Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13694Visninger
AA

19. XVII - Nedd

 



Nedd stirrede på luften foran sig. Omkring ham forsvandt skoven – de visne blade, træerne, sneen – og foran ham stod en usynlig fjende. Han justerede grebet om sit sværd. Hans skindhandsker knitrede mod skæftets læder.
Han stod stille lidt endnu. Trak vejret. Så svang han i en hurtig bevægelse sit sværd mod sin modstander, veg til siden og slog til igen fra en ny vinkel, parerede og svang endnu en gang.
Nedd havde efterhånden fået etableret en morgenrutine. Han var vant til at stå tidligt op og var typisk oppe en time før de andre. Der var nu ingen af dem, der fik megen søvn – de var alle ved at dejse om af træthed, når natten var blevet så mørk, at de blev nødt til at slå lejr, og de stod op sammen med solen for ikke at spilde dyrebar tid.
Når Nedd vågnede, rejste han sig fra sine tæpper ved siden af ilden og de andre snorksovende riddere. Han lagde ekstra brænde på bålet, så det var klart til Giddy, når han gik i gang med morgenmaden. Så greb han sit sværd og fandt et sted ikke langt derfra, hvor træerne stod med stor nok afstand til, at han ikke ramlede ind i nogen af dem, når han øvede sig.
”Du skal bruge dine fødder.”
Nedd stoppede op og så til siden. Jake stod lænet op ad et træ med armene over kors. Hvor længe havde han stået der?
”Jeg bruger også fødderne,” sagde Nedd. Jake lo, dog ikke hånligt, og gik over til ham.
”Det der? Det er nærmere et par hop på stedet. Når du langer ud med armen, skal din ene fod følge med. Ellers kan du ikke holde balancen,” forklarede han.
Nedd nikkede langsomt for at vise, at han havde forstået.
”Her. Prøv igen,” sagde Jake og stillede sig i position foran ham. Nedd sank en klump. At træne sammen med den bedste ridder i riget? Den bedste ridder i hele landet, der for knap to uger siden havde vundet turneringen? Nedd kunne umuligt se andet end dum ud foran ham.
Han skubbede tanken til side og gik til angreb. Jake stak ikke tilbage, men parerede blot med sit eget sværd, mens han holdt øje med Nedds bevægelser. Nedd blev ved med at slå, selv om Jake ikke sagde noget. Til sidst tøvede han, men Jake nikkede blot og bad ham fortsætte.
Efter adskillige minutter, slag og sveddråber løftede Jake endelig hånden og rettede sig op.
”Hm. Ikke dårligt. Du er ikke så svag, som du ser ud til, Neddie,” sagde han.
Nedd åndede hurtigt ind og ud og sænkede sit sværd. Hans hår var fugtigt, og hans armmuskler smertede, men han smilede skævt og følte en overraskende stolthed over komplimentet.
I de første par dage havde Jake mildest talt ikke været begejstret over Nedds tilstedeværelse. I starten havde han snappet irriterede kommentarer, men efterhånden var han gået over til slet ikke at svare, når Nedd spurgte om noget, så Nedd var til sidst holdt op med at snakke til ham overhovedet.
Jake stak sit sværd tilbage i skeden og stod lidt akavet tilbage uden at sige noget. Var dette en slags undskyldning for at have været så tarvelig de seneste par dage? Ærlig talt var det ikke nødvendigt. Nedd forstod godt, hvorfor han var vred, men det var tydeligt, at Jake nu have passeret det punkt, og under alle omstændigheder var det rart ikke at skulle undgå ham længere af frygt for at modtage sure blikke.
”Øh, Giddy er oppe og i gang, så… Du må hellere hjælpe ham med morgenmaden,” sagde Jake og gav et kast med hovedet mod lejrpladsen. Nedd nikkede uden at svare, men smilede forsigtigt, før han gik tilbage.
Han lagde sit sværd i skeden ved sin seng sammen med sin rygsæk og jakke, hjalp Giddy med at lave mad og vækkede de andre. Han havde lært, at det ikke var smart at ryste dem let i skulderen, for størstedelen vågnede som regel med et sæt, hvorefter deres hænder automatisk fløj hen mod sværdene ved siden af deres hovedpuder.
Nedd puffede lidt til Beneca, gik videre og gjorde det samme med Raymond, og da han nåede til David, måtte han puffe en anelse hårdere, indtil han til sidst nåede til Markus og Wyatt, der praktisk talt skulle have et spark i siden, for at de ikke faldt i søvn endnu en gang, så snart de havde opdaget, at faren var falsk alarm.
