Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13746Visninger
AA

20. XVIII - Jake

 



Da de slog lejr for natten, var der fortsat ingen, der snakkede. Jake var stadig vred, selv om han vidste, at han før eller siden blev nødt til at give dem tilladelse til at åbne munden igen.
Jake frygtede, at han havde begået en ordentlig fejltagelse. Han havde stolet på, at hans venner ville være de bedste kandidater til missionen, men måtte nu indse, at han burde have valgt dem, der var mere erfarne og professionelle fremfor dem, han havde det bedste forhold til. Han rystede svagt på hovedet og så på ilden. Giddy og Nedd havde lavet mad, også i stilhed, og gryden og de tomme skåle stod stablet ved siden af bålet, hvor gruppen havde lagt deres tæpper og soveposer. Selv om alle højst sandsynligt kedede sig, var der ingen, der var faldet i søvn endnu.
Han så på dem alle sammen en efter en. Selv om ord ikke kunne beskrive, hvor vred han var over, at de havde ladet alt komme ud af kontrol, så kunne han ikke forestille sig at sidde sammen med nogen andre end dem. Selv Nedd føltes som en del af gruppen, og det var som om, at Beneca aldrig havde forladt den. På en mærkelig, uforklarlig måde passede de alle sammen, og måske var det derfor, at tingene var gået så galt. Uden Evan og Jet var intet det samme.
Måske havde de bare brug for tid – tid til at vænne sig til, at de aldrig kom tilbage. Men det var tid, som de ikke havde, og hvad nu hvis alt gik galt igen? Hvad hvis de fejlede?
Hvad ville far ikke sige? tænkte Jake og blev helt panisk ved tanken. Endor måtte aldrig høre om dette. Han ville fyre dem alle på stedet. Bortset fra Jake selv, naturligvis. Men hans egen straf ville sikkert blive langt værre.
På den anden side følte Jake sig også sikker på, at kaosset tidligere på dagen aldrig ville gentage sig. Fra nu af ville de tage sig sammen og fokusere på det, der var vigtigst: missionen. De havde skuffet ham en gang, men de ville ikke gøre det igen. Håbede han.
”Okay, folkens,” begyndte Jake og blev helt underligt til mode ved lyden af sin egen stemme. ”I kan snakke sammen nu. Men husk, hvad jeg sagde. Hvis der bliver ballade igen, så har jeg intet andet valg end at sende den ansvarliges røv hjemad. I det her vejr er der en god chance for, at ingen af jer ville overleve turen hjem på egen hånd, men på trods af det vil jeg ikke tøve det mindste. Er det forstået?”
Der var ingen, der turde snakke, men alle nikkede. Jake havde lyst til at slutte af på en blidere note, men lod være. De skulle vide, at han mente det alvorligt, selv om han ikke selv var sikker på, at han gjorde.
”Er det forstået, spurgte jeg!” gentog han, og denne gang mumlede alle et ”ja” i munden på hinanden.
Jake havde nærmest aldrig skældt ud før. Han brød sig heller ikke om det. Før i tiden havde det sjældent været nødvendigt, og han havde for det meste bare bandet og svovlet af dem i stedet, når der var noget, han var utilfreds med. Egentlig havde han altid haft svært ved at tage sig selv seriøst i rollen som leder. Det var tydeligt for enhver, at en fyr som Beneca havde fortjent og arbejdet for sin stilling, hvorimod Jake blot var født til den. På en måde føltes det uretfærdigt, at han havde ret til at bestemme over sine venner, som han ellers betragtede som ligemænd.
Det var svært for gruppen at finde på noget at snakke om, og ingen havde lyst til at lægge ud. Det føltes ikke passende at snakke om piger, sex eller andre fjollede emner. Da stilheden til sidst var blevet uudholdelig, var det David, der sagde noget.
”Undskyld,” sagde han. Han rømmede sig og begyndte igen, denne gang tydeligere: ”Jeg vil gerne sige undskyld. Jeg ved selvfølgelig godt, at I også savner Evan og Jet, og det var forkert af mig at sige de ting, jeg sagde.”
