Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13662Visninger
AA

18. XVI - Rosie

 


 

Rosie besluttede sig for at ende sin egen tortur og indså, at den ikke havde tjent det helt store formål alligevel. Hun havde haft brug for at samle sine tanker, brug for at finde svarene selv uden at blive forstyrret, men det var lettere sagt end gjort, og nu ønskede hun mere at få sine tanker på afstand.
Det varede dog ikke længe, før hun kom ansigt til ansigt med dem igen. Hun havde pillet Nedds tegninger ned fra væggen over sit sengegærde, hun havde prøvet at ride en tur, da sneen endelig havde lagt sig, og hun havde endda forsøgt at sy en pude, men havde glemt, hvad hendes mor havde lært hende.
Pete. Hun kunne ikke slå ham ud af hovedet. Sad han på en kro og druknede sine sorger? Arbejdede han på livet løs for at nå alle sine opgaver uden hjælp fra sin søn? Sad han blot derhjemme uden at gøre noget som helst?
Det sidste viste sig at være tilfældet.
Rosie trak sin mørkerøde kappe tættere om sig og bankede på døren til smedjen endnu en gang. Vejen, der normalt var smattet, var ujævn og frosset fast i den tilstand, den havde været i, før minusgraderne ankom. Rosie stod oven i sporet fra en kærre, der havde kørt der for mange dage siden, men hvis aftryk stadig var intakt.
Der var ingen, der lukkede op. Rosie førte langsomt sin hånd over mod håndtaget, bange for, at døren var låst, og at Pete slet ikke var hjemme, men samtidig endnu mere bange for, hvad hun ville finde bag den, hvis den åbnede.
Dørens svang op. Hun gik igennem smedjen, og den lignede sig selv så meget, at hun fik kuldegysninger. Hun kunne nærmest se sig selv sidde i sin hvide natkjole på bordet ved siden af Nedd, præcis ligesom hun havde siddet på den samme dag som turneringen. Det føltes som en tidsalder siden.
Rosie skyndte sig hen til døren ind til huset og bankede også på den. Der var stille, men der kom lys fra vinduet. Hun undrede sig og bankede igen. Endnu en gang åbnede hun døren på trods af ikke at have fået svar.
”Rosie,” sagde Pete, da hun fik øje på ham og han på hende. Selv efter at have genkendt hende gik der adskillige sekunder, før ordet forlod hans mund. Hun kunne ikke regne ud, om han lød træt eller overrasket. Måske begge dele.
”Pete,” sagde hun forsigtigt og satte sig ned på en af træstolene ved køkkenbordet overfor ham.
Han så ikke så slem ud, som hun i sine værste forestillinger havde frygtet. Han havde husket at barbere sig. Smedjen havde ikke været overproppet med ufærdige opgaver, og han havde også arbejdstøjet på og sod langs de store muskler på overarmene. Men alt det gjorde næsten det hele endnu værre.
Han lignede sig selv og alligevel ikke det mindste. Rosie vidste, at han umuligt kunne føle sig som sig selv. Hans hustru var død. Hans søn var væk. Han var alene i et tomt køkken i et tomt hus og kunne ikke gøre andet end at stirre tomt frem for sig, når aftenen faldt på, og der ikke stod nogen og lavede mad til ham eller viste ham tegninger.
”Jeg er ked af det,” sagde hun og mærkede sine øjne svie. Hun var ked af det hvordan? Ked af det på hans vegne? Eller var hun bare stadig inderligt, håbløst ked af det generelt?
Pete nikkede som for at sige, at han godt var klar over det, men det føltes stadig ikke som om, at der var hul igennem. Hans humør og stemme plejede at fylde endnu mere end hans egen brede skikkelse, men han var fjern og tilbagetrukket, og alle hans reaktioner var underdrevne.
