Mallory Nicholas' dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 27 jan. 2015
  • Status: Igang
Mallory Nicholas voksede op på bagsædet af sin fars bil, sammen med resten af hendes familie. Hun er født i en generation af synske, og siden Mallorys mor blev dræbt af en dæmon på grund af hendes kræfter, har Mallorys far været besat af lære hans børn at beskytte sig selv og dræbe dæmoner. Da Mallorys far selv dør i en kamp mod en strømdæmon, flygter kun fjortenårige Mallory væk fra livet som dæmonjæger og har ingen intentioner om at komme tilbage. Ikke indtil en meget speciel person beder hende om at hjælpe med et job, og hun bliver tvunget til at dræbe nogle af hendes egne dæmoner. En historie om familieslægt, blod og en fortid man ikke kan løbe fra.

10Likes
22Kommentarer
1055Visninger
AA

1. Prolog

Tre mennesker stod i hver sin ydredel af den cirkel de selv havde tegnet op med et rødt farvekridt. Skumringen havde taget deres bedste udsyn fra dem, så de stod alle på vagt, hvis der skulle komme en ubuden gæst. Efter at dømme på deres våben og deres intense blikke, var en ubuden gæst højst sandsynligt meningen, og knapt så ubudt. Drengenes ansigt virkede intense, passionerede og en lille smule bange. Selv den ældste af drengene, med et stort ar i halvdelen af ansigtet, virkede til at frygte situationen. I lang tid skete der ikke noget, indtil en vind advarede drengene. Knivene, pistolerne, og de andre våben blev nu holdt ekstra stramt, og sveden piblede ned af drengenes pande som små regndråber.

 

En smuk kvinde med blondt hår og slank krop, kom ud af det blå, og gik roligt hen mod drengene med et overlegent smil, der var smurt ud i hele ansigtet. Patronerne i pistolerne blev brugt, men gjorde intet ved kvindes krop. Hendes kulsorte dæmonøjne afslørede hende som et af helvedes væsner. Dæmon øjnene prøvede at fange øjenkontakt med drengene, men ingen kiggede hende i øjnene. Knivene de kastede efter hende, undveg hun lettere end at trække vejret. Drengene var paniske og udvekslede skrækslagene blikke mod hinanden. Dæmonkvinden trak sine arme op i vejret, hvor det nu var synligt, at de var dækket med lyseblåt skrift og små symboler tegnet i samme lyseblå farve. Hendes mund bevægede sig, men det var umuligt at høre hvad hun sagde. En ting var sikkert. Hun messede noget dæmonisk. Vinden begyndte at bevæge sig kraftigere og kragtigere, og det var nu tydligt at dæmonkvinden styrede vinden.

 

En vinddæmon. 

 

Vinden var så kraftig, at farvekridtet snart ville forsvinde, og den cirkel der havde beskyttet drengene ville være væk.. borte med blæsten. Vinden blæste, og som forudsagt, blev farvekridtet pisket væk af vinden. Drengen med arret i ansigtet, som tydeligvis var den ældste og mest modige,  løb op mod dæmonen og pustede hende i hovedet, med en slags støv, der fik dæmonkvinden til at ømme sig voldsomt i sine øjne. Som det var små giftkorn, han havde pustet ind i det sorte. Det gav ham et langt nok forskridt til at ramme dæmonen med en kniv, der fik hende til at jamre tilbage. Men ikke længe nok. De to andre drenge kom også på benene efter chokket, men blev alle tre slået ud af dæmonkvinden, der nu havde fundet en lang guldpisk frem. Dæmonkvinden fangede dem alle tre med pisken, tog en af de yngre drenges kniv, og skulle til at stikke den i hans hjerte, da hun stivnede og hele hendes krop blev en svag lyseblå farve.

Dæmonkvinden sank til jorden, og bag ved hende, stod en pige de alle sammen genkendte. Et ansigt de aldrig havde glemt, og aldrig havde forstillet sig de skulle se ingen. Hun havde en kniv i hånden, dæmonens blod løbende over hendes arm, og hendes øjne lynede af raseri.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...