Mallory Nicholas' dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 27 jan. 2015
  • Status: Igang
Mallory Nicholas voksede op på bagsædet af sin fars bil, sammen med resten af hendes familie. Hun er født i en generation af synske, og siden Mallorys mor blev dræbt af en dæmon på grund af hendes kræfter, har Mallorys far været besat af lære hans børn at beskytte sig selv og dræbe dæmoner. Da Mallorys far selv dør i en kamp mod en strømdæmon, flygter kun fjortenårige Mallory væk fra livet som dæmonjæger og har ingen intentioner om at komme tilbage. Ikke indtil en meget speciel person beder hende om at hjælpe med et job, og hun bliver tvunget til at dræbe nogle af hendes egne dæmoner. En historie om familieslægt, blod og en fortid man ikke kan løbe fra.

10Likes
22Kommentarer
1053Visninger
AA

5. Nicholas-brødrene

En skarpt duft af salt fandt vej op i Jamies næsebor, da Michael satte sin nkiv i den grønne dæmons hjerte. Elias var hurtig og pustede alfestøv i dæmonens øjne, mens Jamie selv fik æren af at skære dæmonens hjerte ud af det grønne bryst. De tre brødre kiggede på hinanden, hvorefter de gav hinanden et anerkendende smil. Elias stak sin hånd ned i sine bukser og fandt sin lighter frem, og brændte det, der var tilbage af den grønne dæmon. Jamie, Elias og Michael gik i stilhed ud af gyden, hvor de havde gjort en ende på dæmonens liv. Derfra forsatte de alle tre i retning mod den gamle lyseblå bil, som deres far havde efterladt til dem efter hans død. Jamie satte sig ind i bilen, og tog sin sædvanlige plads på bagsædet i bilens højre side. Han havde stadig det blødende dæmonhjerte i hånden.


Dæmoner som den, ham og hans brødre lige havde dræbt, var komplicerede. Michael, Elias og ham selv havde været på jagt efter dæmonen i flere uger. Kasteldæmoner var sjældne og meget, meget svære at dræbe. De lignede normale mennesker, udover deres grønne eller blå hudfarve. Derfor var de næsten altid kappeklædt, og levede af at suge folks sjæle ud. Et sjæleløst menneske, var et af de største problemer der truede menneskeheden. De fleste af de folk, der er indlagt på sindssygehospitaler er i virkeligheden ikke sindssyge. De havde bare fået deres sjæl flået ud af kroppen. Det alene, at mennesker kunne miste deres sjæl under dæmoners sindssyge livsstil, gjorde at Jamie aldrig stoppede på jobbet.

Bilen stoppede med et sæt, og Jamie kiggede op mod forspejlet i bilen og mødte Michaels mørkegrønne øjne. De udvekslede blikke, og Jamie stoppede øjenkontakten og gik ud af bilen. Når man kendte hinanden så godt, som ham og hans brødre gjorde, var ord ikke længere nødvendigt. Jamie lod sit flakkende blik glide over de få menneskers der var på kirkegården den aften. Alle strålede deres aura af en grå ring, der afslørede dem i sorgen, i depressionen. De fleste kom på kirkegårde for at sørge over nogen de havde mistet. For Jamie og hans familie, havde en kirkegård altid været stedet hvor man begravede dæmonhjerter. En kasteldæmon, samt andre, kunne kun forhindres i at opstå, hvis deres dæmonhjerte, var begravet samme sted, som deres første mord var begravet.

Da hjertet var lagt ned i graven, traskede Jamie tilbage med destination mod den lyseblå familiebil. Han voksede op i den bil. Det samme gjorde resten af familien. Som han gik tilbage, stadig med blod på fingrene, faldt hans tankerne år tilbage.

”Vælg et våben, Mallory.” Raste Dan Nicholas af sin ni årige datter. Den store mand tog fat om sin datters arm, og ruskede hende hårdt. ”Kan du ikke forstå alvoren? Folk dør, dine brødre er i fare, og du, du nægter at vælge et våben, sådan du kan blive dygtig til noget.”
”Jeg er dygtig til mange ting.” Hvæsede en lille Mallory tilbage. Trods sine ni år, var hun meget lille, og kunne sagtens forveksles med en pige på syv. Hendes sind fortalte noget andet. Hun lignede måske en på syv, var virkeligheden ni, men hun opførte sig måske som et lille voksent menneske. Alle børnene i familien Nicholas var tvunget ud i voksenlivet, den fem og tyvende september 1951. Den dag hvor Summer Nicholas, børnenes mor og Dans kone, blev dræbt af ild dæmonen, Caleob.

