Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13654Visninger
AA

22. XX - Rosie

 

 

Pilen ramte direkte i mandens mave.
”Flot,” kommenterede Keegan med et anerkendende nik.
”Nej.”
Rosie spændte buen endnu en gang. Havde det skæve fugleskræmsel været en rigtig mand, havde han været død, men pilen skulle ramme i hjertet eller hovedet. Alt andet var ved siden af.
Hun tog en dyb indånding og så ned langs pilen, til hendes øjne begyndte at svie. Så gav hun slip. Den ramte i skulderen.
”Jeg gider ikke mere!” udbrød hun frustreret og smed buen og koggeret fra sig, så pilene raslede ud over hele marken. De havde stået her i en time nu, det var hamrende koldt, og hun havde ikke ramt plet en eneste gang. Keegan havde aldrig nogensinde prøvet at skyde med bue og pil af åbenlyse årsager, men hvis han nogensinde fandt på at prøve med én arm, ville han garanteret være bedre end hende alligevel.
”Tag det nu roligt. Det kræver bare træning,” sagde Keegan i et forsøg på at afholde hende fra at koge over af raseri, men det hjalp ikke det mindste.
”Hvad ville du vide om det,” mumlede hun irriteret og begyndte at gå. Hun fortrød det, så snart hun havde sagt det, men var for vred og ligeglad til at sige undskyld.
Keegan lod sig ikke gå på af hendes bemærkning. ”Du kan ikke bare give op allerede,” insisterede han. Rosie stoppede modvilligt sin vredesmarch.
Hvad er der galt med mig? tænkte hun. Det var som om, at en tordensky fulgte efter hende, hvor end hun gik. Hun havde lyst til at tæske nogen hele tiden.
Hun vandrede med stive skridt tilbage til den nedtrådte plet på græsset foran fugleskræmslet. Hun fejede pilene sammen, stak dem tilbage i koggeret, som hun svang over skulderen, og lod en blive tilbage. Satte den på buestrengen og hev.
”Okay, du skal bare tage et sigte hurtigt, før din arm begynder at ryste, for ellers-”
Rosie gav slip og hev den næste pil frem fra koggeret, før den forrige nåede at ramme sit mål. Hun ulejligede sig ikke med at sigte ordentligt, men sendte blot den ene pil efter den anden afsted, indtil salven havde gennemhullet det stakkels fugleskræmsel fra top til tå.
Keegan var stille for en stund. ”Uhm, en effektiv, om end ikke helt korrekt, metode,” konstaterede han.
Rosie gik ned langs banen for at hente pilene. Kun én ud af de ti pile havde ramt hovedet. Tre havde ramt i maven, to i benene. De resterende lå i det omkringliggende græs.
Rosie holdt fast med den ene hånd på fugleskræmslet og hev til i en af pilene med den anden, indtil den gav efter. Sand piblede ud af den sæk, der udgjorde fugleskræmslets overkrop.
”Jeg hader det her,” knurrede hun.
Det passede egentlig ikke. Som barn havde hun elsket at skyde med bue og pil, men dengang havde det været for sportens skyld alene. Denne gang var det krigsforberedelse, og til Rosies skuffelse viste resultatet, at hun mod en fjende i bevægelse ikke ville have en chance for at nå at tage et nøjagtigt sigte, før hun selv blev mejet ned.
Hun vred pilene ud af fugleskræmslet, blev stående med bundtet i den ene hånd og lagde en albue på fugleskræmslets skulder. Hun lænede sig træt op ad det og udåndede et dybt, rystende suk.
Foran hende ruskede den bistre vind i græsset, og i horisonten bag skovens trætoppe kunne hun skimte mørke skyer komme nærmere. Han var derude, et sted langt mod sydvest, alene mod naturens kræfter og andre farer. Hun håbede, at han havde lært at forsvare sig selv bedre, end hun selv havde. At han var blevet lige så modig og stærk, som han altid havde drømt om at blive. Mest af alt håbede hun, at han stadig var i live, og at han ikke lå et sted derude for til sidst at gå i et med den forfrosne jord.
”Rosie!”
Keegans kalden blev kastet frem og tilbage i blæsten. Hun skubbede sig væk fra fugleskræmslet, vendte sig rundt og forsøgte at afholde sit hår fra at piske hende i ansigtet. For enden af banen stod Keegan og vinkede hende hen til sig, men hun rystede på hovedet, hvilket hun straks fortrød, da hun fik sine egne krøller i øjnene.
Hun satte hænderne for munden som en tragt og råbte, ”Bare gå ind. Jeg kommer lige om lidt, jeg skal bare lige…”
Hvaaa?”
”Bare gå!” gentog hun endnu højere. Keegan tøvede, nikkede så og vendte sig rundt for at gå tilbage mod byen.
