Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13654Visninger
AA

23. XXI - Nedd

 



Jake og Markus var gode til skuespil. Nedd håbede, at det samme gjaldt for ham.
De sad alle rundt om bålet i den gryende morgen og varmede deres fingre på skålene med varm suppe. Selv om ridderne stadig havde søvnen siddende i øjnene, blev der snakket livligt gennem klaprende tænder, men hverken Jake eller Markus havde sagt et eneste ord, siden Giddy havde vækket dem. Nedd var den eneste, der vidste hvorfor.
Det havde ikke været hans intention at udspionere dem. Han havde ikke kunnet sove og var gået ud for at samle brænde til bålet, da hans ører opfangede lyden af stemmer. Da han så, at det var dem, skulle han til at gå igen for ikke at forstyrre. De lo og snakkede jo bare sammen og havde sikkert brug for kvalitetstid efter deres skænderi. Men så blev de pludselig stille, og før Nedd vidste af det, var de i færd med at fortære hinandens ansigter. Han gik i panik, smed brændet til højre og venstre og løb tilbage, så hurtigt han kunne.
Det gik op for Nedd, at han havde anskaffet sig en farlig vane, der gik ud på at lure bag træer og overhøre personlige samtaler. I modsætning til sidst var dette tilfælde dog ikke med vilje. Hvis han kunne gå tilbage i tiden for at undgå at vide noget som helst om, hvad i alverden de havde gang i, ville han gøre det.
Nedd hadede hemmeligheder af flere årsager. For det første åd de en op indefra, og for det andet var han dårlig til at holde på dem. Men han vidste, at han ville blive nødt til det denne gang, selv om han hvert sekund måtte sluge trangen til at kaste armene i vejret og overgive sig, som om han havde gjort noget kriminelt.
”Okay. Så rykker vi,” annoncerede Jake og rejste sig, da skålene var samlet ind, vasket i sne og pakket sammen. Nedd gik over for at hente Albert, som døsigt stod bundet til et af træerne ved siden af de andres langt flottere hingste. Han skævede over mod Jake i et forsøg på at aflæse hans ansigtsudtryk, men der var ingenting at hente. Var han mon lige så rolig, som han så ud, eller var han blot fantastisk til at skjule det?
Jake steg op på sin hest, og gruppen begyndte at ride efter ham langs strømmen. De havde været på farten i en uge, og pludselig kunne Nedd ikke vente med at komme hjem igen. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogen så direkte igennem ham, og han kom til at røbe det hele.
Undervejs betragtede Nedd forsigtigt Markus og Jake på skift. De så begge sammenbidte og fjerne ud, og ingen af dem talte, medmindre andre talte til dem. Så løftede de hovedet med et ”Hm?” og svarede halvhjertet tilbage.
Wyatt red op på siden af Nedd, lænede sig ind mod hans øre og hviskede, ”De er nok stadig uvenner.”
Det var næsten komisk, at han kunne tage så meget fejl, men Nedd nøjedes med at holde sin mund fremfor at skrige Nej, nej, nej! De er mere end venner!
Wyatt var ikke den i gruppen, der besad den bedste situationsfornemmelse, så hvis han havde opfanget, at der var noget i gære, var det garanteret, at de andre også havde. I takt med at folk vågnede fra morgenens træthedståge, begyndte snakken igen at vandre på kryds og tværs mellem ridderne, og den stilhed, Markus og Jakes distræthed forårsagede, blev udfyldt af historier fra tidligere missioner eller Wyatts sædvanlige drillerier. Måske var der ingen, der havde lyst til at erkende, at stemningen i gruppen endnu ikke var ved det gamle, nu hvor skænderierne var løst og lagt i fortiden.
Nedd overvejede, om han burde konfrontere Jake. Måske var der noget, han havde misforstået. Måske havde han set forkert. Måske var det slet ikke sket.
