More than Christmas.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 5 feb. 2015
  • Status: Igang
Thanksgiving er ankommet og julen er på trapperne, Allison har mange ting hun skal nå og gøre klar, men hun er ikke alene om det. Julen er hjerternes fest og det er det i den grad også for One Direction, med en koncert på vej og endnu en ny One Direction baby i vente. Alle har meget at se til og glade stunder er der nok af, men der er også triste stunder og tårer som vil blive delt. Men vil alt gå som det skal? Hvem skal være far igen? Hvordan vil de fejre julen i år? Hvilke kriser og problemer vil nu opstå? Er der mere Allison formoder at ødelægge, eller kan hun rent faktisk være god for en stund? Følg med i bind 7 af serien ”More than this”.

84Likes
214Kommentarer
19889Visninger
AA

7. Chapter 5.

 

9. December.

 

Niall’s point of view.

Læger… min bare røv.
Nøj jeg hader dem og jeg hader dem meget! Jeg citer:
”Niall, du er nødt til at slappe af og have benet oppe. Jeg vil forslå dig at slappe af og spise sundt det næste stykke tid” fuck jeg hader læger!

Lægen mente åbenbart at jeg havde smerter, fordi jeg måske bare gik en lille bitte smule forkort og så en smule underlig ud i ansigtet.
Jeg havde bestemt ikke ondt! Nej jeg havde ikke ondt nej! Jeg har det heeeeelt fint!

Okay, måske har jeg det ikke helt fint og måske har jeg haft lidt smerter, måske jeg har glemt mine piller med vilje og måske jeg bare har været dum.
Men er I klar over hvor træls det er? At man ikke må løbe og danse? Man er jo i et boyband, også må man ikke springe rundt. Det er jo virkelig træls.
Ikke mindst når man er far og vil lege med sine børn.
Ja jeg burde have lært af første gang, men det var svært nok og bare blive opereret i knæet. Det er hårdt nok og skulle gå med krykker.
Nå man så falder og brækker benet, samme ben man allerede havde været opereret i, så er det ikke det fedeste og slet ikke når man skal starte alt forfra.
Men hvad skal jeg gøre? Det er jo besværligt og jeg hader virkelig læger, virkelig meget. Synes ikke andet end at de siger lort.
Se den gang med Allison. Se hvordan det kunne have gået.
De har kun dårlige nyheder. Kun dårlige nyheder.
Der er aldrig noget godt. Aldrig.

Se bare med Noah… hvor er det gode i det? At de kan lærer ham tegnesprog? Ja det er da virkelig godt, det er jo ikke det samme. Selvfølgelig en god ting, men det er ikke det samme og slet ikke når ens søskende kan snakke, ikke mindst ens forældre og resten af familien.
Så er det ikke godt, langtfra!

Så det er klart jeg er bange.
Se bare hvad lægen bad mig om, at tage en slapper og slappe af. Ellers vil det ende med en operation til. Jeg fik en da jeg faldt, eftersom det gik lidt galt. Men jeg skal slappe af og ikke hoppe for meget rundt, jeg skal kunne klarer at folk passer på mig og tager sig af mig.
Jeg skal ikke bevæge mig ud af flækken.
Men det er lidt svært.
Selvfølgelig nyder jeg opmærksomheden og at blive passet. Men Allison skal ikke passe mig altid, det kan hun gøre når jeg bliver gammel og grå, selvom vi vil gøre det nogenlunde på samme tid. Men hun skal ikke gøre så meget for mig.
Jeg kan ikke lide at se hende arbejde hårdt.
Hun har jo også børnene.


Drengene fik mig med besvær ud, de sagde til mig at jeg måtte komme ud og se frygten i øjnene, for ellers vil det ende galt og at jeg ikke skal opfører mig så barnligt. Men tage mig sammen og hvor meget jeg egentlig sårer Allison. Selvom jeg godt vidste det.
De kunne heller ikke få mig ud, det var jo samme ord som altid og jeg lytter jo som altid ikke til det.
Så Liam og Zayn gjorde det uventede, sparkede døren ind. Da jeg ikke skulle aflyse engang til. En gang er en gang for meget.
Men de betalte da for en ny dør.
Heldigvis.
Okay vi har stadig rigtig mange penge og jeg kan godt selv betale min dør, men Allison råbte og skreg af dem, så de følte sig faktisk tvunget.

Ja man skal passe på med hende.

 

***

 

Allison’s point of view.

Kærligheden har ingen let vej og jeg må sige, at Niall gør det virkelig besværligt. Men jeg elsker ham. Jeg elsker ham mere end mig selv.
Siden vi var til læge for seks dage siden, så har jeg været sur på ham og grunden er simpel. Han har løjet for mig. Han har slet ikke taget hans medicin. Den idiot.
Jeg kastede en masse i hovedet på ham og specielt på vej hjem.
Alt fra:
”Tænker du overhovedet på din familie?”
”Hvad hvis du faldt i mens jeg ikke var der?”


Men det er jo ikke det eneste, jeg sagde så mange ting og jeg kan ligeså godt kaste alt på mig selv. For jeg gør det samme overfor ham. Jeg lyver.
Men min er vel en god løgn. Ikke?
Jeg er ikke engang bedre selv.