Rosie blev stående på det vildtvoksende markareal, der strakte sig mellem bymuren og den omkringliggende skov. Foran hende rejste byen sig som et bjerg af huse og tårne. Normalt var det smukt. Der var intet mere imponerende end synet af det mangefarvede bygningslandskab om sommeren, hvor paladsets kobbertag skinnede i solen som kronen på toppen. Nu lå der sne på alle hustagene, og paladsets fire tårne stak huller i det lavtliggende skydække som spidse nåle. Den overdådige verden, hun var vokset op i, lignede kun en grålig skygge af sig selv.
”Du skulle have været her,” sagde hun ud i intetheden, og vinden bar hendes ord med sig, men kunne umuligt løfte dem så langt, at de til sidst ville nå ham. Han var længere væk end nogensinde før, og hans fravær voksede som en tomhed i hendes bryst for hver dag, der gik.
”Du skulle have været her!” råbte hun og sparkede til fugleskræmslet, så det vippede faretruende. Hun smed pilene fra sig, ligeglad med at de atter blev spredt for alle vinde. Alting føltes forkert. Hun skulle have været sammen med ham. De skulle have stjålet kager fra køkkenet, kastet snebolde efter de adelige og brugt al deres tid i smedjen for at holde varmen. Hun skulle ikke stå på en ensom mark på en vinterdag, mens blæsten prøvede at vælte hende omkuld, og hun forgæves forsøgte at forberede sig på en krig, der ikke engang var begyndt, men som allerede havde taget alt fra hende. Hun skulle ikke være så bange.
”Det er din skyld alt sammen!” skreg hun af fugleskræmslet og slog ud efter dets blanke ansigt med sine bare næver. ”Du er så grådig! Jeg elskede dig som en ven, men det var ikke nok, var det?” blev hun ved, mens hun hamrede løs på fugleskræmslet med arme og ben. ”Du skal absolut have det hele! Hvis du virkelig elskede mig, var du aldrig rejst! Jeg hader dig! Jeg hader, hader, hader, hader dig! Jeg hader-”
Fugleskræmslets hals knækkede ved slaget og begravede utallige splinter i hendes fingre og håndryg.
Argh!” hylede hun og kollapsede, så hun landede med knæene på den hårde jord. Hun knugede sin blødende hånd ind til sig og opdagede først flere sekunder efter, at hun også havde bidt sig i tungen, da den metalliske smag begyndte at brede sig.
I adskillige sekunder gjorde hun intet andet end at stirre frem for sig, mens den varme væske dryppede fra hendes hænder. Så græd hun. Ikke så meget fordi, det gjorde ondt, men fordi hun ikke engang måtte tæske et fugleskræmsel, uden at det slog igen.
”Jeg skulle have fået dig til at blive…” hulkede hun, så snot og tårer løb i ustoppelige stimer ned ad hendes kinder og hage. Om hun græd højt, vidste hun ikke. Hendes hals blev ru, men lyden af hendes gråd forsvandt i blæsten. Der var ingen, der hørte hende.
Først efter en halv time var der nogen, der satte sig på hug ved siden af hendes sammenkrøllede krop og lagde en hånd på hendes skulder.
”Så, så, pigebarn. Kom du med mig,” sagde Gertrud. Rosie blev liggende i fosterstilling, rystende af kulde, men da Gertrud blidt tog fat i hendes arm for at hive hende op, rejste hun sig.
Gertrud fangede det ene hjørne af sin kappe og svang den som et tæppe rundt om Rosies ryg, mens de gik tæt sammen mod bymuren. Rosies lemmer føltes stive som pindebrænde, men samtidig var hun så kold, at hun næsten ikke lagde mærke til, hvor ondt det gjorde i hver eneste krog af hendes arme og ben.
”Jamen dog, pigebarn, hvad har du dog lavet?” spurgte hendes tjenestepige forfærdet, da hun fik øje på hendes blodindsmurte tøj og hænder. ”Lad os få dig til hospitalsbunkeren i en fart.”
De skyndte sig gennem bymuren og fortsatte op ad hovedgaden mod paladset. Det tog lang tid at arbejde sig igennem den skrånende by, især i modvind, men efter et par minutter passerede en hestevogn dem, og Gertrud råbte af sine lungers fulde kraft for at få den til at standse.
De blev kørt til slotsgården, hvor den smalle trappe førte dem ned i hospitalsbunkerens sektion 3. Så snart Rosie fik varmen tilbage, begyndte hendes hænder at brænde og svie. Gertrud førte hende igennem skillevæggene af hvidt stof og ind i sektion 1, der husede folk med brækkede og forstuvede lemmer. Rosie lod sig blot dirigere, da Gertrud satte hende ned på en tom seng og begyndte at stavre rundt for at finde en balje med lunkent vand og noget til at desinficere såret med.
