AT VASKE SINE HÆNDER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Igang
Trekantsdrama mellem Lærke og hendes mor og far. Kort fortalt: En novelle om, hvordan det føles, at stå alene med et stort ansvar for begge ens forældre.

1Likes
0Kommentarer
326Visninger

1. Hele novellen

 

Skoletasken lander hårdt på gulvet i entreen, så det giver genlyd. Fjernsynet fra stuen kører igen på det samme program som i går, Lykkehjulet. Far sidder omringet af sine tomme dåser Carlsberg. Cigaretrøgen ligger som en tyk tåge i stuen. Jeg træder forsigtigt helt ind.

”Hej far” prøver jeg tøvende. Han kigger på mig. Hans øjne er som to mørke huller i intetheden. Han knuger sin øl mod sit bryst.

”Det er min! ” vrisser han. Han er som et dyr. Et altid sultent dyr. Dyret sniger sig ud hver morgen for at hente de sædvanlige dåser eller flasker. Dyret gemmer dem. Dyret æder dem. Råt.                Jeg giver ham et sidste opgivende blik, hvorefter jeg vender mig om og går ud mod toilettet. Det er koldt. Mor har vist glemt at lukke vinduet fra i morges. Istapperne udenfor er stadig markerede som syle spidse tænder i en mund. Vinteren har været ekstra slem i år. Jeg tænder for vandet. Pumper seks gange på sæben, så fordeler jeg den. Gnubber hænderne mod hinanden. Først fokus på højre hånd, så venstre. Gentagne gange fortsætter jeg. Igen og igen og igen.

Hoveddøren går op, og mor træder ind. Lugten af take-away baner sig vej ind til mit værelse. Det er sent. Mor kommer altid sent hjem om torsdagen. Der er møde i firmaet. Møde med Lars. Lad os bare sige, hun i hvert fald skal mødes med Lars. Take-away er lig med torsdag, og torsdag er lig med Lars.

Vi sidder rundt om bordet, mor og jeg. Vi spiser i stilhed... Far sover, heldigvis, tungt på sofaen. Når han først vågner, vågner virkeligheden.

”Hvordan var skolen i dag? ” prøver mor at afbryde stilheden med munden fuld af stegte nudler.

”Fint” svarer jeg kort. Jeg svarer altid i korte sætninger. Så giver jeg ikke nogle muligheder for, at modparten kan føre samtalen videre. Jeg bryder mig ikke om, at folk vil ind under facaden.

”Hvordan går det ellers med dig? ” spørger mor. Hun havde nok ikke opfattet min ”lad mig nu være! ”-undertone.

”Jeg har det godt” prøver jeg igen. Hvad havde hun forventet? Jeg skulle bryde ud i gråd, og fortælle om, hvor lort mit liv er. Skulle jeg det? Skulle jeg fortælle, at jeg føler mig som ingenting, for jeg kan ingenting gøre. Intet af det her har jeg valgt, men det er mig, der skal stå til ansvar for hendes modbydelige handlinger og beslutninger. Skulle jeg fortælle hende, at hun har ødelagt, splittet og knust vores familie. Hun vasker hænder mindst ligeså meget som jeg gør.

 

Jeg ligger i min seng med en følelse af ingenting. Stolene bliver igen kastet inde i stuen, skrigene skærer sig igennem væggene og dørene smækker, så lejligheden bumler. Det får de små nakkehår til at rejse sig på mig. Jeg gyser og vender mig om på siden. Jeg kigger mod uret. Klokken er over 12. Måske skulle jeg vaske hænder? Jeg føler mig beskidt. De skændtes aldrig, før de fik mig for 16 år siden. Benene fører næsten selv vejen ud på toilettet, de kender den. De går hurtigt, men samtidig forsigtigt. Jeg prikker forsigtigt til døren. Er det lyden af vand, der løber? Jeg finder hurtigt kontakten til lyset og tænder.  Mor står og stirrer stift ned i gulvet. Vandet i håndvasken er løbet over og plasker ned gulvet. Små bloddråber fra mors åbne sår ved øjenbrynet skiller vandet mellem beskidt og rent. Hun drejer hovedet på skrå, og med ét skifter hendes ansigtsudtryk. Hun viser et andet jeg. Hendes øjne hvisker om hjælp, mens tårer triller ned af hendes ansigt. Hun er bange. Hun er rædselsslagen. Jeg rækker hånden frem.

