Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
658Visninger
AA

5. Såret og sur

Azure stillede sig ved det store egetræ på hjørnet over gården som stadig var fyldt med sne. Der var spor i sneen efter hvor folk havde gået, dem der altså ikke gik af den ryddet sti. Azure stod og kiggede bare rundt, iagttog folk fra skyggen af træet og gik nærmest i et med den lille natur der var. Folk havde jo alt for travlt til at opdaget noget. De levede jo i deres små bobler og så ikke omverdenen, men skyndte sig bare af sted. Hun sukkede kort. Det måtte egentlig også være dejligt at være så dum at man intet opdagede, for så skulle man ikke bekymre sig om hvordan andre havde det. Azure var anderledes, det var hun jo af flere grunde, så det var jo på en måde okay, at menneskerne ikke var som hende. Desuden ville det også være kedeligt hvis alle var ens. Stadig ville det var rart hvis nogen kunne poppe den boble.

To minutter blev til ti, ti til et kvarter og et kvarter til en halv time. Efter en time blev hun træt af at vente. Havde han mon taget en anden vej ud? Var der andre veje ud af den store firkantede bygning? Det var der jo nok, men dette var hovedindgangen og derfor også den hovedsaglige udgang. Hun trådte over på den ryddet sti og forsatte op til bygningen igen og gik ind. Hun kendte ikke gangene så godt endnu, men havde en glimrende hukommelse, så det var ikke noget problem at finde rundt, i hvert fald på de gange og rum hun havde været. Alt andet kunne hun ikke finde rundt i. Hun forsatte ned af hovedgangen og videre rundt og ind i klasseværelset de havde været i sidst. Der var ingen, men hans taske var der stadig, tingene var dog pakket ned, men stadig, den var der, lige der. Hun kiggede rundt, for nu blev hun lidt bekymret, selvom de var fremmede, så havde hun en kærlighed for mennesker, skønt de til tider kunne være nogle rigtige idioter, så var der stadig noget over dem. Hun skyndte sig ud af klasselokalet og videre ned af gangen. Hun kunne ikke se ham i nærheden. Hun skyndte sig videre og kom til toiletterne, kiggede kort ind på pigernes, selvom han jo nok ikke var der. Da hun skævede ind til drengenes kunne hun se en skikkelse. En skikkelse der sprællede i luften. Hendes pupiller blev små igen. Selvmord, hvad kunne få en til at begå selvmord?

 Skikkelsen stoppede med at sprælle da hun rev døren op, var det mon for sent? Det var Caden der hang og diglede fra en lampe i loftet med sit eget bælte. Utroligt at lampen kunne bære ham. Ikke fordi han var tyk, men fordi lampen nok ikke var sat så godt fast. Azure skyndte sig at tage den stol han var hoppet ned fra og rykke hen til ham. Springe op på den. Tage fat i ham med en arm, øv hvor var den menneskelige krop svag i forhold til hendes dæmoniske, men det lykkedes hende stadig at få løftet ham med en arm. Revet bæltet væk fra hans hals. Stolen kunne knap holde til deres vægt, men hun nåede at springe ned fra den med ham i armene.

Hun lagde ham ned, lyttede kort til om hans hjerte slog. Det gjorde det. Hun åndede lettet op da han trak hostende og hivende vejret. Han var dog stadig bevidstløs, men hun ville ikke kalde efter hjælp, ikke endnu. Han begyndte endelig at røre på sig. Brokkende lyde kom fra ham og han prøvede at åbne øjnene, hun kiggede på ham, men var dog ikke over ham. Han tog sig til halsen og satte sig brat op og hev en dyb vejrtrækning ind. Han havde ikke lagt mærke til hende endnu. Han kiggede forvirret op på lampen og bæltet der stadig hang, før det gik op for ham der sad nogen på knæ ved siden af ham.

"Hvorfor...?" hviskede han hæst.

Azure løftede et bryn af ham, men blev dog siddende, for hun kunne fornemme at han var ked, hvorfor vidste hun dog stadig ikke, det irriterede hende lidt. Hun så på ham uden at svare, og det lignede lidt han først nu kom i tanke om hvem hun var. Det var som om hans øjne skreg af hende, med frustration og sorg. Ville han virkelig så gerne dø?

"Det sjovere at leve end at dø" sagde hun så roligt.

Han kiggede på hende som om hun var sindssyg, men hun fortrak ikke en mine, han kunne sende hende ligeså mange blikke han ville, men hun ville stadig ikke blive skræmt væk. Hun sad bare lidt, prøvede lidt at finde ud af hvorfor han mon kunne have gjort det, selvmord altså, eller nærmere forsøget.

"Hvad ved du om det, desuden ved du ikke hvordan mit liv er" hviskede han såret og hæst.

"Det kan være rigtigt nok, jeg aner intet om dit liv, men jeg spurgte dig faktisk hvad der var galt, så at bruge fordomme mod mig, dømme mig på udseendet, fik mig til at trække mig, for jeg orkede ikke flere uhøfligheder. Desuden kan jeg som... menneske... ikke lade dig dø" sagde hun så roligt.

Han sukkede hæst og prøvede at komme på benene, men faldt. Han var virkelig ynkelig, men hun dømte ham ikke på det, for hvem ville ikke være det når de havde været ved at miste livet? Hun rejste sig op og rakte ham en hånd for at hjælpe ham op. Han skubbede den væk og prøvede igen selv.

"Er man ikke lidt stolt?" sagde hun bare med et smil.

"Årh hold din kæft" sagde han hæst.

Hun kiggede på ham, derefter skubbede ham ned og ligge igen, koldt var hendes blik. Hun havde prøvet at hjælpe, og han havde baret såret hende, afslået hende og faktisk gjort hende ked af det. Han kiggede olmt op på hende.

"Hvad skulle det til for?" sagde han stadig hæst men lidt højt.

"Hvad tror du? For at håbe på at sprænge boblen om dig" sagde hun køligt.

"Hvad for en boble?"

"Den boble i alle lever i, i har så travlt med jeres eget liv og jeres egen lille verden at i ikke ser hvad der i virkeligheden er, hvad i laver, hvad i gør godt og hvad i gør forkert. I kan ikke forstå at det er forkert! Det gør mig ked af det, se det hele dø under jer, se det hele forsvinde, se jer selv forsvinde bag falskhed og efterlade tomme skalle"

Hun så lidt betuttet ud med de sidste ord. Hun kiggede på ham, han var helt målløs, han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men så kom de dummeste ord i verden fra hans mund, eller Azure syntes de var de dummeste ord.

"Du en hippiefreak er du ikke?" lød det hæst fra ham.

Hun rullede med øjnene og vendte rundt, for hun havde jo ingen ret til at være på drengenes toilet. Han sad tilbage helt forvirret, hun kunne føle det. Hun stoppede op og vendte kort hovedet.

"Igen dømmer du mig, uden at kende mig" sagde hun såret.

Hun gik ud af toilettet og efterlod ham tilbage, næsten ligeglad med hvad der mon skete med ham, kun næsten. Han havde såret hende, på sådan en måde at hun ikke helt kunne forstå sig selv. Hun prøvede jo at være sød imod ham, men han var bare et svin. Hun rystede på hovedet og skyndte sig ud af bygningen. Kunne det hele ikke være lige meget med ham der Caden personen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...