Mallory Nicholas' dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 27 jan. 2015
  • Status: Igang
Mallory Nicholas voksede op på bagsædet af sin fars bil, sammen med resten af hendes familie. Hun er født i en generation af synske, og siden Mallorys mor blev dræbt af en dæmon på grund af hendes kræfter, har Mallorys far været besat af lære hans børn at beskytte sig selv og dræbe dæmoner. Da Mallorys far selv dør i en kamp mod en strømdæmon, flygter kun fjortenårige Mallory væk fra livet som dæmonjæger og har ingen intentioner om at komme tilbage. Ikke indtil en meget speciel person beder hende om at hjælpe med et job, og hun bliver tvunget til at dræbe nogle af hendes egne dæmoner. En historie om familieslægt, blod og en fortid man ikke kan løbe fra.

10Likes
22Kommentarer
1066Visninger
AA

2. Gensyn

Forbavselsen i drengenes ansigt var så enorm, at det næsten var komisk. Især den ældste af de tre drenge, Jamie, havde det, som om han havde set et spøgelse. Han kunne ikke forstå det. Han havde drømt om dagen hvor han skulle se Mallory igen, lige siden han var seksten år gammel. Hun havde ændret sig siden de sidst så hinanden. Hun var stadig lille. Men var tydeligt blevet voksen. Det lyse krøllede hår havde vokset sig ned til midt på ryggen, og de grønne øjne og resten af ansigtet havde ændret sig og modnet med alderen. Mod alle odds, så stod hun der. Og hun var rasende.
 

”Hvad fanden har du gang i, Jamie?” Rasede Mallory, og styrrede sine lysende grønne øjne over mod Jamie. Jamie rørte ikke på sig, stirrede stadig bare forbavset på Mallory.
”Hvad er der galt med dig? En vinddæmon. Du har hidkaldt en vinddæmon med dé to her? Er du dum? Du kunne have fået slået dem ihjel.” Hun spidsede sine øjne og stirrede endnu mere intens ind i Jamies blå.


Jamie var både overrasket, glad og forvirret over at se sin længe savnet lillesøster igen, men der var noget der ikke gav mening. Hun havde holdt sig væk snart fem år. Han havde været ved at blive slået ihjel mange gange før. Engang havde han endda været fanget i en vampyrhule i 40 dage, hvor han blev brugt til personlig snack til en lille vampyrprinsesse. Men aldrig var hun kommet. Ikke når ham og de andre havde prøvet at hidkalde hende, ikke engang da John døde. Mallory havde holdt sig væk, lige præcist som hun svor hun ville, og hvem skulle have troet at en vinddæmon skulle få hende til at komme frem fra sit skjul. Ikke nogen i Nicholas familien, i hvert fald.

Jamie kunne ikke rigtigt sige noget, i hvert fald ikke det han gerne ville. Han havde lyst til at gå hen og løfte sin lillesøster op i sine arme, som han havde gjort dengang de var små. Han vidste ikke om det var raseriet i hendes spidsede øjne eller om det var kniven, som hun stadig havde et ordenligt tag om, der gjorde, at han tøvede og holdte sig tilbage.
”Hvordan fandt du os? Hvorfor er du her?” Stammede Jamie og kom op på benene. Han var stor i forhold til Mallory og hun gik et par skridt tilbage.
”Jeg satte et sporingssignal på Sam for nogle år tilbage. Jeg ingen idé det virkede før nu.” Spyede hun. Hun rettede sine øjne over mod en af de andre drenge, Sam, som kendte Mallory fra en anden verden. Sådan føltes det i hvert fald.

Tilbageblik.
** Det var endnu en dag på OxHesters High School i starten af andet år, og solens stråler badede skolens kunstlokale i inspirerende solskin. OxHester gjorde ikke meget for skolens kreative elever, så klassen var lille og intim igen dette semester. Sam kiggede, og genkendte straks de samme piger, der havde taget klassen sidste år, og skævede ærgerligt et blik til Martin. Martin smilede med et ”Jeg-ved-præcist-hvad-du-tænker-blik.”  tilbage til Sam. Læreren skulle til at gå i gang med at byde velkommen til dette års kunstklasse, da døren svinger op, og en lille, petit lyshåret pige med store, runde krøller kommer ind af døren. Hun er klædt i en lyseblå silkekjole, bare ben og sorte militærstøvler. Hendes grønne øjne strejfer Sams kobolt blå. Han må kende hende. Det ved han med det samme. **

”Du, du hvad? Du kender Sam? Mallory hvad foregår der her?” råbte Jamie forarget. Mallory veg fra øjenkontakten, og samlede patronerne der var prellet af dæmonkvinden, og puttede dem ned i sin taske. Hun lagde også kniven derned, og kiggede sig hurtigt tilbage, som om der var nogen efter hende. ”Kom så drenge. Min bil står herhenne.”
Mallory blev ved med at undgå spørgsmålet om hvorfra hun kendte Sam, så han måtte ty til næstebedste løsning. Sam. Det virkede så fjernet, suspekt og forkert at Mallory kendte Sam. Han huskede tydeligt da Sam og Martin havde opsøgt Vejstuen, og påstået at de var i stand til at udøve magi og jage. Alle på vejhuset havde grinet af de to drenge, og med god grund. De var slappe, uerfarne og havde tydeligvis intet magi eller jægerblod i årene.

