Ethion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 dec. 2014
  • Opdateret: 20 feb. 2016
  • Status: Igang
// Det er fem år siden, at det tyranniske kongerige Peritsa blev erobret og underlagt kongeriget Ethion. Der hersker langt om længe fred og velstand, men for Rosie, Nedd, Jake og Keegan begynder tilværelsen langsomt at falde sammen. Prinsessen Rosie er desperat efter kærlighed, selvom den står lige foran hende. Hendes bedste ven Nedd er nemlig håbløst forelsket i hende, men hvordan vinder man en prinsesses hjerte, når man blot er søn af en smed? Rosies storebror Jake er den retmæssige arving til en trone, han ikke ønsker, og Jake gør derfor alt andet end sine pligter, mens hans handicappede tvillingebror Keegan må stå i skyggen af alle de ting, han aldrig nogensinde får. Men det viser sig, at de alle har et fælles og langt større problem – for en krig er på vej, og der bliver taget ondskabsfulde midler i brug… Turneringer, hævn, hemmeligheder, sorg og kærlighed er blot nogle af de ting, som disse fire mennesker vil møde på deres vej mod et fælles mål – at finde sig selv og hinanden.

83Likes
188Kommentarer
13718Visninger
AA

21. XIX - Keegan

 



”I har vist alle hørt, hvad der er på dagsordenen.”
Endor stod op med hænderne hvilende på bordpladen. På stolene langs langbordet sad Keegan, McPherson samt en gruppe af rådgivere og adelsmænd. Mødelokalet var dunkelt på trods af, at det var formiddag, og vinduerne gav udsigt til en skyet, grålig himmel.
”Den vestlige kilde er ved at fryse til. Snart bliver Krystalkilden den eneste vandforsyning, vi overhovedet har. Eftersom den udspringer af den vestlige kilde, er det kun et spørgsmål om tid, før også den fryser til.”
Keegan sad henslængt i sin stol og bed sig i kinden. Dette var det første møde, han havde deltaget i siden skænderiet med sin far. Det var som om, at Endor havde glemt, at de var uvenner - måske fordi der var gået over en uge, og han selv var at den opfattelse, at tiden havde løst alle deres problemer.
Måske er det bedst for os begge, hvis jeg lader det gå, tænkte Keegan og indså, at det ikke tjente ham noget formål at bære nag. Det var alligevel for sent at komme med på missionen nu.
Han rettede sig op i sædet. ”Vi har vel brug for et nyt system,” sagde han. Vandværkerne ved Krystalkilden og den vestlige kilde var allerede under pres, nu hvor hele den østlige del af byens befolkning også var afhængige af deres drikkevand. Hvis Krystalkilden blev byens eneste vandforsyning, ville vandværkerne ikke være i stand til at arbejde hurtigt nok.
”Én kilde er ikke nok til så mange millioner mennesker. Især ikke nu, hvor folk ikke engang tør bruge den østlige kilde til at vaske tøj i, selv om den vestlige kilde ligger over dobbelt så langt væk. Fryser den vestlige kilde til, bliver vi nødt til at indføre nye regler. Hvis alle skal have vand fra Krystalkilden samtidig med, at hele byens indbyggere benytter den til tøjvask, bliver den overrendt.”
Castel, en af Endors ældste rådgivere, nikkede samtykkende. ”Vi risikerer også, at vandet bliver forurenet og gør folket syge. I modsætning til den østlige kilde er de andre kilder ikke beregnet til tøjvask,” sagde han. Keegan forstod hans pointe. Vandværkerne lå så tæt på byen som muligt, og eftersom folk ønskede at vaske deres tøj uden at gå længere end nødvendigt, endte de med at vaske det lige ved siden af. Det var der taget højde for ved den østlige kilde - der lå vandværkerne længere oppe ad floden, så selv om det var mere besværligt at transportere det over så lang en distance, blev det snavsede vand fra tøjvaskeriet i det mindste ikke suget direkte ind i vandværket, hvorefter det havnede i byen som drikkevand.
”Sygdomme er det sidste, vi har brug for nu,” sagde Endor. ”Nogen ideer?”
