Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
654Visninger
AA

14. Når det hele er øv

De brugte dagen hver for sig, også selvom hun kunne høre han hostede lidt. Det eneste tidspunkt hun var inde til ham var for at give ham te eller mad. Han virkede stadig meget stolt samt nærmest stædig og Azure så dem ikke som direkte venner, hvis de overhovedet havde været det til at starte med? Hun tvivlede, også selvom hun havde reddet ham to gange nu. Dagen gik og hun sad bare og læste, han havde fået sit tøj igen, men han havde ikke klædt sig på, han havde heller ikke ringet til nogen. Hun sukkede, kunne dette blive ved?

Dagen gik og det gjorde den næste også, uden nogen form for rigtig samtale imellem dem. På anden dagen tog han hjem, uden at sige farvel, uden at nævne han gik, hun hørte bare døren åbne og lukke, derefter var han væk. Hun brugte resten af fridagen til at rydde op, håbede på at han ville snakke til hende igen snart, for det pinte hende, stilhed. Noget mennesker også var gode til, ignorere, være stolte, stædige, stupide, stå så kraftigt ved deres mening at de skadede andre. Måske var jorden bare ikke noget for hende. Hun fandt ingen sedler eller nogen form for tak fra ham, det var smertefuldt. Hun gik derefter ned, hun var simpelthen så træt af det hele, misforståelserne.

Den næste dag, var der stadig meget sne i gaderne, men ikke nok til at skolen var lukket, hun tog i skole, selvom hun følte sig dårligt tilpas. Dæmonisk skønhed var dog et plus, da hun ikke havde haft til eller overskud til at gøre meget ud af sig selv. Hun kom i skole som den sidste, lige inden klokken ringede, Caden var også i skole, men han kiggede ikke engang på hende. Hun havde det dårligt. Det var tydeligt, hvis nogen kendte hende, men det var der ingen der gjorde, folk ignorerede hendes følelser, kiggede kun på hendes former, hendes krop, drømte om hvad de gerne ville gøre ved hende. Hun kunne føle det, havde hele tiden kunnet, men i dag hvor hun ikke var oplagt til noget, var det ekstra tydeligt. Hun sukkede og satte sig bare, nåede det inden læreren kom. Hun følte det hele var ulideligt, og både vrede og fortvivlelse brændte inde i hende, hun valgte bare ikke at reagere på det, for nu.

Rektor kom ind, selvom det var Agnete der skulle undervise, men det var Knut, en nordmand, som lignede han smilte mere end surmulede, det var dejligt forfriskende at se hans smilerynker, selvom han så lidt bekymret ud.

"Dagen i dag er aflyst, Agnete sov ind her til morgen" sagde han meget trist.

Der gik et gisp igennem klassen, den var uventet, nogen virkede dog mere ligeglade end andre. De ville jo få fri nu. Azure kunne ikke lade vær at brænde inde med vreden, over deres umenneskelighed. De var såkaldte mennesker, men havde helt glemt hvordan det var at være mennesker. Da rektor var gået, begyndte de fleste at gå mod udgangen, faktisk stortset alle, undtagen Azure. Hun blev tilbage, reflekterede om det her, var det hele værd. Hun ville bare ende med at blive en bitter dæmon. Hun sukkede og foldede hænder og lagde hovedet ned, med panden mod hendes bordplade. Hun mumlede nogle ord, som mennesker aldrig ville kunne forstå. Kun dæmoniske tunger kunne tåle at tale dette sprog, og det var mest hvis der blev søgt efter svar, en form for bøn. Hun sad der længe, bare mumlede dette ord, med foldede hænder og lukkede dog stadig våde øjne.

Der gik nok en time med dette før hun stoppede, der ville ikke komme nogen svar ligenu. Azure vidste at alle svar ville komme på et tidspunkt, men ikke altid med det samme, man skulle nemlig arbejde for det. Det var begyndt at storme derude endnu en gang. Sneen dalede ikke mere, men susede og den barske hårde vind var iskold og truede de få mennesker der var derude med at bringe dem kulde ind til knoglerne. Azure bevægede sig ud i kulden, frygtløs, nok lidt dumt, men hun skulle jo hjem. Hun betrådte den nyfaldne sne, lavede spor deri, som selvfølgelig hurtigt blev dækket af sneen vinden bar. Hun skuttede sig lidt, selvom kulden ikke rigtig bed på hende. Hendes krop var dog stadig forholdsvis menneskelig i denne verden, så den kunne stadig bukke under for det, men hun ville bare hjem, der var ingen andre steder at søge hen.

Hun gik hen af det dækkede fortov med alt for meget sne på. Hun kunne kun tage langsomme skridt, for hun gik i modvind samt sneen stod højt, så det var besværligt at bevæge sig. Hun forsatte dog alligevel, hun var jo stærk, en dæmon. Hun passerede en sidegade der var mere læ i, hun stoppede kort for at bruge lidt tid i læ, bare for at sunde sig. I det så hun at hun ikke var alene på denne lille sidegade. Der stod fire mennesker.

"Jamen.... Lisa..." lød det.

Det var tydeligvis Caden der snakkede, hvad havde han rodet sig ud i nu? Stormen rasede stadig, og de havde ikke set hende. Hvis ikke det var fordi hun havde en god hørelse, så havde hun ikke hørt dem.

"Nej skattebasse, jeg har en rigtig mand nu" lød en meget forfinet kvindestemme.

"Men... vi havde noget helt specielt, det sagde du selv" lød Caden fortvivlet.

"Man kan sige så meget" sagde kvindestemmen igen

"Du da godt nok en so!" råbte Caden såret.

"Så! Nu det nok" lød det fra en anden mand.

"Lad os tæve ham, vise ham at han ikke kan kalde din dame sådan noget" lød en tredje.

Derefter lød der et råb om hjælp, Caden. Man kunne gøre der var noget der brækkede, man kunne høre at der blevet givet en del slag. Azure ville ikke stå og se på. Hun kunne ikke bare lade menneskerne være umenneskelige. Hun kunne ikke bare lade den eneste person hun gerne ville være venner med, blive tævet ihjel, nej!

"Undskyld... Fader..." hviskede Azure.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...