Illusions

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
[Dedikeret Bog - 1] far sagde altid jeg skulle vågne op fra drømmene, og komme ind i virkeligheden. i stedet for kom virkeligheden ind i drømmene. ☼☼☼☼☼ dedikeret til: celi1343 (på et andet website) cover af: mig ☺ denne bog er også udgivet på wattpad, så hvis du hellere vil læse der, så find den under samme brygernavn som på movellas.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

4. Kapitel 3 // Like back in Dallas

Sang til kapitlet -

Human af Christina Perri.

 

 

[stem fordi zayn malik r den smukkeste skabning og fordi hvorfor ik??]

 

Jeg kom ud fra de to første lektioner, hvilket var Engelsk. De var ikke helt forfærdelige, da min lærer virkede meget venlig, men en flink lærer, har altid en masse vrede. Eleverne var ikke som tilbage i Dallas. Her var de urolige og uforberedte, hvor i Dallas, var de; mere rolige og naturlige. Her fulgte næsten ingen med, og havde ingen respekt for læreren. Det var én-mandsborde, og klassen var ellers ret stor, med tyve til femogtyve elever. Jeg skrev koden til mit skab, og en klik-lyd kom, før det kunne åbnes op. Jeg satte bøgerne på den øverste hylde i skabet, og tog mit skema ud. Idræt. Waow, jeg kunne da ikke være mere uheldig, var? Nå, hvis bare jeg for kontoret til at gøre noget, for de kan vel tydeligvis se jeg ikke kan så meget. Jeg husker tydeligt ulykken. Hvordan de alle så ud, og hvordan blodet lå omkring. Min skulder var gået af led - hvilket nu skyldes den er brækker -, mit ben sad i klemme under sædet, og det blødte ud fra min næse. Jeg var allerede klar over jeg fra der af var alene, men jeg blev på en måde vred da manden hjalp mig ud ad bilen. Hvordan kunne han vide det var sket? Hvordan kunne han være der så pudseligt? Hvordan kunne jeg være den eneste der overlevede? Hvordan--okay jeg må holde op med at spørge mig selv om spørgsmål; det er virkelig underligt. Mine tanker dræber mig, for jeg ved jeg ikke vil få svar på disse ting. Jeg har ikke hørt hans stemme, eller set nærmere på ham. Han er smuk, men uhyggelig. Han er mystisk, men spændende. Han er der, men så alligevel ikke. Der er bare et spørgsmål som jeg vil vide, og det er hvem han er.

 

~

 

Jeg sad med min mobil i hånden med gips, og vrikkede den frem og tilbage, hver gang jeg skulle trykke på noget. Mine øjne var fastlåst på skærmen, hvor et gammelt billede af Joshua og jeg, var på. Et smil var på mine læber, men tårer var i mine øjne. Jeg havde godt nok fået tilladelse til at tage hjem eller gøre hvad jeg nu ville de næste to timer, men da der er en halvtimes kørsel herfra og hjem, så er det unødvendigt, for jeg skal jo alligevel være tilbage igen efter de timer. Inspektøren, som jeg også talte med i morges, Christel Wiinblad, var meget forståelig overfor for mine skader, så her sidder jeg. Jeg gik væk fra billedet af os og ind på kik. Jeg havde vist nok fået en besked fra Manse tideligere på morgenen, men jeg fik aldrig tjekket den. Han hedder rigtigt Marco, men jeg forretrækker Manse. Jeg gik ind og så hvad han havde skrevet,

 

Fra Manse: howdy baby! hvordan er livet i England?

 

Til Manse: hey, Manse! det er vel fint. her er meget anderledes, og jeg savner Dallas, men det var nok bedst at komme væk.

 

Han var hurtig til at svare mig,

 

Fra Manse: yeah, savner dig, men hvis det her komme til at hjælpe dig, så er jeg skal villig til at rejse kloden rundt for at se dig! ;]

 

Til Manse: du er så skide sød; hvordan kan du ikke have en kæreste endnu?

 

Fra Manse: det spørger jeg også altid mig slev om! jeg er jo meget cool, ikke?

 

Til Manse: ekstremt !

 

Jeg fnes lidt for mig selv, og mine tårer var helt væk, men jeg skriger alligevel om hjælp indeni. Jeg stirrede lidt på min mobil, før en stemme brød ind i mine tanker.

