Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13744Visninger
AA

17. XV - Keegan


 



I takt med vinterens ankomst faldt sneen i tykke dyner ned over Ethion. Havde det ikke været for Angela, ville Keegan have følt sig ensom som aldrig før – han snakkede ikke med sin far, og selv om han og Jake ikke ligefrem havde været tætte, føltes hverdagen tom uden ham. Den mest markante forskel var, at Rosie ikke havde vist sit ansigt i dagevis.
Han havde banket på hendes dør uden at få svar, og Eliza forklarede ham, at det ingenting nyttede. Nedd var rejst, sagde hun, og det var godt det samme som at erklære verdens ende.
Keegan ønskede, at han kunne gøre noget, men der fandtes ingen instrukser til sådan en situation, så ligesom resten af sin familie satsede han på, at hun i sidste ende ville blive træt af sin egen isolation og nedtrykthed. Indtil da kunne de ikke gøre meget andet end at overrække hende måltider personligt, som hun hurtigt ville tage imod, før hun igen smækkede døren.
Keegan brugte så meget tid sammen med Angela som muligt, men kunne ikke holde hende med selskab hele tiden. Hans samarbejde med sin far havde kendt bedre dage, men han havde dog faste job, som han stadig tog sig af. Endor havde travlt med at tjekke byens forsvar efter i sømmene: soldater og våben blev talt op, og byens ydermur blev undersøgt hele vejen rundt i tilfælde af, at den havde svage punkter. Desuden havde han personlige samtaler med hver eneste arbejder på vandværkerne for at sikre sig, at fjenden som forventet befandt sig udenfor rigets mure og ikke indenfor.
Ethion blev gjort kampklar. I storm og sne stod den koldere og hårdere end nogensinde før. Advarselssedler havde rejst flere kilometer fra hænderne på sælgere og omstrejfere til hænderne på selv de simpleste bønder i den fjerneste ende af riget. Rygterne om død og sygdom spredte sig som sneen, og det prægtige palads på toppen af den prægtige bakke i den mest prægtige by udstrålede nu fjendtlighed og anspændt frygt.
”Krig” var stadig et fjerntliggende fænomen, der blev skubbet længere og længere væk. Der var kun gået fem år siden sidst. Tanken om, at den slags tider vendte tilbage, var der ingen, der brød sig om, selv om den tid, der herskede nu, mindede om til forveksling. Men hverdagen gik videre, ligesom den blev nødt til, og Keegan indså, hvad hans vigtigste opgave var.
Ud over at tage sig af de audienser og personsager, som Endor nu ikke havde tid til, gik hans ganske enkelt bare rundt. Det blæste. Det sneede. De to ting fik tilsammen snefnuggene til at føles som mikroskopiske knive, der skar sig ind i huden, så snart man trådte udenfor, men ikke desto mindre forlod han paladset hver eneste dag.
Også Angela havde, i modsætning til sin far, set sit kald. Eftersom vejret var hæsligt og stormende, kunne hun og Keegan hverken gå eller ride en tur, og hun havde været opsat på at bestille noget. Hun ville ikke være overflødig eller til belastning og brugte nu hver eneste dag på at hjælpe til som sygeplejerske i hospitalsbunkeren, og hun havde nærmest endnu mere travlt end ham selv.
