Mallory Nicholas' dæmoner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 27 jan. 2015
  • Status: Igang
Mallory Nicholas voksede op på bagsædet af sin fars bil, sammen med resten af hendes familie. Hun er født i en generation af synske, og siden Mallorys mor blev dræbt af en dæmon på grund af hendes kræfter, har Mallorys far været besat af lære hans børn at beskytte sig selv og dræbe dæmoner. Da Mallorys far selv dør i en kamp mod en strømdæmon, flygter kun fjortenårige Mallory væk fra livet som dæmonjæger og har ingen intentioner om at komme tilbage. Ikke indtil en meget speciel person beder hende om at hjælpe med et job, og hun bliver tvunget til at dræbe nogle af hendes egne dæmoner. En historie om familieslægt, blod og en fortid man ikke kan løbe fra.

10Likes
22Kommentarer
1056Visninger
AA

6. Brevet

Store regndråber haglede imod ruderne på Mallory Nicholas ruder. Mallory selv sad ved sit bord i stuen og filosoferede over livet, mens de store regndråber forstyrrede hendes tanker. Hun varmede hendes fingre på den rygende te, som hun sad med mellem hænderne. Stuen var rodet, og ganske præget af gårdagens aftensaktiviteter. Nogle fra hendes kunsthold havde været ovre at drikke nogle øl, og snakken endte som altid ud i store, alvorlige diskussioner om kunst. Senere hen på aftnen, når øllene var blevet drukket, endte det også ud i harske snakke om kærlighed – og på den tidlige morgen var det kun sjov og fjollede snakke der afsluttede festen.

Mallory tog en slurk af teen, og gik tilbage i sin trance tilstand med regndråber som hypnose. Hun mente selv hun havde et godt liv. Hun lavede kunst, hun havde venner og hun havde faktisk noget der mindede om et normalt liv. Det føltes rart i hendes krop og hendes sjæl, og hun ville aldrig vende tilbage. Selvom hun savnede sine brødre, så hadede hun dæmonjægerlivet nok til, at leve uden det, og dermed også uden dem.

 

Hun løftede et par askestumper fra bordet, så de fløj i luften. Ikke med hendes hænder, men med hendes tanker. Siden hun var helt lille, havde hun hersket evnen Telekinese – evnen til at løfte ting med tankens kraft. Mange var misundelig på folk der havde Telekinese, fordi den var kraftfuld, og meget nyttig i dæmonkampe. Men efter Mallory var flyttet væk, var magien også blev lagt på hylden. Det var efterhånden sjældent at hun flyttede ting med tankerne, og brugte for det meste hendes hænder. Men fra en tid til en anden, føltes det rart at bruge den evne hun var født til at bruge.

Et stort gab kom fra Mallorys mund, og hun bestemte sig for at efterlade rodet til dagen efter, og lægge sig selv og hendes nostalgiske tanker til ro. Hun lagde sig ned i den bløde seng, men tankerne blev ved med at føre hende tilbage til vejhuset, hendes brødre, dæmonjægertiden og Sam.

 

Sam.. Sam ville blive ved med at være et ømt punkt for hende. Måden de mødte hinanden, måden de forelskede sig på, lidenskaben imellem dem, og måden han havde efterladt hende. Mallory havde aldrig fortalt Sam, at hun vågnede den nat han tog af sted. Samme aften havde de lavet noget mad, drukket nogle øl, og samtalen var kommet over i et mere alvorlig toneleje. En samtale hvor at Sam havde indrømmet, at hun var hans solskin i sin hverdag. Sam var ærlig og sød, men han havde svært ved at fortælle hvordan han egentligt havde det med hende. Måske var han bange, eller måske følte han det slet ikke. Det var ikke til at sige. Men den dag, den dag, hvor at Sam havde sagt at hun var hans solskin, der følte hun sig lykkelig og elsket.
De var begge gået i seng, mærket hinandens kroppe på en helt ny måde, og hun var faldet i seng på hans bryst, med et håb om at han alligevel måske havde det på samme måde som hende. Men da han skubbede hende forsigtigt væk fra hans bryst samme nat, vidste hun at det var slut. Hun vidste at han ville gå. Han ville forsvinde ud af hendes liv.

Hun prøvede nu for alvor at slå tankerne væk, og et brev hun havde fået dagen forinden, kunne måske få hende til at tænke på noget andet. Hun tog brevet på sengebordet og åbnede det.