David var sjældent den første til at indrømme, at han havde begået fejl. Hans stædighed og stolthed tillod det ikke, men da de andre nikkede, mumlede og gav ham et klap på skulderen, så hans utilpashed ud til at blive erstattet af lettelse. Jake smilede tilfredst.
”Jeg er også ked af det,” sagde Raymond. ”Jeg kan godt forstå dig, David. Vi burde have vidst det.”
De andre nikkede igen og mumlede bekræftende.
”Og… bare så du ved det, så kan jeg godt lide dig,” indskød Wyatt.
Der blev smilet og takket og klappet på ryggen, og Markus himlede med øjnene og sagde: ”Okay, skal vi gå tilbage? For der er vist nogen, der har tabt deres tissemænd et sted.”
Selv Jake kunne ikke lade være med at grine, selv om han inderst inde havde håbet, at Markus ville sige noget andet. Burde han ikke også sige undskyld? Han havde stillet sig op imod ham på det værst tænkelige tidspunkt, der ikke ligefrem havde indbudt til en diskussion om noget, der på ingen måder havde at gøre med skænderiet om Evan og Jet. Hvis han så brændende ønskede at ytre sig, kunne han have gjort det, mens Jake ikke var travlt beskæftiget med at sørge for, at hans venner ikke kappede hovederne af hinanden.
Efterhånden begyndte gruppen at blive sig selv igen, og der blev vist også snakket om piger og sex, men Jake kunne ikke afholde sig selv fra at vente og blive endnu mere indebrændt. De ting, Markus havde sagt, havde været uretfærdige og uberettigede, men han så ud til at have glemt alt om dem. Jake lagde dog mærke til, at han aldrig sagde noget, der var direkte rettet mod ham, men han vidste ikke, om Markus ignorerede ham med vilje, eller om det blot var et tilfælde.
”Jake.”
Det gibbede en anelse i Jake. Raymond holdt en flaske ud mod ham, og han tog imod den og drak en ordentlig slurk af væsken, der brændte hele vejen ned langs ganen og halsen. Han forstod ikke, hvordan de havde formået at smugle så meget alkohol med, og han havde også overvejet at konfiskere det, eftersom det kunne sløve deres sanser, men lige nu kunne han ikke være mere taknemmelig.
”Woah. Spar lidt på de stærke sager,” sagde Raymond, og Jake sank endnu en gang, før han sænkede flasken og tørrede sig om munden med håndryggen. Han gav den videre til Wyatt.
”Her,” sagde Wyatt hæst, da også han havde taget sin del af flaskens indhold. Han rakte den ud mod den næste i rækken – Nedd.
Beneca rynkede panden misbilligende og lagde hovedet på skrå. ”Wyatt, han er ikke gammel nok.”
Wyatt blinkede et par gange. ”Hva? Selvfølgelig er han da det. Hvor gammel er du?”
”Uh, sytten,” svarede Nedd usikkert.
”Pff, så er du jo nærmest for gammel til din første tår alkohol.”
Beneca sukkede opgivende og rystede på hovedet. ”Wyatt – lad ham selv om det.”
”Okay, okay,” sagde Wyatt og viftede afværgende armene foran sig. ”Nåmen, hvad bliver det så til? Har du lyst?”
Nedd betragtede flasken, før han tøvende tog imod den. Han førte den op til munden, tog en slurk og klemte så øjnene sammen, før han sank.
De lo alle sammen af ham, da han hvæsede, at han følte sig som en ildspyende drage, og så overtog Giddy flasken fra ham, før han tabte den. Nedd holdt hænderne for munden og hostede.
”Velkommen til manddommen,” grinede Wyatt og klappede ham hårdt på ryggen. Nedd rumsterede rundt i sin taske på jagt efter sin vandflaske.
Alkoholen blev sendt hele vejen rundt igen, og denne gang sprang Nedd over. Til sidst var der kun en bundskjuler tilbage.
David rystede flasken. ”Nogen, der vil ha’ resten?” spurgte han, og Jake var den første til at gribe ud efter den.
”Har du ikke fået rigeligt?” spurgte Markus tonløst. Jake tømte dens indhold.