Keegans opgave var ikke officiel. Den bar ikke en titel, ingen havde tildelt ham den, og det var nok også de færreste, der indså, hvad han havde gang i.
I stedet for at vente på, at folk kom til ham, når de havde brug for hjælp, kom han til dem. Når folk søgte om audienser, var det typisk fordi, de havde et begribeligt problem, der var nemt at forholde sig til. Deres husleje var steget i en sådan grad, at de ikke kunne betale. En af deres heste var blevet stjålet. Hustruer havde mistet deres mænd til sygdom og kunne nu ikke forsørge deres børn. De bad om hjælp til noget, der var konkret eller håndterligt, men i ulykkelige tider som disse manglede de andet end blot lån eller erstatning i form af penge. De manglede noget af det mest livsnødvendige – optimisme, håb og tryghed.
For Keegan var det tydeligt, at det gjaldt for hver eneste person, han mødte. Han kunne se det i bekymringsrynkerne i sin fars ansigt, i de anspændte miner på selv de mest hårdføre mænd og i blikket på de børn, der om natten havde mareridt om ligbleg hud, indtørret blod og vidtåbne, rødsprængte øjne.
Keegan kunne ikke selv med ærlighed sige, at han var ved godt mod. Han var mindst lige så usikker på fremtiden som enhver anden, men han holdt sin pande løftet alligevel. Hvis han ikke troede på, at freden ville vare ved, hvem skulle så?
I starten var det svært at lade som om, på trods af at hans opgave var simpel. Han skulle blot spytte en masse betryggende kommentarer ud. Ethion var verdens største kongerige. De havde det højeste befolkningstal, den største rigdom, de mest modstandsdygtige mure. Fjenden var derimod en kujon, der ikke engang turde vise sig. Keegan fortalte dem de samme ting gang på gang, og til sidst føltes ordene så familiære, at han knap nok blinkede eller tænkte over dem.
Folk blev glade for at se ham. Deres ansigter lyste op, og de brød deres mutte og nedtrykte tendens til stilhed for at snakke med ham. Deres frygt var tavs og ensom, men overfor ham gav de den til kende, og de spurgte ham alle sammen om de samme ting: Havde de modtaget bud fra Kronprins Jake og hans mænd? Havde de fundet gerningsmændene? Kunne sygdommen kureres, havde de fundet en måde at rense vandet på, hvad nu hvis den vestlige kilde frøs til, hvad nu hvis…
Keegan gav de samme svar og bevarede den samme ro, der langsomt fik deres skuldre til at falde ned. De vidste, at han ikke var dum – han var ikke naiv eller benægtende, og hvis han kunne se fremtiden fra et positivt synspunkt, kunne de gøre det samme.
Nogle gange smilede de endda, overraskede, fordi kulden havde frosset deres ansigter fast i de samme nervøse miner, og når de til sidst spurgte ham om, om han da slet ikke var bange, trak han let på skuldrene og sagde, at det ikke var godt for noget at frygte det, man ikke vidste, og de blev nødt til at give ham ret. Når han sagde farvel og gik videre, gik de selv med rankere ryg, inspireret af hans intelligens og mod.
Følelser var illusioner. Frygt eller håb var et spørgsmål om perspektiv. Når han lod som om, at han ingen bekymringer havde, smittede hans optimisme fra person til person – også selv om den var latterligt falsk.