Dan Nicholas havde stadig taget om hans datter og de stirrede intenst på hinanden. Deres øjne var i krig mod hinanden. Det var noget både Dan og hans datter havde til fælles. Deres øjne kunne skabe krig. Efter minutters stilhed, var det Mallorys tur til at sige noget. Hun kneb sine øjne sammen.
”Jeg har allerede valgt… far” sagde hun roligt med et ubekymret smil på læben. Han kiggede forvirrende på sin datter, da han indså, at hun havde fanget han i en fælde. En pisk beklædt i guld, snoede sig om farens hals.
Dan kiggede med forvirring, vrede og stolthed på hans datter, da hun smuttede om bag ham, og kastede to knive få centimeter fra at ramme faderens hoved.
”Jeg.” rasede Mallory mod sin far. ”Jeg kan flytte ting med mine tanker,” hun kiggede op på ham. ”Derfor vælger jeg to våben.”


Jamie snappede ud af flashbacket, og hele hans krop begyndte at sitre. Mindet om Mallorys besøg nogle dage forinden, sad stadig i ham. Mindet om hendé, sad stadig i ham. Familie kunne man ikke slippe. De sad i en.


Da Jamie havde bragt Mallory op for Sally, havde hun bare gået og rystet på hovedet. Hendes aura var skiftet farve, hvilket afslørede hendes skiftende sindstilstand. Hun blev nedtrykt og indelukket når Mallory var emnet. Jamie havde aldrig hørt hende sige det, men han havde en fornemmelse af, at Sally så Mallory så godt som sin egen datter. Sally ville naturligvis ikke indrømme det, fordi hun hævdede at alle godhjertede mennesker var hendes børn.

”Vi bliver nødt til at snakke om Mallory,” sagde Jamie med en bestemt tone, da han satte sig ind på bagsædet af familiebilen.
”Hvad er det du ikke forstår Jamie?” rasede Michael i en skarpere tone en Jamie nogensinde havde hørt før. ”Vi bliver ikke nødt til at snakke om Mallory. Mallory forlod os. Hun forlod vores familie, og hun løb. Hun løb for ikke at se dig tilbage. Og jeg hører hvad du siger, Jamie, det gør jeg. Hun reddede dig.” Han holdte en pause, og hans stemme, samt hans aura blev stille mørkegråt. ”Hun kom ikke for at redde dig Jamie. Hun kom for at redde Sam. Indse det. Hun kom ikke tilbage for dig.”
Jamie knugede sine hænder sammen, og mærkede blodet strømme op til hovedet af raseri. Alligevel blev han ramt af en pludselig tristhed, i midten af alt raseriet. Om det var fordi at hans storebror havde ret, eller om det var fordi Michael havde ret i det han sagde, vidste han ikke. Men inderst inde vidste han det godt. Mallory kom ikke tilbage for ham.

Tilbage på vejhuset blev konflikten om ”bandordet Mallory” bragt videre. De tre drenge satte sig på deres sædvanlige bord på vejhuset. Elias forsøgte at holde sig udenfor diskussionen, men gemte sig alligevel i skyggen bag sin storebrors mening. Derved var det altid Michael og Jamie der endte i uenighed. Og Mallory var det værste emne af dem alle sammen.

Sally strejfede rundt omkring i baren da hun så Nicholas brødrene i en heftig diskussion, komme ind af døren. Hendes tanker førte tilbage til, da Dan Nicholas havde bragt sine børn herind første gang. Hans desperate ansigtsudtryk, miksede med både sorg og vrede, da han havde bedt Sally om at hjælpe ham med at hævne hans kones død. Om hun kunne hjælpe med at give ham og hans familie visdom til at bekæmpe hvad der truede derude. Hvad der en dag ville komme efter hans børn, ligesom de var kommet for hans kone.