”Man kunne ansætte et hold af mænd til at hakke isen op?” foreslog Tarpin. Keegan modstod en trang til at himle med øjnene. Tarpin tog altid prisen for at komme med de mest urealistiske forslag.
”Det ville aldrig nogensinde holde i længden,” kommenterede Castel. Endor så heller ikke ud til at være begejstret for forslaget.
Castel kløede sig lidt i sit sortgrå skæg, før han tøvende sagde: ”Måske… Måske kunne man forbyde folk at vaske tøj i floden?”
”Det ville løse sygdomsproblemet,” indrømmede Keegan. ”Men vandværkerne ved Krystalkilden vil stadig ikke kunne arbejde hurtigt nok til at forsyne hele byen med drikkevand.”
”Vi kan heller ikke nægte folk at vaske deres tøj,” sagde Endor og rystede på hovedet. ”Måske i et par dage, men dette er på ubestemt tid.”
Ubestemt tid. Keegan vidste, hvad han egentlig mente med sine ord – at det afhang af, hvorvidt missionen lykkedes eller ej. Men Jakes navn havde knap nok forladt Endors læber, siden han tog afsted, og selv om hele rigets fremtid mere eller mindre afhang af ham, var det som om, at Endor ikke engang anerkendte, at han eksisterede.
”Jake løser problemet snart,” sagde Keegan, og det overraskede ham, at han havde sagt det med så stor overbevisning. Man burde ikke være så godtroende, at man baserede sine planer på noget, der måske eller måske ikke skete, men Keegan følte, at Jake fortjente den opbakning.
”Måske ikke om et par dage, men han løser det. Om der så går en uge eller to er underordnet – folk må undlade at vaske deres tøj i den tid. Desuden falder der garanteret masser af sne endnu. Hvis folk ønsker at vaske tøj, må de bare samle sne ind og lade det smelte.”
Keegan havde åbenbart lydt bestemt nok til, at ingen kom med indvendinger, selv om Tarpin så noget skeptisk ud. Endor nikkede langsomt en enkelt gang og sagde: ”Så bliver det sådan. Men det løser ikke vores andet problem. Vandværkerne kan stadig ikke arbejde hurtigt nok.”
Han så afventende rundt i forsamlingen, men de fleste så ned i bordet eller knyttede øjenbrynene for at vise, at de skam koncentrerede sig til det ypperste.
”Kan folk ikke bare hente vandet selv, hvis der ikke er mere tilbage ved tappestederne?” foreslog Goman. De andre rådgivere og adelsmænd betragtede ham, som om de forventede en fortsættelse af hans ord, og Goman kradsede sig usikkert i nakken.
”Æh, altså, det er måske langt og tungt at slæbe, men én tur dagligt klarer folk vel nok…”
Gomans sætning tonede ud, og Castel genoptog den for ham. ”Desuden er det jo ikke sikkert, at vandværkerne ikke kan følge med. I de fleste tilfælde vil der være nok vand ved tappestederne til, at alle kan få, og ellers må man vel bare stå i kø, indtil der kommer mere.”
”Hvis folk henter selv, kan de også vaske deres tøj derhjemme.”
”Man kan også drikke smeltet sne.”
”Hvis nu man-”
Pludselig væltede alle de gode forslag ind, og Endor holdt en hånd op for sig for at få snakken til at forstumme. ”Tak. Det er alle sammen gode idéer. Lad os vedtage følgende: Det er hermed forbudt at vaske tøj i Krystalkilden. Ved tappestederne udstiller vi soldater til at sørge for, at der ikke opstår konflikter. Det er tilladt at fylde én spand med vand per person om dagen, og ønsker man mere drikkevand eller vand til tøjvask, må man hente det selv eller indsamle sne.”
Forsamlingen mumlede indvilligende.
”Hmm, lad mig se…” fortsatte Endor. ”Hvis nu soldaterne uddeler stempler til dem, der har modtaget deres daglige ration af vand, kan vi kontrollere, at ingen bryder reglerne. McPherson, vil du sørge for at finde blæk frem, der ikke kan vaskes af for nemt? Og Tarpin, hvis du skriver ned, så-”
Han nåede ikke længere, før dørene til mødelokalet fløj op med et brag. Vagterne råbte og skældte og forsøgte forgæves at fange hende, men det var for sent – Angela løb målrettet mod langbordet uden at ænse kaosset bag sig.
