Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
652Visninger
AA

9. Hjemturen

De gik i tavshed i noget tid, han virkede til at være blevet lidt genert. Hun gik bare glædeligt og lidt stolt frem, hun bar sig selv med værdighed, mens han var lidt mere bøjet og vægten fra varerne trak også ned i ham. Det gjorde det ikke for hende, hun havde jo en dæmonisk styrke. Hun bar den roligt afsted ned mod kvarteret hun boede, heldigvis var der ikke så langt.

"Sikker på jeg ikke også skal tage den anden pose?" sagde Azure med et venligt smil.

Caden kiggede uforstående på hende, nærmest som om hun var sindsyg. Den virkede jo til at være tung for ham, og selvom han ikke var trænet så vidste hun godt at mænd i denne verden var stærkere end kvinder, af natur. I helvedet var det mere ligestillet.

"Det må du selv om, der er nu heller ikke så langt" kom det fra hende, stadig smilende.

De kom til huset, hvor sneen endnu ikke var ryddet, han kiggede lidt mistroisk på hende. Hun sukkede kort, det så ud til Flora var hjemme, så hun tøvede lidt.

"Bor du her?"

Hun nikkede roligt, det lignede ikke en delevenlig bolig, men det var det, udefra lignede det et helt normalt hus, men indeni var det indrettet så hun havde loftet, der var tre beboer i alt, der var hende, den anmassende Flora og hendes irriterende søn Adam.

"Jeg troede du boede alene?"

"Det gør jeg også, jeg lejer bare deres loft, så det er derfor det ser sådan ud" sagde Azure roligt.

Hun gik hen til døren og låste op, indenfor var der en gang som havde nogle aflukkede døre og en trappe op, Caden fulgte hurtigt med. Azure begyndte at gå op af trappen sammen med Caden da døren til Floras lejlighed nærmest blev flået op.

"Azure, er det dig?" lød den velkendte stemme.

Azure frøs og kiggede ned imod døren, det tegnede ikke godt, Flora virkede nemlig bådet lidt irriteret men også streng som altid. Selv Caden frøs i sin bevægelse, som om det var ham der havde gjort noget forkert. Floras hoved kom til syne i døren.

"Hvem har vi her? Har du nu fået dig en kæreste? Han ser ikke ud af meget, jeg sagde det jo, du skulle date min lille Adam, han er meget bedre" sagde Flora lidt manipulerende.

Den manipulerende tone faldt ikke langt, Azure kiggede lidt på hende, det var snart ved at være skide irriterende. Den der boble som hun levede i, at hendes søn ville være tusind gange bedre, og at Azure var den ideelle tøs, det var næsten for meget.

"Nej og nej" sagde Azure køligt.

Caden kiggede lidt utroligt på hende, hun kunne jo styre sit temperament, og kunne svare en så hård en kvinde imod. Flora skulle til at sige noget, men Azure begyndte at gå videre og trak Caden med. Hun gad ikke at høre på hendes menneskelige lort. Hun sagde intet, kiggede ikke engang på Caden, for selvom hun kunne styre sine følelser, så fandtes de stadig. De skulle ikke ignoreres, de måtte godt være der, man skulle bare ikke skabe sig. De kom til hendes dør og hun låste op og lod ham træde ind først. Loftet var fint, cremefarvet vægge,  træ gulve. Det var en etværelses med et køkken og badeværelse, alt hvad hun behøvede. Hun sukkede vreden ud og tog skoene og jakken af. Han gjorde det samme, men hun var hurtigere, tog begge poser og bar ud i køkkenet. Hun begyndte at smide lidt ind i køleskab og fryser. Men det var ikke meget, det meste skulle jo laves. Der var et lille bord med tre stole i køkkenet, så man ikke skulle spise i det andet rum, hvilket jo på en mystisk måde gav mening. Caden kom ind i køkkenet efter hun havde tændt ovnen og var igang med at skrælle kartofler.

"Uhm... Noget jeg kan hjælpe med?" sagde han lidt tilbageholdende.

"Du kan sætte dig på en stol og spytte ud" sagde hun med et friskt smil.

Hun smilede nærmest som om der intet var sket, at hun ikke havde en der var på nakken af hende. Han stoppede kort op, men gjorde som der blev sagt og satte sig. Kiggede kort på hende og sukkede så.

"Hvem var det derude?" sagde han for at skifte emne.

Hun kiggede lidt på ham også ned på det hun lavede, skrællede kartofler i stilhed før hun besluttede sig for at fortælle lidt, det skulle jo være noget for noget.

"Det min udlejer, hun er meget påduttende omkring sin mere eller mindre uduelige og irriterende søn, som sjovt nok ikke kan få en date" sagde Azure lidt bittert.

Lagde de første to kartofler op i den tomme gryde, køkkenet var rent, næsten ubrugt, men heldigvis lagde Caden ikke mærke til det, lod det til. Hun skrællede de to næsten videre i den lidt akavet stilhed.

"Men ikke så meget omkring det, tror det irriterende er kommet fra hende, men pyt... nå din tur til at fortælle, hvad er så slemt at du ikke ville leve" sagde Azure så lidt roligere og venligt uden at have medlidenhed i stemmen.

Han rømmede sig lidt, kiggede ned, det var tydeligt han ikke var stolt af det, langt fra. Hvorfor skulle man også være stolt af at prøve at begå selvmord? Nogen i denne menneskelige verden var, men de har så nogle seriøse problemer. Lidt ligesom andet selvskade.

"Det latterligt, kan vi ikke vente lidt... jeg.. uhm... skal lige samle mod" sagde han så.

Azure værdsatte hans ærlighed med et smil og nikkede for at skrælle de sidste kartofler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...