”De må have banket hinandens hjerneceller ihjel,” mumlede han for sig selv. På trods af at der ikke fandtes skrevne love om, hvorvidt det var forbudt at have et forhold til en af samme køn eller ej, var det allemandsviden, at den slags ikke var tilladt, medmindre man ønskede at blive udstødt af sin familie, spyttet efter på gaden eller, i værste fald, slået ihjel. Hvad ville Endor ikke sige, hvis han fandt ud af, at hans søn var en Forskruet?
Raymond vendte sig rundt i sadlen. ”Sagde du noget?”
”Nej, nej,” svarede Nedd og rystede ivrigt på hovedet. Raymond trak på skuldrene og vendte sig tilbage igen.
Skoven blev langsomt tættere, og gruppen red fremad på en lang række. De var efterhånden kommet så langt væk fra Ethion, at bøgetræerne og den mosbeklædte jord var blevet erstattet af grantræer og klippesten, som de måtte navigere sig rundt om eller varsomt træde over. Heldigvis var hestene vant til barskt terræn, for det sneede voldsomt med tykke snefnug, der gjorde det umuligt for Nedd at se andet end halen på Raymonds hest foran sig.
”Stop,” lød Jakes stemme fjernt fra forrest i rækken. Budskabet bredte sig som løbeild gennem gruppen, og Nedd bragte det videre til Wyatt, der dannede bagtrop.
”Hva’ sker der?” spurgte han. Nedd svarede ikke, men løftede sig i sadlen for at få et bedre udsyn.
Gruppen bevægede sig igen, og han fulgte langsomt trop. Efter få meter så han grunden til Jakes tøven – Peritsas tidligere grænsemur.
Både Endor og Hallagan var fanatiske omkring deres riges sikkerhed. De byggede mure så tykke og høje omkring deres hovedstæder, at der skulle fem mand til at bære blot en enkelt sten. Clavien var den eneste af de tre konger, der nogensinde havde bygget en mur rundt om hele sit land. Dens primære opgave havde været at opkræve grænseafgifter, når folk passerede fra det ene rige til det andet, men da der i forvejen stod flere kilometer af skov og en bjergkæde imellem Ethion og det gamle Peritsa, havde store dele af muren aldrig tjent andet formål end at symbolisere Claviens mangel på gæstfrihed.
Muren var nu skudt sønder og sammen, og i den brusende flod til højre for dem var et vagttårn styrtet i vandet. På land lå der ikke andet end tilsodede murbrokker, som jorden var i færd med at sluge. Planter og græs spirede frem mellem stumperne af den mur, Endor havde brugt flere uger på at rive fra hinanden, så Peritsa ville smelte sammen med Ethion.
Det var ikke gået, som han håbede. Selv nu, fem år senere, stod hans egen søn og tøvede foran ruinerne af det, der engang havde været Claviens rige, og som i alles underbevidsthed stadig tilhørte ham.
Nedd fulgte efter Raymond og førte Albert over stenene. Da han, for hvad der føltes som en evighed siden, havde gået tur med Rosie i skoven omkring Ethion, havde han troet, at de ved at fare vild kunne havne helt ovre i Peritsa. Aldrig havde han haft begreb om, hvor langt der i realiteten var fra hans hjem til den mur, han trådte over netop nu.
Da de stod på den anden side, vidste Nedd, at de alle blev ramt af den samme, foruroligende fornemmelse – frygten for, at de aldrig kom tilbage.

 

 

Efter flere timer brød David stilheden.
”Se!” udbrød han og pegede på floden. ”Vandet er…”
”Lilla?” Beneca rynkede panden. Det var som om, at floden gradvist havde skiftet fra at være sortblå til at have et mere violet skær.
”Vi nærmer os,” sagde Jake. Hans stemme lød hverken lettet eller entusiastisk, og de fortsatte i samme tempo som før. Ingen have lyst til at skynde sig.
Det var blevet eftermiddag, da skoven kom til en brat slutning. Alle otte af gruppens medlemmer stoppede op på rad og række, lamslået over synet foran dem.
De stod i en lysning, hvor hundredevis af træer var blevet fældet, lagt på siden og stablet i udkanten af pladsen. Et træhus var bygget op som en bro over floden fra den ene bred til den anden, og fra et hul i bunden af konstruktionen løb en tyk stråle af lilla væske ud i floden.
