• A Secret Affair •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 2 jul. 2015
  • Status: Igang
Grace Roselynn er en helt normal 18 årig teenage pige. Hendes far har forladt familien flere år tilbage, og moren dater nye mænd dagligt. Udadtil har Grace stort set alt, en mor, en lillebror og en god veninde. Men hun blev som regel mobbet, dette fik hende til at stoppe med at spise hvilket førte til diagnosen anoreksi, som har hærget hende gennem hele hendes barndom. Grace's selvtillid styrtdykker for alvor da hendes bedste veninde Amy, som altid har været der for hende, dropper hende til fordel for snobben Kate og hendes slæng. Hun begynder at date fyren Jake, som får hendes humør til at nå højdepunktet. Men hvad hun ikke ved er at Jake ikke er hvilken som helst. Da de begynder at fortælle hinanden om deres liv bliver hemmeligheder afsløret og kommer frem i lyset, som måske ikke skulle rodes i. Ligheden mellem Jake og hende begynder at vise sig mere og mere. Deres forhold opstår uskyldigt og ubetydeligt, men det kommer til at ændre alt for Grace og Jake, for resten af deres liv. Hvem er Jake? Læs historien og find ud af det ~~ En serie med kærlighed, romantik & drama \\ Ikke for sarte sjæle

12Likes
2Kommentarer
510Visninger
AA

6. The Hospital

Jeg vågner ved lyden af en skrigende baby, den skingre barnestemme får mig til at slå øjnene op. Jeg spjætter lidt med kroppen. Da jeg indser at jeg har snore, ledninger, rør, og alle mulige ting omkring mig, opfatter hvor jeg er, jeg ligger i en hospitalsseng - på et ... Hospital? Why?

Jeg ligger uforstående over min situation, og overvejer hvad grunden er til, at jeg ligger i denne seng. Ærlig talt kan jeg ikke koncentrere mig, faktisk er tanken om at jeg befinder mig på et hospital nok til at tage min opmærksomhed. Jeg er nok ikke den eneste og det er nok heller ikke første gang, du hører dette, men jeg hader hospitaler, bogstaveligt talt hader. Bare selve tanken får mine hvide hår til at rejse sig på mine nøgne overarme. Mine lunger skriger efter frisk luft. Bare i sig selv synes jeg bare at hospitaler er overfladiske, de er kolde og kyniske. Altså kunne sygeplejerskerne ikke være en smule barmhjertige og medfølende? Nej. Åbenbart ikke. Ser du, denne opfatning af hospitaler knytter sig til min fortid, da min far forlod jorden og dragede mod Gud den almægtige, eller noget i den retning. Jeg var 10 dengang og havde bare det der specielle bånd med min far - du ved, far datter ting, Right? Men altså, min mor har aldrig rigtig brudt sig om ham, hvilket hun heller ikke er så stolt over. Heldigvis elsker hun mig - og Marck, det regner jeg da i hvertilfald stærkt med. Ja, videre med forklaringen. Min far led af en alvorlig kræft. Kun få uger efter han fik diagnosen, bukkede han under. Han lå i koma i dagevis, men intet hjalp, og dem som skulle forestille at være læger og sygeplejersker, hvad gjorde de for at rede min far? Ikke en rådden banan, ingenting, nul og niks. Hvis de så endelig havde tænkt at gøre en smule for at rede liv, havde de nok ikke trukket den ud så længe, med dårlige undskyldninger, udskydninger på tider osv. osv. Min far blev kun 35, min mor og far fik mig, da han lige havde rundet de 25. Min fars og min fødselsdag lå meget tæt, ja kun 1 dags forskel (D. 10. februar - min fars fødselsdag, D. 11. februar - min fødselsdag.)

Jeg var nærmest eller ikke nærmest, men jeg var en slags fødselsdagsgave for ham, hvilket han også kommenterede hver evig eneste dag. Jeg var hans prinsesse og den bedste gave han nogensinde havde fået. Mine øjne begynder at fugte bag øjenlågene, mens de salte tårer truer med at løbe over."Du er min eneste ene." ~ Far

Kun 6 dage til han ville have rundet 42 år, 7 dage til min 18 års fødselsdag. Jeg kan ikke holde tanken og ventetiden ud, egentlig glæder jeg mig ikke. Min fars død har decideret revet alt glæde ved traditioner og fødselsdage ud af mig. Jeg kan bare ikke holde nogen fest eller noget dagen efter min afdøde fars fødselsdag, det er for svært, det kan jeg simpelthen ikke håndtere og overskue.

Jeg tager forsigtigt alle dimser og dutter af mine arme og ben og svinger langsomt mine ben udover kanten. Jeg sidder og vifter og dingler med dem i luften, alt imens jeg studerer dem fra top til tå. Jeg er blevet klædt i hvidt hospitalstøj, nok fordi jeg ligger på et hospital - no shit Grace. De hvide næsten grå bukser sidder løst, sokkerne er slidte og hullede. Hvis ikke jeg vidste bedre havde jeg troet de havde taget det direkte fra en død mand og puttet det på mig. Ew, bare forestille dig det...

