Mallory Nicholas' dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 27 jan. 2015
  • Status: Igang
Mallory Nicholas voksede op på bagsædet af sin fars bil, sammen med resten af hendes familie. Hun er født i en generation af synske, og siden Mallorys mor blev dræbt af en dæmon på grund af hendes kræfter, har Mallorys far været besat af lære hans børn at beskytte sig selv og dræbe dæmoner. Da Mallorys far selv dør i en kamp mod en strømdæmon, flygter kun fjortenårige Mallory væk fra livet som dæmonjæger og har ingen intentioner om at komme tilbage. Ikke indtil en meget speciel person beder hende om at hjælpe med et job, og hun bliver tvunget til at dræbe nogle af hendes egne dæmoner. En historie om familieslægt, blod og en fortid man ikke kan løbe fra.

10Likes
22Kommentarer
1067Visninger
AA

4. Drømmevandre

Mindst hundrede kilometers rejse væk fra Vejhuset, sad Mallory Nicholas i hendes etværelses lejlighed og stirrede ud af vinduet, lige direkte ind i nattens mørke. Natten havde aldrig skræmt hende. Mørket havde aldrig skræmt hende. Ikke som det skræmte andre børn. Hun havde nemlig altid vidst, at uhyrerne ikke var spor bange for mørke.

Tankerne fra dagens oplevelser flød igennem Mallory. Hun prøvede at holde dem ude af sit sind, men tankerne pressede sig tilbage ind. Det havde føltes så legende let at dræbe den dæmon, ligeså let som at binde sine snørebånd. Det skræmte hende fra vids og sans, at efter alle de år, var det stadig så..
Da hele hendes krop begyndte at snører sig sammen tidligere på samme dag, og hun havde set et kort i sit hoved, var hun allerede på vej ud af døren. Dengang hende og Sam stadig så hinanden, før han var rejst, havde Mallory haft en tjeneste hos en magtfuld heks. Hun lavede en aftale med heksen. Hvis Sam nogensinde kom ud for overnaturlig fare, ville hun vide besked. Og hun fik beskeden. Det hun havde fundet ved korets ende, havde hun bare ikke regnet med. Sam med en dæmonkniv i hånden, og sammen med hendes yngste storebror. Tanken om at Sam skulle være en dæmonjæger, pinte hende. En stor del af hende havde lyst til at stille op inde på vejhuset, og trække Sam væk fra livet som dæmonjæger inden det var for sent, og han fik hans tatoveringer. Alligevel vidste hun godt, at hun aldrig kunne gå indenfor vejhusets døre. For hvis hun gjorde det, så var der ingen vej ud igen. Og selvom hun holdte af Sam, måske endda elskede ham, var det ikke nok til at hun ville løbe tilbage til det liv hun engang havde løbet fra.

Mallory slæbte sig over i sin seng, og krøb langsomt ned under dynen. En lyd lød højt i rummet, og hun skyndte sig at tage den kniv frem, der lå under hendes pude. Hun kastede sig op i rummet, panikslagen for at en dæmon havde fundet hende. Hun fór mod hoveddøren, og en lille mus krøb over gulvet og ind i sit mussehul. Da hun havde overtaget lejligheden, havde hun ikke havde nænnet at lukke mussehullet til. Hun tog sin knivfrie hånd op  mod panden og udstødte et stort suk. Selvom hun for længst havde forladt dæmonerne, var de alligevel altid sammen med hende. De var altid sammen med hende, i hendes tanker. Hun småløb over i sengen igen, og kastede sig i de hvide lagner. Hun kiggede længe på sølvkniven hun havde i hånden, og kørte stille sine fingre over de indgraverede tegn i kniven. Tegn helt magen til nogle af de guldfarvede tatoveringer, der selv var malet op og ned af hendes egne arme.
Mallory havde kun været seks år, da Sally havde givet hende hendes første tatovering.

 

Siden tidernes morgen, havde folk bekæmpet dæmoner og andre væsner, men dæmonerne havde været umulige at slå ihjel. Folk døde, og dæmonerne overtog, indtil en manden ved navn Christian Clarke havde dukket op med en kniv der kunne dræbe dæmoner. Christian havde vågnet op i en drøm, og kradset symbolerne ind i kniven. Da han havde dræbt  dæmonen, blev han betragtet som en helt, en beskytter. Derfor tegnede han selv mærkerne fra hans drøm på hans arme, der gjorde ham stærkere og hurtigere. Han meldte til folket, at han nu ville bruge sine mærker for at dræbe mørkets væsner. Han svor en ed som beskytter.
Christian Clarke begyndte at udvælge loyale, modige og stærke folk, der fortjente tatoveringernes gave, og kniven der kunne dræbe de mørke. Folk kaldte Christian for skaberen. Efter Christians død var folket igen bange, og de levede i mange år uden en skaber, indtil Christians barnebarn kom til verden og blev født med evnen til at tegne tatoveringerne. Gaven gik i arv fra generation til generation, og skaberen siges at være den stærkeste og den viseste. Verden havde ikke haft en skaber i 90 år, da Sally opdagede, at hun blev født med evnen. Da Sally opdagede at hun var den nye skaber.