Tarpins mund stod på vid gab i forargelse. ”Unge dame, hvad ligner det at brase ind på den måde-”
”Kuren har virket!” udbrød hun leende med armene i vejret. ”Kuren har virket!”
McPherson var den første til at rejse sig op så hurtigt, at hans stol næsten faldt bagover.
”Vis os det,” sagde Endor og tog de første skridt mod døren, der fik resten af forsamlingen til at følge efter. Angela nikkede en enkelt gang, stadig med et smil, der fyldte hele hendes ansigt. Hun var forpustet og ildrød i kinderne, men ikke desto mindre var hun ved at sætte i løb igen, før det så ud til at gå op for hende, at en gruppe midaldrende og gamle mænd ikke ville være i stand til at følge med.
Hun ledte dem i raskt tempo igennem slottets gange. ”Den har ikke virket på alle,” forklarede hun undervejs, og Endor, Keegan og McPherson satte farten op for at komme op på siden af hende.
”Den har virket på dem i sektion 1 og sektion 2. Så snart man når til sektion 3, er det for sent. Når sindssygen først er kommet, er der ingen vej tilbage.”
McPherson så helt lammet ud i ansigtet, og Keegan var bekymret for, at han ville dejse om. Dette havde været hans projekt lige fra starten af, og nu var det endelig lykkedes. Keegan kunne slet ikke forestille sig, hvordan han måtte have det.
Der var ingen, der sagde noget. Heller ikke Endor, der blot fortsatte ned ad gangene og trapperne med faste skridt, der rungede mod loftet. Måske havde han ligesom Keegan brug for at se det med egne øjne, før han turde tro det.
Der var mange, der vendte hovederne en ekstra gang, når de gik forbi. Det var et sjældent, måske endda komisk syn – en gruppe af adelsmænd og rådgivere, der med deres store maver og korte ben gjorde deres bedste for at følge med, ledet af en prinsesse med en intimiderende målrettethed i øjnene og et kaotisk hår, der strittede til alle sider.
Gruppen nåede ned til kælderen og de mange opbevaringsrum. Deres hastige skridt lød nærmere som et jordskælv i den snævre, lavloftede gang.
Lyden druknede overraskende pludseligt, da gangen mundede ud i den store hospitalsbunker. I stedet hørtes nu den sædvanlige summen fra de arbejdende sygeplejersker. Skrig var der ingen af.
Sikkert fordi, at alle fra sektion 3 langt om længe er døde, tænkte Keegan og fik kuldegysninger, men han skubbede tanken fra sig og mindede sig selv om, at han var her i en glædelig anledning. Fra nu af skulle ingen nogensinde ende i sektion 3. Takket være McPherson ville de blive reddet, før de nåede dertil.
”Denne vej,” sagde Angela og vinkede gruppen med sig. De stod nu i sektion 1, og Angela førte dem mod venstre, hvor hun løftede op i lagnet, så de kunne følge efter hende ind i sektion 4.
Hun pegede på en seng i hjørnet, hvor en mand sad oprejst med en hvid dyne over sig. Da de forsigtigt trådte tættere på, kunne Keegan se, at han var en midaldrende mand. Hans hår var gråt og trængte til at blive klippet, men han var nybarberet og iklædt en ren skjorte.
Manden smilede mildt til dem, da de gjorde holdt ved hans seng. ”Deres Majestæt, Deres Højhed,” hilste han og nikkede kort til Endor og Keegan.
Angela kom op på siden af dem og flettede sin hånd ind i Keegans. Hun sukkede tungt og hvilede sit hoved på hans skulder, og han smilede til hende og gav hende et kys på panden. Det gik først for sent op for ham, at de ikke burde gøre den slags, nu hvor hans far var tilstede. De var trods alt ikke gift. Endnu.