 

Alligevel havde ejeren på vejhuset, den godhjertede Sally, givet dem en øl og lov til at tale. Martin, som var en høj, brunhårede dreng med blå øjne og en usædvanlig stor mund, havde påstået at han kunne male fremtiden. Sam, der var lidt mindre, men mere muskuløs, påstod at han kunne paralysere ting eller personer i nødagtig fem sekunder. Efter noget tid sammen med de to drenge var det gået op for dem alle sammen, at de talte sandt. Men hvorfor de ville være jægere, forstod ingen. De var ikke vokset op i det. De havde ikke fået deres hjertekære flået i stykker af en dæmon. De var ikke fanget i jæger-verdenen på grund af hævn. De blev fordi de ville passe ind, og hvis man ville passe ind i den verden, gik man til helvede, eller blev en dæmonjæger. Så det var hvad Sam og Martin var i træning til. Nu fik de snart tatoveringerne og var stemplet som dæmonjægere for altid. 

”Sam, hvad foregår der her?” hviskede Jamie til Sam, mens han spejdede op mod Mallory, der ledte flokken. Sam kiggede ned i jorden, og traskede videre som om ingen havde stillet ham et spørgsmål. Det lignede ikke Sam at ignorere nogen, og slet ikke Jamie. Jamie skulle til at tage fat i Sam for at få nogle svar, da Martin greb hans hånd.
”Vi kender begge to Mallory. Men ikke fra det her liv. Fra før vi overhovedet vidste hvad dæmoner og magi var… og tro mig, det føles som et andet liv.” Han himlede med øjnene, som om at menneskelivet var underklasse. ”Hun gik i vores klasse. Mallory, altså. Sam og hende så hinanden i noget tid, før vi flyttede. Men det store spørgsmål er, hvor fanden kender du hende fra, hvad laver hun med en kniv i hånden, og hvem er hun egentligt?”


Tankerne kørte rundt i hovedet på Jamie. Da Mallory forlod ham og de andre, havde ham og brødrene aldrig nogensinde gættet at hun ville tage på en almindelig skole og have en kunstklasse og måske endda fysik og kemi. Han havde troet at hun ville tage hen til hende. Det var det de alle sammen havde regnet med.


At Mallory skulle ende med at male malerier med to fremtidige jægere, havde Mallory heller ikke selv gættet. Og slet ikke at hun blev nødt til at redde deres liv. For hun var flygtet fra alt det. Hun var flygtet fra det liv…

”Hold din mund, Jamie.” Væsede Mallory og kiggede sig tilbage med et advarende blik. De gik alle tre i stilhed, i takt med at mørket kom tættere på. Ingen sagde noget, men nogle få blik blev udvekslet. Et fjendtligt blik mellem Mallory og Martin. Et undskyldende udtydeligt blik imellem Mallory og Jamie, og et blik der ikke kunne definereres af nogen beskrivelse imellem Mallory og Sam. Med stilhed satte de sig alle sammen ind i Mallorys bil, og kørte. Ingen sagde noget, alle stirrede bare. Det var først da Mallory stoppede bilen udenfor Vejhuset, at hun selv brød stilheden. Hun kiggede bag i bilen, mens hun strøg de lyse krøller væk fra ansigtet. Det var tydeligt at se, at hun henvendte sig til Sam.
”Du skal aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen tilkalde en dæmon.” sagde Mallory skarpt til Sam. Både Martin og Sam prøvede at forsvare sig med et ”men, jamen.” Men hun afbrød dem begge.
”Lad være med at give Jamie skylden. Jeg ved ikke hvordan i har fået ham til at gøre det, men han er skyld i at i faktisk er i live. ” hun tøvede.
”Og Sam.. jeg håber aldrig jeg ser dig igen.” Hun vendte sit hoved mod Martin. ”Skrid ud af min bil.”

De to drenge skyndte sig ud af bilen, hurtigere end viden blæste, og ind af trædøren der førte ind til det snuskede værthus, vejhuset. Mallory kiggede hurtigt op mod den knækkede lysekæde på døren, og blev mindet om et brudstykke af hendes barndom. Juleaften for ti år siden. Sally havde lavet alt maden, og givet alle drengene lov til at få en øl. Selv Jamie, der var den yngste og kun tolv år. John og hendes far havde en heftig diskussion om varulve, og Michael prøvede ihærdigt at være med.
Mallory blev revet ud af sine tanker, da hun hørte Jamies stemme råbe på hende. Hun kunne mærke tårerne presse på, da hun tog Jamies hånd og knugede den ind til sig. Han børstede hendes hånd væk fra ansigtet, og kiggede dybt ind i hendes grønne øjne.
”Du var altid den sværeste at forlade, Jamie.” Snøftede hun, og klemte Jamies hånd endnu hårdere. ”Du var altid den eneste der forstod det, forstod hvorfor jeg tog væk. ”
Jamie smilede et forstående blik, og lænede sig frem, for endnu engang at få styr på hendes manke.
”Jeg ved godt du bliver nødt til at tage af sted.”

Så gik Jamie Nicholas ud af bilen, og blev ramt en støvregn ude i virkeligheden. Han løftede stille en arm op for at sige farvel, men den lille blå bil var allerede på vej længere ned af gaden. Han stod og spejdede længselsfuldt efter bilen et stykke tid, men gik derefter indenfor i varmen. Hun kom ikke tilbage

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...