”Lad ham. Han har haft en hård dag,” kommenterede Wyatt. Han lænede sig afslappet tilbage i bunken af tæpper bag sig. Jake smed flasken fra sig og brugte et par sekunder på at komme sig over effekten, hvorefter han sagde: ”Markus. Må jeg lige tale med dig?”
Snakken forstummede gradvist, og et grin forsvandt fra Nedds ansigt.
Markus skævede usikkert til de andre, men trak så på skuldrene og sagde: ”Selvfølgelig.”
Jake rejste sig og tog sin jakke på, før han gik ud fra den lysning, de lå i og ind mellem de sorte træer. Han så sig ikke over skulderen, men vidste ud fra lyden af Markus’ støvler mod den knitrende sne, at han fulgte efter.
Himlen var skyfri, og månen lyste kraftigt nok til, at de kunne se, hvor de gik. Da Jake mente, at de var nået langt nok væk, lænede han sig op ad et træ og lagde armene over kors.
”Med hensyn til tidligere…” begyndte han og håbede, at Markus ville samle tråden op. Markus krydsede selv armene over sit halvbare bryst. Som altid havde han intet overtøj på, og hans skjorte var knappet ned og blottede halskæden med korsvedhænget, som han altid bar.
”Du skylder mig en undskyldning, Markus,” fortsatte Jake.
”Hør, jeg gik måske lidt over stregen, men-”
Lidt over stregen?”
”Okay, okay! Undskyld!”
Jake slog ud med armene. ”Du skal jo mene det, for helvede!”
Markus kørte sine fingre igennem håret, foldede hænderne bag nakken og sukkede. ”Jake, det gør jeg også. Jeg skulle ikke have råbt af dig. Men du fatter jo ikke, hvad jeg siger.”
Jake lænede sig endnu en gang tilbage op ad den ru bark. ”Jamen, så forklar det dog ordentligt,” sagde han irriteret.
Markus lod sine arme falde ned langs siderne igen og stillede sig over for ham. ”Min pointe er bare, at du ikke er dig selv for tiden. Du plaprer løs om ansvar og pligt og forventninger, og du har jo aldrig nogensinde bekymret dig om nogen af delene. Det virker bare så falskt, når du går rundt og prøver at fikse alting, for du har altid været ligeglad.”
”…Og du har altid sagt, at jeg burde tage mig sammen,” påpegede Jake.
”Jeg ved det!” udbrød Markus frustreret. ”Jeg mener bare… argh, bare glem det.”
Jake rynkede panden. ”Sig det.”
”Jake, du er ikke Keegan, okay? Siden hvornår blev det her ’det vigtigste, vi nogensinde kommer til at stille op med vores liv’? Måske har du ret, men den slags går du sgu da aldrig rundt og prædiker om. Jeg ved det, du vil ikke skuffe folk, især ikke din far, men det er jo det, du altid har gjort, og du har gjort det med vilje igen og igen. Så hvorfor betyder det lige pludselig så meget for dig at gøre det rigtige?”
Markus betragtede ham afventende, sikkert nervøs for at have gjort ham vred igen.
”Fordi folk dør nu, Markus,” sagde han lavmælt. Var det da ikke indlysende?
Markus’ anspændte skuldre faldt ned, og han så medlidende på ham. ”Jamen, Jake, det har de da altid gjort. Hvis ikke af vandet, så af noget andet. Der er folk, der bliver slået ihjel hver dag, kvinder, der bliver voldtaget, og gamle som unge, der dør af sult.” Hans tone var beklagende, som hvis han skulle forklare et barn, at livet slutter en dag, men hellere ville overlade det til sin uvidenhed.
”Jeg er godt klar over, at det er egoistisk. Men ingen af de ting slog Evan og Jet ihjel. Eller Nedds mor,” forklarede han og indså for første gang, at selv Karens død havde haft sin effekt på ham. ”Det er anderledes denne gang.”
Markus bed sig i kinden og nikkede. ”Jeg ved det,” sukkede han dybt og lænede sig op ad træet over for Jake. Han så alligevel ud til at fryse lidt, og til sidst satte han sig ned i sneen. Jake gjorde det samme.
