The code game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Færdig
Alle er i krig mod tiden. Hvis man løser koden, så vinder man et slag, hvis man taber får det store konsekvenser for alle omkring en. England har brug for en der kan løse alle fjendens koder, så de kan vinde krigen. Spørgsmålet er bare hvem? (Det her er en historisk movella, så ved i det. Og jeg har ikke skrevet så meget om handlingen fordi jeg vil gerne have i skal finde ud af den undervejs i movellaen)

4Likes
8Kommentarer
2899Visninger
AA

37. Opdaget

"​NEJ!!!!"

Lød et råb udefra, fra hallen. Og alles opmærksomhed var rette mod et fælles mål.  

Vi var ikke nået langt før vi så det. Eller dem.

Vincent begyndte at bevæge sig tættere på, og lidt efter kunne vi alle se. Det var ikke en person, men to personer. To velkendte personer.

​"Det er Peter og Elliot."  Udbrød Christopher. Han havde ret, det var dem.

Jo tættere på vi kom mod dem, jo mere indså vi at de var i færd med at blive slæbt væk af nogle fra politiet. Efter sig kom... "Wilfred"

Det var ham. Han havde opdaget hvad der var sket. Det var det Elliot fortalte mig her forleden. Wilfred havde blandet sig i deres sager, og nu var helvede atter brudt løst her ligesom den gang med Harry.

Men der var intet vi kunne gøre. Det var for sent, og dem der sagde Wilfred imod, ville sikkert gå samme sted hen.

---------------------------------

Senere den aften måtte vi væk. Vi ville alle bare gerne glemme alt den aften.

Josefine, Hannah kom også, samt Emily med Jonathan.

Det virkede som en uendelighed før de kom. Selv Vincent som ellers plejede at komme frem og sige det første ord, sad stille på sin stol og små nippede til sin øl.

"Hej"

Det var Josephine og kort efter kom alle de andre i gruppe.

"Vi hørte hvad der var sket med Peter og Elliot, vidste i noget?" Denne gang var det Hannah der kom ind.

"Hannah!" Emily var altid den der trådte ind hvis der var noget, og dette var helt ud over det normale.

"Er du okay" Fortsatte hun, henvendt til mig.

Jeg var for rystet til at sige noget, så jeg nikkede bare stille og roligt.

Da mærkede jeg en hånd på min skulder. Det var Jonathan. Det var lige det jeg havde brug for nu. Et sted hvor vi kunne være. Hvor vi sammen, alle de personer som havde en betydning i mit liv. Dog manglede der stadig nogle. Men jeg vidste hvordan jeg skulle ende dette. Jeg havde løsningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...