Vender hjem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2014
  • Opdateret: 14 dec. 2014
  • Status: Færdig
En ung mand er på vej til lufthavnen, hvor hans kæreste lander efter en lang tur til Afrika, og han kan ikke vente med endelig at se hende igen. han har endda en overraskelse i ærmet.

0Likes
0Kommentarer
184Visninger

1. **

Han svæver næsten, da han går ud af døren. Han står stille lidt. For at trække luft dybt ned i lungerne og for at kigge ud på det sprudlende forår. Det er smukt. Hold op, hvor er det smukt herude i verden. Og han glæder sig så forfærdeligt meget til at se hende igen. De har snakket i telefon et par gange om måneden, men det er jo ikke det sammen, og nu skal han snart se hende igen. Hun har fortalt ham, at de skal snakke sammen, og det, tænker han, kan hun lige tro, de skal. Han mærker på lommen; jo, der ligger en lille plysset æske dernede og putter sig. han er blevet klippet, og jakkesættet er nyt. Han glæder sig som et lille barn juleaften. Han kigger på sit ur, og kroppen sætter i gang. Han har sørget for at komme ud af døren i god tid, for han skal være klar i lufthavnen, når flyet lander.

Han vil stå ved gaten, og flag skal blafre, mens han går på knæ, og det hele skal være perfekt. Perfekt for hende, hans eneste ene. Han har tænkt scenariet igennem flere gange. Det er en sikker plan, og selvfølgelig vil hun sige ja.


De havde været kærester i syv år, da hun besluttede, at der skulle ske noget nyt. Hun ville ud på egen hånd, og hun ville hjælpe til i verden. Derfor var hun også helt klar, da den besluttende finger landede på Congo på verdenskortet. Hun pakkede kufferten, og væk var hun. Han nåede faktisk ikke engang at fortælle hende, hvad han syntes om ideen. Men sådan havde det jo aldrig været, og han havde vænnet sig til det. Og selvom det var hende, der havde bukserne på, så fandt han sig selv i et meget lykkeligt parforhold. Der var ikke en finger at sætte nogle steder.


Han står ved båndet, der deler de rejsende fra dem, der ville ønske, de var, og stirrer ind i mængden. Han skal være det første, hun ser, når hun igen er på dansk jord. De første, der kommer ud, er en familie; far, mor og tre børn. Han mister fokus et sekund, mens han kigger efter den tilsyneladende lykkelige familie. Men han er lynhurtigt tilbage igen for at kunne holde øje med sin, om ganske få minutter, forlovede.


Flere mennesker kommer ud, og han begynder at blive utålmodig. Får kolde fødder. Men tager sig selv i det; for første gang i deres forhold, vil han nu tage initiativ og gøre noget uopfordret. Og på en måde føles det rigtig godt. Spontanitet og overraskelse har aldrig været noget, han har dyrket, men nu, hvor han mærker efter, vil han næsten sige, at det tænder ham. Han smiler for sig selv, og pludselig er hun der.


Hun kommer gående med en baggagevogn og i nye, afrikanske klæder. De har ikke set hinanden i otte måneder, men hun ligner sig selv; dog er hun en del mere solbrændt, og hendes store, nye smil klæder hende utrolig godt. Foruroligende godt.


Han træder et skridt væk fra mængden, så han kan være helt klar til at springe ind foran hende og gå på knæ. Hun nærmer sig, har ikke set ham endnu, og han tæller ned. Trækker vejret dybt ned i lungerne og kigger på sine hænder, der ryster en smule.


Da hun nærmer sig, træder han frem, men adrenalinen og hans iver efter at komme hen til hende tager fat i hans fødder, og de stormer ind i hinanden, mens hans krop og ansigt kommer nærmere og nærmere jorden, og hænderne når imidlertid ikke at tage fra i faldet, derfor lander han med ansigtet ned mod det hårde gulv.


Han kigger op, og hun står over ham med bekymrede øjne. Han sætter sig op og mærker diskret i lommen. Kigger febrilsk rundt, da den er tom, og hun bemærker det. Hun spørger, hvad der er galt, men da et par mørkebrune arme lægger sig rundt om hende, sætter ordene sig fast i halsen, og de er ved at kvæle ham. Hun kigger undskyldende ned på ham, mens hun prøver at vride sig fri fra de fremmede lemmer, men hun er allerede afsløret. Han har pludselig nemt ved at rejse sig op, og selvom hun råber efter ham og beder ham komme tilbage, så hun kan forklare det hele, så sætter han farten op. Ringen er væk, men nu skal han jo alligevel ikke bruge den til noget. Så meget for endelig at gøre noget spontant.


Han er også sikker på, at hun er blevet lidt større omkring maven siden de sidst sås.
Inden han forlader den store hal, når han at råbe, at hun kan fucke sig selv, og følelsen ved at skrige af hende føles fantastisk. Det er en kæmpe lettelse endelig at kunne gøre noget, han virkelig har lyst til. For det har han. Lyst til at skrige og bryde fri, og det er lige det, han gør.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...