Nedds indvolde vendte sig. Floden bar atritusgiften med sig, indtil det til sidst var blevet så fortyndet i vandet, at giften ikke kunne ses længere. Det var denne gift, der havde gjort hans mor sindssyg. Den havde slået hende ihjel, og det havde været selv om ethvert spor af den var blevet usynligt, så snart den nåede Ethion. Hvis et par dråber kunne tage livet af et menneske efter få dage, hvad var væsken så i stand til i sin renhed?
Noget andet fangede Nedds opmærksomhed. En spinkel flamme, der blafrede i hans øjenkrog i kontrast til det ellers hvide landskab. Han fik pludselig øje på de mange telte, bålpladser og bænke, der stod placeret rundt omkring i lysningen. Stedet var beboet af mindst et dusin mænd, og et af bålene var endnu tændt.
”Hvor er de henne?”
Det var Raymond, der snakkede først. Hans ord var som en kold hvisken, der gav Nedd kuldegysninger hele vejen ned ad nakken.
Det tog Jake et par sekunder at reagere. Så sagde han, ”De ved, at vi er her. Alle sammen, ned fra jeres heste. Træk jeres våben. Cirkelposition.”
Nedd var ved at kvæles i den klump, som havde formet sig i hans hals, der var for tør til at sluge den. Han tvang sin krop til at adlyde, sprang ned fra Albert og bad til, at hans ben ikke eksede under ham, når han ramte jorden. Han nåede at bede til forfærdeligt mange ting inden for et meget kort tidsrum.
Nedd var den sidste, der indtog sin plads i cirklen, og han trak med rystende hænder sit sværd ud af skeden. Han havde trænet i dagevis, drømt om dette i årevis: kampens hede, adrenalinen, der udviskede al frygt og skærpede sanserne.
Den var ikke sat ind endnu.
Gruppen stod i angrebsstilling med trukne sværd og let bøjede knæ, mens de alle spejdede rundt. Udover vinden og flodens brusen var alting stille. Et naivt håb om, at de var alene, spirede i Nedd, men han vidste, at det ikke var tilfældet. Hvem end, der boede her, havde set og hørt dem for længst. Fjenden kunne være få meter fra dem, skjult af de tykke grantræer, men selv om Nedd studerede hvert et træ så nøje, at hans øjne løb i vand, fordi han ikke turde blinke, kunne han ikke spotte den mindste bevægelse.
Et sus løb gennem luften. Markus skreg og faldt til jorden.
”Markus!” Jake var den første til at hive ham så hårdt i armen, at han kom på benene igen, selvom hans venstre lår var blevet gennemboret af en pil.
”Argh! For fanden i helvede!” jamrede han.
”Smid jeres våben eller vi skyder igen!”
Hele gruppen vendte hovederne mod stemmen, men der var ingen at se. Markus bed hårdt sammen og sagde ikke mere, men i stedet slap smertefulde hvæs igennem hans tænder.
”I er omringet! Smid jeres våben!”
Det var en ny stemme, og gruppen vendte rundt igen.
”Nej, nej, nej, bevar cirkelposition!” skældte Jake. ”Fokus på alle retninger!”
”Smid så jeres våben!”
Sværdet føltes tungt i Nedds hænder, men han lod det ikke falde til jorden. Ligesom resten af gruppen holdt han fast, indtil Jake gav ordre til andet, på trods af at en del af hans hjerne beordrede ham til at smide det langt væk. Den anden del nægtede stadig at tro på, at de var rejst så langt for blot at tabe. Han havde ofret for meget til, at det måtte ende sådan her.
”Jake…” forsøgte Beneca advarende.
Jake rystede stædigt på hovedet, som var der nogen, der prøvede at tvinge mad ned i hans hals, han ikke brød sig om. Han skiftede sit greb på sværdskæftet fra den ene hånd til den anden og vred sig nærmest af benægtelse.