 


På en mørk formiddag, tre dage efter Jakes afrejse, gik Keegan igennem paladset og ned ad de brede stentrapper. På murene var hver en fakkel tændt, og rummene, salene og gangene stod malet i røde og varme nuancer i modsætning til den kølige, dunkle himmel udenfor, hvis lys gennem vinduerne ikke var tilstrækkeligt.
Han fortsatte nedad, forbi slotskøkkenet og ned til kælderen, hvor et par fakler var gået ud, fordi der ikke var folk til at tænde dem. Kælderen var mørk og fugtig og blev mest brugt til opbevaring af alt fra bannere, gardiner og blegnede malerier til gamle våben, der var blevet erstattet af nyere modeller. Opbevaringsrummene lå på rad og række langs kældergangen, der for enden mundede ud i den store, højloftede hospitalsbunker.
Der hørtes en lavmælt mumlen fra bunkeren. Akustikken var usædvanlig; man kunne høre folk, der snakkede helt nede i den modsatte ende, men mod det store, hvælvede loft blev ordene kun til et sløret ekko, som man ikke kunne få en betydning ud af.
Keegan vippede sig en anelse op på tå og kiggede ud over hospitalet. Hvide lagner dannede skillevægge mellem de forskellige afdelinger, og de blev trukket henover snore spændt ud fra den ene mur til den anden på tværs gennem rummet. Sygeplejerske viftede dem forsigtigt til side og vandrede rundt med et hvidt forklæde bundet om livet og spande med vand og klude i hænderne. I sengene lå de fleste og sov, mens deres svedende pander blev duppet. En gang imellem hørtes råb eller skrig, og tre sygeplejersker stimlede sammen for at holde personen nede, indtil han eller hun igen mistede sine kræfter.
Hospitalsbunkeren var inddelt i fire sektioner. Normalt var det alt efter hvilke skader eller sygdomme, folk led af, men det var blevet organiseret anderledes, nu hvor de fleste led af det samme. I stedet kom ens placering nu an på, hvor syg man var.
Keegan gik igennem sektion 1, som var afdelingen med dem, der var blevet syge for nyligt. De fleste var børn, hvis forældre ikke havde holdt godt nok øje med dem, og som alligevel havde drukket af vand fra den østlige kilde. Keegan havde selvfølgelig ondt af børnene, men tanken om deres forældre gav ham endnu dårligere samvittighed. De ville aldrig tilgive sig selv.
I sektion 2 på den anden side af lagnet til højre for ham lå dem, der var lige ved at blive sindssyge – dem, der havde været syge i et par døgn, og som begyndte at hoste mere og mere blod op. Det var dem, der græd mest. De kunne mærke, at den var på vej: sindssygen. Og lige så snart den kom, havnede de i sektion 3, hvor de højst sandsynligt endte med at dø.
Keegan holdt sig væk fra sektion 3 og fortsatte til sektion 4, der klart var den rareste at befinde sig i, eftersom den havde færre patienter. Sektion 4 var for dem, der blev syge af normale ting – forkølelse, lungebetændelse, skader som et brækket ben eller en forstuvet arm. Men sektion 4 var også for de enkelte, der på mirakuløs vis ikke var døde alligevel. Atrituspulveret havde passeret deres tarmsystem, og i løbet af få dage ville de være raske igen. 

