The code game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Færdig
Alle er i krig mod tiden. Hvis man løser koden, så vinder man et slag, hvis man taber får det store konsekvenser for alle omkring en. England har brug for en der kan løse alle fjendens koder, så de kan vinde krigen. Spørgsmålet er bare hvem? (Det her er en historisk movella, så ved i det. Og jeg har ikke skrevet så meget om handlingen fordi jeg vil gerne have i skal finde ud af den undervejs i movellaen)

4Likes
8Kommentarer
2937Visninger
AA

4. Mislykkes

"Ja, vi har set på dine papirer Mr. Fallen" 

Ja, så sad jeg her. Det var den fjerder og sidste samtale jeg har her i ugen.  Og jeg alt andet end rolig. Jeg kan mærke hvordan alt i mig stritter imod. 

En stemme i mig, siger at jeg skal gå ud af døren uden at se mig tilbage. Lige nu befinder jeg mig i et ikke så stort rum. Fire vægge og et tag som man siger. Et pænt rent skrivebord foran mig, og en kradsende, hård stol at sidde på, gør det ligesom meget værre end det skulle. 

Men jeg måtte vel snart få et ja. 

Alle de andre samtaler sluttede med det samme `Jeg må desværre meddele at dine evner ikke kan gøre gavn her` Altid de samme bemærkninger. De samme ord. De samme regler. 

Alt er det samme. Kedeligt og ens.

Hvis det bare var udfordrende. Spænende og nyt. 

Måske vil alting her gå bedre. Måske har jeg en chance her. 

Men, hvis jeg hører en af de samme sætninger igen, så tror jeg simpel hent at jeg får nok. Hvis de bare hører et...

"Og jeg må desværre meddele at dine evner ikke kan gøre gavn her. Men der er sikkert nogle derude som mangler en som dem."

 

Da jeg kom tilbage til lejligheden, gik jeg ned. Jeg gik simpel hent ned. Hvad skulle jeg sige til Jonathan?

Om en ugen skulle han afsted på universitet, og jeg sad stadig her og har intet job. 

Da gik det op for mig.

"Hvordan kunne jeg dog falde i så let. Jeg behøver ikke noget job. jeg har jo mine koder... Projektet."

Og da faldt jeg i igen.

"Men jeg kan ikke gøre det alene. Jonathan var den der har kontakten med folk."

Jeg er ikke den sociale fyr. Nej, jeg bruger det meste af min tid foran skrive maskinen eller et papir og løser koderne, mens Jonathan er den der meddeler tingene.

"Hej, Benedict, så du er allerede hjemme." Det var Jonathan, og i sin ene hånd havde han en stor pose. Den så ud til at være tung. 

"Prøv at se" Og kort efter lå der bøger overalt i den ene stol. "Jeg har lige hentet skolebøgerne... Hvad er der galt?"

Selvfølgelig gennemskude han mig. Også selvom jeg prøvede at sende nogle små smil. Det hjalp bare aldrig. 

"Jeg fik ikke jobbet." Svarede jeg. 

"Ja, jobs hænger jo hellere ikke på træet. Men man kan jo ikke give op." 

Nej, det kunne man vel ikke. Jeg bliver bare nødt til at blive ved. 

"Jeg så forresten en side i den her avis. Det er et krydsord hvor man skal løse koden. Jeg er sikker på at det var noget for dig."

Jeg tog imod avisen, og bladrede lidt frem og tilbage for at finde siden. 

"Vil du have te?" 

"Øh... Ja tak." Svarede jeg, og derefter forsvandt Jonathan ud i køkkenet.

Og jeg fandt siden. 

Se om hvis du kan løse dette kryptiske krydsord på under 15 minutter. Hvis du klare det, så ring til nummeret nederst på siden og du vil få en uforglemmelig chance. 

Hvad skulle det lige betyde. En uforglemmelig chance. 

Vel hvad skal jeg da ellers nå. 

Det var en udfordrende opgave. En spænende opgave. En ny opgave. 

"Færdig" Roligt lagde jeg avisen fra mig, og rakte ud mod teen på bordet. Den var stadig brand varm. 

"Jonathan, hvor lang tid er der gået siden du lavede teen?" 

Hurtigt kiggede han op fra bøgerne og over på sit ur. 

"Allerhøjst 10 minutter, Hvad sker der?"

Jeg stivnede. 

Jeg anede ikke en gang hvorfor.

Hvad ventede jeg endeligt på.

"En uforglemmelig chance" 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...