• A Secret Affair •

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 2 jul. 2015
  • Status: Igang
Grace Roselynn er en helt normal 18 årig teenage pige. Hendes far har forladt familien flere år tilbage, og moren dater nye mænd dagligt. Udadtil har Grace stort set alt, en mor, en lillebror og en god veninde. Men hun blev som regel mobbet, dette fik hende til at stoppe med at spise hvilket førte til diagnosen anoreksi, som har hærget hende gennem hele hendes barndom. Grace's selvtillid styrtdykker for alvor da hendes bedste veninde Amy, som altid har været der for hende, dropper hende til fordel for snobben Kate og hendes slæng. Hun begynder at date fyren Jake, som får hendes humør til at nå højdepunktet. Men hvad hun ikke ved er at Jake ikke er hvilken som helst. Da de begynder at fortælle hinanden om deres liv bliver hemmeligheder afsløret og kommer frem i lyset, som måske ikke skulle rodes i. Ligheden mellem Jake og hende begynder at vise sig mere og mere. Deres forhold opstår uskyldigt og ubetydeligt, men det kommer til at ændre alt for Grace og Jake, for resten af deres liv. Hvem er Jake? Læs historien og find ud af det ~~ En serie med kærlighed, romantik & drama \\ Ikke for sarte sjæle

12Likes
2Kommentarer
508Visninger
AA

4. Jake

Jeg famler med nøglerne, prøver dem alle af og finder til sidst den rigtige. Jeg stikker nøglen ind i nøglehullet og vælter ind i bryggerset. Jeg tager mig selv ømt på anklen. Amy! Alle vores minder flyver forbi min bevidsthed. Nu kan jeg ikke holde det inde længere, de salte tårer strømmer ned af mine kinder som et vandfald. Hurtigt sparker jeg mine ballerina-sko af og smider tasken, løber op af trappen der knirker under mine fødder for hvert trin.

Hvordan kunne hun? Ordene bliver ved med at strejfe mine tanker, mens jeg ligger og krammer puden ind til mig. Mine øjne fange billederne af Amy og mig hængende over mit smykkebord. I vild frustration springer jeg op af sengen og river alle billederne ned, en efter en flår jeg dem i utallige stykker og krøller dem sammen. Jeg synker klumpen der har siddet i min hals et godt stykke tid. Derefter samler jeg alle de små stykker af billederne, med Amy og mig på sidde smilende og grinende sammen, op. Jeg hiver vinduet op og kaster alle papirlapperne ud, vinden får hurtigt fat i dem og bringer dem med sig.

Jeg falder sammen på gulvet og hulker højere end nogensinde før. Jeg skriger al min vrede ud, river og flår og sparker til min seng. Jeg føler jeg har et tomt hul indeni, som om der ikke er mere tilbage.

Bip-tonen fra min mobil får min opmærksomhed, jeg venter længe og overvejer at tage den. Kunne det være Amy? Eller Marck? Jeg har indtil videre besluttet at lægge på hvis det er Amy. Jeg rækker ud efter den og trækker den hen til mig, på skærmen står der med store bogstaver: MOR. Jeg tager en dyb indånding inden jeg trykker på den grønne knap i nederste højre hjørne. "Hej mor." Hilser jeg med al den stemme jeg har tilbage, efter mit udbrud. "Hej skat, jeg ville bare høre hvordan det går i skolen i dag, har du snakket med Amy? Har i aftalt at mødes eller-"

"Mor, kan vi ikke snakke om noget andet end hende? Jeg har det ikke så godt med Amy lige nu, er der andet du vil sige inden jeg smutter igen?" Svarer jeg fraværende.

Mor rømmede sig lidt, "Jamen... Nå, okay. Er i uvenner for-" Bliver hun ved.

"Mor, please stop. Okay?" Stønner jeg.

"Øhh, ja.. Men, kan du ikke sætte Marck af ved hallen når han skal til træning? Det ville være dejligt, ellers ikke andet." Tilføjer min mor.

"Jo selvfølgelig." Sukker jeg tungt.

"Vi ses i eftermiddag. Farvel."

