The code game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Færdig
Alle er i krig mod tiden. Hvis man løser koden, så vinder man et slag, hvis man taber får det store konsekvenser for alle omkring en. England har brug for en der kan løse alle fjendens koder, så de kan vinde krigen. Spørgsmålet er bare hvem? (Det her er en historisk movella, så ved i det. Og jeg har ikke skrevet så meget om handlingen fordi jeg vil gerne have i skal finde ud af den undervejs i movellaen)

4Likes
8Kommentarer
2936Visninger
AA

16. Rundvisning

”Okay, Peter og Christopher pladen skal over på den anden side.”
Vincents nevø var ankommet her til morges, og det betød så at vi alle var begyndt at bygge kodemaskinen. Det var hårdt med alle de kommentarer fra Vincent om hvor tingene skulle være.
Jeg var heller ikke den muskuløse type, så alle pladerne var tunge at bære rundt på.
Vi var næsten blevet færdigt med maskinen, da vores arbejdsdag var over.
Der var heldigvis ikke rigtig nogle planer for os alle sammen i nu. Peter og Elliot skulle ud for og hente  de sidste plader som skulle på i morgen.
Vincent havde en aftale med Josephine, og jeg med Emily.
Hvordan kunne jeg sige nej.  Jeg måtte lærer at åbne lidt op, så dette ville være en god mulighed.
Da fik jeg øje på hende.
Hun stod lidt og kiggede rundt som om at der var noget hun manglede.
Et smil kom frem på hende, da vi fik øjenkontakt.
”Hej er du klar?” Spurgte hun.
Jeg nikkede roligt, og så gik vi.
Der gik ikke lang tid før vi allerede var nede i byen, hvor vi gik rundt.
”Nå hvad er så dit arbejde på Housegarden?”
Jeg kunne ikke fortælle det til hende. Vi lovede at holde det hemmeligt. Men hvad skulle jeg så sige. Stilheden imellem os voksede jeg måtte begyndte at handle hurtigt.
”Vi skal bygge nogle forsvars ting, for Mr. Wisten… Altså os, Elliot, Peter, Vincent og jeg.” Rødmen i mig voksede. Det var akavet. Det føltes så forkert.
Men hun så da ud til at tage imod mit svar.
”Hvad så med din familie?” Spurte hun så. Dette var begyndt at blive mere personligt og det var en underlig følelse at få.
”Jeg… Jeg boede sammen med en kammerat. Vi arbejdede sammen.” Skulle jeg fortælle hende det. ”Jeg har ikke andre.”
Jeg kunne se at hun kiggede lidt væk. Det var heller ikke noget jeg havde snakkede med andre end Jonathan om.
”Min familie vil se mig blive gift, og være lykkelig. De forstår bare ikke at jeg er lykkelig med det liv jeg har her.” Sagde hun stille.
Dette var åbenbart hårdt for os begge.
”Hvad med at vi fortsætter.” Svarede jeg. Både for at skåne hende for hendes historie men også for min.
Et lille smil kom frem på hendes læber, og trak mig med hende ned af gaden.
”Kom der er noget jeg skal vise dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...