Mallorys far, den prægtige store dæmonjæger, havde været så stolt. Han havde løftede hende rundt i vejhuset , og fortalt alle gæsterne, at den pige han havde på ryggen var verdens yngste dæmonjæger, og med tiden, ville blive verdens bedste. Hendes brødre havde alle været grønne af jalousi, især Michael, der havde håbet, at deres far havde sagt, at det var han der ville blive den bedste jæger.

Mallory havde svoret sin ed, da hun var seks. Hun reddede et barn fra at lide en dæmondød, og det blev set som et tegn på mod, styrke og loyalitet. Siden var der kun kommet flere tatoveringer, både for ære, og beskyttelse fra forskellige dæmoner. Det var et minde hun aldrig kunne vaske væk, for det sad på hendes krop for altid.

Mallory sukkede stille, pustede de lyse krøller væk fra sit ansigt, og lagde kniven trygt under sin hovedpude, hvor den hørte til. Hun hev i stedet et billede fra af et barn på omtrent fire, der havde sit ansigt indrammet af brune krøller. Mallory smilede stille, kyssede billedet og hviskede stille. ”Jeg savner dig så meget.” inden hun lagde billedet på plads under puden, og lod hendes øjne falde i.

Tilbage på vejhuset, var der næsten tømt ud af mennesker. Natten havde taget fat, og jægerne var gået til køjs for at finde energi til at jage dagen efter. Kun Sam Williams, en purung dæmonjæger, sad tilbage ved baren og spyttede i hans øl. Hans hoved var fyldt med tanker som aldrig før havde optaget hans sind.
”Baren er lukket for længst, Sam.” Udpegede Sally, og gik rundt til hvert træbord for at puste stearinlysene ud. ”Hvad holder dig oppe?”
Sam gjorde intet andet end at kigge ned i sin øl. En masse ting holdte ham oppe. Dæmoner, magi, drømmevandrere, men allermest en hélt bestemt pige. Mallory Summers, eller Mallory Nicholas, som havde lige havde fundet ud af, at hun i virkeligheden hed. Han huskede stadig væk, da han listede sig ud af Mallorys seng en nat, for aldrig at komme tilbage. Han vidste det var kujonagtigt at forlade hende på den måde, men han var bange for, at han ikke kunne tage af sted, hvis han blev for at sige farvel. Han forlod sit gamle liv, for at ham og Martin kunne finde svar på hvad det egentligt var, der skete med dem. Hvorfor at lige de to var specielle. Det var lidt ironisk, at svaret på alle deres spørgsmål om magi, havde ligget ved siden af ham i sengen, beklædt med en hvis natkjole og lyse runde krøller. Han rystede stille på hovedet, og tog et slurk af hans øl, der var blevet lunken. Adrian Scorpellis ord om Mallory havde været en beskrivelse af en anden pige, end den han kendte hjemmefra. Men noget havde han bidt særligt mærke i. ”Da hun var tolv år.. der siges det.. at, at hun begyndte at vandre rundt i personers drømme.” Adrian havde sagt det som om, at han sagde noget beskidt og meget forbudt.

”Sally” svarede Sam endelig. Sally var kommet op bag baren igen, og var ved at finde nøglen, for at låse stedet ned for natten. ”Hvad, hvad..” han tøvede, men fangede Sallys venlige øjne, der gav ham mod på at forsætte. ”Hvad kan du fortælle mig om drømmevandrere?”

”Var din tunge.” spyede Sally. ”Alle de spørgsmål, Sam. Du er for nysgerrig. Imellem jægerne er der plads til mange mærkværdige mennesker, men selv jægere, og ikke kun dæmoner, bliver skræmt af stærk magi. Og en drømmevandres magi er meget kraftfuld.” Sam lyttede intens, og Sally gik fra baren, og satte sig på barstolen overfor Sam.
”En drømmevander er så kraftig fordi at det du drømmer, afslører dine højeste ønsker, dine inderste håb, dine største svaghed, og endnu vigtigere. Drømme fortæller det, din ubevidsthed har gemt for dig.” Sally tog sig til vejret. ”På den måde, er en drømmevandre meget, meget farlig. Ingen burde have evnen til at snuse rundt i andres drømme. Ingen.” Sally stod op fra stolen, og gjorde tegn til at Sam skulle til at hjem ad.
Sam smilede til Sally, da han gik ud af døren, men vendte sig tilbage med et sidste spørgsmål.
”Er det sandt at Mallory Nicholas er drømmevandre?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...