 

"Burde du ikke være til time?" Jeg kiggede kort op, bare for at få et lille blik af hvem det var. Det var ham fra kontoret, i morges. Ham drengen med den der beanie og én ispose.

 

Jeg foldede mine hænder på mit skød, "Jeg kunne spørger dig om det samme." Lidt stædigt svar, men et spørgsmål som bliver formuleret til et stædig svar, kan nemt sætte gang i en samtale. Det har jeg i hvert fald læst på nettet.

 

Et skævt smil hang på hans læber,

 

"Mit navn er Spencer."

 

"Celine," smilte jeg venligt.

 

"Har du noget mod hvis jeg sætter mig?" Spurgte han.

 

"Ja," svarede jeg helt fortabt i ham, men opdagelse ramte mig i hovedet som et slag. Jeg har lige sagt han ikke skulle sætte sig. "Eller nej! Jeg mener.. -sæt dig." Han grinte lidt af mig, men satte sig så.

 

"Jeg har ikke set -eller hørt dine forvirrende svar her omkring før, er du ny?" Jeg nikkede med et lille fnis. Oh my godness; jeg er jo vildt akavet. "Tænkte jeg nok - jeg kan se det på dit tøj."

 

Okay den gjorde ondt, vil han have jeg skal klæde mig som en luder? Hvad nu hvis-

 

"Nej undskyld, fik jeg det til at lyde ondt?"

 

Jeg nikkede og bed mig i læben, "yeah, ret meget."

 

"Undskyld, jeg mente bare du skiller dig ud her: du har ikke sådan noget 'slutty'- tøj på som de andre piger på Rydell har. Det var ikke ondt ment, bare at jeg er glad for; når der endelig kommer en ny, er hun ikke luder," forklarede han.

"Okay , det lød måske lidt ondt, overfor andre.."

 

"Du ved da ikke om jeg en den sygeste luder?" Bare af at sige ordet, for jeg en dårlig smag i munden. Ew.

 

"Ahah, det tror jeg ikke du er, for hvis du var, så ville du have klædt dig praktisk talt som en stripper, lige før et show."

 

"Oh, så du har set en stripper, før et show?" Drillede jeg.

 

Han rullede med øjnene, og ville sikkert have skubbet let til mig, hvis ikke jeg havde gips på. Han havde helt sikker lagt mærke til det. "Jeg tror vi alle ved hvordan en stripper ser ud, Celine."

 

"Tuché." Han rystede på hovedet, og med det samme skæve smil klistret fast om munden. Hans øjne faldt ned på min arm.

 

"Jeg vil helst ikke være den der irriterende og nysgerrige person, men har du noget mod, hvis jeg spørg hvad der er sket med dig? Jeg tænker siden den er i gips, og igen; så er det ikke for at være ond, men du ser også ret smadret ud. Er du løbet ud foran en bus eller sådan noget?"

 

Tæt på, Spence.

 

"Hvis det fint med dig, så vil jeg helst holde det privat."

 

Han nikkede forstående, gudskelov! "Det er klart, man har jo ret til en vis privathed." Tak for din forståelse.

 

"Tak fordi du forstår, normalt ville andre måske bare begynde en snak om hvor godt det kan være at komme ud med sandheden, for at jeg skal fortælle noget jeg ikke vil, men du reagerer ikke som dem."

 

Spencer, han virker fin og sød, men han ændre ikke min mening om personer her, på så kort tid. Jeg kunne jo tage fejl om ham. Jeg ville selfølgelig ikke fortælle ham hvad der var sket, for hvis jeg gjorde det, ville han måske tænke anderledes på mig, eller behandle mig anderledes - hvilket jeg ikke vil tillade. Alt hvad der sker her minder mig om min familie: hvert et ord, og hver en ting. Okay ikke luder-pigerne, men de andre ting. På en eller anden måde, har alten forbindelse til mine tanker om dem.

 

Åh Gud, mine tanker vil jo ikke stoppe med at toturærer mig! Jeg vil bare finde en måde at se det hele igen, opdage hvor mit liv gik galt, og så forhindre det i at ske.

 

"Men gæt hvad." Jeg kiggede igen op, med et lidt trist blik på ham, "jeg er ikke andre."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...