Mallory Nicholas' dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 27 jan. 2015
  • Status: Igang
Mallory Nicholas voksede op på bagsædet af sin fars bil, sammen med resten af hendes familie. Hun er født i en generation af synske, og siden Mallorys mor blev dræbt af en dæmon på grund af hendes kræfter, har Mallorys far været besat af lære hans børn at beskytte sig selv og dræbe dæmoner. Da Mallorys far selv dør i en kamp mod en strømdæmon, flygter kun fjortenårige Mallory væk fra livet som dæmonjæger og har ingen intentioner om at komme tilbage. Ikke indtil en meget speciel person beder hende om at hjælpe med et job, og hun bliver tvunget til at dræbe nogle af hendes egne dæmoner. En historie om familieslægt, blod og en fortid man ikke kan løbe fra.

10Likes
22Kommentarer
1065Visninger
AA

3. Mindet om Mallory

En tyk brise af brændt gran snog sig op i næseborene på Jamie Nicholas, da han gik ind af døren til vejhuset. En velkendt duft, og den tætteste duft han havde der nærmerede sig duften af hjemme. Han huskede familiens hus på landet, men mindet om både huset og moderen, blev svagere og svagere jo ældre han blev. Han smilede da han skimmede rummet. Alt han så, var som han forlod det for et par timer siden. De mørkerøde våbenbeklædte vægge, der blev oplyst af stearinlysene, der stod, hvor der nu var plads. De afdankede stole, og de runde borde hvor jægere over hele området sad og fik deres sidste øl. Kromoderen Sally, der stod i baren med et smil på læben, i gang med at fortælle en af sine mange historier.

Jamie hørte Sam og Martin kalde hans navn, men han lyttede ikke. Han gik over ved siden af baren, hvor han betragtede billedvæggen med nostalgi i sindet. Hans blik flakkede over de forskellige billeder. Sally og John med forskellige dæmonjægere fra hele verden. Hans blik stoppede ved et enkelt billede. Hans gamle far, der stod stolt med sine børn udenfor vejhuset, med bilen i baggrunden. Michael og Elias stod på hver side af deres far. Foran stod Jamie selv, stolt med en ny dolk i hånden, og ved siden af ham stod Mallory. Hun må have været ni år, og han selv elleve. De havde lige været ude at slå en ulvedæmon ihjel. Lige den aften havde været en god aften. Han huskede det som om det var dagen før. De havde alle grinet. Han førte forsigtigt hånden op mod Mallorys ansigt, da han blev afbrudt af et suk.

Sally stod bag ham, og lagde stille en arm på hans skulder. Hun smilede et inderligt medlidende blik, som om hun vidste hvordan han havde det.
”Det var altid hårdest for dig.” Sagde Sally stille og forsigtigt. Hendes stemme var hæs og afdanket, som om hun var træt, meget træt. 
”Hvad var hårdest?” mumlede Jamie usammenhængende.
”At Mallory rejste!” forsatte Sally og strammede grebet om hans skulder. ”Det hårdest for dig, for det var dig der savnede hende mest.”
Jamie sagde ikke noget, men kiggede blot Sally i øjnene. Hendes røde, lange og ustyrlige manke, hang langt over brystet. Sally så ikke gammel ud, men man kunne se på hende, at hun havde oplevet meget. At hun havde haft et langt liv med mange hårde og svære ting at gå igennem. Alligevel havde hun det største hjerte man kunne tænke sig, og Jamie så Sally som en slags mor. En han altid kunne tale med. En der altid ville lytte.
”Jeg så hende.” sagde Jamie monotomt. ”I dag. Mallory. Hun kom. Hun reddede mit liv i dag. Jeg sværger det var hende. Jeg lover det. ”

Der kom et mørkt blik over Sally, og hun kiggede stille rundt. Hun forlod Jamie, og vendte tilbage i baren og hendes aura gik fra den hendes sædvanlige matte gule til en mørk lilla farve.