Endor skævede misbilligende til dem, og Keegan rømmede sig og mærkede varmen stige sig til kinderne. Han gav modvilligt slip på Angelas hånd.
”Så dette er…?” mumlede McPherson, der stadig så noget lamslået ud.
”Dette er Jasper. Han blev syg for tre dage siden,” introducerede Angela.
”Hvordan, om man må spørge?” spurgte Tarpin, og selv om Keegan stod med samme spørgsmål, irriterede det ham, at Tarpins tone var så nedladende. Som om det var mandens egen skyld, at han var blevet syg.
Jasper trak svagt på skuldrene. ”Jeg skyldte penge, og han havde åbenbart ikke i sinde at vente på dem længere. Min datter blev alvorligt syg sidste år. Hun bor i Velinstad, og både rejsen derover og medicinen var dyr, så jeg kunne ikke betale min husleje. Jeg kom over til ham for at lave en ny aftale, men der må have været noget i den øl, han serverede for mig.”
”Og kan nogen bekræfte den teori?” spurgte Tarpin med et hævet øjenbryn. Der hørtes lavmælt mumlen fra de andre i forsamlingen.
Jasper sukkede træt, men så ikke ud til at lade sig gå på af kommentaren. ”Kan jeg bevise, at han forgiftede mig? Nej. Men jeg er ikke den eneste, der har hørt historier om, hvad han gør med sine kunder, når de ikke betaler til tiden.”
”Hvad er hans navn?” spurgte Keegan. Manden lød som den mest usle kujon. Der fandtes adskillige forretningsmænd, der opkøbte grunde og betalte husleje til kongen, hvorefter de solgte dem videre og krævede endnu mere i husleje til dem selv, end hvad der var retfærdigt. Det var ikke imod loven som sådan – folk gik trods alt selv med til at betale prisen. Men ingen havde skrevet under på at betale med deres liv, hvis pengene ikke rakte.
”Jeg kender ikke til hans rigtige navn, men folk kalder ham Ræven,” forklarede Jasper og lo så. ”Navnet taler vist for sig selv.”
”Jeg lover at se på sagen,” forsikrede Endor ham om.
Jasper nikkede en enkelt gang. ”Tak, Deres Majestæt. Men lige nu vil jeg egentlig helst vide, hvem der har reddet mit liv.”
Alles hoveder vendte sig mod McPherson, der mere eller mindre var vågnet fra sin lammelse.
”Jeg, øh…” mumlede han. ”Har du nogen bivirkninger? Kløe, svimmelhed, hovedpine? Har du dårlig mave? Uregelmæssig puls? Gør det ondt, når du-”
”Nej,” afbrød Jasper og slog ud med armene. ”Jeg har det upåklageligt. Jeg skylder dig mit liv. Takket være dig kan jeg se min datter igen. Hun er allerede på vej,” sagde han og smilede varmt. McPherson blev rød i kinderne.
Endor lagde en tung, handskeklædt hånd på hans skulder. ”Godt klaret, min ven. Ethion står i gæld til dig,” sagde han, og McPhersons ryg blev en anelse rankere.
”De Herrer,” mumlede han hæst. ”Hvis I vil have mig undskyldt, vil jeg se til resten af mine patienter.”
McPherson spankulerede stolt videre og forsvandt bag lagnerne ind til de andre sektioner. Han efterlod dem stående tilbage.  
”Det er nok også bedst, at vi giver Jasper lidt hvile nu,” foreslog Angela.
Endor nikkede og foldede hænderne foran sig. ”Ja, naturligvis. Du skal have tak for at… tilkalde mig. Lad mig høre, hvis der sker noget nyt.”
Angela nejede kort, og Endor gjorde tegn til at forlade hospitalsbunkeren sammen med de andre adelsmænd og rådgivere. Keegan havde tænkt sig at blive tilbage sammen med Angela, men da hans far var ved at forsvinde om bag lagnet, vendte han sig rundt og kaldte: ”Keegan?”
Keegan så op. ”Ja?”
”Kom. Jeg skal snakke med dig.”
Keegan skar tænder og så undskyldende på Angela. Hun rystede på hovedet, gav hans hånd et klem og viftede ham afsted.