Rosies blik faldt på gangen bag ham. På venstre side af den lå Nedds værelse.
”Pete, må jeg…?” spurgte hun og pegede. Hun havde det dårligt med bare sådan at gå fra deres samtale allerede, men det var ikke så meget en samtale alligevel.
”Jaja, selvfølgelig…” mumlede Pete, og hun rejste sig langsomt og gik længere ind i huset.
Gangen var snæver, og gulvbrædderne knirkede. Rosie havde altid syntes, at deres hus var hyggeligt og hjemligt, men nu var det som om, at de tætte vægge forsøgte at kvæle hende.
Hun lod sin hånd hvile på håndtaget. Hvad hvis Nedd ikke ville have, at hun gik derind?
Hvis hun havde været i humør til det, havde hun leet af den tanke. At krænke hans privatliv var en af hendes sidste bekymringer.
Rosie trådte ind i værelset og lukkede forsigtigt døren efter sig. Værelset var stille. En solstråle nåede igennem det lille vindue i endevæggen og kastede lys over støvpartiklerne i luften.
Hans seng var ikke redt; den var rodet og havde aftryk af en krop, der var stået ud af den i en fart uden at belejlige sig med at efterlade den præsentabel. Uden at tænke videre over det krøb Rosie ind i det hul i dynen, som Nedd havde efterladt.
Alting duftede af ham. Af sod og stål, men også af den helt særlige og personlige duft, som alle mennesker har, og som hun ikke kunne sætte en finger på, men alligevel ville kunne genkende til hver en tid.
Mon han også tænkte på hende lige så meget, som hun tænkte på ham? Selv om han sikkert havde travlt og havde andre ting at fokusere på (som for eksempel at holde sig i live), vidste hun, at han gjorde. Og netop derfor vidste hun også, at hun egentlig ikke kunne finde ud af at være vred på ham, mere end hun savnede ham.
Rosie blev liggende længe. Pete kom ikke ind for at tjekke, hvorfor hun ikke var gået endnu, og hun havde heller ikke hørt en stol blive skubbet bagud eller et gulvbræt knirke. Han sad sikkert i køkkenet endnu og betragtede den orange lanterne på bordet foran sig, mens vægen langsomt blev kortere i takt med hvert et smertefuldt minut.
Rosie vippede skoene af og smed sin kappe fra sig på gulvet. Hun trak dynen om sig. Halskæden om hendes hals føltes betryggende mod hendes bryst, og hun fulgte kanterne af rosevedhængets omrids med sine fingerspidser.
Hun lagde armene om Nedds hovedpude som for at kramme den, da hendes fingre ramte noget koldt og hårdt. Hun løftede hovedet fra puden og fjernede den. På madrassen under den lå en jernnøgle, og hun vejede den i sine hænder. Hun så sig om i rummet, men kunne kun få øje på ét nøglehul: skrivebordet.
Nøglen havde ikke ligget gemt under hovedpuden for ingenting. Det var ikke meningen, at hvad end, der lå i den skrivebordsskuffe, skulle findes af andre. Men…
Rosies nysgerrighed endte med at vinde. Nedd behøvede jo ikke få det at vide. Og selv hvis han gjorde, var hun stadig den med flest ting at være sur over.
Hun satte nøglen i låsen, holdt vejret og åbnede skuffen i en hurtig bevægelse. Hun så ned på dens indhold og slap indåndingen igen. En bog. Hun vidste ikke, hvad hun havde forventet, men hun havde i hvert fald forventet noget andet. Noget… større. Mere chokerende.
Hun kørte en finger hen over notesbogens læderomslag, tog den med sig og satte sig tilbage på sengekanten. Hun slog op i den og landede på den sidste benyttede side, hvor en fuglefjer tjente som bogmærke.