”Rosie?”
Rosie drejede hovedet, kun halvt tilstede. Efter et par sekunder identificerede hun stemmen og dens ejermand. Angela betragtede hende med en bekymret mine.
”U-huh…” svarede hun.
Gertrud vendte tilbage med en balje, en glasflaske, klude og en bandagerulle. ”Du må være mere forsigtig, pigebarn. Tænk, hvis du havde ligget der endnu, du havde frosset dig selv helt ihjel.”
”Nu skal jeg,” tilbød Angela og greb fat om glasflasken, mens Gertrud vaskede Rosies hænder. Det gjorde ulideligt ondt at få dem pillet fra hinanden, for blodet var halvfrossent og størknet og havde klistret hendes fingre sammen.
”Stop, stop, stop!” skreg hun, da de store splinter begyndte at rykke på sig. Gertruds ansigt var en eksakt modsætning af Angelas – mens Angela skar tænder i medfølelse, himlede Gertrud utålmodigt med øjnene og stak begge Rosies hænder ned i baljen.
Hun bed tænderne sammen og klemte øjnene i, indtil smerten langsomt blev afløst af det bløde, lunkne vand, der vaskede plamagerne af blod væk. Gertrud begyndte at pille splinterne ud af Rosies knoer og fingre en efter en, og Angela stod klar med et rent håndklæde og duppede hendes sår.
”Så – har du tænkt dig at forklare, hvordan du og fugleskræmslet kom op at skændes?” spurgte Gertrud med et løftet øjenbryn.
Rosie skulede surt til gulvet. Hun havde ikke lyst til at forklare det og vidste heller ikke, hvordan hun skulle bære sig ad.
”Hør nu her, Prinsesse,” begyndte Gertrud, og hendes ansigt mildnedes. ”De har kun været væk i en uge. Jake har været på længere missioner end det, og Nedd er en klog dreng. Han kan passe på sig selv.”
”Ja, ja…” svarede hun blot. De samme ord havde hun efterhånden fortalt sig selv så mange gange, at de var blevet tomme. De kørte rundt i hendes hoved som en sindssyg mantra eller en ørehængende melodi, kun ikke kunne slippe af med. Hun var træt af hele tiden at skulle beroliges, når konklusionen var den samme: at de kom hjem eller ikke kom hjem. Uvisheden og ventetiden var det værste. Hun tænkte, at det var ligesom med tortur; at hvis man ved, at det holder op om få sekunder, kan man holde smerten ud. Men hvis der er en sandsynlighed for, at det kommer til at vare flere uger endnu, giver man op.
”Jeg er bare så sur på ham,” sagde hun og rystede på hovedet. Hvis hun havde vidst, hvad hans afsked indebar, havde hun aldrig stået tilbage og set til, mens han red sin vej.
”Han skulle have blandet sig udenom,” gav Gertrud hende ret. Hun kæmpede med at få nogle små splinter ud af Rosies tommelfinger og kneb det ene øje sammen for bedre at kunne fokusere.
”Drengen havde lige mistet sin mor,” indskød Angela. ”Når man bliver så ked af det og vred, handler man ikke ud fra sin sunde fornuft.”
Rosie følte sig pludselig kvalm, da hun kom i tanker om, hvad Nedd havde skrevet i sin dagbog:
Måske er dette for mor. Måske er det for andre, som ikke fortjener at lide samme skæbne som hende. Og måske er det for Rosie. Stort set alt, jeg gør, er vel egentlig for hende.
”Det er min skyld,” røg det ud af hende, som indrømmede hun en forbrydelse, hun længe havde holdt hemmelig. ”Han er forelsket i mig, men jeg opdagede det først, da jeg ved et tilfælde fandt hans dagbog. Hvis jeg havde vidst det, kunne jeg have sagt alle de rigtige ting. Jeg kunne have fået ham til at blive.”
Angela lagde blidt en hånd på Rosies skulder. ”Det er stadig ikke din skyld.”
”Han rejste på grund af Karen. Det havde intet med dig at gøre,” tilføjede Gertrud. De afventede begge Rosies svar, men hun tav. Betragtede dem med skepsis. Hvorfor virkede de ikke overraskede?
”I vidste det allerede, gjorde I ikke? I vidste det, og I fortalte mig ingenting!”
Rosie kunne ikke tro det. Angela var knap nok klar over, hvem Nedd overhovedet var, så hvis hun vidste, at han var forelsket i hende, måtte det betyde, at Keegan havde fortalt hende det, og hvis både Gertrud, Angela og Keegan vidste det, måtte det betyde, at alle vidste det!
