Julehjerter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 dec. 2014
  • Opdateret: 16 dec. 2014
  • Status: Færdig
Der trillede en lille sammenkrøllet seddel ud. Hun foldede den ud, og bagefter gispede hun. For det er det, man gør, når man ved, at man skal dø.

3Likes
2Kommentarer
267Visninger

1. Julehjerter

En sammenkrøllet seddel lå bagerst i Julie rygsæk. Hun havde snart brugt fem minutter på at rode rundt i tasken, da hun endelig fandt den. Sedlen var dog ikke grunden til hendes søgen, men derimord et par vanter og en hue. Pennalhuset med det nye viskelæder, hun havde fået af sin far, var også væk. Han rejste meget og ville altid købe et lille minde hjem til hende. Derfor gav det jo kun mening, at han var i Stockholm lige nu.

Julie havde lyst til at græde: Hendes mobil var nemlig også væk. Derfor lod hun sig med en bedrøvet mine traske hjemad. Uheldigvis havde hun glemt alt om sedlen - det ville hun komme til at fortryde.

Turen hjemad virkede længere end normalt. Sneen var langsomt begyndt at smelte og havde efterladt en grødet jordbund. De steder hvor der endnu var sne kunne kun beskrives som grå. Julies første tanke var, hvordan jorden lignede tordenskyer. Mens hun stod og beundrede tågeskyen, mærkede hun et pust i nakken. Tanken, at det kunne være noget andet end vinden, strejfede hende, men hun viftede det bort. Nogle gange overtænkte hun ting. Nogle gange.

Det var først, da en snebold ramte hende i nakken, at hun vendte sig om. Der var latter. En sløv og rungende latter, som fik hende til at holde sig for ørerne. Lyden ville hverken havde været høj eller uhyggelig for en hvilken som helst anden person, men Julie var bange for den. Hun troede, at det var træerne som hviskede. Kolde, mørke og bladløse træer. Nogle gange begyndte træerne at græde, det havde Julie selv hørt. Måske var det fordi, de sladrede om hinanden.

Julie havde ikke lyst til at stå der længere, og hun var ikke længere bekymret omkring snebolden. Det var sikkert bare nogle drenge fra første klasse, der syntes, at det var morsomt. Hvilket det sikkert også ville havde været, hvis det altså var drengene. Julie daskede derfor videre og efterlod sine fodspor i sneen. Hele vejen til huset.

Derhjemme fandt hun ekstranøglen i skuret, som havde ligget gemt bag brændestablen. Støv dansede omkring i luften, og Julie viftede med armene for at få det væk. Hun mærkede en hånd på sin venstre arm, men der var ikke nogen, da hun kiggede. Julie fniste, hvor var hun paranoid. Med nøglen gik hun tilbage til huset og låste sig ind. Da hun lukkede døren bag sig, gav det et ordenligt smæld. Det forskrækkede Julie, som var dybt begravet i hendes tanker. Normalt var hun mere forsigtig, da det var et gammelt hus. Det slags med en sjæl. Det kunne høre folks samtaler og læse deres tanker. Julie troede ikke på det, da hendes far først havde fortalt hende husets historie. Det var jo bare et hus. Hun havde arvet sin lidt mere rationelle tankegang fra moren. Julie ville ønske, at hun kunne huske hende. Måske ville hun ikke føle sig så alene, hvis moren stadig levede.

Julie tog tasken op på sit værelse. Hun prøvede at finde sin mobil, da hun huskede, at den var væk. Derfor gik hun nedenunder til fastnettelefonen. Hendes far ville gerne have besked, når hun kom hjem. Julie tænkte tit på, hvordan han måtte have det. At miste sin kone få måneder efter fødslen af deres datter. Han havde klaret det godt, opfostret Julie samtidig med at passe et fuldtidsjob. Julie vidste godt, at hun ikke kunne bede om mere. Derfor fortalte hun aldrig, hvor ensom hun virkelig var. Specielt i det store gamle hus med det ene efter det andet tomme rum.

Julie var nu nede i køkkenet, og hun begyndte at indtaste numrene. Faren svarede ikke, så Julie efterlod en besked om, at hun var kommet hjem i god behold. Hun blev afbrudt midt i sin sætning, da det ringede på døren. Julie lagde telefonen på bordet og gik ud for at åbne. Der var ingen ude på verandaen, kun noget sne som nogen måtte havde banket af. Hun tænkte ikke videre over det og gik tilbage til telefonen. Den var sat tilbage i sin holder, og Julie mærkede, hvordan, hendes hjerte begyndte at hamre. Hun havde da ikke sat den på plads?

Bag hende var der et smæld. Var det hoveddøren? Hun havde lukket den efter sig, så det kunne ikke være vinden. Havde nogen brudt ind i huset? Julie mærkede nu, hvordan en klump samlede sig i halsen, og hun følte angsten sprede sig i kroppen. Frygten strømmede som blod gennem hendes krop og krøb langs hendes hals. Blev hun kvalt lige nu? For hun kunne nemlig ikke trække vejret.

Hun løb ud i opgangen, hvem det end var burde vide, at det ikke var sjovt længere. I opgangen lå tasker, sko og jakker spredt ud over det hele. Halstørklæder var blevet revet i strimler, heriblandt hendes ynglings i rød, der nu lignede trevlede ledbånd. Hendes hjerte galoperede nu i brystet og kunne springe ud når som helst.

Hun løb op på sit værelse. Hvad ville der være sket, hvis hun nu var løbet udenfor? Måske havde hun løbet ind til naboen, en sød ældre dame. Hun havde nok fået en kop varm kakao og et par æbleskiver. De ville have grinet af Julies vilde fantasi men stadig krammet hende og fortalt, at alt nok skulle gå. Hendes far ville været kommet hjem, og han ville være blevet hjemme resten af julen. De ville havde købe et juletræ og tilbragt juleaften hos farmor og farfar. Alt det skete bare ikke, fordi Julie løb op på sit værelse. Alle ved da, at du aldrig skal løbe op på dit værelse.

Når du er mindre, kan dine bamser beskytte dig, og din dyne er som en usynlighedskappe. Du er pludselig i din egen lille verden, hvor ingen kan nå dig.

Julie snublede inde på værelset, da hun faldt over sin rygsæk. Der trillede en lille sammenkrøllet seddel ud. Hun foldede den ud, og bagefter gispede hun. For det er det, man gør, når man ved, at man skal dø.

Monsteret er altid lige bag dig.

Julie vidste, at den ånde, hun kunne mærke i nakken, kom fra hendes forfølger. De iskolde fingre, der vandrede ned ad hendes ryg og tegnede mønstre, tilhørte den person. Hun vidste ikke, hvem eller hvad det var. Hendes hænder rystede, da rædslen vandrede ned gennem hendes krop, fyldte hendes lunger og låste hendes muskler. Hun kunne ikke tænke, trække vejret eller bevæge sig. Hun var en livløs klump ler, der kunne blive formet og leget med. Hvorfor havde hun overset tegnene? Måske var alting endt anderledes. Det gjorde det bare ikke.

Julie blev fundet nogle dage senere af den søde ældre dame. Faren havde spurgt, om hun ville holde øje med hans datter. Da den damen fandt datteren, var en kniv dolket i Julies ryg, og indtørret blod havde dannet et hjerte omkring hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...