Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
647Visninger
AA

13. Snefri

Natten havde været lang og selvom Azure havde skruet op for den sparsomme varme, var der alligevel køligt da hun vågnede. Hun følte sig kold og stiv i leddene.  Hun vidste hvis det havde været koldt for hende, var det sikkert ikke gået Caden så godt. Hun rejste sig, følte sin menneskelige krop der var svagelig efter at have ligget på en lidt dårlig sofa, uden tæppe. Hun prøvede at skynde sig afsted for at komme hen til Caden. Hendes led var bare så stive at hun var nødt til at stoppe og strække dem lidt, bare for at være sikker på at hun ikke kom til skade. Det sneede stadig voldsomt udenfor og det så ud til at vejene var lukket for dagen, så måtte resten af byen nok også være det. Selv skolerne, hun var egentlig glad for det, for hun var ikke oplagt til at komme i skole, ikke efter i går og den kolde nat. Stille og roligt kom hun til kræfterne, bevægede sig ind på værelset og ind til ham, hun tjekkede hans puls, stabil. Han snorkede lidt, han måtte sove godt, dog syntes hun at han var lidt for varm. Feber kunne sagtens have angrebet ham. Hun gik ud for at finde noget vand og en våd kølig klud til hans varme pande.

Da det var ordnet begyndte hun at lave ærtesuppe og stege bacon, de fleste drenge elskede bacon efter hvad hun havde hørt, men hun ville ikke selv benægte at det jo smagte godt. Hun kogte ærterne og løbene tjekkede til ham, hun kunne ikke tage ham til hospitalet, i det mindste ikke før han var vågen, men han virkede stabil, og en feber slog sjældent folk ihjel. Desuden ville hun ikke lade ham dø, og hun havde en hvis magt i systemet. Hun havde ondt af ham, på en måde. Selvfølgelig kunne han ikke bruge det til noget, udover han nok ville få mere ondt af sig selv, og det var der ikke brug for. Så for nu ville hun bare forblive tavs og hjælpe ham så godt hun kunne.

Da ærtesuppen var færdig og baconen stegt og lå til tørring for at samle fedtet lidt væk, kunne hun høre ham hoste. Hun skyndte sig ud af køkkenet og hen til ham. Han havde ikke åbnet øjnene, bekymringen åd hende op, men om hun ville vække ham for sine følelser tvivlede hun på. Hun besluttede sig for et bad mens han lå og sov. Tøvende trak hun sig væk og fandt noget tøj før hun gik ud for at tage et kort varmt bad i det lyseblå klinke badeværelse med hvidt loft og tapet øverst på væggene. Bruseren var intet at råbe hurra for, den havde været næsten helt kalket til, hun havde heldigvis fået fjernet det meste. Bruseren blev tændt og var ovre på ret så varmt vand. Hun vidste at hun var nødt til at varme sin kolde krop op, for ikke at blive syg, selvom sådan noget alligevel sjældent ville ske. Hun var jo dæmon inderst inde, også selvom hun havde valgt at få en næsten dødelig krop, som godt kunne blive syg. Hun klædte sig af for en lukket og låst dør. Der var ingen grund til at hvis han vågnede, at han så hende nøgen og gjorde det hele mere akavet.

Hun var hurtigt færdig med badet og fik tørret sig selv, håndklædet om hendes sorte lange hår. Fik taget det nye tøj på, hvilket bestod af en sort t-shirt, en blålig lilla nederdel, nogle sorte strømpebukser og benvarmere, samt en meget lilla poncho, hun kendte til mode og gode farver, samt at matche ting. Selvom i helvedet var de fleste nøgne, bare fordi der dømte man ikke hinandens udseende.

Azure havde næsten glemt hans tøj i tørretumleren, men tanken strejfede hende og det var nok, hun kunne nemlig stadig høre han sov, gad vide for hvor meget længere? Hun skyndte sig ud på gangen og hen til vaskerummet for at sætte det igang igen, bare for at han kunne have noget varmt på, også tilbage ved hans side. Da hun kom tilbage snorkede han ikke mere, hun lænede sig lidt over ham.

"Caden? Er du vågen" sagde hun med en bekymret tone.

"Mmmh?" lød det søvnigt fra ham.

Der gik ikke længe før han satte sig brat op og tog sig til hovedet. Han virkede forvirret, en anelse bange og mest af alt til at have det rigtig dårligt. Hun tog en hånd på hans skulder og fik ham ned og ligge igen. Hun havde et beroligende smil på hendes rødlige læber.

"Jeg fandt dig udenfor i snestormen, så jeg tog dig med her tilbage, hjem til mig" sagde hun roligt.

Han så helt forvirret ud, som om han ikke troede hende, men det var jo hendes hjem han var i, så han kunne jo ikke modsige hende på det punkt.

"H-hvorfor?" lød det svagt og undrende fra ham.

"Jeg følte at jeg måske havde været lidt forhastende at sende dig ud i en snestorm så jeg gik efter dig, fandt dig til sidst dækket af sne... undskyld... Håber ikke du bliver alt for syg" sagde hun så lidt skyldigt.

Hun kunne godt finde ud af at sige undskyld når hun havde lavet en fejl, det var ikke alle der kunne det. Han kiggede op på hende lidt groggy, men smilede så og nikkede, han troede på hende. Det var dejligt at han i det mindste troede på noget af det hun sagde. Hun smilede tilbage. Han kiggede ned af sig selv og rødmede, da han opdagede han kun havde underbukser på.

"Hvor er mit tøj?" lød det genert fra ham.

"Det var vådt, så jeg tog det af dig, men det burde være tørt og varmt nu, vent her mens jeg henter det" sagde hun roligt.

Hun havde ladet ham beholde underbukserne da de ikke havde været så våde og kolde, for hvis de havde været det, havde hun klædt ham helt af. Der var nu også grunden at han måske ikke ville have det, mennesker kunne være meget generte. Hun nikkede til ham som i tegn til hun ville gå ud og hente det. Han kiggede lidt på hende med et meget rødt ansigt, derefter ned i dynen. Hun skyndte sig hen til vaskerummet for at hente det, hvorefter hun fandt det varmt og tørt, hun fik det ud og tog det med tilbage til ham. Han havde vedblevet i sengen, det skulle han så også bare gøre.

"Hvad er klokken" spurgte han da hun var tilbage.

"Lidt i 8, hvorfor?"

Hun lagde hans tøj i fodenden af sengen i det ene hjørne, han kiggede lidt på hende, før han hostede. Det var ikke en slem hoste, endnu. Hun smilede lidt, håbede han ville få det bedre snart.

"Skolen er nok lukket, der er stadig snestorm udenfor, og jeg har lavet suppe, bliv her og jeg henter en skål til dig" sagde hun muntert.

Han virkede stadig nede, så hun ville virkelig muntre ham op, hun kunne på en måde ikke lide at se ham lide, det var mærkeligt, men hun havde sikkert allerede knyttet sig lidt til ham. Hun kom tilbage med lidt suppe og lod ham derefter spise i fred, mens hun tog lidt af den grønne suppe ude i køkkenet. For lidt sulten var hun da. Hun ville lade ham hvile dagen ud, det kunne dog være han ville have et bad, det skulle han så også bare gøre, men ellers måtte han godt ligge i sengen hele dagen. Han havde dog sikkert også nogle forældre, så de skulle der også lige ringes til. Det ville hun minde ham på senere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...