More than Christmas.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 dec. 2014
  • Opdateret: 5 feb. 2015
  • Status: Igang
Thanksgiving er ankommet og julen er på trapperne, Allison har mange ting hun skal nå og gøre klar, men hun er ikke alene om det. Julen er hjerternes fest og det er det i den grad også for One Direction, med en koncert på vej og endnu en ny One Direction baby i vente. Alle har meget at se til og glade stunder er der nok af, men der er også triste stunder og tårer som vil blive delt. Men vil alt gå som det skal? Hvem skal være far igen? Hvordan vil de fejre julen i år? Hvilke kriser og problemer vil nu opstå? Er der mere Allison formoder at ødelægge, eller kan hun rent faktisk være god for en stund? Følg med i bind 7 af serien ”More than this”.

84Likes
214Kommentarer
19811Visninger
AA

17. Chapter 14.

 

19. December.

 

Niall’s point of view.

Mit blik ligger hvilende på min kone, som sidder på gulvet med Silas og leger med ham. Børnene har fået ferie og derfor er de alle hjemme, dog er Quinn og Jamie ude for at købe gaver, sammen med Liam og Sophia.
Smerten er temmelig stor, da vi i dag skal fortælle alle, at Allison ikke kommer hjem, ikke før om nogen dage og at forklarer ungerne at deres mor er syg, er en meget svær ting. Hele dagen i går var hård nok. Hele dagen var Alli og jeg bare sammen, så hun kunne slappe af, inden Harry og alle de andre kan få tingene at vide. Vi tog ind på hospitalet og fik en tid til hende, en tid hun skal have i dag og det bliver virkelig hårdt.

Helene og Paul er her stadig, samt Willow og John. Min mor, far og Chris kommer snart, selv Greg og Denise kommer, samt Theo og Derek. James og hans familie kommer også over.
Drengene kommer over og deres pigerne med, samt deres børn. Det bliver forfærdeligt.

”Daddy, se!” jeg ser hurtigt ned på min søn, som står lige foran mig og rækker en tegning frem, hvilket kun bringer smilet frem.
”Hvor er den fin, skal det forstille mor, jeg og dine søskende?”
”Ja!”
”Men hvem er det her så?”
”Ny baby!” jeg ser hurtigt hen på Allison og hun smiler bare til mig, inden hun trækker på skulderne og jeg kan godt regne ud, at Silas måske ikke vil være den yngste mere. Han er nu sød den lille dreng. Min dejlige søn på 3 år.

”Kom her Basse” jeg løfter ham hurtigt op på mit skød og giver ham et kind kys.
”Du forbliver desværre den yngste, for mor vil ikke have flere”
”Hey! Du tog valget først og vi blev enige”
”Jaja” jeg smiler kærligt til hende, inden jeg planter mine læber i hans hovedbund.

”Vi har fem dejlige unger og Quinn, så vi har rigeligt Basse!”
”Øv!” han ligger sine små arme over kors og jeg må sige, det er ret charmende og han er rigtig cute. Dog kan jeg ikke lade hver med, at kigge på Allison og tænke på, at Quinn måske slet ikke kunne have eksisteret og de øjne jeg sender, dem opdager Allison hurtigt. Hun rejser sig fra gulvet og går over i mod terrasse døren, hvor hun bare kigger udover det hvide landskab.

”Skat?” jeg kan tydeligt mærke herfra, at de øjne jeg gav hende, ikke var specielt gode og slet ikke når hun slet ikke reager. Allison er bange og det er jeg også.
”Kan du løbe hen til morfar og mormor? De er i køkkenet og forbereder frokost” jeg sætter ham ned og straks løber han sin vej, den kære lille knægt.

Jeg griber fat i krykkerne, inden jeg løfter mig op fra lænestolen og humper over i mod min kone, hvor jeg stille stopper op bag hende.
”Skat?”
”Jeg kan ikke Niall… det er jul, jeg kan ikke”

”Hvis vi ikke gør det nu, kan det vokse og det vil jeg ikke risikerer, du kommer hjem igen” jeg slipper langsomt den ene krykke og lader den falde til jorden med et bump, men jeg er ligeglad, jeg skal bare have en arm om Alli og trykke hende indtil mig.
”Vi klarer det” jeg kysser hende blidt i hovedbunden og hører hvordan hoveddøren går op, hvor en masse larm kommer.
”Jeg går ingen veje” jeg kysser hende blidt på kinden og hun drejer stille hovedet, hvor hendes tårefyldte øjne, kigger direkte ind i mine.
”Jeg elsker dig Niall”
”Jeg elsker også dig” jeg giver hende et blidt kys.