Nu hvor jeg tænker på hospitalstøj, hvor har de egentlig gjordt af mit normale tøj? Har de egentlig kontaktet min mor... Guuud hun flipper hvis hun ser mig her. Jeg skubber mig ud over kanten af den virkelig ubehagelige seng (hvis man overhovedet kan kalde den, det) og hopper ned på det hårde stengulv. Fliserne, som danner gulvet er matte og grå med noget blåt skær i sig. Jeg trasker hen ad det grå-blå gulv og ser mit tøj ligge og flyde i et hjørne, dækket til at tudsegammelt støv. Glæden lyser op i mine øjne, men glæden er kort. Kunne man ikke have lagt det pænt på et bord måske? Nej, tydeligvis havde de ikke tænkt over det. Idioter.

Jeg smider det gyselige hvide kluns og trækker i mine bukser og hiver min bluse over hovedet. Sokkerne kommer på fødderne og jeg glider hurtigt i mine røde converse sko. Jakken ryger over skulderen og så er jeg ellers good to go. Jeg går med hastige skridt hen til den efterhånden nedslidte dør og trækker forsigtigt i det grå håndtag. Døren knirker en smule, hvilket får mig til at smutte hurtigt ud af dørkarmen og videre ud på gangen. Mens jeg lister videre ned af den smalle gang møder jeg en masse læger på min vej, til min fordel bliver jeg ikke genkendt og kan fortsætte mod udgangen uden besvær. Da jeg forbipasserer en glasdør bliver jeg dog nysgerrig, mine øjne glider til siden og til min store overraskelse møder de... Drengen fra ulykken. Han får mig til at mindes om min far. Mit hjerte begynder at banke hurtigt, blodet dunker i mit hoved og helt ud i fingerspidserne. Min vejrtrækning bliver ujævn og følger derimod min hjerterytme, som forgæves er sat i fuld speed. Med det samme bliver jeg overfaldet af en forfærdelig skyldfølelse, havde jeg ikke stået i vejen ville intet have sket. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvor skal jeg gå hen, hvad vil der ske med ham, overlever han, dør han?

Panikslagen over det pludselige gensyn af drengen drejer jeg om på hælen, jeg må bare væk derfra. Jeg kan høre mine egne skridt gungre hen af opgangen, mine fodsåler slide mod gulvet hver evig eneste gang jeg putter min ene fod foran den anden. Jeg prøver at holde pusten, tage den med ro og finde et sted at komme UD af dette sindsforladte sted. Mission completed, udgang i sigte, målet er 10 meter fremme. Jeg sætter farten op mens jeg får taget min jakke på. 30 sekunder efter smækker jeg døren op og indhaler den friske luft. Lettelsen er overvældende. Jeg drejer lykkeligt rundt om mig selv et par omgange og spurter hen til nærmeste busstop. Perfekt timing, bussen kommer drønene på sekundet. Jeg er hjemme i løbet af nul komma fem.

Jeg står foran min hoveddør, huset ser underligt trist ud. Det er omringet af overgroet græs og visne blomster. Min mor startede sidste år på sit såkaldte 'blomsterflip' og begyndte at købe blomster i alle farver, blå, grøn, Pink, lilla, ja selv sort. Hun havde tænk sig at plante en hel plantage og starte sin egen blomster avl. Yeah, tell me about it. Men ja, hun droppede det efter hun begyndte at online date pga. hun brugte - og stadig bruger - alt sin tid på det. Jeg ville skyde på at hun mindst har haft en ny fyr hver anden dag, sygt ikke? Hvis jeg skulle have noget med en fyr, skulle han være den rigtige. Han skal kunne få mig til at føle mig tryg, være omsorgsfuld og ikke mindst være en jeg kan have det sjovt med. Sandheden er dog, jeg får aldrig en kæreste, Never in a million years. Selv i folkeskolen blev jeg kaldt for hende den klamme, tynde, grimme, klogeåge, klassen klovn og meget mere. Jeg havde følelser for en dreng i 8. klasse, jeg delte mine følelser og tanker med ham, hvad fik jeg til gengæld? En videooptagelse sendt til alle på skolen af mig der erklærer min kærlighed til ham og en afslåelse. Aldrig, vil jeg kunne stole på én person, uden at fået bevist at han elsker mig. Drømmetænkning, jeg ved det godt.

Med mit humør helt nede ved knæene drejer jeg nøglen om i dørens nøglehul og skubber hoveddøren op. Ufatteligt at ingen er nået hjem før mig, klokken er over 4 og mor og Marck burde have været ankommet her, mindst for 1 time siden. Jeg føler mig lidt forvirret og fortumlet over alt hvad der sket på under 5 timer. Gud være lovet for at lade mig beholde mit elskede liv, aarh måske ikke elskede, men dog ganske udemærket holdt af. Jeg synker ned på trappen i entréen og et lille suk klemmer sig ud mellem mine tørre læber. Jeg lader min fugtige tunge glide hen over de sprukne læber og får en ulækker smag af metal i munden, ganske rigtigt - det er blod. "Grace, tag det roligt. Calm down," hvisker jeg til mig selv, for at holde modet oppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...