24 Dage

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 dec. 2014
  • Opdateret: 18 dec. 2014
  • Status: Igang
Velkommen til min julekalender. I dag er der præcis 24 dage til juleaften. Og hurra for det. Jeg er egentlig ikke hjemløs, men jeg betegner næsten mig selv som det alligevel. Jeg er kun 'hjemme' for at spise og sove, men jeg føler ikke 'hjemme' som hjem. Nok om det. Du spørger sikkert dig selv om hvad dog denne julekalender handler om. Men hvorfor skulle jeg dog fortælle dig det? Så gider du jo ikke at læse den, det bliver alt for forudsigeligt. Jeg hader forudsigelighed.

0Likes
0Kommentarer
112Visninger
AA

3. 2. December - Varm Chokolade

Det er den 2. December i dag. Du åbner lågen i julekaldenderen der står 2 på. Der er et lille billede af en pige med en kop varm chokolade i hånden. 

Du står igen ved siden af mig. 

Vi står og kigger ind gennem et vindue. Vi kigger ind i et hyggeligt køkken. Eller det ser i hvert fald hyggeligt ud. Der sidder en lille pige på slagbænken. Hun kigger på en voksen kvinde som jeg går ud fra er hendes mor. Det ser faktisk langt fra idyllisk ud. Godt nok er der tændt kalenderlys, og ja, der er brunkager i ovnen og det hele burde være så hyggeligt. Men der er et eller andet... Vi kan begge mærke det, måske mest mig. Ja, klart mest mig. Et eller andet, der tegner skidt. Meget skidt. Og ved nærmere eftersyn er brunkagerne i ovnen kulsorte. 

Moren er langtfra den idylliske mor, du gerne ville se stå i køkkenet. Hendes øjne er røde af gråd og hendes mascara er løbet. Hun har også sorte rande under øjnene som om hun ikke har sovet den foregående nat. Den lille pige ser normal ud. Hun har glat, mellemlangt hår, der er trukket tilbage i en lavtsiddende  hestehale. Hun har en sød brun kjole på, med lidt pletter hist og her. Og mørkeblå strømpebukser og til sidst et par slidte kaninslippers. Hvis man ser nærmere på hende har hun et blåt mærke ved tindingen. Du ler medlidende; den stakkels pige må være faldet på rutsjebanen på legepladsen. Jeg ved bedre. 

Nu siger pigen noget. Vi kan høre det gennem den tynde glasrude. 

"Mor, hvor er far henne i dag?" Den stemme du havde forventet var tynd og lillepige agtig var stærk. Ikke sådan at det ikke passede til hendes alder og størrelse, bare stærk. 

"Det ved jeg ikke!" Skingrede moren op. Du bliver forskrækket, jeg står bare helt stille. 

"Kommer han hjem i dag?"

"Jeg ved det ikke!" Moren stikker pigen et krus varm chokolade så hårdt at den skoldhede drik skvulper ned i skødet på pigen. 

"Hvor er du uduelig! Så pas dog på!" Moren stikker pigen en syngende lussing, og styrter ud af køkkenet.

På vej ud træder hun på en rød julekugle, så den knuser.

Den lille pige bliver siddende i køkkenet mens den skoldhede kakao drypper fra hendes skød ned på gulvet. En enkelt glinsende tåre drypper fra hendes kind, ned, og blander sig med kakaoen. 

Du kigger skælvende mod mig. Jeg sidder med ryggen mod muren og du kan se at jeg græder stille. Du har lyst til at sige at det nok bare var et uheld med pigen, og at hun skam bliver okay igen men for det første ville det være en lodret løgn, for det andet kan du slet ikke gøre sådan noget, jeg kan jo hverken høre eller se dig, og for det tredje står du hjemme i dit eget køkken før du kan sige noget som helst. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...