 

***

 

Da døren gik op tidligere, var det fordi at min familie var ankommet og kort tid efter kom ungerne hjem. Der gik heller ikke langtid, ikke før alle andre kom over og alle er inviteret til middag, vi skulle have en undskyldning, ikke?
Middagen gik fint, der var intet der og efterfølgende gik Allison op for at pakke, hvor hun bare lige sagde, at hun lige skulle have hovedpine piller.

Harry har under hele eftermiddagen, kigget ret indgående på mig og nærmest forsøgt at sluge hemmelighederne ud.
”Babe? Er du klar?” ja jeg står nu lige inde ved Allison og betragter hende pakke, det jo ikke fordi hun skal pakke meget.
”Jeg er bange, hvad hvis jeg ikke kommer hjem?”
”Stop med at sige det, Alli… du kommer hjem!” jeg humper stille hen til hende og tager fat i hendes taske.

”Kom skat, vi skal ind på sygehuset og ned til de andre” hun nikker stille og tager i stedet tasken fra mig, sikkert fordi hun ikke ønsker, at jeg bærer den og risikerer at falde ned af trappen. Hun er så betænksom.

Vi går stille ud af soveværelset, hvor vi langsomt går ned af trappen og derefter ind i vores fælles del, hvor alle sidder og hygge snakker. En snak som snart ændres til gråd og nervøsitet.
Jeg vælger at gøre et dumt valg og smide den ene krykke, så jeg netop kan holde Allison i hånden og klemme den, for det vil være smertende for hende.
Men heldigvis skælder hun mig ikke ud og lader mig før hende frem.
Mit blik rammer hurtigt på dem alle og på hvordan vores børn nyder deres bedsteforældre. Jeg ser hurtigt på Allison, som ser skræmt på mig og det gør kun at jeg nusser hendes hånd blidt. Jeg er virkelig bange.
”Der var I, vi troede at I var blevet totalt væk!” mit blik rammer i mod Louis, som kommer over fra køkkenet af og med småkager i hånden.
”Sig mig, er I på vej på ferie, siden den taske?” denne gang kommer Greg ind og giver mig et af hans blink, fordi han tror noget frækt og er drillende.
”Unger, kan I forlade stuen og går ind på legeværelset?” de alle ser op, eftersom alle børn er her og straks ser alle undrende på os. Ungerne vælger heldigvis at lytte og rejser sig for at gå.
”James, Quinn, Willow og William, I kan godt blive her, I er gamle nok nu. Ashton, Nate og Johannah, kan I holde øje med trillingerne og Silas?”
”Selvfølgelig” jeg ser en smule efter ungerne og hører hurtigt en dør lukke. Quinn og Jamie kigger nervøst på mig, inden Jamie går til min mor og Quinn går til hendes far.

”Hvad sker der Niall?” jeg ser stille på Allison og ser tårerne i hendes øjne, selv jeg kan mærke tårerne er der ved mig. Jeg ser stille ud på den lille forsamling og på min mor, som lige spurgte mig.
”I våger på og sige det, jeg tror I vil!” straks ser jeg i mod Harry og der fatter han alt, uden jeg overhovedet har sagt noget og sikkert fordi Allison stille falder sammen, ved siden af mig.
”Du løj for mig! Hvordan… Hvordan kunne du!” han puffer stille Quinn fra sig og rejser sig op, mens tårerne er på hans kinder og resten af rummet er forvirrende, men det går langsomt op for drengene og selv Louis ryster med hovedet, inden tårerne vælter ned.
”Hvad sker der! Hvorfor græder alle, fortæl mig hvad der sker!”

 

***

 

Allison’s point of view.

Jeg mærker hvordan benene ryster og jeg kan se skuffelsen i Harry’s øjne, men også smerten jeg var bange for. Jeg ser i mod mor, som ser bange på mig og hun rejser sig stille op. Selv Quinn og Jamie ser bange ud. Jeg ser hurtigt på Niall, for jeg kan ikke sige det, jeg kan ikke.
”Vi skal ud på sygehuset, Allison skal opereres for en knude i brystet” som forventet ligger mor hånden til munden og Paul armen om hende.

