The code game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Færdig
Alle er i krig mod tiden. Hvis man løser koden, så vinder man et slag, hvis man taber får det store konsekvenser for alle omkring en. England har brug for en der kan løse alle fjendens koder, så de kan vinde krigen. Spørgsmålet er bare hvem? (Det her er en historisk movella, så ved i det. Og jeg har ikke skrevet så meget om handlingen fordi jeg vil gerne have i skal finde ud af den undervejs i movellaen)

4Likes
8Kommentarer
2900Visninger
AA

28. Ikke mere

Efter den grimme nyhed om at der skulle befinde sig en forræder på Housegarden, tog jeg ned til Harry i byen, jeg havde lovet ham at fortælle en del om vores arbejde på housegarden, da jeg fik sendt brevet til Jonathan, og det var åbenbart nu han ville have sin fortjeneste for det.

Jeg måtte dog også passe på hvad jeg sagde til ham, man vidste aldrig.

Mr. Wisten fortalte os at hvis regeringen i London, ikke havde nået at opdage manden med oplysningerne, så ville hele Europa få at vide hvad vil lavede her.

Dog var bagmanden ikke fanget endnu, og det bekymrede os alle.

"Tak for denne gang, Benedict... og for resten, dette brev blev sendt hertil til dig, fra en Jonathan Oswald." Noget i mig lyste op, da jeg hørte navnet.

Men dog. En anelse af bekymring kørte også rundt i mig. Det ville alt sammen være over når jeg havde åbnet brevet. Jeg måtte gøre det, for at få en ende på den lille indre krig jeg havde inde i mig. Alle følelserne i mig kæmpede om at komme længst fremmest. Stille begyndte alt i mig at køle ned, men en del af varmen i mig fastholdte sig, og det blusede endnu mere op, efter jeg havde læst det igennem. Han havde inviteret mig over for at besøge mig. Selvfølgelig kunne jeg ikke bare presse ind midt i det hele, så jeg måtte få sendt et brev tilbage. ---------   Varmen forlod mig ikke en gang efter jeg var kommet ud af den ældre, forfaldende boghandler. Det hele var næsten for godt til at være sandt. "Benedict, endelig." Jeg genkendte den stemme. Det var Emily. "Emily, je...." Længere nåede jeg ikke. "Vi må snakke." Hun lød temmelig alvorlig, og hendes ansigtsudtryk virkede heller ikke som det gladeste. Det var mere forpustet og lukkede. "Benedict... Jeg vil bare undskylde for den opførsel jeg har sat dig ud for. Det ligger ikke til mig bare at... kysse folk. Jeg håber du forstår." Der var mere blidhed til sidst over hendes stemme, men hjalp ikke meget over det lille chok jeg havde fået. Som mit hjerte havde fået. "Mener du at..." Igen stoppede hun mig. "Jeg beklager meget Ben... Benedict. Jeg vil bare ønske at vi kunne fortsætte med at være venner." En anelse håb kom frem fra hende, men på min side var alt forladt og ødelagt. Selv brevet fra Jonathan kunne hjælpe mig til en mere glad tanke. "Jo, selvfølgelig." Svarede jeg. "Bare venner."                              

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...