”Jake, så gør dog for helvede, som de siger!” råbte Markus, hans stemme desperat og adskillige toner lysere end sædvanlig. Hans handsker var gennemvædede i et forsøg på at stoppe blødningen, og hans sværd lå allerede på jorden, hvor han havde tabt det.
En pil fløj igennem luften få meter fra Wyatts ansigt og satte sig i et træ i den modsatte ende af lysningen.
”J-Jake…” stammede han.
Jake lod sine arme falde ned, så spidsen af hans sværd ramte jorden med et blidt dunk. Hans skuldre hang, hans mund stod åben i håbløshed. Han lignede en, der var tæt på at græde, men så fortrak hans ansigt sig i en rasende grimasse, og han kylede sværdet fra sig.
Resten af gruppen lod deres sværd falde til jorden, dog med overvejende opgivelse fremfor aggression. Nedd gjorde det samme og puffede sit væk med foden.
Deres angribere trådte ud fra skoven fra alle sider af lysningen. Da de havde nærmet sig tiltrækkeligt, stoppede de op rundt om riddergruppen med hævede buer og pile. Størstedelen af dem var iført gråsort tøj, og det var ikke til at sige, om det var beklædningens originale farve, eller om det aldrig var blevet vasket. Fra deres bælter hang et utal af forskellige knive, sværd og andre våben, som Nedd aldrig havde set før.
En af mændene – Nedd gik ud fra, at han var lederen - trådte tættere på for at inspicere gruppen. Han gik i en langsom cirkel rundt om dem og lagde til tider hovedet på skrå som for at betragte deres ansigter fra forskellige vinkler. Han stoppede op foran Jake, så deres ansigter kun var få centimeter fra hinanden. Jake så ikke væk, men stirrede tilbage med samme fjendtlighed, selvom han var betydeligt lavere og nødsaget til at se opad.
Manden var tæt på to meter høj og lige så bredskuldret som Nedds egen far, selv om der ikke ligefrem herskede den store lighed imellem de to. Hans hår var sort og bundet op i en tjavset hestehale, og et mindre ar skar sig igennem hans højre øjenbryn, men det var først, da Nedd fik øje på motivet af et øje, der var trykt ind i læderet på mandens brystplade, at det for alvor gik op for ham, hvorfor han forekom ham så usædvanligt skræmmende.
”Peritsas våbenskjold,” tænkte Nedd så højt, at han kom til at mumle det. ”De er Claviens mænd.”
Manden drejede hovedet. Blev stående, men vendte sit blik mod Nedd, som for alvor blev kvalt i sit eget åndedræt.
Hans krop frøs fast, og hvis ikke han havde stået tæt klemt sammen mellem Giddy og Raymond, havde vinden sikkert blæst ham omkuld. Manden betragtede ham med sine kulsorte øjne, der syntes at fortsætte indad som to endeløse huller, bag hvilke der ikke gemte sig den mindste antydning af hverken tanker eller følelser. Hans ansigt var ulæseligt, gemt bag et tykt fuldskæg og en overbevisende maske af umenneskelighed.
Manden vendte langsomt sit blik tilbage mod Jake, der fortsat stod og skulede. Nedd ventede i spænding, nærmest i desperation, på, at han sagde noget. Gjorde noget. Men ligesom resten af ridderne og de angribere, der omringede dem, rykkede han ikke på sig.
Omsider var der en svag antydning af bevægelse i mandens ene mundvig, noget, der måske skulle forestille et skævt smil, men kom til udtryk som en væmmelig grimasse. Så jog han sin albue ind i Jakes tinding med så høj fart, at bevægelsen var så godt som usynlig.
Jake faldt om på stedet, men resten af gruppen nåede knap nok at råbe i protest, før peritsianerne sænkede deres buer og pile og trådte nærmere, deres skridt taktfaste og målrettede. Nedd så skrækslagen til, mens manden foran ham kom tættere, mens hans venner en efter en blev slået bevidstløse uden chance for at forsvare sig.
Han gjorde et nytteløst forsøg på at afværge slaget, men i løbet af et splitsekund kom et knivskæfte flyvende mod hans ansigt, og verden blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...