Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
654Visninger
AA

15. Rød sne

Hun samlede sin energi fra jorden, luften, alle elementerne, hun kunne selv føle den dæmoniske kræft sprede sig i hende. Det var som statisk elektricitet igennem hele kroppen, det bredte sig fra hjertet og ud i hver eneste af hendes slanke men stadig let muskuløse lemmer. Hun sprang med lukkede øjne frem og det med at isen lå tykt på jorden lod ikke til at genere hende, hun var ligeså hurtig på dette underlag som alt andet. I det de så hende, stoppede de og gloede, trådte væk da hun jo løb. Hun stoppede ved Caden for fødderne, hun kunne lugte hans blod, men havde stadig lukkede øjne.

"Forlad dette sted eller forlad denne verden for altid" sagde hun hårdt.

Latter blev hørt, pigen og en af fyrens venner lidt nervøse, men stadig ligeså hånligt som alle de andre. De fortjente det, selvom dette ikke var hævn, så var retfærdighed også en ting i hendes verden. Retfærdighed var ikke nødvendigvis øje for øje, men efter hvordan man læste situationen.

"Lille tøs, flyt dig fra den taber, inden du kommer til skade" lød det hånligt.

Hun åbnede øjnene, de lyste en smule, blåligt, men det der var det mest skræmmende var hendes katteagtige pupiller. Hun slikkede sig om læberne for at væde dem fra den knasende kolde luft, som indeholde så meget energi, nok til hun ville kunne tage dem ved nakken og kyle dem af helvedet til, men det ville ikke være nok. Hun vidste at de skulle skræmmes mere end bare det, så nemt ville de ikke slippe.

"Som i vil" lød det bare fra hende nærmest som en hvisken.

Caden var stadig ved bevidsthed, han greb fat i hendes ankel, kiggede bedende op på hende, blikket var nemt at læse, løb for dit liv stod der skrevet i hans øjne. De skræmte hende ikke, hun ville ikke lade dem slippe. De så at hun ikke bakkede tilbage, to af fyrene begyndte at kredse om hende, resten stod klar til hvad der ville blive en slåskamp.

Hun sprang frem, frem og tog den første mand ved struben så han faldt, hvæsede ned i hans ansigt, de andre prøvede at komme til undsætning, men det var umuligt for det almene menneske at bevæge sig hurtigt på denne is belagte flade. Hun slap ham så han kunne få luft og sprang op i luften hvorpå hun snurrede rundt og endte på den anden mands skulder, han faldt, men nok fordi det var glat. Tøven hørte ikke til hende, hun havde allerede beregnet adskillelige muligheder for hvad hun kunne gøre og hvad der kunne ske. Hun sprang frem, igennem luften, som en tiger i spring. Stødte ind i den tredje mand, hvorpå hun nærmest brølede ligeså animalsk af ham, man kunne se hvor bleg han blev, for hendes tænder var ikke just normale mere. De to andre havde rejst sig.

"Jeg havde håbet på mere, og som den tungnemme befolkning i er, så skuffer i ikke" sagde hun hvislende.

De vidste tydeligvis ikke hvad ordet betød, hvilket bekræftede hendes ord endnu mere. Hun rejste sig op, trådte hårdt ned på manden der lå. Hun kiggede ikke længere på Caden, kun på sit bytte, den sukkersøde kamp der ville ende i blod, hvis ikke mere end bare det.

Der blev trukket en kniv til hendes højre side, så det var jo klart hvem hun skulle angribe først. Hun lavede en gestus med hånden at han skulle komme nærmere, men han var klart tøvende, men som de fleste andre, gerne ville spille sejere end man var. Der blev stukket efter hende, hun greb hånden, i en bevægelse og smilede grumt til ham, hvorefter hun brækkede hans arm med en bevægelse med hånden, hun gjorde knap noget så det ud til, men i virkeligheden brugte hun energi til at bryde knoglen. Han skreg og kniven faldt ud af hånden på ham. Azure sparkede ham i maven derefter så han faldt. Så godt som uskadeliggjort. De andre begyndte at trække sig tilbage, efter den lille forestilling, hun bevægede sig bare tættere og tættere på.

"Vil i ikke lege mere?" sagde hun sødt men stadig skyldigt.

Pigens store muskuløse kæreste mandede sig derefter op, noget Azure havde håbet på, noget som hun ønskede, hun ønskede at brænde denne energi af, hun havde været så frustreret og nu skulle det ud. Hun ventede på at han kom tættere på, hun havde godt set han havde knojern på fra starten af. Han var dobbelt så stor som hende og så ikke for klog ud, eller hurtig, men hun overgik ham i alt, uden at det kunne ses. Hun slog først, for han havde ligesom gjort nok til at fortjene det. Lige i hans muskuløse side, men hendes næve gik ind igennem som var det smør, han brølede af smerte og faldt lidt sammen. Derefter lavede hun et cirkelspark hvorefter han røg ind i muren, besvimet, for hun kunne stadig føle livstegn fra ham.

Først nu vendte hun sig imod tøsen, den ubarmhjertige pige som havde knust Caden i længere tid. Azure ville ikke skade hende, for hun havde ikke slået, men til gengæld ville der ske noget meget værre. Lisa som hun jo hed, trak en glock, en pistol med en heftig aftrækning.

"Kom tættere på og jeg skyder" advarede hun nervøst

"Skyd, og se hvad der sker, men jeg lover du vil fortryde det" grinte Azure.

Man skulle næsten tro at Azure var sindsyg, men det var simpelthen en del af det, det var for at skræmme endnu mere. For det der skræmte mennesker mest var folk der ikke var bange for at miste noget som helst, dem som turde gøre alt lige meget bekostningen. Azure gik hele tiden tættere på, pigen pegede på hende med den halvstore håndpistol, skønt hendes hænder rystede som var hun ved at fryse ihjel, men det var frygt. Azure tog langsomme skridt i en form for selvsikkerhed, med det største smil.

Smerten ramte hende, blodet sprøjtede kort ud på den delvist beskidte sne, afslørede hvad der lige var set. Ekkoet rungede stadig i murerne, men Azure blev ved at gå, som om hun ikke lige var blevet ramt midt i brystet, der hvor hjertet sad. Lisa fik de største tårefyldte øjne og skreg.

"Du skulle jo falde død om" skreg hun angstfyldt og nærmest frustreret.

"Men det gjorde jeg ikke" grinede Azure.

Hun kom helt hen til pigen, smækkede pistolen ud af hånden på hende og kiggede hende i øjnene.

"Løb og kom aldrig tilbage, hvis du så meget som genere Caden igen, så slipper du og dit stupide slæng ikke så nemt" sagde Azure med seriøsitet og en smule truende.

Kort tid efter var Lisa løbet for sit liv med de andre, med undtagelse af ham der var stødt med muren, han  var stadig langt væk.

Azure vendte sig mod Caden og fik et normalt blik før hun vaklede imod ham. Hendes hjerte slog stadig og ved hvert hjertebank fossede der mere af hendes meget mørkerøde blod ud. Caden var forstenet og gloede med ligeså store øjne op på hende.

"H-hvad er du?" stammede han.

"Noget der ikke høre til i denne verden"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...