Fake, Love and Hate ™

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 10 feb. 2015
  • Status: Igang
Allison har fået hovedrollen til den største kærlighedsfilm i verdenshistorien. Det hun ikke ved er, at ''han'' skal spille hendes store kærlighed. Efter hendes brutale fortid med ham, ville hun så ku' klare at spille forelsket i ham ? Læs med i Fake, Love and Hate. Trailer følger med lavet af Abbie. ;) © 2014 All rights reserved. This book or any portion thereof may not be reproduced or used in any manner whatsoever without the express written permission of the author.

107Likes
78Kommentarer
16569Visninger
AA

5. Kapitel ∞ 4

 

 

∞ Happiness won't last long ∞

 

Efter at have haft den bedste lørdag i hele mit liv !!! Skulle der selvfølgelig også komme noget dårligt. Sådan er det altid... Ingenting ender godt, uden at der kommer noget dårligt med oveni. Tanken om, at man ikke bare kunne nyde lykken, som endelig er kommet til en, frustrere mig vildt meget. 

 

Tårende trillede ned fra mine æblerøde kinder, og ned på bordet. Jeg sad sammen med min mor nede i køkkenet, hvor en sygeplejerske lige havde ringet. Alle mulige tanker fløj ind og ud af mit hovede. Intet gav mening. Jeg prøvede også at give mig selv svar på dem, men det var umuligt. 

 

''Skat..  vi ved ikke om han er ..... d..ød. '' Prøvede min mor at trøste mig med, hvor hendes stemme knækkede i slutningen. Hun gav bare den mulighed til at lyde, som om at det faktisk var, det som skete. Mens jeg mærkede mig selv falde i en dyb sort brønd, helt ned i bunden. Kunne jeg også mærke, hvor meget det faktisk sårede mig. 

 

Jeg følte min mors  hånd på min ryg, hvor hun stille trøstede mig med den. Hun var selv sønderknust, eller på hendes reaktion... Så så det sådan ud. 

 

Det som sygeplejersken meldte var, at min far var kommet i en slem trafikulykke på vej hjem fra arbejde, og at han nu lå i dyb koma på et hospital langt herfra. Og mon gud ved om han overlever. Sådan noget var ikke lige det, som hjalp mig på bedere tanker om situationen. 

 

''Vi skal hen til ham nu !'' Udbrød jeg så, efter jeg fik samlet mig lidt sammen igen. Jeg SKULLE bare hen til ham. Hvem ved om han er der imorgen ? Dumme tanker, skrid ! Damn jeg er fucked up ... Jeg elskede ham jo så meget ! Jeg havde altid været fars pige, og så skulle det her lige ske for ham ? Hvorfor ikke en anden ? Hvorfor lige MIN far ?... 

 

Min mor rejste sig så fra hendes stol, hvor hun gik hen til køkkenbordet og så ud af vinduet, mens hun stille tørrede sine øjne med sin venstre hånd, hvor hun derimod holdte sin højre på hendes mave. ''Mor...'' Sagde jeg og flyttede mit blik hen til hendes mave, hvor hun strøg sin egen tommeltot over hendes mave. 

 

''Skal vi køre ?'' Spurgte hun, uden at skænke mig et blik. Jeg sukkede i håb om, at jeg måske kunne stoppe mine uklare tanker og tænke klart igen, inden jeg svarede ''Ja.'' 

 

Køreturen var åh gud så lang... Det eneste jeg lavede var, at jeg prøvede, at tænke klart og på noget andet end min far. Men den umulige opgave kunne jeg ikke klare, da jeg kiggede hjerteknust ud af vinduet, som man nogle gange ser i film. For hvem ved, hvad jeg kommer ud til ? 

 

Anyways.. Da vi kom til hospitalet, gik der ikke lang tid fra, at vi havde parkeret bilen, til at vi var i fuld fart hen til min far. ''Jeg hedder Victoria Morgan, min mand var i en trafik ulykke, så mig og min datter ville gerne hen til ham, så hurtigt som muligt.'' Hastede min mor at sige, da vi var halv løbet ind på hospitalet. 

 

''Din mands navn.. tak ?'' Kommanderede receptionist damen, som ikke så ud til at nyde sit job. ''Jonathan Morgan.'' Svarede min mor, og ignorerede den sure receptionist dame. Mig og min mor kiggede nøje på damen foran os, mens hun tastede med sine pølsefingre på det så utrolige lille tastatur. 

 

''Så skynd dig dog lidt dame !'' Råbte jeg inde i mig selv, for gud jeg kunne flippe ud på hende... For at hun ikke kunne rubbe sin store fed-ladende røv. Undskyld mit sprog, men jeg skulle bare ud med det. (Godt det ikke kom ud gennem munden) 

 

''2. sal når i kommer ud af elevatoren, så ligger han ved den tredie dør på venstre hånd.'' Tøvlede damen ud, inden min mor takkede, og så var vi ellers godt på vej til 2. sal. Det var endda først da vi nåede 2. sal, at jeg fik ondt i maven. For bliver han ok igen ? Eller er det allerede forsent ? 

