amazonasfloden løb igennem mig, men hvor vandet var lavet om til flydende skyldfølelse.

  ”Så lyn er det femte element,” sagde Daris tænksomt. Måske havde magikeren nævnt de seks elementer, men ikke forklaret, hvad det femte og sjette var.

  ”Hvad er så det sjette?” Jeg åbnede mine øjne og så på Actaeon. Han var så ung, og han kendte allerede til elementerne.

  ”Det er ånd, min ven.” Jeg lagde mærke til en smule sorg i Alvies stemme. Men det undrede mig ikke. Jeg var ikke den eneste, der var den sidste af en art.

  ”Undskyld jeg spørger, men hvordan kan det hænge sammen?” Daris lagde hovedet en smule på skrå, og hans øjenbryn var trykket helt sammen. Actaeon nikkede for, at give ham ret.

  ”Det skal jeg vise jer.” Alvie slog enden af sin stav blidt ned i jorden to gange, og lillae linjer begyndte at brede sig ud over gulvet. Stregerne dannede cirkler, trekanter og romber, der tilsammen lavede et stort mønster.


  ”De Seks Elementers cirkel,” sagde jeg overrasket. Min stemme lød ikke lige så slem, som sidste gang jeg åbnede munden, men den var stadig hæs.

  ”Det har du helt ret i, Kaida.” Hun sendte mig et lille smil og så mig i øjnene. Hendes øjne gav en lydløs besked videre til mig. Du skal ikke være bange.

  ”De Seks Elementers cirkel? Hvordan skal den vise os, hvordan det hænger sammen?” Jeg så over på Daris, som lignede et spørgsmålstegn. Det gjorde Actaeon også.

  ”Det kommer jeg til nu, min ven,” sagde Alvie roligt. Hun prikkede til Daris med sin stav, og lod igen sine læber skille sig fra hinanden. ”De Seks Elementers cirkel viser, hvordan elementerne er forbundet til hinanden, og hvordan de blandes for at få et nyt element. Den yderste cirkel er elementet ånd, som er det element, der giver os form. De fire trekanter er ild, jord, vind og vand, og den lille cirkel i midten, er lyn. Alle linjerne er de samme fire linjer, der udgår fra den lille cirkel. De linjer er elementets energi. Det er den energi, der holder det hele sammen.” Daris og Actaeon nikker forstående.

  ”Men hvad så med når elementerne bliver blandet? Det sagde du, at cirklen også viser.” Det var Actaeon, der valgte at stille spørgsmålet. Og det kunne jeg da også godt forstå, at han gjorde. Det var også den del, jeg ikke rigtig forstod i starten.

  ”Det er alle de tomme rum, undtagen de fire inderste, der viser det. Det vil tage en længere forklaring, at forklare det, og det har vi ikke tid til. Der er snart mad.” Hun slog stokken tog gange ned i gulvet igen, og alle de lillae streger og linjer forsvandt.

  ”Vil du så fortælle mig, hvilke blandede elementer der er?” spørger Actaeon venligt. Et lille smil gror stille på mine læber.

  Den dreng er simpelthen for sød.

  ”Jo da. Der er is og sne, damp, røg, lava, metal, sand, inferno, mudder og spirer,” et halvkvalt grin forlod mine læber, da hun sagde mudder. Det var simpelthen bare det åndsvageste element. Men dyret var nu ikke helt dårligt.

  En klokke ringede og fortalte, at det var tid til at spise. Jeg rejste mig og fulgte med de andre gennem energifeltet og hen til spisepladsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...