Om morgenen var gruppen stille. Dens medlemmer vandrede søvnigt rundt på jagt efter det tøj, der var deres, men det kunne være svært at se forskel, nu hvor de alle var iklædt stort set det samme.
”Den der jakke er min.”
”Nej, den er for stor til dig.”
”Nej, den her er din.”
”Nej.”
”Jo, lugt selv, hvor meget den stinker…”
Der var mange af den slags samtaler om morgenen. Heldigvis sov alle i deres egne bukser og røde skjorter, for Nedd var overbevist om, at det var de færreste, der havde haft den samme jakke eller ringbrynje på hver dag. Bortset fra Giddy, selvfølgelig. Det var temmelig tydeligt, hvad der var hans.
De spiste deres havregrød færdig og pakkede deres ting sammen, og Nedd satte sig op på Albert. Ja, det havde han altså kaldt sin hest. Han havde overvejet at kalde den noget nobelt, måske opkalde den efter en slags ædelsten eller bjergart, ligesom Prinsesse Angela havde gjort det med sin hingst Obsidian, eller måske opkalde den efter en gammel helt fra de sagn, hans far altid havde læst højt for ham om aftenen, da han var lille, men da han så på hesten med de lange, strittende ører og store, uforstående øjne, lignede den ikke nogen af delene det mindste.
De red på rad og række gennem skoven - ridderne med deres høje, slanke heste, og Nedd med Albert, der traskede som en af de bageste, kun efterfulgt af Markus, der dannede bagtrop, og som i ny og næ måtte råbe til Nedd, at han skulle få sin hest op i et højere tempo, medmindre han havde lyst til igen at ride hele natten for at indhente resten af gruppen.
Ved siden af dem brusede strømmen med fuld kraft. Jo længere de kom mod sydvest, jo mildere blev vejret, og isflagerne på vandoverfladen blev mindre og mindre. Landskabet var smukt, men uden den store variation, og når der hverken var mennesker eller landsbyer på vejen, blev turen ofte kedelig og ensformig. For det meste stod træerne så tæt, at de ikke kunne ride ved siden af hinanden, og det gjorde det svært at holde en samtale i gang for at få tiden til at gå hurtigere.
Det var på disse tidspunkter, at tankerne om Karen ville snige sig ind på Nedd igen, selv om han var blevet god til ikke at lade dem overtage ham fuldstændig. De første nætter havde været de værste. Han vidste ikke, om de andre havde opdaget, at han havde grædt sig selv i søvn, men der var i hvert fald ingen, der havde sagt noget.
Nedd græd ikke over sin mor længere. Den håbløshed, hendes minde havde bragt med sig, var blevet erstattet af målrettethed og en brændende motivation til at få klaret missionen. Hun var årsagen til, at han overhovedet var nået så langt, som han var.
Da skoven tyndede en anelse ud, var der plads til, at de kunne ride et par stykker ved siden af hinanden og dermed nemmere høre, hvad der blev sagt. Som timerne gik, fulgte Nedd dog mindre og mindre med i gruppens samtaler. Han var sjældent en del af dem alligevel, men da han tilfældigvis registrerede noget, de sagde, var der alligevel et navn, der fangede hans opmærksomhed.
”Kan I huske, da Evan talte i søvne? ’Leonora, Leonora! Du må ikke forlade mig’…” sagde Wyatt og lo, og de andre lo med, selv om deres latter havde en særlig efterklang og hurtigere tonede ud.
”Forlod hun ham egentlig?” undrede Jake sig.
De andre vendte sig imod David, der trak på skuldrene. ”Det tror jeg. Men jeg har hørt, at hun græd meget, da han… I ved.”
Der blev stille. Ubehageligt stille.
”Da Jet fandt ud af, at Evan var blevet syg, blev han helt knust. Jeg tror nærmest ikke, at det gjorde ham så meget, da han også blev syg dagen efter.”
David så ud til at være forsvundet tilbage i fortiden, selv om stemningen bar tydeligt præg af, at ingen havde lyst til at høre mere om deres afdøde kammerater. Måske var det for tidligt at snakke om. Måske var det så sent, at de ikke ville blive mindet om det, nu hvor de endelig havde lagt det mere eller mindre bag sig.
”De var som brødre,” fortsatte David. Nedd fangede Jake og Markus i at udveksle et blik.
Beneca rømmede sig. ”Må de hvile i fred,” mumlede han, som om han håbede, at det ville afslutte emnet.
”Jeg kan ikke forstå, at I ikke vidste, at de var døde.”
Stemningen blev om muligt endnu mere anspændt. David lød bebrejdende, som om han havde ventet længe på at få sagt netop dette.