…Jeg er bange for, at en stor del af mig rejser af de forkerte årsager. Jeg har intet tilbage udover far og Rosie, der aldrig nogensinde kommer til at elske mig. Det er det eneste, jeg kan tænke på, når hun ser på mig – at hun ikke ser den person, som jeg ville ønske, hun så. Måske er dette for mor. Måske er det for andre, som ikke fortjener at lide samme skæbne som hende. Og måske er det for Rosie. Stort set alt, jeg gør, er vel egentlig for hende…

Rosie gav slip på bogen, som havde hun brændt sig, og den dumpede ned på hendes skød og videre ned på gulvet, hvor ordene hoppede og dansede ud af de gullige sider og tilskyndede hende til at læse videre. Hans dagbog. Det var hans dagbog, og hun var i den, selv om hun havde svært ved helt at fatte betydningen af hans ord.
I en hurtig bevægelse fiskede hun bogen op fra gulvet igen og læste videre. Hun bladrede op et tilfældigt sted, en tilfældig dag, og på hver eneste side var hendes navn nævnt. På nogle af siderne var der tegninger. For det meste var det tegninger og mål af forskellige idéer til rustninger og sværd, men der var også tegninger af ham selv, af Karen, af Pete og endnu flere af hende.

…Charles. Jeg forstår ikke, hvad hun ser i ham. Måske er det hans hår? Er det bare fordi, han er ridder? Så flot er han da ikke! Nå. Men jaja, hvis der er en ting, jeg har lært, så er det, at man ikke kan styre den slags…

Rosie bladrede længere tilbage. Og længere endnu, så langt tilbage, at hans håndskrift begyndte at blive dårligere, indtil hun til sidst havnede på den allerførste side, som han havde markeret med en dato for tre år siden.
Nedd var forelsket i hende.
Tanken rungede i hendes hoved igen og igen. Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, tænkte hun, men selv efter at have læst så mange passager fra hans dagbog, at hun vidste, at hun ikke tog fejl, havde tanken ikke bundfæstet sig. Hvor længe havde det stået på? Uger? Måneder? År?
Hun begyndte at læse fra starten. De første mange sider var ikke nær så detaljerede eller dybdegående som dem, han havde skrevet for nylig. De beskrev nærmere hverdagssituationer i stedet for tanker, som om han endnu ikke helt vidste, hvad han skulle bruge en dagbog til. Men hendes navn var stadig nævnt. Og pludselig stod det der, som et simpelt, direkte bevis:

Jeg er forelsket i Rosie.


 

For seks år siden, få uger før krigen mellem Ethion og Peritsa brød ud, havde de siddet i et æbletræ i slotsgården. Rosie vidste ikke hvorfor, men træet stod der ikke mere. Det var blevet fældet, og brosten var lagt over jordhullet.
Der var mange andre træer at kravle rundt i, og selv om træet i midten af slotsgården havde været deres foretrukne sted at sidde, var det ikke træet i sig selv, der gjorde mindet specielt. For der var nemlig ét minde, der krøb sig tilbage ind i Rosies hukommelse, da hun endelig begyndte at tænke tilbage og få fortiden til at hænge sammen med det, hun vidste nu.
Nogle gange snakkede de i æbletræet. Andre gange lå de bare på en af de brede grene og nød bladenes beskyttelse mod den brændende sommersol. For det meste betragtede de mennesker gå forbi, grinede til tider af dem, der så mærkelige ud eller prøvede at gætte, hvorfor nogen var i dårligt humør, og det var også blevet en fælles sport at finde ud af navnene på alle de mennesker, der plejede at opstille boder tæt ved træet, og som de havde betragtet mange gange før.
På en sommerdag sad de og spiste æbler i træet på hver deres gren, mens deres ben dinglede i luften. Et brudepar var kommet gående over pladsen. De måtte have været adelige, for kvinden var klædt i den smukkeste kjole, Rosie nogensinde havde set. Hun havde sukket længselsfuldt og fortalt Nedd, at hun glædede sig til at blive gift en dag, så hun også kunne have så flot en kjole på. Så havde hun plapret videre om, hvor irriterende det var, at hun kun var ni år gammel, for så skulle hun vente så længe, og hvad nu hvis hun, selv efter at være blevet voksen, endnu ikke havde fundet sig en at gifte sig med? Hvad hvis hun først blev gift, når hun var blevet gammel eller tyk og slet ikke ville komme til at se smuk ud i en kjole alligevel? Hvad hvis hun aldrig blev gift? Nogensinde?
Hun havde ikke set Nedds reaktion, da hun sagde det, for hendes øjne var klistret fast på det festlige optog af bryllupsgæster og fløjtemusik, men efter en pause havde han sagt: ”Jamen, så kan du da bare blive gift med mig.”
Hun havde grinet og kastet sit æble efter ham, og han var blevet rød i kinderne, før han endelig lo med og ligeledes kastede sit efter hende. Men det gjorde ingen forskel. Han havde stadig ment, hvad han sagde.

