Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
647Visninger
AA

1. Før nytår

Det var den årstid, den værste årstid på året. Sneen faldt i sit døsige tempo bragt rundt i landet med den kølige vind der fulgte det hånd i hånd. Folk skuttede sig og lagde ikke meget til den opreklamerende jul der nu var. Alt det julelys, musikken og pynten. Det hele var så falskt, og så på et falskt grundlag endda. Pynten var ikke blevet hevet ned endnu, selvom det ellers ville give mening, da det snart var nytår, faktisk selveste nytårs dag, og der nu var en ny pynt der skulle op og hænge. Det hele var til at brække sig over. Og så ville januar komme og folk ville løbe i alt hast for at bytte de intetsigende gaver de nu havde faet. Samt få et godt scoop på et eller andet nedsat produkt. Denne verden var for syg. Eller i hvert fald vintermånederne. Det var ikke selve vinteren der var noget galt med. Den var smuk som intet andet. Den smukkeste årstid. Folk nød det bare ikke. Man ville køre igennem beskidt sjap i alt hast for at komme ind indenfor i varmen. Man ville dytte af folk hvis de bare tog sig lidt tid. Der var ingen der nød vinteren som den skulle nydes. Eller så kun nogle få, som Azure ikke havde mødt.

Hun sad der, helt alene i udkanten af parken. Hun sad med udsigt over et snedækket græsareal med nogle træer ude i siden, for skærpning mod vinden, og så den støjende vej i baggrunden. Hun kunne holde øje med det hele. Sneen faldt og havde lagt sig oven på hendes røde strikhue og hendes sorte jakke som et lille lag. Sådan lidt som en trenchcoat i noget tykt næsten uigennemtrængeligt stof. Hun i sin hænder holde en varm kop kakao. Lidt hyggeligt at nyde vinteren i vinterlige opgivelser. Desuden var der hvor hun udlejede sit værelse, ikke det bedste sted. Udlejeren var lidt emsig og ville gerne have hun gik ud med hendes intetsigende søn. Hvilket ikke kom til at ske.

Azure vidste det snart ville blive mørkt, det gjorde de jo tidligt på denne årstid, ikke fordi hun havde noget imod mørke. Sneen lyste alligevel det meste op. Hun havde bare stadig en del at pakke ud. Hun var jo lige flyttet ind på et værelse eller faktisk havde hun fået loftrummet, så at sige. Meget hyggeligt. Drak hurtigt kakaoen færdig og smed den ned i skraldespanden ved siden af bænken. Både den halvfyldte skraldespand og bænken var dækket af sne. Hun begyndte at gå. Der var lidt til hun var hjemme, for hun gik ofte for sig selv, i sine egne tanker og kunne derfor strejfe vidt omkring. Hun gik hjemad.

Fortovet var dækket af is og sne, mest is. Der var glat, som i meget glat, men Azure kunne sagtens holde balancen. Hun kom ud til vejen, stoppede og ventede på at den grønne mand viste sig. Den der besluttede om man måtte gå eller skulle stå. Hun stod og var fokuseret i sine ånde man kunne se i frostgraderne på denne kolde dag. Hun hørte da nogen komme nærmere. Et hurtigt tempo og hun vendte sig desværre ikke i tide til at se noget. Hun hørte bare en gisp og en der gled på isen ved fodgængerovergangen. Gled lige ind i hende og væltede hende. Hun ramte asfalten hårdt, men undgik at ramme med hovedet, kun det øverste af ryggen og røven efterfølgende. Personen landede oven på hende. Sådan halvt om halvt over hende og halvt ved siden af hende. Hurtige bevægelser og den klodsede person var oppe.

"Undskyld... undskyld!" lød det med en mandestemme.

Hun blev liggende, kiggede halvt op på ham, halvt op på den overskyet og grå himmel hvorpå snefnuggene faldt ned fra. De landede på hendes kinder og hage. Blev hurtigt til halvvarmt vand. Han skyggede så overfor himlen, et uroligt blik med de mørkebrune øjne der lignede to sorte huller, lidt ligesom dem udenfor helvedets sale. En lidt skæg usat frisure havde han også. Sådan barberet rimelig kort i siderne så han havde en to til tre centimeters lang hanekam i brun. Så en brunette. Der var også noget med de skulle være så dumme som blondiner. Hun vidste udmærket det var en løgn, men det var meget sjovt at tænke på.

"Skal jeg ringe efter en ambulance? Ej det må du virkelig undskylde!" kom det uroligt fra ham.

Hun blev kort sur at se på, lidt alvorlig også. Satte sig derefter op, den grønne mand lyste, men skiftede hurtigt over til en rød stående mand. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere sådan en situation men satte sig så lidt brat op. Hendes sorte hår var fyldt med sne og is, der gjorde det lidt lysere at se på. Hun kiggede lidt mut på ham.

"Du kunne hjælpe mig op, i stedet for at stå der og se så skyldig ud... jeg jo ikke død" sagde hun så lidt mut.

Den ukendte mand med den lidt søde frisure og de undskyldende øjne hjalp hende hurtigt op på benene. Hans hænder var varme, nærmest som om han havde løbet i lang tid, hvilket han nok havde. Han så stadig meget skyldig ud. Hun var også øm, ikke noget som en næsten dødelig krop, de gjorde så forbandet ondt. Så fine og alligevel så sårbare, heldigvis var hun kun halvt dødelig, i det mindste mens hun var her. De stod lidt, deres øjne mødtes i stilheden der havde indhyllet dem, ikke just en pinlig stilhed, men det var alligevel lidt pinefuldt. Hun lagde så mærke til at han havde lidt røde kinder, rødmede han? For han virkede ikke længere forpustet. Hun kiggede tilbage i hans øjne, de var generte.

"Jeg må hellere komme videre!" sagde manden.

Han stak i løb før hun kunne sige noget. Lidt uhøflig var han, men han havde vel travlt og hun stod jo op og var okay. Han løb ud da det stadig var den røde mand der lyste. Bilerne dyttede vredt af ham og fyldte den eller sne fyldte vinterluft. Hun smilede kort da han kom over på den anden side med livet i behold, sikke en uforskammet men også lidt charmerende mand. Tankerne sprang op, hun kendte ikke hans navn. Der var dog den sikkerhed på at hun aldrig ville møde ham igen. Byen var stor og der boede en del mennesker. Der var bare noget over ham, noget over den klodsethed han havde mødt hende med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...