Violet Blue

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Igang
" Og jeg var alene igen. Alene i et stort tomt hus med en lysekrone der kunne give mad til 50 afrikanske familier, hvor Rosie lever i en fantasi verden og jeg lever i den deprimerende virkelighed, hvor jeg er ikke eksisterende og alene." dette er bare et lille indblik i Violets liv.

2Likes
1Kommentarer
124Visninger
AA

3. den deprimernede virkelighed.

jeg stod for mig selv, lidt akavet i den store sal, i mens folk gik og grinte rundt om mig, fordi det er det alle gør, lader som om jeg ikke eksistere sådan har det været altid, og det vil sikkert også fortsætte sådan i al evig hed. Salen var stor og hvid, ligesom resten af huset, der var sat et stort bord i midten med nok pladser til over 60 mennesker, mor og far fik det speciel lavet, fordi alt skulle jo være så stort og flot. I midten lige over bordet var der en kæmpe lysekrone, den var flot, virkelig flot faktisk jeg har altid godt kunne lide den. Men den er alt for dyr, jeg er sikker på at hvis du sælger den ville der være nok penge til at give 50 familier i Afrika mad, trist synes du ikke? Vi kunne give pengene til de 50 familier men i stedet for har mine ’fantastiske’ forældre valgt at bruge pengene på en lysende kugle af diamanter som skulle lyse rummet op og vise hvor ’perfekte’ vi er, for at være hel ærlig lignede den her balsal noget der kunne have været med i askepot, en hver lille piges drøm. Bare ikke min, jeg hader det, jeg hader det så meget, jeg hader stemningen, jeg hader menneskerne, jeg hader den måde folk snakker på, jeg hader hvad de snakker om, jeg hader det hele, hver eneste lille ting. Jeg passer slet ikke ind overhovedet. De kan lide høje hæle jeg kan lide læderstøvler og converse. De kan lide flotte blæsere, jeg kan lide læderjakker og for store hætte trøjer, de kan lide flotte nederdele der går til præcis under knæerne, jeg kan lide korte talje nederdele og slidte jeans med huller over det hele, de kan lide deres hår sat til perfektion, ikke et eneste hår måtte stritte i den forkerte retning, jeg kan lide løse hestehaler og mit hår kunne ikke sættes som de andres, jeg passer bare ikke ind, men alligevel prøver min mor at få det til at ske, som om det var hendes livs mission, min far var lidt mere afslappet, mig og ham plejede at have et rigtigt godt forhold til hinanden, men så fik han for travlet lige pludselig, og vi gled fra hinanden. Jeg sad nu i hjørnet og kiggede lidt rundt på de iiiii så søde mennesker og væmmes ved tanken om alle de facader der er sat op, alle de hemmeligheder som ingen kender til, alle de historier. ” så er maden klar, sæt jer venligst hen til bordet” hørte jeg min mor råbe, jeg satte mig hen til bordet, ved siden af mrs. Willson og far. Far sad ved bord enden, mor og Rosie sad over for mrs. Willson. Jeg har faktisk ikke nogen idé om hvorfor det er alle de her folk skulle komme, jeg prøver for det meste bare at undgå at være sammen med hende, men jeg er 99,9% sikker på at det har noget at gøre med fars arbejde, det har altid noget at gøre med fars arbejde. Mor bruger hver eneste lille ting hun overhovedet kan komme på som en undskyldning for at holde de her røv syge middags fester, for at vise sin så kaldte perfekte familie, i det alt for store hus, med en lysekrone der kan give mad til 50 afrikanske familier, hvor Rosie lever i en fantasi verden og hvor violet lever i den deprimerende virkelighed.
”så, venner! ” sagde far højt og klappede sig på maven, vi var lige blevet færdige med at spise den mad som mor tog æren for men mama Abby lavede! Mama Abby er hende der arbejder i køkkenet, hun har været her så længe jeg kan huske og jeg elsker hende over alt på jorden. Hun er mere mor, end min virkelige mor nogensinde har været for mig, hun er den dejligste kvinde på jorden og mit forbillede. Hun har været i gennem så utrolig meget, og smiler stadig!! Hun begyndte at tørre deres munde af i de åå-så fine servietter, mor fik fløjet ind fra Frankrig inden de kiggede op på den store mand, med det korte grå hår og jakkesæt som jeg bedst kender som ’min far’ men de kender ham som ’ mr.blue, mange millionæren’