”Kom mor. Så går vi ind i seng. ” Hun kigger igen på mig. Så på vandet i vasken.

”Der er ikke mere sæbe… Lærke? Der er ikke mere sæbe! ” Det sidste halvråber hun. Jeg bliver selv bange. Ikke kun fordi der ikke er mere sæbe, men fordi min mor er ligesom mig. Vi tænker næsten ens.

”Der er ingen grund til at gøre det sådan her mor… der er ingen grund til at flygte. ”

”Jeg er en forfærdelig person, Lærke. ”

”Nej mor. Ingen er perfekte. Kom nu, så går vi ind i seng. ”

”Lærke” Hun lyder næsten kvalt i sine tårer, der løber om kamp ned over hendes ansigt. Hun tager min udstrakte hånd, og vi følges ad ind til hendes seng. Jeg hjælper hende af med det værste tøj. Sokker, bukser og diverse smykker. Jeg gør sengen klar til hende. Hun falder hurtigt i søvn, efter hun har lagt sig i sengen. Jeg lister ud.  På vejen hen til værelset, koncentrerer mit hoved sig kun om en ting. En tanke der bliver ved med at gentage sig inde i hovedet. En tanke som siges højere for hver gang, det bliver sagt. – Hvor lagde jeg reservesæben? HVOR LAGDE JEG RESERVESÆBEN!? Jeg føler mig beskidt efter at have rørt ved mor. Hun føler sig vel også selv beskidt efter, hvad hun har gjort. En tanke rammer mig som et hårdt slag i baghovedet. Lagde jeg den ikke i skuffen sammen med fars tipssedler? Jeg går med haste stridt igennem stuen, hvor far stadig sover på sofaen, hen til kommoden under vinduet. Jeg stopper op. Kigger på far. Han ligger lidt sammenkrøllet, næsten i fosterstilling. Han virker afslappet. I hans hånd er en tom øldåse. Han knuger ind til sig som en bamse. Jeg får ondt af ham. Hvad han ikke har været ude for, siden han opdagede det med mor. Jeg åbner skuffen med tipssedlerne. Stille. Jeg har hele tiden øjnene på far. Jeg leder med hånden i skuffen efter den firkantede sæbe. Den kører rundt. Jeg prøver at sluge den klump panik, der ellers har samlet sig i halsen på mig. Den kører langsomt ned i maven og lander som en bombe i min mave. En tikkende bombe. Jeg kigger ned i skuffen.

”Hvor er den? ” hvisker jeg panisk.

”Hvad vil du med mine tipssedler Lærke? Vil du stjæle dem var? Stjæle dem imens jeg sover, Lærke. ” Han er arrogant, når han er fuld. Hans stemme lyder træt og sammenbidt. Han har rejst sig halvt op og kigger på mig. Hans mørke øjne borer sig igennem min krop.

”Far. Jeg… ”

”Man kan ikke stole på nogen i den her familie! Du er ligesom din mor, Lærke. Fuld af lort! Hører du, hvad jeg siger? ”  Jeg er allerede på vej væk. Løber så hurtigt jeg kan ind på værelset og låser. Han følger ikke efter. En gråd kan i stedet høres i lejligheden. Fra 3 værelser.

 

* * *

 

Jeg står på badeværelset. Jeg kunne ikke sove. Jeg fryser. Jeg er tør i munden. Jeg er træt. Jeg er mig. Jeg er ligesom mor. Jeg er fuld af lort. Tankerne kører om og om igen. Ligesom hænderne kører mod hinanden. Replay. Replay. Replay. Reservesæben var i toiletskabet. Der er også beskidt. Ikke beskidt som mor og jeg. Jeg gnubber på håndleddene.  De er blodige. Den gullige belysning gør blodet brunt. Det gør vandet beskidt. Jeg vender mig om. Mors skraber. Den ligger ved badekarrets kant. Et halvt skridt væk. Jeg kigger mod spejlet. Tager en indånding. Føler luften i mine lunger. Læner mig ind over håndvasken, så mit hår falder ned i det beskidte vand. Jeg holder mine øjne rettet mod spejlet. Så lader jeg mit hoved falde ned. Ned i vasken.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...