”Far?? Mor?”
”Mor?” jeg lader bare mine ben knække under mig og mærker hvordan smerten bryder igennem.
”Allison!” straks er Harry over mig, da han ved Niall ikke ligefrem, bare sådan kan knække sammen og holde om mig, eftersom hans ben ikke kan.
”Undskyld” han knurrer mig indtil ham og vugger mig stille, alt det her gør bare at fortiden dukker op og hvordan jeg sagde det sidst.
”Du kunne fortælle mig…”
”Ikke had mig og tage hende fra mig” jeg mærker hvordan han strammer grebet om mig og hvordan han bare selv hulker.
”Det var kun en tom trussel, jeg håbede du ville snakke…”
”Mor” jeg ser hurtigt op på min grædende søn og rejser mig hurtigt op, inden jeg går i mod ham og trykker ham tæt ind, inden jeg vifter Quinn hen og begge straks græder.
”Mor bliver okay og kommer hjem inden jul…”
”Du skal komme hjem!”

”Du må ikke forlade os!” at se hvordan Quinn bare græder, er et meget sjældent syn og ikke det syn jeg ligefrem ønsker at se. Jamie har jeg set ked af det så mange gange og Quinn græder sjældent.
”Mor forlader Jer ikke…”
”Hvorfor! Alt gik så fint, også vupsi! Hvorfor!” Louis rejser sig op og sparker til sofabordet, hvilket skræmmer mig en smule og Eleanor med. James rejser sig op, ligesom Louis og sparker til sofabordet. Man kan bare se på ham, at han snart knækker og det gør ondt.
”Af os to, så burde det være mig og ikke dig! Arg!”
”Far…”
”James, ikke sig det og ikke i børnenes nærvær” jeg slipper stille ungerne og går hen i mod James, inden jeg griber fat i hans arme og ser hvor knust han ser ud.
”Jeg bekæmper det, ligesom sidst”
”Det er ikke fair! Jeg er hans bror, det burde ramme mig og ikke hans datter! Jeg er ældst! Det burde ramme mig og ikke dig… det er ikke fair!”
”James… stop med at sige det”
”Du er en mor!”
”Og du er en far… og en onkel. Jeg bekæmper det! Det er så tidligt, at de godt kan fjerne knuden og det er det de vil. Vi var jo forberedt, at det kunne komme tilbage…”
”Der er gået flere år!” i mens mor bare græder, så er James mere hård og vred over det. Jeg ligger stille armene om ham og mærker hvordan han hurtigt, trykker mig hårdt indtil ham. Mit hoved ligger sig stille op af hans bryst, i mens jeg selv bare græder og mærker hvordan han endelig giver tårerne frit løb.
”Mor, jeg bliver okay” jeg ser stille i mod hende og hun vender sig bare rundt, inden hun rejser sig op og går i mod mig. James er ikke langtid om at trække hende ind og vi alle tre straks krammer.
”Du har og blive okay!”

”Skat, vi skal afsted…” jeg trækker mig fra krammet og ser i mod Niall, som har Greg’s arm om ham og jeg nikker blot lidt til hans ord.
”Mor…”
”Jeg kommer hjem igen, også får vi den fedeste jul nogle sinde!” jeg går stille i mod mine unger og knurrer dem begge indtil mig.
”Det bliver så meget bedre end sidste år! Og du er her vel Harry?”
”Hvorfor skulle jeg ikke være her?”
”Pga. din egen familie?”
”Alli, I er min familie. Bare fordi, at jeg har startet et nyt liv med Bea, betyder det ikke, at julen droppes. Vi har holdt jul sammen altid, også selvom jeg var sammen med Bea”
”Alli, mine forældre var med sidste år og min bror med, det ændre dig ikke” jeg ser stille på Bea, som giver mig et kærligt smil og jeg smiler hurtigt til dem. Man ved jo aldrig, når folk får børn, så ændret traditioner af sig selv.
”Hvad skal vi fortælle de andre?”
”Far, du forlader os ikke vel?”
”Nej gør jeg ikke, mor ønsker jeg bliver her ved Jer og passer på Jer”
”Du skal ikke være alene på det hospital!”
”Harry… du kan ikke komme med, du bliver her ved vores datter og sådan er det. Og nej, ingen af Jer andre kommer med. Jeg klarer mig” jeg ser stille rundt på alle og alle rejser sig langsomt op, inden jeg får et kram af dem alle. Selvfølgelig en ad gangen.
”Du skal ikke være der alene! Og du tager ikke afsted alene!” denne gang er det mor og jeg ser hurtigt på hende.
”Mor, jeg klarer mig.”

”Jeg klarer mig, jeg bekæmper det her”.

 

******************************************************************************************************************************************

Så røg kortene på bordet og nu tager Allison på hospitalet.
Mon det lykkes og hun kommer hjem til jul?
Mon det hele bliver en lykkelig jul?


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...