”Han kommer efter mig. Jeg har selv set det. – Sara”

Det var hende. Det kunne ikke passe. Han kom efter hende. Chokket fik Mallorys krop til at gå i stå et par sekunderne, før hun hev efter vejret og sprang ud af sengen. Hendes hjerte var fyldt med tusinde tanker, bekymringer og spørgsmål. Ingen af delene havde hun tid til at handle på, for hendes krop gjorde alt der skulle gøres. En taske blev hevet frem, skabet blev åbnet, og alt det der lå inderst i skabet blev hevet ned i tasken: Dæmonjægertøjet. Skuffer blev åbnet og knive og pistoler blev hældt ned i den åbne taske. Panikken var ovre hende, og hun åbnede en lille skuffe i skabet, og hev sin guldbelagte pisk frem, og snoede den om sin højre arm. Hendes tanker kørte på højtryk, og før hun nåede at se sig om, havde hun allerede tasken over skuldrene og var på vej ud i natten.

_________________________________________________________________________________________
Tilbage på vejhuset var stemingen ganske normal for en mandag aften. Jægerne sad trætte ved de runde borde, og stearinlysene brændte stille ud, mens de efterlod et varmt orange lys. Det var et par uger siden Nicholas brødrene havde haft den heftige diskussion om deres længesavnede lillesøster, Mallory. Hun havde længe været et bandeord, et spøgelse på vejhuset, men i de sidste par uger, var hendes navn blevet nævnt mere end det havde gjort i mange år. Den yngste af brødrene Jamie, var begyndt at snakke. Det samme var de to nye tilkommere på Vejhuset, Martin og Sam. Og de samme rygter der havde været omkring Mallory Nicholas da hun forlod dæmonjægerverdnen for mange år siden, var begyndt at blusse op igen.

 
Når ølglassene blev slået sammen og det gav et klir, så vidste Jamie at en dæmon var blevet slået ihjel, og lige præcis derfor, var det en af hans yndlingslyde i verden. Dén lyd, musikken fra en klarinet og lyden af  Sallys stemme. Det var de bedste lyde i hele hans verden. Han sad sammen med begge hans brødre, og for første gang i ugevis siden deres diskussion om Mallory, kiggede de hinanden i øjnene med oprigtig glæde. Udover ham selv og hans brødre, sad jægeren Adrian Scorpelli ved bordet og drak øl med den. Han havde været med til at jage den spyddæmon der var død denne aften. Det var en sjælden ting, at ham og hans brødre tog hjælp fra andre end dem selv, men de havde kendt Adrian længe, og han var en dygtig jæger. Han var både arrogant, stolt og meget selvbevidst om, at han var en god jæger. På den måde meget lig Michael. Men Adrian var også meget andet end et arrogant selvfedt svin. Inde bag de gyldne lokker og den forblændede selvtillid, var der både en klog, dygtig og oprigtig fyr. Det handlede bare om at få øje på ham. Dæmonen der var blevet dræbt, var en rigtig klam spyddæmon af slagsen. Den havde taget dagevis at spore, og de havde nær mistet Elias i kampen, da han var blevet spyddet i armen og forgiftet. Heldigvis havde de haft Adrian med, hvis talent var at fornemme andre magikere i nærheden – og for det meste, hvad slags magi de mestrede. De havde hurtigt fundet frem til en heks, der helbredte, og havde betalt hende med en hugtand, fra en vampyrleder. Dog havde Elias stadig den forgiftede arm i slynge, men det forhindrede ham ikke i at drikke øl med den raske hånd. Og hvis situationen opstod, jagte uhyrer med den.
Jamie smilte lidt for sig selv, tog en slurk af øllen og derefter tilsluttede sig samtalen med de tre andre drenge.

En pludselig stilhed kom, og alle undtagen Michael og Jamie selv, stoppede med at snakke. En så pludselig stilhed i Vejhuset, kunne aldrig være et godt tegn. Både ham og Michael vendte hovedet bagud, for at se hvad de var gået glip af.

Og der stod hun. 

Der stod hun som om hun aldrig nogensinde var rejst. Mallory stod i døråbningen til vejhuset iført det klassiske dæmonjægertøj. Knivene var stoppet ind i tøjet hvor der end var plads, og den velkendte guldpisk var snoet op af hendes ende arm. Hendes ansigt var indrammet i de store lyse krøller, og hendes grønne øjne stirrende mod ham. I det hun gik tættere på, kunne gispene høres tydeligt rundt omkring, og han var næsten sikker på, at han kunne høre hans egen forbavselse. Han ville for alt i verden gerne have set både Michael og Elias ansigt, men han var for overrasket til at tænke på andre end ham selv og Mallory. Han vidste ikke hvad han skulle føle, men der var noget trist over Mallorys ansigt. Der var noget galt. Selvfølgelig var der noget galt. Hun stoppede bræt op foran bordet.


”Han kommer efter hende. Han kommer efter Sara.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...