Demon among the living

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 dec. 2014
  • Opdateret: 13 sep. 2016
  • Status: Igang
Kære Fader Jeg forlader nu helvedets mange rum og sale, for nu er jeg gammel nok til at opleve verdenen. De levendes verden. Bliv ikke sur, jeg har ikke vendt nogen af jer ryggen. Jeg vil bare gerne opleve verdenen og det undere, menneskenes godhed og ondskab. Jeg lover en dag at komme tilbage, tilbage og indtage min plads ved din side. Indtil da vil jeg nyde at kunne opleve ting som et menneske.

5Likes
5Kommentarer
658Visninger
AA

16. Deprimerende tider

Efter kampen lå alting øde og hun kunne hører sirener i det fjerne, det lød ikke lovende, og hun selv blødte, rimelig heftigt. Hendes næsten dødelige krop var ved at give efter for smerterne og blodmangel, hun vendte hovedet mod Caden, han så stadig meget skræmt ud. Han sendte hende både en aura af frygt og panik, samt den måde han gloede på hende var en måde man kun så på en man tænkte på som en freak. Det brød hun sig ikke om. Hun vendte sig imod ham og begyndte at gå med besvær, hun stoppede lidt fra ham. Azure kiggede på ham lidt ud af øjenkrogen, overvejede sine ord, det var svært at finde ud af hvad hun skulle sige nu.

"... Hvis du vil med nu, kan jeg hjælpe dig, ellers må politiet tage sig af dig" lød det lidt hårdere end hun mente det.

Caden frøs i sine bevægelser da hun snakkede med ham, han havde i forvejen ikke rykket sig meget, angst prægede hans udtryk. Azure følte sig mere trist, ensom meget pludseligt, havde hun ikke hele tiden være det i denne kolde kyniske verden? Det værste var hun havde gjort det for ham, at blive såret for ham, at afsløre sig selv for andre for hans skyld. Hun gav et dybt suk, men begyndte så at hoste rimelig voldsomt. Kuglen måtte have ramt en flig at lungen, for hun fik hostet lidt blod op i den hvide sne foran hende. Hun bevægede sig derefter videre, hvad var der at gøre nu? Intet. Mennesker var åbenbart ikke lavet til at forstå eller forandre sig. Hun gik videre, med et hængende hoved, det hele så bare sort ud. Denne verden var måske ude af stand til at blive reddet. Hun stoppede kort, overvejede at kigge sig tilbage, men gik videre. Hun forlod ham tilbage i sneen, alene og til politiet at finde.

Hun kom hjem, relativt lydløst, ingen opdaget hende, selvom hun ikke prøvede særlig meget på at være lydløs. Hun gik direkte op til sit rum, låste efter sig og klædte sig af, for at tage et bad, bare for at skylle sårene og blodet, måske endda at finde den er kugle der nok sad inde i hende, forhindrede hende i at heale. Hun gik med tungeskidt og faldende bloddråber mod badeværelset. Hun kiggede sig selv i spejlet, men kun ganske kort, hun følte en hvis afsky ved sig selv lige nu. Intet at være stolt af, intet at blive her for. Hun ville nok ikke få andre venner, hvis de overhovedet havde været venner i første omgang. Hun havde set dem som venner, men det virkede ikke som om han nogensinde havde set hende i venskabelige øjne. Hun følte sig brugt på den måde, nærmest misbrugt. Da hun endelig kom ind i badet og skruede over på lunt vand, begyndte hun at skrubbe sig selv fri fra blod, sludrester og selvmedlidenheden. Det virkede bare ikke helt på den sidste ting. Hun stod derefter lang tid under bruseren, bare og stod, kiggede ned på vandet der var farvet delvist rødt. Det løb ned i afløbet ligesom hendes fantasi venskab.

