Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
643Visninger
AA

7. Please?

Der gik et minut efter klokken havde ringet, før de fleste var gået ud for at ryge en smøg eller finde noget opkvikkende kaffe. Azure sad og undgik at kigge hans vej. Det var ikke svært at ligge to og to sammen da lyden et en stol som blev flyttet på knirkede hen af gulvet. Skridtene nærmede sig, først meget selvsikre og viljestærke, men efterhånden de kom tættere på, blev de mere og mere trippende og tøvende. Han stoppede ved hendes side, hun skævede op mod ham og deres øjne mødtes. Han var den første til at kigge væk. Hun kunne lugte han var nervøs, hvad ville han hende mon?

"Kan vi to tale sammen... privat?" sagde han lidt rødmende.

Hun nikkede. Hun tog det med stiv arm, ingen grund til at være panisk, sådan lige med det samme. Skønt hendes hjerte hamrede lidt af sted. Hun rejste sig og fulgte med ham, de gik ud fra klasselokalet, Azure kunne høre de tilbageværende piger hviske omkring om hvor billig hun måtte være og ikke mindst desperat for at følge med Caden. Hun vidste ikke helt hvorfor de skulle mene det om ham? Han var jo en pæn fyr med pæne træk, skønt personligheden godt kunne trænge til et opløft. Hun fulgte med ham hen til et øde sted i skolen, ikke at der var ret mange, men der var her, biblioteket. Ikke at det var et rigtigt bibliotek, mere bare et rum med nogle bøger som havde relevans for de fag man kunne tage. Det var dog tydeligt at ingen af bøgerne måtte tages fra rummet, hvilket man kunne på et bibliotek. Hun stoppede da de var tilstrækkeligt ude af syne fra alt og alle. Han stillede sig med et suk og tjekkede lige en sidste gang at de var alene. Azure behøvede ikke at tjekke, hun kunne fornemme sådan noget hvis hun koncentrerede sig kort, det var dog nemmere i helvedet da dæmoners aura var meget stærkere.

"Uhm..." sagde han sukkende.

Det var ikke nemt for ham dette her, så meget kunne hun fornemme fra hans side. Han havde noget på hjertet og det gjorde hende nysgerrig, også selvom hun kun havde mødt om under en håndfuld af gange.

"Uhm..." lød det fra ham igen.

Dette var ved at blive pinefuldt for hende, hun ville have af vide hvad han ville hende, for tiden gik og frikvarteret ville snart være ovre og hun ville ikke gå glip af starten af en time.

"uh..." startede han igen.

"Sig det nu bare, jeg bider ikke så hårdt som man skulle tro" sagde hun så og afbrød ham.

Han blev kort stille og rødmede igen, det var åbenbart gået op for ham at han havde trukket det lidt ud.

"Jeg... uhm... vil høre om du har... sagt noget til nogen?" sagde han så.

Hun tiltede let på hovedet, lidt spørgende før det gik op for hende. Hun rystede på hovedet. Hun havde jo alligevel ingen at snakke med det om, og desuden var det hans sag i sidste ende. Selvmord.

"Godt" sukkede han.

"Hvorfor er det så vigtigt at ingen ved du har nogle problemer du ikke kan bære? Ikke fordi jeg ikke kan være ligeglad med det, men eftersom jeg kunne have fundet dig død, så synes jeg, at jeg har ret til i det mindste at spørge" sagde hun roligt.

Han så ned, skamfuldt og pillede ved kanten af sin trøje med den ene hånd. Hans trøje var sort, nærmest som om han sørgede over nogen, eller noget.

"Der var den her pige... hun og jeg har kørt et on og off forhold og det knækkede mig bare her tilsidst" sagde han dirrende.

Azure smilede kort og gik helt hen til ham, han blev lidt forskrækket da hun slog armene om ham i et venskabeligt kram.

"Tak" sagde hun så.

"Øh...?"

"Tak fordi du delte"

Hun slap ham og trak sig tilbage med et smil. Hun var lettet over det ikke var værre, men også lidt sur på både ham og den ukendte kvinde, for ingen skulle slå sig selv ihjel over et knust hjerte, samt ingen havde ret til at lege med folk. Hun kunne dog ikke sige det med sikkerhed, da hun jo ikke kendte hele historien. Så hun forblev bare smilende. Han lignede stadig en der var helt rundt på gulvet og ej heller helt på toppen.

"Skal vi være venner?" sagde Azure for at bryde stilheden.

Han så helt forvirret på hende til at starte med, for det var jo lidt mærkeligt at spørger om, men da han så hendes glade smil, kunne han selv ikke lade vær at smile og nikke. Han lod en hånd gå igennem hans pjuskede hanekam.

"Jeg kender ikke dit navn..." sagde han så lidt pinligt berørt.

"Uh... jamen jeg hedder Azure" sagde hun så.

"Som i Azur? Som i blå? Som i din øjenfarve?" grinte han lidt for sjov.

"Ja faktisk, det var min far der gav mig navnet" sagde hun så.

Han blev stille, han havde jo ikke ment det, men det var åbenbart sandheden for hun lod ikke til at ville trække ordene tilbage.

"Så øh..." startede han.

Klokken lød, det var tid til at gå til time igen, hun kiggede kort på ham og smilte bare stort men samtidig sødt, før hun begyndte at gå mod udgangen af det såkaldte bibliotek. Han fulgte hende lidt efter. En ven, tænkte hun kort, en var jo godt og en ven var starten på noget af det hun ville lære i denne verden, som var blandt andet venskab. Selvom hun var venner med andre dæmoner, så var det noget andet med at møde helt nye mennesker, en ny start, at starte friskt op.

De kom ind samtidig med læren, som var Agnete igen. Hun virkede ikke så glad, men i alt den tid Azure havde set hende, havde hun ikke virket så glad. Blikkende faldt på dem, åd hver detalje, men ingen af dem havde uglet hår eller tøj siddende skævt. Så blikkende forsvandt hurtigt, skuffet. Azure var ligeglad, de kunne glo så meget de ville, så længe de ikke rørte hende.

Timen gik hurtigt, for Azure var glad, som i en del glad faktisk. Så hun hyggede sig med at tage noter og af og til kigge lidt bagud til Caden, bare for at være sikker på han havde det godt. Da timen sluttede kom han op til hende.

"Uhm... når nu vi er venner? Skal vi så finde ud af noget at lave sammen?" sagde han smilende men også nervøst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...