Der havde kun været to af den slags tilfælde indtil videre.
”Undskyld, har du set Prinsesse Angela?” spurgte Keegan og henvendte sig til den eneste sygeplejerske i rummet, som var i færd med at lægge rent sengetøj på.
”Deres Højhed,” hilste sygeplejersken og nejede kort. ”Jeg tror, at hun er i sektion 3.”
Keegan nikkede som tak og skævede til højre for sig, hvor sektion 3 lå på den anden side. Sygeplejersken smilede lidt, foldede hænderne og sagde: ”Skal jeg hente hende?”
Keegan smilede taknemmeligt tilbage og sagde, at det ville han sætte stor pris på, hvis ingen af dem havde for travlt.
Sygeplejersken nejede igen og løftede lagnet, som hun forsvandt ind bag. Keegan ventede tålmodigt. Endnu et skrig skar sig gennem luften, gennem lagnerne og gennem hver en knogle i hans krop. Angela havde fortalt ham, at hun efterhånden havde vænnet sig til det. Det samme havde patienterne. De sov igennem råbene uden besvær. For Keegan var der stadig et stykke vej.
Kort efter fløj lagnet til side igen, og Angela trådte igennem. De små, korte hår ved hendes ører svævede omkring hendes ansigt, og hendes kinder var røde af varme.
”Keegan,” sagde hun, en smule forpustet, men med et smil. Der var ingen til stede, så hun gik hen til ham og gav ham et kys på munden.
”Jeg tænkte, om du ville med til frokost? Hvis ikke det er et dårligt tidspunkt.”
”Overhovedet ikke. Lad mig lige vaske hænder,” sagde hun, og så forsvandt hun tilbage ind i sektion 3.
Normalt når Keegan skulle ned i hospitalsbunkeren, tog han den indgang, der med en trappe gik fra slotsgården ned til bunkeren. Det var en langt kortere vej, der var beregnet til krigssituationer, da sårede soldater hurtigere kunne modtage hjælp ved ikke at skulle hele vejen igennem paladset først. For tiden blev den ikke brugt særlig meget. Eftersom den lå ved sektion 3, foretrak de fleste besøgende at tage vejen igennem kælderen. Desuden blev trappen fra sektion 3 til slotsgården også brugt til at føre ligene væk fra hospitalsbunkeren, så ingen af patienterne i de andre sektioner fik at se, hvad de havde i vente.
Angela sagde heller ikke meget om sit arbejde i sektion 3. Keegan vidste blot, at hun ofte forlod den med blod på sit forklæde.
Kort efter kom hun tilbage igen. Hun havde taget sit forklæde af og havde sin mørkeblå kappe med bjørnepels på hættekanten i hænderne. Hun viklede sin arm ind i hans venstre, og de fulgtes tilbage gennem sektion 4 og videre til sektion 1, hvorefter de forlod den dunkle kælder.
Hun var altid glad for at se ham, når han inviterede hende til frokost. Han kunne ikke bebrejde hende for at glæde sig til at slippe væk fra hospitalet i ny og næ. Hun havde forsikret ham om, at hun kunne lide arbejdet, men han vidste stadig ikke, om hun gjorde det af pligt, eller fordi hun havde lyst.
”Det sner ikke,” noterede Angela sig, da de passerede et af vinduerne. Selv uden sneen blev solen stoppet af de tykke skyer, men vejret så bedre ud, end det havde været i dagevis.
De besluttede sig for at spise udendørs, mens det havde muligheden. Det var isnende koldt og blæste stadig, så de stillede sig op på den overdækkede balkon, der løb hele vejen rundt om paladset for at være så meget i læ som muligt.
Udsigten var det hele værd. De stod ved siden af hinanden med brød og kød i deres forfrosne fingre uden at sige noget. Deres albuer hvilede på balustraden, og da Angela tabte et stykke skinkepålæg og ikke kunne gøre andet end at betragte det, mens det faldt mod slotsgården 100 meter længere nede, lo hun usikkert og trådte et skridt tilbage.