Efter at have taget kuglen af sin krop og lagt den på vasken, stod hun endelig ud af badet, hun tørrede sig med et gråt håndklæde der hurtigt fik en del røde pletter på sig. Hun kiggede ned på håndklædet med et opgivende suk, hvad var der er gøre nu? Tage hjem eller blive her? Hun vidste at hvis hun valgte at tage hjem ville hun aldrig komme tilbage hertil. Det ville simpelthen gøre for ondt. Hun fandt nogle bandager frem for at binde sine sår ind, bare så der ikke kom mere blod ud på gulvet og så der ikke kom skidt ind i sårene når hun skulle ligge og tænke, måske endda prøve at sove for en gangs skyld. Men ikke nu, der skulle noget oprydning til, blod var for synlig for mange steder i hendes lille lejet rum.

Efter at have rengjort det hele, gjort det hele perfekt igen, følte hun sig ikke meget bedre tilpas, det var så forfærdeligt, hun havde denne knugende fornemmelse inde i sin krop, og det var jo ikke kuglen, den var blevet taget ud. Det gjorde simpelthen ondt i kroppen på grund af hendes vildt farende følelser. Der bare kradsede og bed for at komme ud. Til sidst kunne hun ikke holde det ud. Tårerne væltede frem og små lyde i form af hulken kom efterfølgende, hun kunne simpelthen ikke holde det tilbage. En dæmon der var blevet overrumplet af følelser, sikke et kønt syn. Hun slæbte sig afsted kun iført trusser og bandager hen imod hendes lille soveværelse, hvor hun bare smed sig ned i sengen, med hovedet først. Det lugtede af ham, underligt men sandt, han havde jo trods alt ligget der og sovet i nogle nætter. Det gjorde desværre bare hendes følelser voldsommere. De små lyde blev højere og tårerne tog til. Hun følte sig rastløs og selvom hun var træt, ville hun også gerne vide om han var okay, og om han klarede den. Mon han ville sladre? Igen også om politiet ville tro ham? Hun vidste at hendes blod var rimelig tomt fra dna, det var simpelthen bare blod uden en ejer, selvom det tilhørte hende.

Hun vendte og drejede sig hele natten, også selvom smerterne i de healende sår gnavede i hende, var der noget andet der var værre, det mentale. Hun følte sig simpelthen så brugt mentalt, måske var det bedre ikke at føle overhovedet? Hvorfor havde hun givet menneskerne en chance i første omgang? Hun havde ingen anelse længere, anede knap op eller ned. Hun følte bare at hun nærmest ville væk, men hun prøvede også at få logikken igennem, så måske hun skulle vente et par dage med at bestemme sig?

Da hun endelig faldt i søvn, var hun så udmattet at det var grunden til hun lod sig sove. Hun havde brugt for meget af sig selv, det var endda ved at være morgen, men lyset kom stadig ikke, det var jo vinter, så det meste foregik i mørke. Hun sov i timer, måske endda næsten en dag, hun lod sig bare sove så lang tid kroppen havde brug for det. Pludselig lød der en banken på hendes hoveddør, først opfangede hun det knap, men så bankede det på igen, og igen, hurtigere for hver gang, som om nogen ville have fat i hende. Hun rejste sig opgivende fra sengen, gik mod døren, ligeglad hvem der så hende i næsten intet tøj. Hun overvejede dog kort om hun skulle lade som om hun ikke var hjemme, men igen var det lidt irriterende hvis folk kom rendende hele tiden for at banke på, hun kunne ligeså åbne og sige at personen skulle gå. Hun kom tættere og tættere på døren, hendes skridt var slæbende, tunge som der var kæmpe sten lænket fast til dem. Hun hørte at der blev banket endnu en gang.

"Ja ja jeg kommer nu" sagde hun lidt irriteret.

Det lod til at virke, det stoppede med at banke til hun kunne komme over til døren, hun med et suk drejet låset op og åbnet op på klem. Ude foran hendes dør stod Caden, hun var chokket, forvirret og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, døren gemte hende så man kun kunne se hendes stadig fintsiddende hår og lidt af hendes ansigt samt hendes meget blå øjne.

"Kan jeg komme ind?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...