Hans øjne søgte hendes, hendes søgte hans

Hun var bare. Hun var ikke noget specielt, hun var bare. Hun havde endnu ikke sat sit mærke i verden, så der var ikke rigtig andre der bemærkede hende. Hun var bare.

7Likes
9Kommentarer
284Visninger

1. Hun var bare.

Hans øjne søgte hendes, hendes søgte hans.

 

 

Olivia Noelle var savnet, hun var ikke død eller noget men hun var stadig savnet. Siden ulykken havde hun holdt sig for sig selv. Ingen turde rigtig komme tæt på hende, i hvert fald ikke længere. Hun havde mistet alt hun havde, i sneen, på den smadrede scooter, badet i det blodrøde sne.


Men jeg ville gerne snakke til hende. Hvilket jeg også havde gjort et par gange. Jeg havde mumlet nogle hilsner til hende på gangen, men hun svarede mig aldrig. Hun havde haft et par hvide høretelefoner i, hvilket resulterede i hendes forfærdelige kontakt med omverdenen, hendes forfærdelige kontakt med mig.


Vi gik i klasse sammen, jeg sad bag hende, jeg kan huske hvordan jeg havde kigget på hendes hår, det så så blødt ud, men det var ikke redt særligt godt igennem. Nogle havde sagt: "det er fordi hun er ligeglad" Og det var jeg nok enig i. Hun var ikke ligeglad med hvordan hendes hår sad, eller jo det var hun nok. Men siden ulykken havde hun været ligeglad med alt. Jeg tror i hvert fald ikke at hun overhovedet tænkte på at hun skulle blive ligeglad med hvordan hendes hår sad, for at understrege hendes ligegyldighed om folk og ting. Hun var bare ligeglad.


Men det var nok også forståeligt.


Hun var ikke typen alle hang ud med, men hun var typen man vidste man kunne være sammen med, hvis man manglede én. Én at snakke med, én at hænge ud med, én at være med.


For det var det hun var.


Hun var bare.


Hun var bare til på jorden, ifølge hende selv. Ifølge hende selv havde hun, mistet alt hun havde, og nu var hun bare alene. Hun vidste ikke hvordan hun havde påvirket alle os andre da hun havde været i alle lokale aviser. Hun havde ikke sat sit mærke endnu. Altså verden havde ikke opdaget hende. Indtil videre var hun ikke andet end bare. Hun var bare.


Men ifølge mig, var hun mere end det.


Selv når hun havde kigget forfærdet på julepynten på skolen, havde jeg smilt ad hende. Selv når hun synkede en klump, hvis nogen overhovedet turde nævne, over ordene ’D. 21 december’ havde jeg følt en stærk medlidenhed med hende. Men alle vidste også at juletiden, for hende, altid ville være den værste tid på hele året. For det var ikke en hemmelighed at, det var i december måned hun havde følt en stærk sorg. Det var ikke en hemmelighed at folk havde hørt hende smadre hans julepynt efter ulykken.


Julepynten, generelt bare julen havde fyldt en stor del af hende. Hun havde glædet sig til julen. Hun havde tit sagt at det var fordi det var gavernes, og hjerternes tid. Det var en tid hvor man fik muligheden for at give tilbage til folk man havde kært. Hun havde sagt at man ville få ens ønske opfyldt i december. Og hvis man ikke gjorde, så ville man få det juleaften.


Hun havde ikke forstået at jeg havde kigget efter hende så mange gange på gangen, hun vidste ikke at jeg ville være hendes ven. Hun vidste ikke noget om mig. Hun vidste ikke noget om mig som person. Godt nok vidste hun hvordan jeg så ud, men hun kendte ingenting til mine tanker, mine følelser eller mine frustrationer. Hun vidste ikke hvad der gjorde mig glad, hvad der gjorde mig ked af det, eller hvad der fik mig til at grine. Det var dét der var det værste.
Det var det værste at jeg ikke betød noget for hende. Det var det værste at hun aldrig svarede tilbage på gangen, men det gjorde hun netop ikke fordi jeg ikke betød noget som helst for hende. Hun skulle bare vide hvad hun betød for mig. Hun blev nødt til at vide det.


Men hvad betød hun egentligt for mig?