Jeg lægger på og lader mig falde bagover i sengen. Min krop møder dynen med er lille puf.

___________________________________________

Jeg vågner med et sæt. Jeg er drivvåd af sved, og jeg ved godt hvorfor, mareridt igen. Jeg ligger nede på gulvet, men puden er stadig under mit hoved, dynen er halvt revet ned af sengen. Forpustet stiller jeg op på benene. Jeg tumler søvnigt ned af den brede trappe. På vejen lader jeg blikket glide ud af vinduet og over husene. En solstråle gennemborer skyerne.

Overrasket over mit udbrud slentrer jeg ud i køkkenet efter noget, at putte i munden. Der er ikke noget særlig iøjnefaldende, så jeg dropper det. Jeg griber fat om mine nøgler og trasker videre ud i det lille bryggers. Da jeg træder derud fylder lugten af benzin mine næsebor. Jeg rynker på næsen og skynder mig at hoppe i nogle sneakers. Jeg åbner døren og den kraftige vind pisker mod mit ansigt.

Bilen holder parkeret ovre i garagen, da jeg sætter mig ind i bilen trækker jeg vejret dybt. Min vejrtrækning er blevet lidt ujævn efter at have skreget så hysterisk. Når jeg er sikker på at jeg er klar til at køre, sætter jeg bilen i gang. Min lille sorte Toyota hoster lidt, inden motoren starter. Turen over til skolen tager mindst 5 minutter, Marck står klar ved skoleporten da jeg ankommer. Han kigger forvirret rundt, endelig fanger hans blik bilen. Marck lunter stille hen til den lille Toyota.

"Hey, hvor var du? Har du pjækket? Kunne ikke finde dig derinde. Mor sagde du ville køre mig til fodbold."

"Glem det, bare hop ind." Jeg nikker hen mod det tomme sæde. Han glor dumt på mig. Jeg sukker træt og hiver ham med ind.

Kl. 5:10

Jeg går langs kanten af fodboldbanen. Marck løber rundt inde på banen med alle sine kammerater. Jeg fik det underlige stik i maven igen af, at tænke på venner. Har jeg overhoved nogen nu?

De 5 ord kører rundt i hovedet på mig, men bliver hurtigt slået ud da en bold rammer mig i hovedet, så jeg falder direkte ned på græsplænen. Jeg stønner af smerte, og klemmer straks øjnene sammen, i håb om at smerten ville forsvinde.

"Undskyld! Er du okay?" Kommer det forpustet fra en dreng. Jeg slår øjnene op, og bliver mødt af en høj dreng iført fodboldtøj. Hans hår stritter i alle retninger, og små svedperler glimter i hans øjenbryn. "Nej jeg er sgu da ej!" Snerper jeg surt og får rejst mig op. "Hey, det var ikke med vilje." Konstaterer han. "Nej, nej. Sikkert!" Mumler jeg muggent og begynder at gå. "Det var det altså ikke." Fortsætter han. Jeg sukker og vender mig mod ham, pludselig falder det mig ind hvem han er. "Vent, dig igen!" Han nikker. Jeg stirrer tørt på ham.

"Jeg hedder forresten Jake." Smiler han og rækker hånden frem mod mig. Jeg stirrer olmt på den, og lidt efter trækker han den akavet tilbage.

"Her tag mig jak-" "Kan du ikke bare lade mig fucking være?" Skriger jeg, og sætter benene igang. "Grace!" Jeg stopper brat op og glor ondt på ham. "Hvor kender du mit navn fra?" Spørger jeg vredt. Han kommer op på min side og trækker på skuldrene. Jeg stiller mig helt tæt op ad ham, "Hvor fanden kender du mit navn fra?" Råber jeg. "Vi går på samme skole, slap af." Mumler han. Jeg kigger stadig ind i hans øjne.

"Jeg er ked af jeg ramte dig, du har ret til at være sur, men jeg gjorde det overhovedet ikke med vilje." Prøver han at forklare. "Jeg er fuldstændig ligeglad om det var med vilje eller ej!" Hvæser jeg og går tilbage til min bil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...