Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
660Visninger
AA

17. Undskyld

Hun stod næsten som forstenet, hun var ikke klar over at han ville opsøge hende. Hun vidste heller ikke om hun ville lukke ham ind, men der stod han, Caden med et brækket ben i gips og to krykker så han kunne komme frem. Hun kunne ikke tillade sig at afvise ham, selvom han stadig så lidt skræmt ud, skønt han smilede. Det var nok smilet der lokkede hende mest. Hun trådte til side, for at give ham plads til at komme ind. Det var først nu at hun blev klar over hvor lidt hun var iklædt i, ikke at hun var genert, men måske var han? I det kan træder ind og vænner sig mod hende er han næsten ved at falde baglæns ud af døren igen af overraskelse. Hun vendte sig om, hendes næsten bare ryg viste sig i stedet for hendes nøgne barm. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, ja hun havde været super ked af det eller nærmere deprimeret og var det stadig, så meget at hun ikke gad at gøre sig pæn.

"D-du nøgen" kom det fra ham meget overrasket.

"Ja, jeg nåede ikke at få tøj på, jeg lå og sov" undskyldte hun.

Selvom det faktisk ikke var hende der skulle undskylde, så gjorde hun det alligevel. Hun havde jo på en måde krænket ham ved at vise sig næsten nøgen. Hun vidste godt der intet var at skamme sig over, hun var jo skabt perfekt som dæmoner nu var. Hun spildte derfor ikke et sekund i nøgenheden mere, så hun skyndte sig mod sit værelse og derfor hendes skab. Han var lidt overrasket over hun skyndte sig væk, han lukkede døren for hende og fulgte derfor med, prøvede at lade vær med at stirre for meget.

"Uhm... er du okay? Jeg mener, du blev jo skudt" sagde han lidt tøvende.

Han kiggede dog ikke ind i rummet mens hun skiftede. Hun hørte ham godt, men besvarede det ikke med det samme, hun ventede lidt, tænkte over sine ord, hvad skulle hun jo sige?

"Jeg har det okay, de sår er i gang med at heale, men det gør stadig ondt når jeg bevæger mig for hurtigt" sagde hun roligt.

Hun fik en strikket sweater på, som dog stadig var nedringet, og nogle shorts der gik til midt på lårerne også nogle benvarmer, bare for at holde hende varm, selvom lejligheden faktisk var i en okay temperatur. Hun gik ud til ham, han stod op af hendes væg indtil soveværelset. Hun kiggede lidt på ham, uden at sige et ord, hvad skulle hun jo sige? Hun nikkede ind imod stuen for at sige de skulle gå derind, hvorefter hun gik derhenad, bare for at vise det var nok en bedre idé at sætte sig derind og snakke lidt. Han fulgte med, stadig med en skræmt aura og varsomme skridt lidt efter hende. Hun gik hen og satte sig ned i sofaen i den ene ende, så han kunne side i den modsatte ende, for at holde lidt plads imellem dem.

"Hvad vil du så snakke om? For hvis du kommer her med et kropssprog der siger du er bange for mig og din normale smålige sind, så tror jeg ikke vi har noget at snakke om" sagde hun lidt trist men også bestemt.

Han virkede overrasket men nikkede så, som om han enten ville gå eller åbne sit sind op, men da han satte sig, tog hun det som om han ville holde sig mere åben end normalt. Bare han prøvede ville være nok. Hun lyttede til ham, men han virkede også til at veje sine ord.

"Hvem er du eller rettere hvad er du?" spurgte han lidt efter.

"Jeg er Azure, og ja det er mit navn, men hvad jeg er vil jeg ikke afsløre, for det har du ingen ret til at vide" sagde hun så, mere såret end hun var klar over.

Hun var stadig ked af at han dømte hende, og at han nok ikke så hende som ven. Hun sukkede og hang med hovedet nedad og så ned på sine hænder i hendes skød. Azure vidste faktisk ikke helt om hun skulle fortælle det, for han havde jo været vidne til noget overnaturligt.

"Okay... Men, tak" sagde han så.

Hun kunne mærke han mente det, det var rart, hun vendte hovedet imod ham da han rykkede sig tættere på, hvorefter han gav hende et kram. Hun var først meget overrasket, selvom hun kunne se en smule ind i fremtiden fra tid til anden, så gjorde hun det ikke rigtigt, fremtiden var noget der forandrede sig hele tiden, så det var aldrig sikkert hun så det samme to gange i træk. Hun krammede ham så tilbage, holde ham tæt uden at gøre det for tæt.

"Det var så lidt Caden, skulle det være en anden gang" sagde hun mildt.

Han blev ved med at kramme hende i lidt tid, før han trak sig væk, smilede til hende og blev siddende tæt ved hende, det var rart. Lidt nærvær gjorde alting mere rart, især når personen betød noget.

"Jeg er glad for du kom mig til undsætning, jeg er i det hele glad for du har hjulpet mig så meget... jeg ved godt jeg har været et idiot, og opført mig tosset, men jeg er virkelig glad for det hele du har gjort" sagde han så lidt genert.

Azure smilede, først lidt men det blev større og større. Hun så over på ham, følte sig lettet, følte at valget var taget for nu, hun ville blive her lidt længere, for Caden havde sikkert brug for hende en gang eller to mere.

"Jeg er glad for dine ord, virkelig, alt jeg ville var at lære dig at kende, selvom du ikke gjorde det bedste indtryk til at starte med, skal man også kunne give folk en chance for at præsentere sig selv igen" sagde hun med et smil.

Han nikkede, han smilede også, han havde det bedre, nok fordi han var kommet frem med det hele nu. Hun var begyndt at ligge depressionen bag sig, nu kunne de vel godt ses som mere end bekendte? Eller skulle hun spørge? For det var jo lidt kritisk stadig, men hun ville gerne være venner, han betød så meget for hende, måske endda mere end bare venskab, men det ville hun ikke bevæge sig ud i.

"Så vi gode venner igen?" spurgte hun så lidt tøvende.

"Ja, gode venner, selvom jeg var en elendig en af slagsen, men giv mig en chance også viser jeg dig at jeg er god nok" lovede han nærmest.

Hun grinte lidt, han forstod det ikke, man kunne se han blev lidt fornærmet først, men det forsvandt og nysgerrigheden greb ham.

"Jeg har hele tiden vidst du var god, jeg håbede bare det ville komme frem før eller siden, og det har det nu" lød det fra Azure.

Derefter smilede han, fra det ene øre til det andet, nuttet var ikke ordet, men han var mere end nuttet i hendes øjne, han havde potentiale for så meget mere.

"Øh, skal vi måske tage hen og spise noget mad, jeg kan godt give?" sagde han så lidt rødmende.

Hun lagde hovedet på skrå som en hund der ikke forstod, men nikkede så, hun skulle lige til at rejse sig, da han tog fat i hendes hånd.

"Som en date"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...