 

 

Rosie blev siddende i timevis, indtil hun til sidst havde læst så meget, at hendes øjne gjorde ondt, og ordene begyndte at svæve træt gennem hendes hoved uden at have en betydning. Hun havde den mest forfærdelige hovedpine.
Der var én ting, der nu gav mening: det sidste, Nedd havde sagt, før han tog afsted. At han gjorde det for hendes skyld, for at imponere hende, men havde han da ikke forstået noget som helst? Hun ville jo bare have, at han blev! Troede han virkelig, at han ved at redde verden kunne få hende til at forelske sig i ham?
Hun blev pludselig ubeskriveligt vred på ham igen. Det var spildt alt sammen. I tilfældet af at han rent faktisk var i live og vendte hjem igen, ville det ikke gøre en forskel. Det var ikke sådan, kærlighed fungerede.
Hvorfor havde han aldrig sagt noget? Kunne han ikke bare have fortalt hende det? Han havde haft så mange chancer, så mange muligheder for blot at sige en enkelt sætning, der ville forandre det hele. Men i alle de år havde han ikke sagt så meget som et ord.
Jeg burde have vidst det, tænkte Rosie og fik kvalme. Hun burde have vidst det allerede dengang i æbletræet, hun burde have hørt det i de ting, han havde sagt, eller set det i hans øjne, når han så på hende. Hun burde have vidst det, da han kastede halskæden til hende og rejste væk i håbet om, at den ene, drastiske og desperate beslutning ville få hende til at forstå. Havde hun virkelig misset det hele uden at mistænke det mindste?
Rosie anede det ikke. Hun var for udmattet til at tænke.
Hun tvang sig selv op at stå og tog sine sko på igen. Hun hev kappen over sig, lagde bogen tilbage i skuffen ligesom før, låste den og gemte nøglen under hovedpuden. Der var ingen beviser for, at hun nogensinde havde været der.
Pete sad ikke længere i køkkenet, men da Rosie med faste skridt gik ud af døren, stødte hun nærmest ind i ham i smedjen. Han så op, overrasket.
”Rosie? Jeg troede, at du var gået…”
”Jeg går nu,” sagde hun og skubbede sig forbi ham, ikke hårdt, men stadig målrettet. Hun skulle ud derfra. Nu. Det var lige meget, hvor hun gik hen, eller hvad hun lavede, alting mindede hende konstant om Nedd, og hvis hun ikke snart fik noget frisk luft, ville hun brække sig.
Pete protesterede ikke, men så forundret efter hende, da hun forlod smedjen og smækkede døren i efter sig. Det gik først nu op for hende, at det var blevet mørkt, og at der ikke var nogen på gaderne. Aftenen var kold, men hun svedte alligevel.
Hvad skulle hun sige, hvis han kom hjem igen? Hun kunne ikke bare glemme alt om hans dagbog. Det var på tide, at sandheden kom frem, og hvis Nedd ikke selv turde sige noget, så måtte hun gøre det for ham. Men hvad skulle hun sige bagefter ”Hej, jeg har læst din dagbog og ved, at du elsker mig”?
Selvfølgelig elskede hun også ham. Men ikke… på den måde. Eller, det mente hun da i hvert fald ikke. Hun kunne godt se, at det var mærkværdigt, men i al ærlighed havde hun aldrig tænkt tanken. Nedd havde altid været hendes bedste ven, og hun havde vel gået ud fra, at han så hende på samme måde. Men hvad så nu? Nu vidste hun, hvordan han havde det, men hvordan havde hun det selv?
Rosie masede sig igennem de snefyldte gader. Hvis han vendte hjem, når han vendte hjem, når hun så hans ansigt igen, måske ville det hele så falde på plads. Måske ville hun pludselig vide, hvad hun følte. Og hvis hun følte ingenting… I så fald var det også hans ret at få dét at vide.
Det var så uretfærdigt. Det havde været hendes ret at få at vide, at han var forelsket i hende, før han kastede sig ud på en livsfarlig mission for at vinde hendes gunst. Men han havde ingenting sagt. Han havde ingenting gjort. Og hun havde ingenting set.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...