The code game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2015
  • Opdateret: 3 nov. 2015
  • Status: Færdig
Alle er i krig mod tiden. Hvis man løser koden, så vinder man et slag, hvis man taber får det store konsekvenser for alle omkring en. England har brug for en der kan løse alle fjendens koder, så de kan vinde krigen. Spørgsmålet er bare hvem? (Det her er en historisk movella, så ved i det. Og jeg har ikke skrevet så meget om handlingen fordi jeg vil gerne have i skal finde ud af den undervejs i movellaen)

4Likes
8Kommentarer
2906Visninger
AA

7. Farvel

Jeg lagde den sidste kuffert bag i bagagerummet, og vendte derefter mit blik over på Jonathan, som stod på en af trappetrinene op til vores lejlighed. Eller, nu var det kun min. 

Jeg havde sagt nej tak til tilbudet om et nyt job. Jeg frygtede det var noget med krigen her i Europa, og det ville jeg i hvert falde ikke have noget at gøre med. Nok havde jeg bestået testen, og fået noget nyt at beskæftig mig med, men hvis det var så hemmeligt, så kongehuset ikke engang vidste om det så ville jeg ikke tage den chance.

"Jeg tror det er tid" Kom Jonathan ind med, og alle mine tanker fra i går var væk. Vi gav hinanden et godt fast kram, og få sekunder efter satte han sig ind i taxaen, som kørte ud på den lille gade som vi boede på. 

Tænk at det var enkelt at forsvinde fra alting. Han var væk. Min bedste og eneste ven var væk. Taget ud og få sit eget liv. Om nogle år så kommer han nok tilbage med sin nye forlovede. Og et år efter starter de nok på at stifte familie, og så er han væk forevigt. 

Og så dum som jeg var, så sagde jeg nej til nok den største og eneste opgave som jeg nogensinde ville få i hele mit liv, bare fordi jeg troede der var en chance for at han ville fortryde at tage afsted og blive her. 

Hvis jeg bare kunne ændre fortiden. Hvis jeg fik en chance til, så ville jeg....

"Hej, dagdrømmer, vil du have et lift?" 

En sort lille bil havde kørt ind til siden, og rullet vinduet ned. Dog kunne jeg ikke se hans ansigt for den sorte bowlerhat.

"Hvad mener du?" Spurgte jeg usikkert, da jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle have sagt.

"Ja, du troede da ikke at du bare kunne slippe så let fra din opgave? Vi skal have vundet en krig, og du er med i den lige meget hvad, så om i bilen med dig." Svarede manden, og løftede derefter roligt sit hoved op, så vi havde øjenkontakt. 

"Hvad? Vincent!" 

"I egen høje person" Svarede han med et lille grin. 

Da gik det op for mig, at han ikke var den eneste der sad i bilen. Elliot og Peter sad også i bilen. Jeg havde bare ikke lagt mærke til dem fordi bilen også var helt mørk indvendig og det gjorde også at man ikke kunne se så meget igennem ruderne på bilen.

"Hej Benedict" Lød Peters stemme. Vidste jeg hørte rigtig, så var det en irsk accent. 

"Vi har altså ikke hele dagen..." Sagde Vincent denne gang mere bestemt.

Men mine ting... Alle mine papirer. Jeg kunne ikke bare forlade det hele her. Jeg havde ikke engang pakket.

"Dit tøj og dine papirer bliver sendt og afleveret til dig. Vi får alle fire vores ting i aften. Det er for ikke at gøre så mistænkeligt.... Nu er det altså nu eller aldrig." 

Og uden mere snak satte jeg mig om bag i sammen med Elliot. 

Nu var jeg så på vej.

Nu var jeg på vej ud for at starte mit liv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...