The code game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Færdig
Alle er i krig mod tiden. Hvis man løser koden, så vinder man et slag, hvis man taber får det store konsekvenser for alle omkring en. England har brug for en der kan løse alle fjendens koder, så de kan vinde krigen. Spørgsmålet er bare hvem? (Det her er en historisk movella, så ved i det. Og jeg har ikke skrevet så meget om handlingen fordi jeg vil gerne have i skal finde ud af den undervejs i movellaen)

4Likes
8Kommentarer
2908Visninger
AA

5. Ændringer

(Der kommer nogle korte afsnit fordi jeg er igang med eksammen lige nu så der er meget at se til)

 

"Undskyld, må jeg komme frem... Jeg... er temmelig sent på den... så hvis i ville være så venlige" Jeg ved ikke lige hvad der galt med mig. 

Alle de gange jeg skulle have jobsamtale så var der intet galt med vores ur, og så lige i dag hvor jeg får chance for noget helt uventet og spænende, så stopper uret. 

Hvorfor kommer alle de dårlige ting på en gang. Og så lige nu. Det er da nu jeg har brug for et lille lys. Og nu hvor jeg endelig fik tændt det lys, så prøver tiden at slukke det igen. Samt alle de her mennesker som slet ikke ænser mine ord, mens jeg prøver at finde ud af denne uendelige lange menneske labyrint.

Endelig kommer jeg ud, og kan kort tid efter se den bygning som jeg er blevet ført til efter samtalen i telefonen. Det så ikke ud af så meget. Det lignede et helt normalt hus her i London. Selvfølgelig var den temmelig smal og høj at se på herude fra, men mon det ikke blev bedre når man kom indenfor.

"Nej, se hvem der er der" 

Den stemme kendte jeg alt for godt.

"Det er jo Benedict." 

"Henry, sikke en overraskelse" Og i modsat til mit falske smil og glade udtryk, så var jeg faktisk overrasket over at se ham og hans assistent her.

"Ja, vi hørte jo om Jonathan. Tillykke"

Jeg kunne mærke en klump i min hals vokse.

"Nu må vi også bare håbe at du også begynder at gå i samme retning... Men vi må vist hellere videre, ikke Nick?"

"Ja sir" Han nikkede roligt og gik derefter i samme tempo som Henry, videre ned af gaden.

Da de lidt efter var mere ude af syne, gik jeg ind.

Jeg vidste endeligt ikke helt hvad jeg skulle forvente her, men jeg der så dog en anelse mere rent ud indenfor. Jeg ville endeligt have taget trappen op, men en lyd som kom nedenunder fortalte mig at jeg i stedet skulle gå ned af trappen.

Lydene blev højere og højere jo længere jeg kom ned. Jeg begyndte at kunne hører stemmer og kort tid efter kunne jeg også se dem der talte. 

Det var et okay stort rum. Der var op til mindst... 25 mennesker derinde. De fleste sad ved nogle små skriveborder, mens nogle få stod oppe foran en slags stor, sort tavle. Der var kun mænd. 

Det kunne jeg nu se tydeligt, for de kiggede alle på mig. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...