”i undre jer sikker over hvorfor i alle er her ?” sagde min far med et stort smil, og folk begyndte at grine. Måske var mine forældre dumme, men jeg er i hver fald ikke, det var sikkert de mest falske grin jeg nogensinde har hørt er det okay hvis jeg kaster lidt op? Ja okay.. tak. Falske mennesker gør mig lidt syg.
” som i nok ved har det gået rigtigt godt for ’golden lawyer’ faktisk troede vi ikke det kunne gå meget bedre” sagde han med et grin. Golden lawyer er min fars advokat firma og ikke bare hvilket som helst advokat firma ’ det er det bedste advokat firma i hele den store verden ’ plejede han at sige. Han snakkede lidt videre om ting vi allerede ved fordi, det var det mor holdte sit middags selv skab for sidste gang.
” men, nu kommer vi til det spænende, vi er jo verdens bedste advokat firma, med de bedste advokater og sammen kæmper vi har retfærdighed, og det har vi indtil videre kun gjort her i woodland, men nu starter vi, i flere lande rundt omkring i verden, på den måde vil vi forhåbentligt tjene meget mere, og vinde flere sager, og så den dag når min dejlige datter violet, her overtager har vi firmaer over hele verden” sagde far med et stolt smil og kiggede ned på mig, folk klappede, men jeg fik bare den her klump i maven, jeg ved ikke hvad det er men den kommer nogen gange, jeg er sikker på det er alt det triste inden i mig der prøver at komme ud, alt det jeg holder inde. Men jeg lader det blive!! Det har været der i 17 år det kan lige så godt bare være der resten af tiden alligevel. Folk var nu helt færdige med at spise og de dansede og snakkede. Jeg satte mig tilbage hen på stolen igen. Mor havde prøvet på at sætte mig sammen med noget af hendes veninders drenge, men hver gang kiggede jeg bare på dem med et trist smil og et udtryk i øjnene der sagde ’ undskyld men jeg vil hellere dø’. Jeg havde siddet der på min plads i hjørnet i lidt over en halv time da Rosie kom over, hendes små æble kinder var helt røde, og hendes har var lidt filtret, men det er lige meget fordi Rosie er den smukkeste 4 årige jeg nogensinde har set, og sikkert også den klogeste. Hun kiggede på mig og smilte ”violet, kom og dans med mig” jeg rystede på hovedet, der er ingen chance for at jeg nogensinde rejser mig op og danser i et rum med over 60 røvhuller der vil sladder om hvor dårlig jeg er.. ” pleaseeeee prinsesse violet dans med mig” hun gav mig de der hunde øjne, som kun hun kunne lave og gav mig det ultimative hvalpe blik- eller skulle jeg sige ’ Rosie blik’  jeg tog en dyb indånding inden jeg hviskede ” fint, okay rose” hun hoppede og klappede i sinde små fine hænder med lyserøde negle der var mere lyserød end hendes tyl kjole, væg på værelset og hendes små ballerinaer.
Vi stod med hænderne filtret sammen, og svingede rundt, jeg må indrømme det var ret sjovt. Eller det var det indtil jeg kom til at dreje lidt for hurtigt rundt og faldt ind i mrs. Smith som var mors ’bedste veninde’ som tilfældigvis hader mig lige så meget som mor gør! Og for at det hele skal gøres meget være spildte hun sin drink ud over sin kjole og skreg!! ” ÅRRRRHHHHH GUD MIN KJOLE, DET ER CHANEL, ÅH NEJ CARINA DET ER CHANEL, JEG BESVIMER, JEG TROR JEG BESVIMER” råbte hun og satte sin lille buttede blege hånd med fregner op i hendes ild røde hår, mor skyndte at hente en stol og mrs. Smith satte sig alle damerne samlede sig rundt om mrs.smith og jeg kunne ikke lade være med at grine jesus, what a drama queen. mor kiggede på mig med sit bedste dræber blik og med det for svandt mit smil, hurtigere end lynets hastighed, faldt mit smil, mor kom trampende hen mod mig og tog stramt fast i min over arm og slæbte mig ud af balsalen og tog mig op mod væggen ” hvad fanden er der i vejen med dig violet” jeg hader den måde hun siger mit navn ” du ødelægger altid alting, du er 17 og du opføre dig værre end Rosie, du kan ikke engang bære den kjole, dine ben er for fede og dit mormor fedt dingler over det hele, du er et udueligt menneske, og jeg ville ønske du aldrig var blevet født ” og med det slog hun mig i ansigtet og gik. Og jeg var alene igen. Alene i et stort tomt hus med en lysekrone der kan give mad til 50 afrikanske familier, hvor Rosie lever i en fantasi verden og jeg lever i den deprimerende virkelighed, hvor jeg er ikke eksisterende og alene.

 

-

så jeg postede de to første kapitler og jeg håber i kab lide det indtil videre, please fortæl jeres mening

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...