 

Mig og min mor braste os direkte ind i rummet, hvor jeg kunne genkende en person som lå i hospitalsengen, min far. Jeg havde ingen tanker i hovedet, da jeg satte kurs mod min far med langsomme små skridt. Det var som om, at min verden var i stå. Eller at verdenen gik uden mig. Jeg var kun fokuseret på min sønderknuste far, som lå fredsfyldt i sengen. 

 

Mens jeg så min mor spurte over til min fars side, hvor hun lænede sig ind over ham, råbte at han skulle vågne, begyndte at tudbrøle, lægerne kom. De tog fat i hende, rev hende væk fra min far, hendes mand, hendes elskede, hendes store kærlighed. 

 

Hun blev placeret på en stol, som stod i hjørnet af rummet, hvor en læge holdt hende fast, og hvor den anden beroligede hende... At jeg skulle se min mor sådan, var sønderrivende. Men hvad skulle jeg gøre ?

 

Da jeg så var nået over til ham, hvor jeg stod og stirrede på ham med øjnene fyldt med vand. Indeni skreg jeg, jeg kunne flippe ud ligesom min mor. Men jeg kunne ikke få mig selv til det, for jeg vidste, at min far ikke ville have jeg skulle gøre det. 

 

Jeg satte mig stille på stolen ved siden af sengen, hvor jeg tog min hånd igennem de hvide senge-træmmer, hvor jeg tog min hånd i hans. Jeg kunne mærke hans puls... Dunk' ... Dunk'... Dunk'..... 

 

Men mit hjerte begyndte at banke på fuld kraft, for det var et godt tegn, ik? Så var min mor faldet ned og stod nu ved min side, hvor jeg stille kiggede op på hende. Hun var ildrød i hovedet og havde rødsprængte øjne, hvor hendes tåre bare fik frit løb. Hun tog stille sin hånd op foran hendes mund, hvor hun hulkede og hulkede, mens hendes øjne røg fra top til tå af min far, hvor hendes øjne skannede hans sår og skader. 

 

Jeg blev så distraheret fra at kigge på min mor, til at jeg kunne mærke tre tryk, som kom fra min fars hånd. De tre tryk genkendte jeg... Det betød 'Jeg elsker dig'. Det gjorde mig, min mor og far altid ved hinanden da jeg jeg var mindre. Jeg begyndte at kigge nysgerrigt på min fars hånd, hvor de tre tryk gentog sig igen, igen og igen. At jeg til sidst kunne høre en mumlen fra min far. 

 

Jeg gikkede hurtigt op på ham, hvor jeg så han begyndte af trække vejret af sig selv, og hvor han begyndte at hoste i en sværere grad, hvor han prøvede at sidde op. Lægerne så det, så de begyndte at løbe hen til ham, hvor de fik sat et stativ til med noget væske, og hvor de fik lagt ham ned, men fik kørt sengen lidt op. 

 

Efter en half time, hvor lægerne havde randt rundt overalt, kunne mig og min mor først rigtigt komme hen til ham. Vi sad på samme side, mig og min mor. Min far var heldigvis kommet til sig selv igen. Intet kunne gøre mig mere glad for, at muligheden om ham død var væk. Det var sådan en lettelse !

 

''Far ...'' Hviskede jeg, mens jeg trykkede hans hånd, som jeg havde taget fat i igen. Han lå bare og stirrede på mig. ''Ja min skat ?'' Kom det hæst fra ham, hvor min mor holdte sin hånd på min ryg igen. 

 

''Jeg har savnet dig.'' Kom det ud fra min mund, jeg ville havde sagt, at jeg elskede ham. Men jeg kunne ikke få mere ud for den omgang vi alle lige havde været udsat for. ''I lige måde.'' Sagde han og kiggede fra mig op på min mor. 

 

''Jeg har noget, som jeg skal have fortalt til jer begge.'' Sagde min mor, hvor hun begyndte at smile samtidig med, at hendes øjne igen blev fyldt med vand... Men denne gang lignede det glædestårer. 

 

Mig og min far havde begge vores fuldte opmærksomhed på min mor, hvor vi ventede på hende, til at fortælle det hun nu ville sige til os. ''Jeg er gravid.''. 

 

Både mig og min far havde kæmpe smil på vores læber. Jeg skulle være storesøster !! Jeg havde altid drømt om at være det, men godtnok ikke i sådan en sen alder. Dog er jeg stadig 18, men whatever.  Så sluttede dagen dog alligevel godt, i selv om at vi havde været en del igennem.. oppe og nedture. 

 

 

* Halløjsa ! *

Så fik jeg tid til at skrive dette handlingsfulde kapitel, hvor der skete meget på kort tid. 

Men nu er projekugen ovre, så nu vil der nok komme hurtigere opdateringer ! <3 

Jeg håber kapitlet var hver at vente på ;)

Og glæd jer til næste kap, hvor Allison skal arbejde sin første dag som skuespiller :)

Hvilke overraskelser kommer der mon der ? ;P 

- 1D.Specials 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...