Jeg lader mine øjne ramme ned på ringen, inden jeg ser i mod siden af bilen, da døren går op og en Quinn sætter sig ind, inden hun kysser min kind blidt og giver mig et kærligt smil.
”Jeg troede far ville hente os i dag?” En af de andre døre går op og ind kommer Jamie ind, som stille krammer mig bagfra, selvom det jo er lidt besværligt for ham.
”Hej Allison!” denne gang kommer lyden af Nathaniel’s stemme og den bliver hurtigt efterfulgt af Johannah’s.
”Hvor er Ashton?”
”Han er sammen med Tess i dag…” jeg ser hurtigt på Quinn, som straks lyder en del trist og jeg behøver vel ikke at sige, at de to stadig ikke er venner og de stadig ikke snakker sammen.

”Okay, jamen så lad os hente de Silas og Melissa” jeg giver min datter et lille klem, inden hun bare giver mig et stille smil og jeg hurtigt starter bilen.
Jeg burde seriøst bede Zayn og Perrie om at sige tingene, de burde have fortalt mig, at jeg ikke skal samle Ashton op i dag.
”Allison?”
”Ja Nate?”
”Må jeg spise med i dag og lege med Jamie?” burde min søn ikke spørge og ikke Liam’s søn? Når pyt, det sker alt for tit.
”Og må jeg spise hjemme ved Onkel Louis?”

”Ja og ja, men at sove sammen sker ikke og slet ikke i en skole dag, det ved I!”
”Det er helt okay mor! Tak!”
”Taaak mor!” jeg smiler en smule over mine unger.

 

***

 

Da vi kommer hjem, smutter ungerne allerede ud af bilen og straks dukker en Niall op ved døren. Faktisk sukker jeg lidt over ham, eftersom han burde ligge og slappe af.
Jeg spænder hurtigt Silas op og løfter ham ud, inden jeg spænder Melissa op og tager hende ud. Jeg ved at Perrie henter Claudia og trillingerne, hvorefter hun selvfølgelig kommer og sætter dem af, hvor hun tager Melissa med på vejen.

Avery er hos sine bedsteforældre og det samme er Jonathan, så det er intet problem der.
Det er jo godt at venner hjælper hinanden.
”Farvel mor!” kommer der smilende fra Quinn, inden hun krammer mig og derefter får jeg et kram af Johannah.
”Farvel tante Alli!” jeg smil til begge piger, inden jeg bare ser dem løbe væk og jeg tager derefter de to andre i hver sin hånd. Hvor vi sammen går op til indgangen og op i mod Niall.


”Hej skat” siger jeg smilende og giver ham et blidt kys, som han kun kort gengælder og det undrer mig faktisk en smule. Han plejer at være stort set død, når jeg er væk.
”Niall, hjælper du Silas?” spørger jeg hurtigt, da jeg kan se Silas kæmper med tøjet og Niall giver mig bare et lille nik, inden han begynder at tage overtøjet af ham og i mens hjælper jeg Melissa, som hurtigt løber ind i stuen og inden længe løber Silas med.
Jeg tager hurtigt mit eget overtøj af og derefter hænger bilnøglen ind i skabet. Jeg drejer mig hurtigt i mod Niall, hvor jeg ligger armene omkring hans hals og kigger smilende på ham, men hans øjne ser bare kort på mig.
”Der er kommet brev fra hospitalet” jeg ser lyn hurtigt forvirret på ham og trækker armene til mig, inden han bare fisker brevet op fra lommen og rækker mig det. Jeg ser hurtigt på det, da jeg kan se det er fra afdelingen vi altid besøger og den afdeling der beskæftiger sig med kræft.
”Du har jo været til dit årlige tjek og fået tid til den næste” jeg mærker hurtigt en klump og ser på Niall, inden jeg bare giver ham endnu en løgn.
”Måske er det bare fordi vi skal komme ind og de vil sige, at jeg ikke behøver at komme mere?”
”Ville de så ikke have haft ringet?”
”Ved jeg da ikke, kan være de heller vil sige det ansigt til ansigt” jeg kan allerede se, at hans øjne er skræmte og knuste, det er det som skræmmer mig.
”Niall, de sagde jo intet var i vejen. Skat” jeg giver ham et kærligt smil og giver ham et blidt kys.
”Det er sikkert ingen ting” han kigger stille på mig, hvorefter han lader et suk falde og lader sine arme ligge sig omkring mig.
”Sikkert ikke, det skræmmer mig bare… please lov mig, at du ikke skrider fra mig igen, hvis der skulle komme noget og du denne gang vil fortælle mig det, uden at lade det løbe ud i flere løgne?” endnu engang giver jeg ham en løgn og et kærligt smil, inden jeg bare siger:
”Selvfølgelig skat, jeg stikker ikke af igen og jeg skal nok fortælle dig, hvis det er at de siger noget andet. Men du er altid med og hører tingene. Det er nok ingen ting skat” nøj jeg hader at lyve.

Men se ham lige.
Hans øjne er helt knuste og skræmte. Hvordan kan jeg fortælle den værste frygt, som han har til ham? Det kan jeg jo ikke.
”Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre, hvis du fik kræft igen… det er en ting jeg altid frygter”
”Det sker ikke skat” mine læber lander stille på hans, i mens jeg mærker hvordan han strammer grebet omkring mig.

 

******************************************************************************************************************************************

Ja Niall har frygten for læger, men også frygten for kræften kommer igen og Alli, ja hun lyver og ikke kun engang, men mere en engang.

Men hva
Hvad mon der står i brevet?
Mon det er en indkaldelse eller?


Da mange sikkert havde travlt i går og sikkert ikke så en glædelig forhandling, så fortsætter den i dag :)
Den går ud på, at hvis der kommer 45 likes i dag, så vil I få to kapitler mere :).

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...