Keegan mærkede usikkerheden komme krybende, og han trådte igennem lagnet, som hans far holdt op for ham. Han tvivlede på, at han ville bryde sig om det, Endor havde i sinde at tale med ham om, og eftersom de fortsatte op ad trapperne i stilhed, tydede det på, at det var vigtigt nok til at skulle foregå under fire øjne.
De skiltes med de andre rådgivere og adelsmænd, og til Keegans overraskelse ledte Endor ham ikke til tronsalen. Han tog blot den første dør på højre hånd og vinkede Keegan indenfor.
”Dette er ikke noget officielt. Vi kan snakke her,” forklarede Endor og lukkede døren. De stod i et af gæsteværelserne, og Endor satte sig på stolen foran skrivebordet. Han lænede sig frem og lod sine albuer hvile på lårene, hvorefter han tog sine handsker af og lagde dem fra sig. For en stund betragtede han blot Keegan, der ikke kunne regne ud, om hans far ventede på, at han sagde noget først, men efter en tilstrækkelig lang pause brød han tavsheden.
”Dig og Angela,” begyndte han. Keegan sukkede og hvilede sig op ad døren. Han havde allerede gennemskuet, hvad samtalen drejede sig om.
”Jeg elsker hende,” sagde han.
Hans far så overrasket ud og begyndte at le. ”Keegan-”
”Jeg mener det. Jeg har tænkt mig at fri til hende.”
Det var noget, han havde tænkt over i noget tid, men det var første gang, han fortalte det til nogen. At sige ordene højt gjorde ham helt varm indeni, og han blev blot endnu mere overbevist om, at det var det, han ville.
Endors grin falmede til et svagt smil. ”Okay,” sagde han så. ”Jeg tror dig.”
Der blev stille igen.
”…Men?” spurgte Keegan.
Endor så oprigtigt beklagende ud. ”Jeg kan ikke tillade, at I går rundt og lader som om, at ingenting står i vejen for jeres kærlighed, og så endda i fuld offentlighed. Forhåbentlig har I ikke…?”
Keegan rynkede panden. Da det gik op for ham, hvad hans far mente, blev hans kinder flammende røde. ”Nej! Jeg mener-”
”Godt. Du er vel klar over, at den slags er fuldstændig uacceptabelt før ægteskab.”
”Selvfølgelig,” skyndte Keegan sig at sige.
Der var en akavet pause, mens Endor prøvede at finde den rigtige måde at formulere sin næste sætning på. Keegan kunne mærke sit hjerte banke hurtigere.
”Uden Hallagans accept kan I aldrig blive gift,” sagde hans far endelig. Keegan åndede lettet op. Det vidste han jo i forvejen.
”Jeg kan ikke se, hvordan vi ikke skulle få Hallagans accept,” sagde han forvirret. Så vidt han vidste, havde Hallagan ikke noget personligt imod ham. Ethion var det mest magtfulde kongerige af dem alle. Rent officielt kunne hans datter ikke finde et bedre parti…
”Vent,” udbrød Keegan forskrækket. ”Du mener vel ikke… Jake?
Bare tanken fik hans mave til at vende sig. Jake var tronarving. Den eneste prinsesse, der fandtes i landet, var Hallagans datter. De var det ideelle match.
”Nej, nej,” skyndte Endor sig at forsikre ham om. ”Takket være Jakes rygte tror jeg ikke, at Hallagan er større tilhænger af ham end af dig. Og du kender Hallagan – når det kommer til hans datter, betyder hendes lykke mere for ham end magt. Jeg så jer også gerne blive gift. Jeg er glad for, at du har fundet en, du elsker. Det mener jeg.”
Keegan smilede lidt med den ene mundvig. ”Tak,” sagde han, forbløffet over at høre så uvante ord fra sin far. ”Men så kan jeg ikke se, hvad problemet er.”
Der var et glimt af bekymring i Endors øjne, før det forsvandt og igen blev erstattet af et smil, der dog så noget påtvunget ud.
