"Nu det jul igen"

Kender du det?

1Likes
0Kommentarer
143Visninger

1. Novelle

Kender du det når du sidder alene inde på dit værelse, mens du høre snak og latter i et andet rum? Det gør de fleste om det så var i et andet klasselokale, eller mens man var på toilettet. Har du så prøvet hvor du kommer ind i lokalet og alle bliver stille, som om de bagtalte dig? Det er tvivlsomt, siden de ville lade som ingenting og bare begynde at snakke om andre ting. Det hele sker for det meste i tåger ellers føler du at der er en form for gåde i lokalet, eller som man kalder det "En lyserød elefant" eller "En elefant på loftet." Noget der er så stort, at det ikke kan holdes hemmeligt. deres ansigter stivne som sneen uden for vinduet der ligger solidt og frossent, men det varer kun et sekund, så begynder deres ansigter at sne igen, og de begynder at snakke som vandfald. Jeg går med halvt tunge skridt hen mod katederet, lægger stille mine lektier på bordet og kigger på min lærer der ikke kigger tilbage. Vi har læsetime, vi skal læse "Et juleeventyr" af Dickens. Egentlig ville jeg helst være fri for alt det juleprås, der er ingen mening i det, det er alt for materialistisk, alt for meget pynt og for mange reklamer i gaderne. Der er selvfølgelig også gode ting som at min onkel kommer og besøger os hver jul, han har altid kunne lide mig og jeg ham. hver gang han kom på besøg ville han give mig gaver, slik og opmærksomhed. Mest af alt kunne jeg lide hans skæg, det gik ned til hans brystkasse og fik ham til at ligne en hjemløs, og hans grin der kunne få alle til at grine med, som lød som en giraf der fik noget galt i halsen.

Kender du det med ikke at kunne finde en gave, til en helt bestemt person? Ikke at du har svært ved at finde på ideer til gaver, men at tænke på en helt bestemt person og og sige "Det her bliver personen glad for." Benene begynder at bevæge sig hurtigere, da jeg tænkte på hvad jeg skulle give ham. En fornemelse af ukendte muskler der begynder at forme en ukendt følelse der giver liv til et halvtkvalt smil på min mund. Jeg nynner en julesang, der havde hængt fast i mine tanker hele dagen, jeg begynder at tænke, tænke på alt det gode ved Jul "Jeg elsker Jul." Ud af øjenkrogen ser jeg en skulptur, en skulptur af en giraf, jeg tænker på hvor glad han ville blive for den. Han havde engang været tæt nok på en giraf til at strække hånden ud og røre ved den, det havde han gjort, og den havde holdt sit hoved mod hans skulder. Han elskede Afrika, og Afrika elskede ham. Jeg gik ind og købte skulpturen, det kostede alle de penge jeg havde sparet op i løbet af december, men jeg havde ikke andet at bruge dem på. Jeg løb hjemad med store skridt, mens jeg prustede og sugede efter vejret, for den skulle pakkes ind før imorgen. Jeg hoppede op af trapperne to trin af gangen, mens jeg talte sekunder før jeg var oppe på 3. etage, der var gået 22 sekunder, jeg åbnede døren, og sagde at jeg var hjemme. Stilhed som altid, aldrig nogen svar, jeg lod det ikke generer mig. Jeg gik ind på mit værelse og tog indpakningen frem. Først skulle den i en papkasse med avispapir i så den ikke gik i stykker, så skulle papkassen klistres sammen med tape, og rundt om kassen skulle der indpakningspapir på. Da jeg var færdig med papiret stod jeg stille mens jeg kiggede på gaven, den var ikke just pæn, og der manglede et eller andet, men det var fint nok, for det var første gang jeg pakkede en gave ind. Jeg kiggede på uret, klokken var lidt i 12, og det var sengetid, jeg lagde mig i min lille trygge seng  og lagde mig til at sove.

Kender du det med at have det skidt uden at vide hvorfor? For sådan har jeg det lige nu. Det er blevet morgen, jeg har sovet over mig og klokken er halv 11, hvorfor skynde sig i skole når der alligevel ikke er nogen at snakke med? Tiden går langsomt, mens jeg sidder i min slidte pyjamas og spiser mine havregryn med mælk på, jeg sidder og stirre ud i luften, mens jeg glæder mig til i aften. Jeg bliver hurtigt færdig med min morgenmad og går ud og skyller af. Hvorfor ikke bare tage hele opvasken? der er gået 45 minutter siden jeg stod op klokken er 11:45, og jeg står og stier ud af mit vindue ud på det kolde sne, man kan se fodsporerne i alle haver bortset fra vores. jeg rynker panden til tanken om min mor i haven, hvis hun ikke havde tid til mig havde hun heller ikke tid til planter, mine tanker begynder at opdigte historier, om mennesker der blev til planter, bare for at holde mig selv beskæftiget. Min mobil begynder at ringe, jeg tager den ud af lommen og mine tanker går i baglås. Det er min mor. Min mor ringer aldrig til mig, og hun ville heller ikke tage telefonen hvis jeg ringede, selvom jeg var på randen til at dø. Jeg trykker på den grønne telefon og tager mobilen op til øret, jeg begynder at svede og væder mine læber med min tunge for så at sluge en stor klump spyt der havde samlet sig i min mund. "hallo?" siger min mors stemme den lyder så kold som altid, det forundrer mig, at jeg stadig kan huske hendes stemme. "ja." svarer jeg, der er en kort pause. "Din onkel blev kvalt i sin mad, han er død, Men jeg bliver nødt til at smutte jeg har et vigtigt møde, forresten tror jeg ikke jeg kan komme hjem idag. Ciao." Mobilens dut lyde er det eneste der lyder i det tomme lokale, end ikke mine tanker kunne jeg hører. Jeg kigger på uret klokken er 11:55. Jeg burde se at komme i skole, men jeg orker ikke at bevæge mig, jeg trænger bare til at sove og sove og sove. jeg går ind på mit kolde værelse og sætter mig på børnesengen der var alt for lille til mig. Stilhed atter stilhed fylder huset, ingen trafik eller børn kan høres, jeg har lyst til at sige noget hvad som helst bare en lyd, men det eneste der kommer fra min mund er "Jeg hader Jul."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...