Selvfølgelig, jeg elskede hende ikke. Men det var mere sådan en ulykkelig kærlighed ting, men det lød bare så meget kliché. Og det var det ikke, det var ikke kliché. For i enden fik hovedpersonen altid hvad han eller hun ville have, og jeg vidste, jeg ikke fik hvad jeg pegede på. Og da slet ikke hende. Man kan sige, at jeg glædede mig til at komme i skole for at se hende, men hun var ikke det der fik mig til at stå op for det. Hun var bare en glæde i hverdagen, ligesom solen er for nogle, eller sneen. Man lægger ikke altid mærke til at den er der, men når man gør, fyldtes man med en glæde, det er bare helt utroligt. Bare.


Og hvad betød jeg for hende?


Ikke nok i hvert fald. Ikke nok til at det fik hende til at vende sig om mod mig i timerne, for at låne en blyant, eller for at spørge om svaret til en opgave. Ikke nok til at ville smile, eller sige hej til mig på gangene. Ikke nok til at hun overhovedet gad at kigge på mig, hvis jeg skulle fremlægge noget. Det var bare ikke nok. Aldrig nok.


Jeg sværger, hvis ulykken ikke havde fundet sted ville hun stadig være den samme Olivia. Hun ville stadig være den smilende glade Olivia. Hende som tog alt med et grin, hende som faktisk vendte sig om for at spørge om en blyant, eller en forklaring på en opgave. Hende som faktisk gad at sige hej. Hende som fulgte med i timerne, men som stadigvæk glædede sig til frikvarterene. Hende som havde den klareste fremtid foran sig.


Men det var slut nu.


Jeg havde snakket med hendes gamle veninde om det.


Hun havde fortalt mig at Olivia aldrig ville vende tilbage, i hvert fald ikke sådan som vi ville have det. Hun fortalte mig at det var slut med at bringe noget som helst om julen på bane, det var slut med overhovedet at føre en normal samtale med hende. Det var umuligt at Olivia nogensinde ville mærke julen på samme måde. At hun overhovedet ville mærke livet på samme måde.


Julen. Det ord lyder bare så glad, så fuld af glæde, for alle ved at det er juleaften man er sammen med familien. Alle ved det er der man danser om juletræet og åbner gaver op, fra familien og ens venner. Alle ved at det er der vi får ting bekræftet, der hvor hun tilfældigvis fik en død bekræftet.


Ulykken.


Ulykken skete d. 21 december ved midnat. Hun havde siddet bag på hendes kærestes blanke, sorte scooter. Den de andre drenge misundte i skolen. Hun havde set vinden blæse gennem hans hår, havde hørt en summen fra vinden som stødte mod hjelmen med en fuld kraft. Hun havde fået hans hjelm. Hun havde mærket hendes kinder blive presset sammen af sikkerhedspuderne i hjelmen. Hun havde grint svagt for sig selv. Hendes hænder var rundt om hans liv, i en tryghedsposition. Hendes hænder var iskolde, men så småt som hun opdagede den larmende bil styrte i mod dem, havde blodet piblet frem på dem og de blev våde og varme af en tyk blodig masse.


Et gisp havde forladt hendes læber, men en trykken mod brystet havde fået lyden til at være mere som en knurren. Hun opdagede at han manglede hjelmen. Hun opdagede det for sent. Da de lå nede i sneen, havde hun set de dybe sår i hans hoved, og hans brækkede næse, men det værste var blodet. Det var overalt. Hun kunne ikke se, ét sted hvor blodet ikke var på ham. Her opdagede hun en smerte fra hendes skinneben sende et stød gennem hendes krop. Et stød som forblev ved hendes mave. Men det var en skramme i forhold til hans.


Hun skreg, skreg for livet løs. Skreg så hun troede hendes lunger ville give op. Skreg så hun spyttede ordene og blodet ud mellem hendes læber. Skreg til hun mærkede sin stemme forsvinde hen, og skreg videre selv da den var væk.


Forsigtigt kravlede hun over mod ham, trak vejret i tunge hiv. Ind, ud, ind ud. Indtil hun syntes at have fået en god rytme, flakkede hendes øjne rundt på ham. Ind ud. Hun åbnede hans jakke. Åh Gud. Ind ud. Hun åbnede hans skjorte. Ind ud. Hun kiggede på sårene. Ind, ud, ind, ind, ind, ind. Og ud. Åh Gud!


Hans øjne søgte hendes og hendes søgte hans. Men da var det for sent. For da havde han allerede givet op, og hun mærkede hvordan hendes hjerte splintredes i tusinde stykker. Hun mærkede små smertefulde stik overalt, som fik hende til at ligge sig ned i den kolde sne. Fik også hendes hjerte til at give op.


For det var for sent.


I ulykker er det altid for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...