”Måske hvis I havde kendt dem lige så godt som mig…”
”Hey,” skar Raymond ind. ”Det kan godt være, at I var tætte, men de var også vores venner, okay? Vi savner dem også.”
David fnøs. ”Hvis I virkelig var venner, så burde I have lagt mærke til-”
Nedd havde svært ved at tage det længere og udbrød: ”Skal vi ikke bare lade det ligge?”
David vendte sig rundt mod ham. ”Kan du for helvede ikke bare blande dig udenom?”
”David. Det var ikke pænt sagt,” kommenterede Markus.
”Nå ja, jeg glemte, at du jo selv plejer at snakke så pænt…”
”Nu holder du kraftedeme kæft. Du har ondt i røven hele tiden,” hvæsede Markus vredt, og selv om Nedd ikke kunne være andet end enig, tænkte han også, at den sætning blot bekræftede det, David netop havde sagt.
”I holder mund begge to,” blandede Jake sig endelig, og Markus skulle til at protestere, da han fortsatte og sagde: ”Nedd. Er du sød at ride i forvejen?”
Det var formuleret pænt, men var tydeligvis en ordre. Nedd fik modvilligt Albert til at traske videre frem og forbi de andre, der nu var stoppet op, og der gik ikke mange sekunder, før de begyndte at skændes igen.
Nedd burde lytte til Jake og gøre, som han fik besked på, men så snart han var nået langt nok væk og ikke længere kunne se de andre, drejede han mod venstre og længere ind i skoven. Så steg han af Albert, tøjlede hesten til et træ og gik tilbage, indtil han igen kunne se dem og høre deres stemmer.
Han stillede sig i skjul bag et træ. Foran ham var alle fra gruppen steget ned fra deres heste, der vrinskede uroligt og trådte et par skridt væk, mens deres ejere råbte af hinanden – og der så ud til at være mere end én diskussion i gang.
”-og du tror hele tiden, at du er så meget bedre end alle andre!”
Det var Raymond, der var flippet ud på David, der skældte tilbage, mens Giddy prøvede at skille dem fra hinanden. Det lykkedes ham også, men de forsøgte stadig at fare på hinanden, upåvirket af Giddys stærke arme imellem dem. Også Wyatt stemte i og tog Raymonds parti, og David var kogende i hele ansigtet og puffede ham hårdt i brystet, hvilket blot fik Giddy til at hive ham endnu hårdere tilbage.
”-du pisser mig meget af, Wyatt-”
”Ingen kan lide dig lige nu, David!” råbte Wyatt barnligt tilbage, selv om det sikkert var sandt.
”Du er så fandens sart!” sagde Raymond. ”Hvis du nu bare lod være med at være så pokkers nærtagende, som om hele verden er imod dig...”
Ved siden af dem stod Jake og Markus og snakkede i munden på hinanden, mens Beneca uden succes forsøgte at få dem til at slappe af og håndtere det hele på en mere voksen måde, men så vrissede Jake, at det jo for helvede var det, han prøvede på, men at den stupide idiot foran ham ikke gad høre efter-
”Så nu er du lige pludselig den ansvarlige og modne, hva? Kronprins Jake redder dagen, Kronprins Jake skal redde hele fucking Ethion, men han er intet andet end et åndssvagt barn-”
”Dit svin! Hvem tror du, du er? Om du så kan lide det eller ej, så er det mig, der bestemmer!”
”Du-”
”Markus! Ti nu bare stille!” råbte Beneca bønfaldende.
Jake tog en dyb indånding. ”Hold så kæft! Alle sammen!” skreg han.
Det sidste, der hørtes, var et ”Hrmpf!” fra Wyatt, som Giddy i sidste ende havde givet en albue i ansigtet, eftersom hans hænder var optagede.
”Hvad fanden er der galt med jer?!” råbte Jake. ”Jeg tog ikke en børnehave med på den her mission! Vi har ikke fundet en skid endnu, og derhjemme venter alle på os. De stoler på os, tror på os, beder for os, og her står vi, en gruppe på syv voksne mænd, og skriger og skråler af hinanden. I er riddere, for helvede! Jeg har valgt jer! Det her er meget muligt det vigtigste, I nogensinde kommer til at stille op med jeres liv, og så byder I mig det her?
Der var ingen, der svarede. Ingen, der kiggede på andet end jorden. Selv Beneca og Giddy, der ingenting havde gjort galt, kunne ikke få sig selv til at se på ham.
Jake sukkede. Han så både skuffet og såret ud. ”Vi er venner. Evan og Jet var vores venner. Hvad ville de ikke sige, hvis de så os nu?”