Både Sam og Martin var udmattede, forbløffede og trætte efter dagens dæmonjagt. Det eneste sted de fandt sig selv, var på et af Vejhusets runde borde, med en stor fadøl foran dem. Overvældelsen af dagens oplevelser havde givet begge drenge et slag i hovedet, og ingen af dem kunne overskue de følelser der sad inde i dem. Allermindst Sam. At se Mallory havde været voldsomt for ham. Mindet om den fantastiske pige, han efterlod på OxHester, uden så meget som et farvel. At se søde lille Mallory, stikke en dolk i en mellemstor dæmon, der nær havde dræbt dem, var nærmest for meget. Det gav ingen mening. Der var ikke noget ved den iskolde dæmondræbende pige, der mindede Sam om den godtroende og livlige pige han havde mødt i kunsttimen på OxHester High. Intet. 

Martin, der sad lige ved siden af Sam, vinkede en hætteklædt fyr over til deres bord. Adrian Scorpelli, en erfaren dæmonjæger og vejhuset største skøjtejæger. Hans gyldne lokker og ravnefarvede øjne, kunne ingen pige åbenbart stå for. Sam havde aldrig rigtig brudt sig om manden. Efter hans mening var Adrian Scorpelli både overfladisk og arrogant, hvilket med garanti, en dag få ham dræbt. Men Martin kunne godt lide Adrian. Martin forsikrede Sam om, at Adrian var nøglen til at få dem højere op i hierarkiet hos jægerne, og dermed var der flere der ville jage med dem. Dermed få tatoveringerne. Desuden gjorde Adrian det muligt for ham og Martin at leve. En gang hver 14. Dag, siden Adrian havde opdaget Martins evne til at male fremtiden, havde han bedt Martin om at male ham det samme billede. Et billede han betalte latterligt mange penge for. Et billede af et menneske, der blev brændt i grønne flammer. Hver gang så Sam et lille håb i Adrians øjne om, at motivet måske havde ændret sig.

Martin spildte ikke tiden, da Adrian satte sig til rette, og snuppede Sams øl. Han smilede med sit hjerteknuserblik og hans ravnegule øjne snørede sig sammen, og rettede sig mod Martin.
”Scorpelli!" sagde Martin højt. "Hvad ved du om en lyshåret pige med store runde krøller, ved navn Mallory?”

 

Adrian slog ud efter Martin, og kiggede paranoidt bag sine skuldre.
”Ti stille, Martin dit uduelige fjols. ” rasede Adrian. ”Hvis man taler om Mallory Nicholas, så gør man det i stilhed. For hvis en af hendes brødre så meget så høre dig bringe hendes navn op, så stikker de deres dolke i dig, og så lider du en smertefuld død, alt, alt for tidligt.”
”Mallory Nicholas,” udbrød Martin. ”Men hun kan ikke.. Hun kan ikke være en Nicholas. Hun er ikke…”
”Hun er præcis hvem du tror hun er.” tyssede Adrian. ”Hun er Nicholas-brødrenes længe savnede lillesøster.

Ingen sagde noget i noget tid, men Sam anede Martins knyttede næve på bordet. Hvis han ikke tog fejl, så han også lidt jalousi i Martins ansigt.

 

Adrian havde fastholdt sit blik i Martins, men skiftede nu vinkel, og så dybt ind i Sams øjne.
”Alt jeg kan fortælle jer om Mallory Nicholas er, at hun kun var tre år, da deres mor døde. Hun var et særligt lille barn. Hun voksede op i en verden med dæmoner og uhyrer. Da hun var seks år, havde hun allerede slået sin første dæmon ihjel. Hun havde allerede slagtet sin første vampyr. Da hun var otte år, kunne hun ikke falde i søvn uden en pistol i hånden. Da hun var ti, blev hun holdt til fange af en dæmon i et år, og da hun var tolv. Der..” han stivnede og rykkede sit hoved tættere ind mod dem. ”Da hun var tolv år.. der siges det.. at, at hun begyndte at vandre rundt i personers drømme.”

**Dette kapitel blev slet ikke som jeg havde forventet. Men her er det. Det blev nu afsløret, at Jamie kan læse folk auraer, hvilket man får meget mere af vide om, hvis jeg vælger at skrive videre på historien. Smid i kommentar og lad mig vide hvad i synes. //Mette Marie 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...