Landskabet var hvidt, så langt øjet rakte. Ude i horisonten kunne man ane Peritsabjergene, og bakker, floder og skove bølgede sig, men var næsten ikke til at skelne fra hinanden, når alt blev hvisket sammen i den samme farve.
Et sted derude gik hans bror rundt. Forhåbentlig havde de haft bedre vejr end hjemme, men Keegan tvivlede.
”De skal nok klare den,” sagde Angela og så på ham, og han nikkede og vendte blikket mod sin blålige hånd, som han prøvede at rykke længere ind i ærmets varme. De blev nødt til at klare den. Keegan kunne finde på det ene og det andet at tage sig til, men intet, han gjorde, ville have bare halv så meget betydning, som det Jake og hans mænd foretog sig i samme øjeblik.
”Jeg ved, at du gerne ville være med, men hvis det er nogen trøst, så er jeg nu glad for, at du blev,” fortsatte hun og hvilede sin kind mod hans skulder. Han smilede skævt og kyssede hende ovenpå håret.
”McPherson har fundet en kur,” sagde Angela så, og Keegan kunne ikke lade være med at stirre og udbryde et overrasket ”Hva?”
Hun lo af hans reaktion og lagde en hånd på hans bryst. ”Rolig nu, det er ikke sikkert, at den virker. Han afprøvede den på tre af patienterne i går aftes. De er ikke døde endnu, men heller ikke raske. De sover bare,” forklarede hun.
”Jamen, det er vel godt?” sagde Keegan.
Rosie plejede så tit at blive forkølet om vinteren, men så længe hun fik nok søvn, gik det over i løbet af få dage. Søvn var den bedste kur mod stort set alt, men om det også gjaldt, når man var blevet forgiftet af en lilla urt, anede han ærlig talt ikke.
”Bestemt,” sagde Angela og begyndte at fortælle om, hvordan McPherson havde testet sin kur på en patient fra sektion 1, en fra sektion 2 og en fra sektion 3 i tilfælde af, at hvor længe man havde været syg ville gøre en forskel. Indtil videre var der ikke sket det store, men det var måske et godt tegn i sig selv. I modsætning til alle de andre patienter i sektion 3 vågnede den testede ikke hver halve time for at hoste blod op eller skrige af smerte. Han sov; dybt og tungt ligesom de andre forsøgskaniner.
”Er du klar over, hvad det her betyder? Hvis kuren rent faktisk virker, løser det jo alt!” sagde Keegan. Mon hans far vidste dette?
”Alt bortset fra krigen på vores dørtærskel.”
Keegan sukkede og lagde hovedet på skrå. ”Der er ikke en krig på vores dørtærskel, okay? Det er ikke engang sikkert, at den findes, og hvis den gør, så er den højst sandsynligt langt væk-”
”Stop,” sagde hun advarende og pegede en finger af ham. ”Du skal ikke fodre mig den samme tale, som den halvdelen af byens indbyggere allerede har fået.”
Keegan lo og tog afværgende en hånd op foran sig. ”Okay, okay. Men jeg mener det. Vi ved intet endnu. Lad os nu bare glæde os over de ting, der rent faktisk går godt i stedet for at surmule over ting, vi ikke engang ved om går galt.”
Angela tog langsomt en dyb indånding og slap den igen. ”Du har ret,” sagde hun, smilede og gav ham et kys på kinden. ”Men apropos det at surmule, burde du måske tjekke til din søster.”
”Hun vil ikke snakke med mig.”
”Selvfølgelig vil hun det. Hun ved det bare ikke endnu.”
Keegan så skeptisk på hende, og hun trak sig væk og lagde hænderne på hans bryst. ”Ingen bryder sig om at være alene så længe. Især ikke sekstenårige piger,” forklarede hun og rettede lidt på hans kappe. ”Afsted.”
Han kyssede hende farvel på balkonen, og selv om hendes læber var sprukne i det isnende vintervejr, prikkede det stadig i hans, da han gik.

