Noveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2015
  • Opdateret: 21 feb. 2015
  • Status: Igang
Bare endnu en novellesamnling. Jeg har brg for at udvikle mig, og jeg føler det her er vejen fremad!

2Likes
0Kommentarer
238Visninger
AA

2. Forfatteren

Papiret sad og skreg ad mig. Det hvide blanke papir. Et papir, jeg havde brug for at udfylde. Som provokerede mig. Mine fingre trommede over tasterne, men gik til sidst tilbage til delete. Og igen var det blanke A4-papir inde på Word. Hver gang en mindste ide blev født blev den kvalt. Af den ting, der irriterende mig mest – realisme. Lige meget hvilken genre det skulle være, skulle det være realistisk.

Realisme. Et ord, der irriterede mig. For mig havde fluen på min kaffekop et liv med en kone og fire børn. Men realisme – nej, det var det ikke. For jeg var vokset op med min underlige fantasi og jeg var blevet rost for det. Jeg havde stadigvæk tre notesbøger med tegninger af alting fra da jeg var 6. De lagde og flød på mit skrivebord.

Mit skrivebord lignede for den sags skyld, at 11 vilde heste havde travet hen over det. Et eller andet sted håbede jeg, at jeg havde et ønske. Måske ville jeg ønske mig et nyt hus eller succes. Men lige nu, hvis nogen gav mig et ønske, ville det være at mit skrivebord var rent. Det møgbeskidte kaffekrus, havde stået der i dage, så kaffen deri var blevet iskold. En dag til og den ville blive til en stor, sort isklump. Og af en eller anden grund drak jeg af den hver gang jeg satte mig. Og jeg var doven, så det jeg gjorde var: skære ansigt, spytte lidt ud over computeren og gå ind på det endnu tomme papir.

Det fører mine tanke i ring. Som om det hele tiden går i ring. Mine tanker blev ved med at lede hen på mit arbejde. Jeg kiggede ned i kaffekruset. Det her skulle væk. Mine ben gjorde automatisk, det jeg overvejede. Min hjerne havde først taget en beslutning, da jeg kiggede på det klamme stads nede i håndvasken. Jeg ville altså have rodet op på mit bord. Måske hjalp det.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle begynde. Der lagde utallige stakker af bøger, papirer og ældgamle, skodideer. To do lister fra et år siden. Mit nytårsforsæt fra sidste år. Juleaften pressede egentlig også på. Jeg skulle købe et juletræ og sidde alene og se på den grimme julepynt fra mine bedsteforældre.

Jeg startede på en af de mange stable, der lagde og flød. Gik igennem dem. Slikkede på fingeren og skimtede næste side. Ud med det. Tre tårnhøje stakke gik jeg igennem og det kvarte af mit skrivebord var frit. Min grimme, lyserøde skraldespand med Askepot på var fyldt op. Det mindede mig om at jeg skulle ud og købe ind. Meget snart for mine gamle ting stod stadig rundt omkring i min lille lejlighed, og levede ligesom deres eget liv. Jeg var også meget sikker på, at mit køleskab bestod af gammel hamburgerrug og en halvtom pepsi max.

Jeg gik i gang igen og afbrød mine tanker. Men de ledte hurtigt hen på, hvordan jeg kunne lave noget, folk gad at læse. En bestseller bestod ikke af en god idé, men af mange dårlige. Det skulle være så let for mig så. Men vær gang jeg får en idé…

Jeg satte mig ned og trommede min tommeltot mod bordet, der næsten var ryddet op nu. Så skrev jeg. Om gamle og nye idéer og mixede dem til en. Efter en halv time havde jeg et plot. Videre til næste trin i min lille trappe til at begynde en historie med; personer. Langsomt lavede jeg et skema.

Det mindede mig om det jeg blev nødt til at udfylde dengang jeg skulle til lægen. Den ene gang jeg sad i venteværelset på hospitalet med et brækket ben og to brækkede ribben. Det var ikke den bedste oplevelse, men jeg husker lægen tydeligt.

Lægen blev min hovedperson. Alt hvad jeg huskede, skrev jeg ned på et papir. Hans udtale, hans små naturligheder. Ting, som ingen ville lægge mærke til gjorde meget i en historie. Den nye måde at udforske på var næsten som en drøm. Næsten så uvirkelig. En stank ad kemikalier og den nymalede, hvide hospitalsvæg røg højt til hovedet. Det blev der hvor min hovedperson startede. I et hospital. Jeg skulle finde en måde at knuse hovedpersonens drømme. Det var uden tvivl sådan man lavede en bestseller. Det gik langsomt op for mig hvem den her hovedperson mindede mig om; min bror.

Familien var blevet en stor del af mig siden min brors ulykke. Da hans søde kæreste gik fra ham, var jeg jo ligesom den eneste. I hvert fald i nærheden. Han finder måske ikke den pige, han vil have.

Hovedpersonen blev ved med at vokse med personligheder fra folk jeg kendte, karakterer fra bøger og film og opdigtede personer. Til sidst sad jeg med min færdige hovedperson. Det følte underligt at lave den fra starten. Min normale skrivestil var at skrive til mine fingre brækkede. Og det endte ud i noget rod. Men den nye skrivestil var anderledes; det kunne ikke ende i rod. Ikke når det var planlagt. Når det var planlagt, kunne man droppe det eller arbejde videre med det.

Ligesom nytårsforsæt. Man tænker altid på de samme ting. At spise sundere, gå i fitness og så meget andet, man skal blive bedre til. Men det holder næsten kun for en måned. Måske to, hvis man er utrolig heldig. Så er man ude af spillet.

Det var præcis det samme her. Hvis jeg ikke kunne komme i gang med den her roman, historie-ting ville det om to måneder være kasseret. Hvilket betød at jeg skulle have et plot. Det gav bare mest mening, at komme op med plottet og så begynde at skrive. Måske ville hovedpersonen gerne være amerikansk fodboldspiller, men på grund af et uheld var han blevet lammet. Ligesom min bror.

Min bror. Det var faktisk underligt. Det var som en biografi. Min brors biografi, jeg sad og skrev på min brors biografi. Men jeg anede jo ikke hvordan den endte. Min bror er ikke død. Måske skulle jeg lave den hel om og sige at han bare vil være ishockeyspiller. Det er måske ikke helt om.

Langsomt gik det op for mig at jeg havde siddet der i 20 minutter og tænkt over det. Og at den bedste måde for mig at skrive, var uden at jeg tænkte på noget overhovedet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...