Den safir røde amulet

Angel Hart lever for sig selv. I naturens takt og orden. Hun er alene. Hun er vant til det. Men en dag dukker der en pakke op. En safir rød amulet.

0Likes
1Kommentarer
206Visninger
AA

2. Skud.

Jeg tror at jeg glemte at trække vejret for jeg fik ondt i hovedet. Måske var det fordi jeg græd. Jeg er lidt ligeglad udover hvad der skete. Lyden gav sig til at skyde efter mig. Jeg ved ikke hvad der skete men, jeg døde ikke. Skuddet pillede sådan lidt af? Jeg så at det blev til vand. Vand? Hvordan vand? Hvorfor vand? "Åh gud" sagde Lyden som lignede en han. Selvom jeg aldrig har set en. Han har brunt hår som krøller lidt i toppen. Han ser sød ud, nærmest flot. Han stod bare og stirrede og jeg tog migselv i at stirre i ham. Hans øjne var brune. Han blinkede febrilsk og jeg stod bare der. Stod bare og vurderede hans skønhed hvor jeg ellers skulle vurdere om han var en trussel. Men hans øjne dragede mig væk fra truslen, men de undersøgte mig. "Hvem er du?" spurgte han. Jeg blevet flådet tilbage til virkeligheden. "Angel øhmm og du er?" Jeg kiggede lidt ned på mine beskidte ben og fik en trang til at vaske mig, men jeg lod være. "Jeg hedder Adam. Adam Spring og har du et efternavn eller..?" siger Adam og smiler. "Øhmm Hart. Angel Hart. Hej?" mine kinder bliver varmere og det kan sikkert ses for han smiler. Hvorfor smiller han? "Er jeg sjov?" spørger jeg, men åbenbart forkert. "Nej." svare han langsomt "Hvor er dine forældre?"

"Hvem?" 

"Dine forældre?"

"Jeg har ikke nogen."

"Jo du har. Alle har nogle!" siger han hårdt. For hårdt.

"Ikke mig." peb jeg svagt. Han så lidt trist ud. Han mumler noget der lød lidt som 'undskyld' og jeg blev lidt trist over at han blev trist. Jeg har aldrig haft det sådan her før, at jeg føler hvad han føler. Som en slags forbindelse. "Er du okay?" spørger jeg. Han bliver forbløffet. "Ja hvorfor? Er du?" "Ja. Du så lidt trist ud?" Han ser mig i øjnene igen. Hans øjne. "Du har bare ingen forældre, det er syndt." Men inden at jeg når at svare er han helt henne ved mig. Og rør min skulder.  Jeg gisper lavt og han trækker den væk. Jeg kigger ned i det våde mudder mine klamme ben er i. Først nu lægger han mærke til hvor klam jeg er. "Skuddet." hviskede han. "Hvad?" Jeg forstår ikke hvad han mener, men åbenbart er det ikke mine klamme fødder han taler om. "Bløder du?" Han ser bange ud nu og igen når jeg ikke at svare før han kigger overalt på mig efter blod. Jeg føler mig blottet. Han gisper da han ser noget blod løbe ned fra mit lår. Han gisper højt, da han ser det. "Gør det ondt? Forbløder du?" Spørger han febrilsk. "Nej, nej." Siger jeg og han kigger forlegent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...