”Vil du love mig en ting?” spurgte Markus så og vippede hovedet for at se på ham. Han havde sit sædvanlige, skæve smil på læberne, og Jake følte sig helt nostalgisk – nostalgisk efter sin bedste ven, der endelig var vendt tilbage, selv om han aldrig havde forladt hans side. De havde ikke som sådan været uvenner under hele missionen, men det var som om, at deres forhold havde været på en prøvelse, nu hvor der ikke var krostuer at besøge eller lige så mange ting at grine af uden altid at have en nedtyngende følelse af nervøsitet i baghovedet.
Jake bøjede sine knæ og lod sine hænder hvile på dem. ”Hvad?” spurgte han.
”At vi, når alt det her er overstået, fejrer det med en fandens masse øl.”
Jake lo en anelse og sagde: ”Aftale.”
De blev siddende uden at sige noget. Jake savnede deres sædvanlige snakke på det væltede træ ved græsplænen uden for byen, og selv om kulden fra jorden gik hele vejen igennem hans rygsøjle, havde han ikke lyst til at gå tilbage.
”Det føles helt som en parallel verden, gør det ikke? Missionerne, mener jeg,” sagde Markus.
Jake nikkede. Byen Ethion lå så langt væk, at den føltes som en drøm, der knap nok eksisterede. Den uendelige skov, manglen på civilisation – efterhånden blev man mere og mere usikker på, om der fandtes andre mennesker end en selv og dem, man rejste med.
Jake lagde hovedet tilbage op ad træstammen. Frosne dugdråber hang som perler på grannålene og skinnede i månelyset. Han var så vant til synet, at han først nu lagde mærke til, hvor smukt det egentlig var.
”Vi bør nok gå tilbage,” sagde han, da det var blevet så koldt, at Markus begyndte at knappe sin skjorte op. Jake rejste sig besværet fra jorden og rakte sin hånd ned mod ham, og han tog den og prøvede at hive sig op. De grinede begge to, da de mislykkedes, og Jake gled på den isglatte jordbund og var lige ved at falde ned ved siden af ham i stedet.
”Okay, okay,” sagde Markus og tog et fastere greb om hans hånd. ”En… to… tre!”
Jake hev til, og Markus fløj nærmest op fra jorden og ramlede ind i ham, så han vaklede bagud, men blev grebet af træet bag sig.
”Woah,” udbrød Markus og grinede så igen, så hans næse rynkedes og fik fregnerne til at flytte på sig. Hans hånd lå stadig i Jakes. Jake havde tænkt sig at give slip, men da Markus så ham i øjnene, var der noget i hans blik, der gjorde, at han ikke kunne.
Deres grin falmede. Markus’ øjne gled fra Jakes egne til hans læber, og pludselig var alle hans sanser forstærkede - han kunne mærke varmen fra Markus’ hud, hans kildende ånde mod sit ansigt og sit eget hjerte, der pludselig begyndte at banke så hurtigt, at han blev svimmel.
De sidste centimeter imellem dem forsvandt, og Markus’ læber rørte hans. Først var det forsigtigt og afprøvende, men da Jake ikke gjorde modstand, placerede Markus sin hånd på hans nakke og førte den op gennem hans hår, deres læber stadig lukket mod hinandens.
Det var som om, at nogen havde slukket for Jakes fornuft og for verden omkring dem. Alting begyndte at snurre, og Jake lukkede øjnene og mærkede, hvordan verden krøllede sig sammen, indtil den lå lige imellem deres læber, og i et par uendelige sekunder fandtes der intet andet.
Pludselig skyllede virkeligheden ind over ham som en flodbølge, og han trak sig væk og kiggede med store øjne på Markus, hvis ansigtsudtryk var meget lig hans eget: chokeret, omtåget og ikke mindst forvirret.
”Jeg…” hviskede Jake hæst, men kunne ikke finde på noget at sige. Så klemte han sig ud mellem Markus og træet bag sig, før han med vaklende skridt gik tilbage til lejrpladsen.
Da han kom tilbage, lå alle og sov, og da også Markus kom tilbage få minutter senere, lod Jake som om, at han gjorde det samme. Markus måtte vide, at han var lysvågen, men bag sig kunne Jake høre ham lægge sig ned ved sin plads på den modsatte side af bålet.
Da Jake en time senere faldt i søvn, lå de stadig med ryggen til hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...