”Som situationen er nu, vil Hallagan ikke engang have noget med os at gøre. Hans egen datter er her, og han tør ikke engang skrive for at forlange, at hun kommer tilbage. Hallagan er måske en kryster, men han er ikke dum. Han så, hvordan Ethion led under den sidste krig. Præcis ligesom dengang ønsker han ikke at tage del i den, der nu er på vej.”
Keegan gnubbede sin næseryg med tommel- og pegefinger. Som han tænkte sig mere og mere om, blev han mere og mere frustreret. Krigen. Den krig, som alle påstod var på vej, havde allerede ødelagt så meget, og den var ikke engang begyndt endnu, i hvert fald ikke for alvor. Fjenden havde ikke meldt sig, og en del af Keegan ville ikke undre sig, hvis den aldrig gjorde.
”Far… Hvordan kan det være, at vi er så overbeviste om, at der kommer krig? Det hele virker bare så mystisk. Er du sikker på, at hele denne sygdom ikke blot er et naturfænomen?”
Endor sukkede og lod sig falde tilbage mod stoleryggen. ”Du har selv hørt McPherson. Atritus er en sjælden urt, og den havner ikke i vandet af sig selv. McPherson har undersøgt det nærmere, og eftersigende skulle den ikke være så sjælden endda. Måske i Ethion, men ikke i det gamle Peritsa.”
Keegan trådte tættere på og satte sig til sidst ned på sengen over for sin far, som om deres samtale var så fortrolig, at selv ikke rummets fire vægge ville være nok til at holde den hemmelig.
”Hvad er det, du siger? Far, de er alle sammen udslettet. Clavien, hans tilhængere – de er døde alle sammen, og slottet ligger i ruiner. Der er intet tilbage af Peritsa.”
”Du tager fejl,” insisterede Endor. ”Peritsa er stadig Peritsa, og det vil det være længe endnu. Det er fem år ikke nok til at ændre. Jeg ved knap nok, hvad der foregår på den anden side af den gamle grænse. For alt jeg ved, kunne et helt oprør være i gang.”
Keegan nægtede stadig at tro det. ”Clavien var en barbar. Hvordan kan nogen savne at få ham tilbage på tronen?”
”Jeg ved det ikke,” indrømmede Endor og slog ud med armene. ”Det er problemet. Landet er stadig i gang med at rejse sig. Jeg har ingen folk dernede til at fortælle mig, hvad der sker, for der er ingen steder at sende dem til. Resterne af befolkningen er enten spredt for alle vinde eller flyttet til Ethion. Det vil tage flere år endnu at restaurere slottet og alle de byer, der er brændt til jorden.”
”…Og med sygdom og en krig på vej har vi næppe råd til at sende flere penge derned,” tilføjede Keegan. Endor nikkede og gned sig træt i ansigtet.
”Hvis nu Angela og jeg blev gift, tror du så ikke, at Hallagan ville komme?”
Endor lod sine hænder falde ned i skødet og så på ham. ”Det ville han vel. Men du skal stadig have hans accept først.”
”Vi kan sende et brev? Og hvis han ikke svarer… Så er det hans egen skyld. Hvis Angela siger ja, og hendes far siger intet, så bliver det vel et ja.”
Endor så tvivlsom ud. ”Sådan fungerer det vist ikke. Men på den anden side… et bryllup ville måske være det, der kunne lokke Hallagan herover. Og når han først er her, kan jeg få ham overtalt til at gøre en indsats. Med Velinstads yderligere 15.000 soldater ville der ikke være en eneste krig, vi ikke kunne vinde.”
Det lød som en god plan i Keegans ører. Især fordi den indebar, at han rent faktisk skulle giftes med Angela, hvis altså hun sagde ja. Bare forestillingen om hendes reaktion, når han gik ned på knæ, fik ham til at smile. Han håbede, at hun ville blive overrasket og glad, og at hun til sidst ville falde ham om halsen og skrige ”ja” så højt, at hele kongeriget kunne høre det, men mest af alt håbede han bare, at hun i det mindste ikke ville sige nej.
”Betyder det, at jeg har din velsignelse?” spurgte Keegan og holdt vejret.
Endors smil nåede helt op til øjnene. ”Du har min velsignelse, kære søn.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...