 

 

Keegan bankede tre gange på døren. ”Rosie?”
Som forventet var der ikke noget svar, men han vidste, at hun var derinde og lyttede efter. Hun havde trods alt ikke meget andet at lave.
”Rosie, jeg ved, at du er ked af det, men vil du ikke nok lukke mig ind?” bad han. Eliza havde prøvet det selv samme, og Keegan anede ikke, hvad han skulle sige for at få sin søster til at ændre mening.
”Hvorfor?” lød det fra bag den tykke trædør.
”Fordi du har været derinde i tre dage, og det gør mig bekymret. Åben nu. Bare… snak med mig. Eller noget,” forsøgte han og kløede sig akavet i nakken.
Intet svar.
”Rosie, jeg-”
Døren fløj åben, og på den anden side stod Rosie i bare tæer i sin hvide natkjole. Hendes hår var uglet, og der var røde rander under hendes hævede øjne. Mest af alt så hun vred ud.
Hun gav slip på dørhåndtaget og gik tilbage ind i værelset, mens hun mumlede, at han da bare kunne være ligeglad, og så stillede hun sig midt i rummet med armene over kors. Hun kiggede surt og utålmodigt på ham.
”Hvad vil du?” spurgte hun. Hendes læber dirrede, bare en anelse, og hendes øjne var blanke.
”Jeg… Jeg synes bare, at du skulle vide, at du kan snakke med mig om-”
”Jeg har ikke brug for at snakke med nogen!” råbte hun vredt og trådte et skridt bagud.
”Rosie…” sukkede han og holdt sin arm ud mod hende. Hun rystede bare stædigt på hovedet, og hendes krøllede hårlokker klistrede sig fast i tårerne på hendes kinder.
Hun så lille ud. Hendes tilstedeværelse havde altid fyldt så meget – hun plejede at være høj og rank med sit lange, bølgende hår, der konstant var i bevægelse omkring hende, og hendes øjne og smil plejede at lyse og tilføre ethvert rum mere energi. Men nu var hun knyttet sammen mod sit eget bryst, glansen i hendes hår var falmet, og hun græd og var ked af det som aldrig før.
Hun så ikke på ham, men ned mod sine hvide, sikkert iskolde tæer på det grå stengulv, og Keegan gik langsomt hen imod hende og lagde sin arm omkring hende.
”Det er så tarveligt…” klagede hun og snøftede. Keegan hvilede sin kind mod hendes hår og strøg hendes arm, fordi han ikke havde noget klogt at sige, og efterhånden gav hun slip på sig selv og omfavnede hans ryg i stedet.
”Hvordan kunne han gøre det mod mig?” græd hun, og hun rystede og snøftede, og hans hjerte blev tungere for hver gang.
”Fordi han var ked af det og vred, ligesom du er nu. Han mistede en, han elskede meget højt,” forklarede Keegan, men frygtede, at det gjorde mere skade end gavn. Det var blot konstateringer, som hun kendte i forvejen.
Rosie græd videre og sagde en masse ting ind mod hans bryst. Hvis de virkelig var bedste venner, hvorfor forlod han hende så? Hvis han havde mistet sin mor, hvorfor ville han så også miste hende, miste sin far, miste det hele? Åh, han var sikkert død allerede…
Keegan fik ikke fat i det hele, men da hun sagde, at hun ville ønske, at hun aldrig nogensinde havde mødt ham, trak han hovedet væk for at se på hende og sagde: ”Det mener du ikke.”
Rosie snøftede igen og tørrede sine øjne med bagsiden af hånden. ”Nej,” sagde hun. ”Men jeg ville ønske, at jeg gjorde.”

 

 

I timevis sad Keegan i den ene ende af vinduesbænken, mens Rosie sad i den anden. Han håbede, at han på en eller anden måde havde fået hende til at få det bedre. Hun græd i hvert fald ikke længere, men sad og kiggede ud ad vinduet, hvor stjernehimlen klart og tydeligt viste sig frem, nu hvor disen var forsvundet.
Imellem dem stod to tallerkener med sprød, ristet kylling og rødvinssovs. Rosetta havde endda også sendt et stykke kage med, og dét så ud til at hjælpe Rosies humør i den rigtige retning.
”Tror du, at mor og far er bange?” spurgte hun så.
Keegan tænkte sig om. ”Sikkert mere bange end de fleste,” indså han. Hvad der end skete med byen og dens beboere ville altid være på deres samvittighed. Deres ansvar. Det var ikke kun deres job at frygte for deres eget liv, men for flere millioner.
Rosie nikkede. ”De skjuler det godt. Mor har ikke sagt et eneste ord om Karen.”
”Efterhånden siger mor ikke særlig meget.”
Rosie så på ham. Det var en ubehagelig sandhed, men den var sand uanset hvad.
”Du lyder som Jake.”
Keegan smilede svagt med den ene mundvig. ”Jaså?”
”Jeg savner ham,” indrømmede Rosie.
Det var en kort og simpel sætning, der betød så meget. Savn. Det ene begreb, som var roden til al frygt og bekymring. Tanken om at savne dem, der betød mest for en. Måske for evigt.
”Jeg savner ham også,” sukkede Keegan, og han blev siddende med sin lillesøster i vinduesbænken. Hun var der. Lige nu. Hun var ikke død, og hun var ikke adskillige kilometer væk, og i det øjeblik valgte han at fokusere på en enkelt, glad tanke: at der var en person mindre at savne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...