”Det var ikke vores plads at fortælle dig det,” forsvarede Gertrud sig.
”I forstår slet ingenting!” jamrede Rosie og rejste sig, ligeglad med at hendes fingre endnu ikke var fri for splinter, og at hendes led fortsat var frosne og ømme. ”Han gjorde det ikke kun for Karen, han gjorde det også for at imponere mig, fordi han tror, at jeg vil blive forelsket i ham, hvis han redder hele verden,” forklarede hun og vandrede hastigt frem og tilbage over stengulvet. ”Kan I da ikke se det? Jeg kunne have stoppet ham, jeg vidste bare ikke hvordan før nu.”
Rosie sukkede og sank atter ned på hospitalssengen med sin blødende hånd i skødet. Jeg kunne have undgået det hele, tænkte hun håbløst. Smerten, savnet, ensomheden, alting, hvis hun dog bare havde kunnet fortælle ham, at det ikke var sådan, kærlighed fungerede, at han ikke kunne gøre sig fortjent til den ved at sætte sit liv på spil for at fremstå som noget, han ikke var.
På trods af sin frustration var hun godt klar over, at hun ikke kunne bebrejde andre end Nedd og sig selv. Det ville have været forkert, hvis hendes bror eller tjenestepige havde røbet sandheden. De havde blot været loyale.
”Det er min skyld,” gentog hun. ”Fordi jeg var så blind. Åh, I skulle have set det… Han skrev om mig på en måde, som alle piger ønsker sig at blive skrevet om.”
Angela og Gertrud udvekslede et blik, der både udstrålede medfølelse, men også et glimt af se-hvor-sød-ung-kærlighed-er, før Gertrud atter tog fat om Rosies hånd og førte den tilbage ned i baljen.
”Hvad vil du så gøre, når du ser ham igen?” spurgte hun. Selvfølgelig sagde hun ”når” og ikke ”hvis”, men Rosie lod være med at hænge sig fast i det.
Hun trak på skuldrene. ”Jeg aner det ikke,” sagde hun og lo humorløst, ”Jeg ved ikke engang, hvad jeg selv føler. Jeg havde aldrig tænkt på ham som mere end en ven, men nu er alting anderledes…”
Gertrud holdt inde med sit pillearbejde. ”Vent, er du nu også forelsket i ham?”
”N-nej!” skyndte Rosie sig at svare, og hendes kinder blev varme. Hun kunne ikke benægte, at hun havde tænkt tanken. Hun havde tænkt temmelig meget i den seneste uges tid, forestillet sig, hvordan det mon ville være, hvis de rent faktisk havde været sammen. Holdt i hånd. Kysset. I årevis havde hun fantaseret om, hvordan den ideelle drømmeprins så ud, og aldrig havde han set ud som Nedd. Hun havde altid haft sit fokus på alle andre end ham, til dels fordi han ikke var adelig, men mest af alt fordi han var hendes eneste ven, og det havde passet hende fint, indtil det havde åbenbaret sig, at han følte det modsatte. Nu kunne hun ikke slå billedet af dem sammen ud af sit hoved, og jo mere hun tænkte og fantaserede, jo mindre mærkeligt føltes det.
”Altså, jeg elsker ham jo, jeg er bare ikke sikker på, hvordan jeg elsker ham,” sagde hun i et forsøg på at forklare sin tankegang, men selv ikke i hendes egne ører gav det mening. ”Jeg må vel vide det, når jeg ser ham, ikke?”
Angela krydsede armene og lagde vægten over på den ene fod. ”Hvad forventer du? At han lige pludselig har fået større overarme og lækkert hår?”
”Nej, nej, det er jo ikke det, jeg mener. Jeg mener, at jeg vel må føle noget, når jeg ser ham, ikke? Sommerfugle i maven, hjertebanken…”
Gertrud trak på skuldrene. ”Måske.” Var det virkelig alt, hun havde at tilbyde?
Rosie sukkede opgivende. ”Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg føler ingenting,” indrømmede hun. Hun frygtede allermest, at hun kun var begyndt at føle anderledes, fordi det ville være lettest. Hvis hun også var forelsket i ham, behøvede hun ikke at bekymre sig om den konfrontation, der potentielt kunne ødelægge hele deres forhold. Men hvad nu, hvis hun forskønnede ham i sit hoved, fjernede alle hans fejl og forelskede sig i en illusion, der kun indeholdt en brøkdel af sandhed?
Rosie rettede ryggen. ”Jeg ved det, når jeg ser ham. Så falder alting på plads,” sagde hun med skudsikker overbevisning. Og med den konklusion fordrev hun alle sine nervøse tanker og udskød spørgsmålene til senere. For hvad nu, hvis han aldrig kom hjem, og det hele var ligegyldigt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...