”Undskyld,” brummede Giddy så, hvilket så ud til at overraske alle, selv om ingen andre sagde noget. Nedd vidste ikke, om han undskyldte til Jake, eller om undskyldningen var rettet mod Evan og Jet.
Jake tav for en stund, før han sagde: ”Vi bliver nødt til at fortsætte. Jeg vil ikke høre et eneste ord mere fra nogen i dag. Det er hermed forbudt at tale, og jeg mener det.”
Han steg op på sin hest, og de andre gjorde det samme. Nedd følte sig helt hypnotiseret og måtte tvinge sig selv til at flytte sig fra sit gemmested bag træet. Han løb så lydløst som muligt tilbage til Albert, løsnede hans tøjler og hev sig op på ham, før han skyndte sig fremad, så han kunne nå at møde gruppen et sted længere henne.
Da han mente, at han havde galoperet langt nok, drejede han mod højre og tilbage til floden. Han sagtnede farten, og da Jake som den første indhentede ham lidt efter, lod han som om, at han ingenting havde set eller hørt. Han forsøgte at nikke og smile imødekommende, men han anede ikke, om det stod malet i hele hans ansigt, at han lige havde været tilskuer til hændelsen.
Det virkede ikke som om, at Jake lagde mærke til noget. Han så ned på tøjlerne i sine hænder, hans mund sammenbidt og hans øjenbryn presset længere ned mod øjnene i bekymring. Han lignede Endor så meget, at Nedd måtte blinke et par gange for at være sikker på, at han ikke så syner.
De andre fra gruppen indhentede dem få sekunder efter, og ganske rigtigt var der ingen, der sagde noget. Jake forklarede hurtigt aftalen om, at alle skulle være stille, og Nedd lod som om, at det kom som en overraskelse, men lod være med at stille spørgsmål.
Efter et par minutter blev skoven tæt igen, og de fordelte sig endnu en gang på én række med Markus bagest og Nedd lige foran ham. Han så stadig rasende ud. Nedd havde svært ved at forstå, hvordan diskussionerne var opstået og eskaleret så hurtigt. Der var selvfølgelig en masse, han ikke forstod – han forstod ikke, hvordan gruppen havde forandret sig siden Evan og Jets død. Han forstod ikke, hvad der foregik mellem Markus og Jake. Men han var temmelig sikker på, at ikke alle problemerne var opstået på grund af deres to kammeraters fravær – det havde blot bragt dem frem i lyset.
Nedd havde aldrig kendt Evan og Jet. Han vidste ikke engang, om han havde set dem, for selv om han ofte havde siddet som tilskuer til riddernes morgentræning, når Pete ikke havde opgaver til ham, havde han sjældent kendt deres navne. Men ud fra gruppens mange historier om dem, havde de været en væsentlig del af holdet, og intet var vist helt det samme, når de ikke var tilstede.
Nedd havde sjældent tænkt særlig meget over bagsiderne ved at være ridder. Han havde altid været af den opfattelse, at de skinnende rustninger, stoltheden, respekten og sammenholdet opvejede det negative. Men når Nedd betragtede mændene omkring sig, betød de skinnende rustninger ingenting. Stoltheden var så godt som forsvundet. Og som de tidligere diskussioner havde indikeret, så kneb det vist også med respekten og sammenholdet.
Der var 300 riddere i riget. 300 riddere i kontrast til de yderligere 30.000 soldater. 30.000 soldater i kontrast til de i alt 3-4 millioner drenge og mænd, der ville blive tvunget til at tjene som soldater, hvis det blev nødvendigt. 3-4 millioner drenge og mænd i kontrast til de i alt ca. 10 millioner indbyggere i hele kongeriget Ethion.
Ud af 10 millioner mennesker var de 300 riddere noget ganske særligt. Det var ikke barnemad at blive ridder. Det krævede både fysisk og mental udholdenhed, loyalitet, viljestyrke og mod - ting, der blegnede med tiden. De fleste riddere trådte af i en alder af 30-40 år, ikke fordi de havde mistet deres kræfter eller evner i kamp, men fordi de til sidst ikke længere havde lyst. De tabte gejsten, den så altbetydende følelse af at gøre en forskel, for lige meget hvad var der altid nogen, der ikke klarede den, og der var grænser for, hvor mange mænd man kunne holde ud at lære at kende for blot at miste dem igen.
Evan og Jet var gruppens første tab. Nedds mor var hans. Og som de red længere ind i den omsluttende, mørke nat, kunne han ikke lade være med at tænke: Bliver næste gang nemmere eller sværere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...