Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
650Visninger
AA

3. Første øjekast

Hun stod med i den form for gang der var mellem pladserne. De små individuelle træborde med de små stole, det var så kommunistisk i Azures hoved af en eller anden grund. Hun tog ikke rigtig notits af manden der var braget ind, indtil... indtil hun kom i tanke om at det var ham der var bumpet ind i hende før nytår. Hun stod stadig midt i gangen. Bare stod og tog sig ikke af at folk kiggede på hende. Hun stod bare og iagttog ham.

Han stod i døren, lidt lænet op af dørkarmen. Hev nærmest efter vejret, havde han mon astma? Men endnu en gang havde han løbet, hvor mange mon han havde væltet på sin vej denne gang. Et lille smil kom over hendes læber af tanken. Han lignede kort sagt lort, hans hår var mere pjusket end normalt, eller den ene gang hun havde set ham. Han havde rander under øjnene, som tegn på han ikke havde sovet. Hans tøj var sjusket og han lignede mest af alt en der skulle være blevet hjemme. Han så også... trist ud. Hun undredes kort, indtil deres øjne mødtes, da gik det også op for ham, hvem hun var.

"Nå Caden, så du havde lyst til at dukke op til endnu en time i dag?" lød det lidt gnavent fra lærerinden Agnete.

Han nikkede lidt fraværende da han stadig havde øjnene på Azure, men hans blik var ikke sultent, det var tværtimod nærmest som forstenet og en smule overrasket. Hun så det godt, hun lagde mærke til alle detaljer, selv hvis det var ude af øjenkrogen. Hun smilede kort til ham, bare venligt ment, hvorefter hun bevægede sig ned af gangen mellem pladserne, med en hvis ynde. Ikke fordi hun var det mest yndefulde væsen på jorden, men hun gjorde det nu meget godt uden at gøre sig umage, uden egentlig rigtigt at prøve. Det var bare noget hun gjorde. Hun så ud af øjenkrogen at han blev stående og fulgte hende med øjnene. Lærerinden rømmede sig og han skyndte sig hen til sin plads som var den, med den lappede taske. Hun satte sig selv roligt ned og hang sin sorte simple neutrale taske ved siden af sig. Hendes taske sagde som sådan intet om hende, i hvert fald ikke noget hun ville fortælle. Hun kunne se ud af øjenkrogen at denne pjuskede og trætte Caden person, iagttog hende kort, bare kort, før han kiggede ned i sit hæfte. Han så trist ud.

"Slå op på side 37" sagde Agnete.

Da startede timen og forsatte i et roligt tempo, for Azure var det spændende men også lidt kedeligt for at være ærlig. Måden lærerinden snakkede på var utroligt sløvende og man kunne nærmest sove til hendes monotone stemme. Hvilket var mærkeligt, for man kunne mærke hun kunne så meget mere, og alligevel valgte hun at tage det ordret fra bogen. Hvorfor gjorde mennesker sådan noget? Gemte sit bedste væk, hvad skulle man da gemme det til? I dette tilfælde gik det endda udover andre personer, så burde man ikke, bare en smule, gøre sig lidt umage.

Timen gik, og skønt det var en dobbelttime som nærmest slugte al entusiasmen fra folk, selv Azure kunne føle det, selvom det ikke påvirkede hende så meget, så var hendes næsten dødelige form, lidt menneskelig. Frikvarteret kom som en redning til de kedsomhedsplaget elever. Det var tid til at spise, de fleste gik ned mod kantinen for at finde noget at spise, eller sætte sig sammen med venner fra andre klasser. Azure blev roligt siddende. Klasserummet var næsten helt tomt, en dreng fra klassens forreste række, nok en af de mere populære, kom hen til hende, satte sig på hendes ting med et skævt smil om munden. Hans blonde hår var sat hæsligt op med voks, skønt andre nok ville mene det var pænt. Hans skuldre var bredde og han var sikkert til en eller anden slags sport. Han havde en hvis selvsikkerhed over sig selv, men hans blik, det var fæstnet på hendes barm og hendes seminedringet sorte bluse.

"Nå, smukke, lyst til at gå med mig ned i kantinen?" lød han med en charmerende og nærmest kvalmende stemme.

Hun smilede, på en af de lidt søde måder. Hun var ikke interesseret i mennesker og specielt ikke nogen som troede de var guds gave til kvinder. Apropo gud, han fandtes jo ikke, og det vidste hun. Hun ville dog ikke ødelægge det for nogen. Han tog hendes smil som et positivt svar og tog fat om hendes håndled for at lede hende med, skønt hun endnu ikke havde rejst sig.

"Jeg sagde ikke at jeg var interesseret i det, desværre, mit svar er nej" sagde hun roligt.

Trak hånden til sig og ud af hans greb, med en hurtig bevægelse, og lagde stille og roligt hånden igen på bordet. Drengen som endnu ikke havde givet sit navn, så mere end bare en anelse skuffet ud. Han var nok vandt til at få sin vilje, blandt piger. Hun kunne ikke lige klare ham, han så simpelthen nærmest forarget ud. At hun sagde nej.

"Det mener du vel ikke, snuske?" sagde han så med den mest sukkersøde stemme.

Azure kunne næsten brække sig, men undlod det. Rettede sig lidt op, kiggede ham i øjnene, kiggede ham direkte ind i sjælen, så han begyndte at dirre.

"Jeg er ikke interesseret i dig, jeg vil aldrig være interesseret i dig, og jeg er ikke til din slags, så nej, mit svar er nej og vil nok altid blive ved med at være det" sagde hun så lidt hårdere.

Han bakkede tilbage og så vredt på hende, mest fordi det hun havde gjort ved ham var nærmest at ydmyge ham samt skræmme ham.

"Så kan du sejle din egen sø... skøge" sagde han og smuttede.

Hun kunne dog mærke de under hele det lille scenarie, ikke havde været alene. Hun skævede bagud, der sad han jo, Caden. Han hang dog med hovedet, nok lidt pinlig berørt over at have væltet hende på et tidspunkt, men der var også helt sikkert noget andet galt, garanteret! Han lignede ikke en der havde en madpakke med, ellers havde han, men ikke ville spise, for hun kunne let høre hans mave knurre en enkelt gang. Han troede sikkert ikke hun kunne høre det, men hun sagde intet. Blev bare siddende og skævede ud af vinduet. Mon hun skulle snakke med ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...