Sally rystede mindet væk, og satte tre store krus øl på et fad, og gik over mod drengene. Det så ud som om de havde brug for en øl til at bryde isen med. Hun vidste det handlede om Mallory. Da hun satte øllene på bordet, opdagede hun at hele baren lyttede med til Michael og Jamies skænderi om deres forsvundne lillesøster.


 ”Hvor mange gange skal jeg fortælle dig det, Jamie.” råbte Michael arrigt i sin brors ansigt. ”Hun forlod os. Mallory skred fra os da vi alle sammen havde brug for hinanden.” Sally fik næsten helt ondt af unge Jamie, der ledte efter et modsvar til hans brors.
”Hun mistede sin far,” begyndte Jamie. ”Hendes mor var død allerede, hendes telekinese var ude af kontrol og hun savnede hende. Desuden hader hun livet som dæmonjæger. ” Begge brødre stod op, og Sally lagde mærke til Elias flakkende ansigt der gik fra sin storebrors til sin lillebrors. Elias havde sikkert allerede set senariet i et syn, for nu slappede han af, og kiggede rolig på Sally, som om det var hendes tur til at sige noget. I stedet var Michael hurtigere og svarede sin bror på sekundet.
”Mallory var ikke den eneste der mistede hende,” Michaels ansigt sydede af raseri. ”Vi mistede hende alle sammen. Og Mallory hadede jobbet, siger du? Ingen af os har valgt at være dæmonjægere. Men det er bare ærgerligt for os, for det er sådan det er. Vi har ikke noget valg. Hvis man er en Nicholas har man ikke noget valg. Man er jobbet.”
Sally mærkede nervøsiteten i hende stige. Skænderier som disse endte aldrig godt. Og med et Nicholas temperament endte det i hvert fald ikke godt.
Hun havde et valg.” rasede Jamie. ”Og jeg ved godt det er anderledes.” Jamie tog en slurk af sin øl, og fandt broderens mørkegrønne øjne igen. ”Og lad være med at påstå at du ikke elsker jobbet, Michael. For det gør du. Både Elias og jeg elsker jobbet, men ingen elsker det så meget som dig.”
”Din lille…” begyndte Michael med en hævet knytnæve som om, at han skulle til at slå Jamie i gulvet. Det var der hvor Sally greb ind. De mange lyttende mennesker gjorde hende utilpas, men hvis hun ikke trådte ind og stoppede skænderiet, endte det galt. Og Sally, hun var den eneste de drenge havde rigtig respekt for, indenfor Vejhusets mure.

”Stop Michael.” sagde Sally koldt og højt. Alles blik rettede sig mod Sally og hun blev mødt med beundring.
”Sally, lad være med at blande dig..” Begyndte Michael.
”Nej jeg vil ej.” hvæsede Sally til brødrene. ”I er måske ikke mine drenge, men jeg elsker jer som blod. Og jeg svor jeres far at passe på jer og opdrage jer godt, selv når han var væk.” Hun pustede ud, og havde nu drengenes opmærksomhed.
”Michael, du husker din mor.” sagde Sally. ”Du husker hende, og du husker det normale liv. Jeg vil vædde med, at når du har dræbt en dæmon, er det præcis de tider i huset med din mor og far, du tænker på. De stunder der får dig til at huske hvad du kæmper for. ” Hun kiggede på Michael og han så ned i bordet.
”Mallory havde aldrig det. Hun var kun tre et halvt da jeres mor døde. Hun voksede op på bagsædet af jeres lyseblå jagtbil. Hun voksede op med en far, der var mere opsat på at hun lærte at dræbe, end at hun lærte at køre på cykel. Alle jer andre husker livet før jeres mor døde. I husker det normale. I husker jeres far, før han blev besat af tanken om at dræbe dæmoner. Mallory kendte aldrig den side af jeres far. At Mallory gik var hårdt for os alle, men hun jagtede en smagsprøve af det liv vi alle sammen havde før vi begyndte at jage. Det liv vi alle sammen havde, men hun aldrig havde.”

***
Sådan. Så fik jeg også holdt juleferie. Jeg ville elske lidt respons, om i stadig synes at historien er værd at forsætte på?
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...